Han rystede paa Hovedet.
»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, det vil gavne nogen. Min Hustru er … barnagtig« – han famlede lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«
»Men hun faar det alligevel at vide – hvis hun ser mit Portræt, som jeg har sendt hjem til Dem i Dag. – Og jeg lod nogle Ord følge med, som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af mig …«
Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:
»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke mistro Dem eller mig for noget ondt – kan man vel?«
»Nej, ikke Dem – hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«
»Men husk – det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke ser Dem i et falsk Lys.«
»Aa – det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han bittert.
Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok til at forklare hende alt. —
»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« spurgte han efter en kort Pavse.
»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.
»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«
»Ja – ja, det maa være saaledes.«
Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.
»Farvel – og Tak for den korte, lykkelige Tid.«
Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.
Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
XVIII
Minna stod i sin fulde Højde foran ham – bleg og med Ansigtet ligesom fortrukket af Smerte.
»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet Fatning.
»Ja – vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.
»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi næppe faa det. Men Aage …?«
»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«
»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. – Havde du villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige saa fuldt, som jeg gjør det.«
»Aa ja – jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været, mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin Mand.«
»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. – »Der har været en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. – Jeg advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«
»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«
Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.
»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,« sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er og bliver ørkesløs«. – Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle, som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles uden flere haarde og saarende Ord.«
»Og Aage —?« spurgte hun lidt forvirret.
»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen Kone – saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil lade ham besøge mig en Gang imellem …«
Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.
Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det samme Armene synke ned.
Nej – det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv – og det var maaske sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte – nej, det maatte være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til at græde Blod derover. —
Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var Minna taget bort med Drengen – hjem til sin Moder.
Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var bunden fast til et af Stolebenene.
Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. —
Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. – Og dog ikke andet, end hvad han saa tit havde ønsket.
Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig – og blev ved at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær brød ind i Kammeret.
XIX
Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. – Det var saa længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede, at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.
Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.
Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet, som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa at gjøre Skridtet tilbage.
Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han skulde bruge den til.
Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev sjælesyg af Længsel efter det.
Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre Mennesker.
Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv Tungsindighed.
Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke faa helede.
Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.
Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne Billeder.
Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.
Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere. —
Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet sig hjemme for sine Kammerater.
Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser – i Villaen overfor – komme slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. —
Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede ham tillige – ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det hver eneste Dag – om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.
For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen, indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden Kro og maaske med det samme male nogle Studier.
Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist og ensomt.
Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage afsted næste Morgen med et af de første Tog. —
Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste, kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler, medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien begyndte.
Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa' de saa tilfredse og fornøjede ud.
Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen med den godmodigste Mine af Verden. – Man havde bare saa frygtelig travlt.
Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.
Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.
Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs, fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. —
Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.
En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til Gjæstgivergaarden.
Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld gjærne kunde have tilhørt en uddød By.
Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis. Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.
Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.
Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham, blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke Beliggenhed ved Skov og Sø – en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden. —
Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.
Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.
Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. —
Henning gik derind.
Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred, fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord foran.
Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.
Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa, var det ham lige meget, hvor han befandt sig.
Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar, skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse, viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle Sider. —
Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade – ikke fordi han følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig med.
Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han havde været en bestilt Model. —
Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig omsider og pakkede sine Sager sammen.
Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.
Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen. Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden, og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.
Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere nordpaa.
Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om, at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen. Herren gjorde meget bedre i at blive. —
Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig Snestorm.
Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet, blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.
Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. – Saa længe han kunde føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter dette Spor.
Han vilde vende tilbage til Kroen, men kunde ikke længere finde Vejen. Og han mærkede af den bløde Grund under Fødderne, at han paany var kommen i en fejl Retning.
Trods det højst ubehagelige ved den Situation, hvori han befandt sig, var der tillige noget latterligt ved denne Løben rundt i Mørket, kæmpende med Træstammer og Krat, der hvert Øjeblik spærrede ham Vejen.
Skulde han være nødt til at strejfe omkring paa denne vanvittige Maade, til det blev lys Dag? —
Blodet begyndte at banke i hans Tindinger, og han følte en svidende Fornemmelse i Øjnene af den uafladelige Stirren ud i det endeløse Mørke.
Saa faldt det ham ind, at naar han blev ved at gaa ligefrem, maatte han i alt Fald omsider komme ud af Kratskoven. – Havde han først naaet aaben Mark, vilde det vel lykkes ham at finde et Hus, hvor han enten kunde overnatte eller faa en Vejviser til den nærmeste Landsby.
Men at styre i en nogenlunde ret Linie, var ikke saa nemt, som han troede. Skoven blev tættere, jo længere han kom frem, og han maatte gjøre idelige Omveje for at bane sig Vej frem efter.
