Er Meru Uralbjergene?

Meru i Vedisme-Brahmanisme-Hinduisme betragtes som et bjerg i midten af jorden, som planeterne drejer rundt om. På dette bjerg står Shiva, som støtter og forbinder Jorden og Himlen. Meru er hjemsted for guderne. I Mahabharata er Meru et bjergrigt land med tinder op til himlen, det beskriver landene, der ligger i nord ud over Himalaya: Tibets højdedrag og Pamirs, ørkenerne i Centralasien, uigennemtrængelige skove, polarområderne og lignende. arktiske fænomener som den faste polstjerne, stjerner, der ikke stiger eller går ned, men roterer i et vandret plan, og fuldender hver deres cirkler på 24 timer, det høje stjernebillede Ursa Major, solen, der kun står op en gang om året, dag og nat varer seks måneder, nordlys, område længe mørke. Og på kanten af denne region rejser sig Mount Meru, hvis nordlige skråning er Mælkehavets kyst.

Fra et videnskabeligt synspunkt kunne gamle myter afspejle reelle data, der er relateret til Jordens geografi. Mount Meru kan meget vel være Uralbjergene, der adskiller Europa fra Asien. Mælkehavet er det arktiske hav. Under gydningen har mange fisk et parringsdragt, nogle fisk til gydning går fra havet til floderne (laks, stør) eller fra floderne til havene (flodål). Kissel fra ordet "surt", det vil sige i dette tilfælde et blandet stof af mælk og kaviar, skyllet i land. For eksempel kommer der hvert år enorme stimer af sild til Norges vestkyst for at gyde. Hver hunsild lægger op til 50.000 æg. Hannerne følger hunnerne og kaster mælk. Under gydningen bliver vandet ud for Norges kyst næsten hvidt. Virkelig "mælkehav …" Selvfølgelig! Når alt kommer til alt, bærer al den sild, der kommer til kysten, 32 millioner centner mælk og kaviar med sig. Den utrolige mængde norske sild er svær at forestille sig. Flytningen af stimer af sild over Atlanterhavets vidder er den største migration af levende væsener, der nogensinde er kendt på kloden. Det er ikke for ingenting, at sildebevægelsen i Norge kaldes "havets mirakel".

Videnskabelig analyse af gamle myter og legender.

Ordet "Shiva" fra sanskrit betyder bogstaveligt "støttende, venlig." Shiva er en af hinduismens hovedguder, der sammen med Brahma og Vishnu udgør den "hellige treenighed" – Trimurti (fra sanskrit "tre ansigter"). Brahma er skabelsens gud i hinduismen. Ifølge en version går ordet tilbage til det gamle indo-ariske ord, der betyder "vokse, stige, stige." Vishnu (fra sanskrit "trænger ind i alt", "omfattende"). I billedet af Shiva fusionerede de gamle indoeuropæeres ideer om en række gamle stammeguder, som personificerer både naturens destruktive og kreative kræfter, denne dualisme kan spores både i forskellige naturkatastrofer – lyn, brande, jordskælv , og i genoplivningen af naturen, fornyelse og skabelse af gunstige betingelser for beboelse af mennesker og hele den levende verden. Derfor blev Shiva portrætteret som mangeansigtet, mangearmet, med et tredje øje, med et blik, han kunne forbrænde verden (dette er lyn), med en hals blå af giften, som han drak for at redde verden. Det vil sige, at Shiva er et antropomorf væsen, hvis mål er at ofre sig selv, men at redde verden og menneskeheden. Hans billede fremkalder mange analogier med andre frelsere. De guder, der "bor" i bjergene, er mennesker med forskellige evner. Bakker, bakker, bjerge, bjergkæder (de mest berømte er Olympus, Ararat, Zion, Fujiyama) fra oldtiden blev guddommeliggjort, alle slags religiøse begivenheder blev afholdt på dem – ofre blev ofret, bål blev tændt, det blev antaget, at dette ville angiveligt forsone Gud, går tilbage til jagtvaner – fodrer vildtet. Folk flygtede fra oversvømmelser på bjergtoppene, udviklede kunstvandingssystemer (efter is og sne smeltede, strømmede vandløb og floder fra toppen af bjergene, det vil sige naturlige kunstvandingssystemer dannet), efterfølgende betød konstruktionen af pyramiderne netop bjergene, som et symbol på magt, da de første civilisationer blev skabt på toppen af bjergene, var det bedre at observere miljøet, mulige fjender. De bedste høje steder på bjergene var forbeholdt adelen og præster. Gud blev forstået som forskellige floder, søer, have, himmel og andre genstande, naturfænomener – jordskred, jordskælv, oversvømmelser, brande, såvel som dyr, fugle, insekter, planter, træer. Synkretiske former blev også skabt – hovedet af et dyr, kroppen af et andet. Antropogene former dukkede også op – i form af en person. I slaveejeræraen, under dække af en ikke-eksisterende gud, begyndte hypnotisørpræster at handle, og de blev de første slaveejere (mestre), som gennem suggestion og hypnose etablerede deres teokratiske magt over andre stammemedlemmer og forvandlede dem til lydige slaver, som fortsætter den dag i dag. Præsterne mente dog selv, at de angiveligt var ledet af Gud selv, fordi deres viden og fysiske formåen var meget anderledes end almindelige mennesker. Især psykiske præster følte følsomt ændringer i naturlige forhold og brugte dette, de troede, at dette var fra kommandoen "ovenfra", faktisk var det et rent fysiologisk træk ved kroppen. Det er videnskabeligt bevist, at nogle overfølsomme mennesker er i stand til præcist at forudse ændringer i jordens vejr og vibrationer; dette skyldes tilstedeværelsen af unormalt hæmoglobin med en kraftigt reduceret opløselighed; med en stigning i luftfugtighed deformeres disse menneskers erytrocytter, blodcirkulationen bliver vanskelig, og der opstår smerter, som et barometer, der forudsiger tilgangen af regn, afkøling eller opvarmning samt rystelser, som igen er forbundet med udvikling af bjergsyge (polyglobuli eller polycytæmi, – stigning i antallet af røde blodlegemer eller erytrocytter pr. volumenenhed blod), de levede i bjergene og blev "himmelske guder".