Hans Kræfter begyndte at slappes, men paa samme Tid fordobledes hans Energi, indtil den blev som en Feber, der jog gjennem hans Blod. Han begyndte at løbe – stedse hurtigere – uden at ænse de Hindringer, han mødte, medens det hamrede og suste i hans Hoved, som om han skulde blive forrykt.
Han havde ingen Forestilling om, hvor længe han havde fortsat denne vilde Fart. Saa – paa én Gang – mærkede han, at Grunden skred bort under hans Fødder; han følte et heftigt Stød, der fik det til at flimre med en Masse Ildgnister for hans Øjne, og det forekom ham, at han sank længere og længere ned i en bundløs Afgrund. —
Da han vaagnede, var det lys Dag. Han befandt sig i den samme Kro, som han havde forladt den foregaaende Eftermiddag – pakket ned mellem nogle kæmpemæssige Dyner i et Monstrum af en Seng.
Erindringen om Snefoget og Vandringen i Mulm og Mørke over Stok og Sten, indtil han til sidst ikke mere vidste af sig selv – stod taaget og uklar for ham. Han havde en hed, brændende Fornemmelse i Hovedet, og det ringede uafbrudt ligesom med en Mængde smaa, skarpe Klokker for hans Øren, men ellers mærkede han intet Ildebefindende, der kunde være en Følge af Gaarsdagens Æventyr.
Hvorledes han atter var kommen hen i Kroen, vidste han ikke.
Udenfor Sengen stod et Bord, paa hvilket der var stillet en Messingstage med et halvt udbrændt Lys. Han bankede med Stagen i Bordpladen, indtil hans utaalmodige Kalden endelig blev besvaret, og en bondeklædt Pige traadte ind.
»Næ – se – er Herren vaagnet,« udbrød den landlige Terne med et saa stærkt Udtryk af Forbavselse, som om det var noget af det allermærkværdigste, der kunde være hændet.
»Det var ellers farligt, saa han var kommen afsted,« tilføjede hun godmodig. »Ja han kan da takke sin gode Lykke og Niels Olses Jens for, at han slap saa vel fra den Tur. Det var aldrig gaaet godt, om han var bleven liggende derude i det farlige Vejr.«
Henning spurgte om, hvordan han var kommen tilbage til Kroen.
Jo, se. Herren maatte være gaaet fejl af Vejen og trillet ned ad Skrænten derovre ved Nøddebæk, tæt oven for Niels Olses Hus, for dér havde de fundet ham saa død som en Sild. Og saa havde de bragt ham hen til Kroen. Det var kun en lille Fjerdingvej derfra. Han maatte ordentlig have turet omkring i Mørket. Da de var komne bærendes med ham, havde han snakket en svær Mængde forvirret Tøjeri, og Husbond vilde først have sendt Bud efter Doktoren, men han havde ikke rigtig turdet sende nogen afsted i det slemme Vejr. Saa havde de puttet ham i Seng for at se det an til den næste Morgen. Jo, nu skulde hun strax kalde paa Husbond.
Henning bad om at faa sine Klæder; han fejlede ikke noget og ønskede at staa op.
Pigen saa hovedrystende paa ham og gik bort for at opfylde hans Forlangende.
Kromanden traadte ind med hans Klæder, der var blevne tørrede ved Ovnen, og Henning holdt fast ved sit Forsæt om at staa op.
Han følte sig dog mere mat, end han havde troet, og et Par Gange sortnede det for hans Øjne, saa han maatte holde sig fast ved Sengestolpen. Men han vilde afsted alligevel.
Saa lod Kromanden spænde for uden at gjøre flere Indvendinger, men han rystede betænkelig paa Hovedet, ligesom Pigen nylig havde gjort.
»Det var dog farlig, saa den Mand var bleg,« sagde han til sin Kone, da han atter traadte ind i Stuen, efter at Vognen var kjørt. »Det hang vist ikke rigtig sammen med den Kjøbenhavner, saa pæn han ellers saa ud i Klæderne.« —
Vognen arbejdede sig møjsommelig frem gjennem det tunge Føre. Henning havde faaet Kromandens Fodpose til Laans og hans tykke Pels ovenpaa sin Vinterfrakke, men han frøs ikke des mindre, saa det isnede gjennem ham.
Og paa samme Tid vedblev det at ringe inde i hans Hoved med en besynderlig tom Lyd, ligesom der var gaaet noget itu derinde.
De snedækkede Marker og de tynde, forkrøblede Trær, der var plantede langs Vejkanten, gled forbi ham med en underlig taaget Uvirkelighed.
Undertiden forekom det ham, at Markerne løftede sig op og pressede ind paa begge Sider af Vognen, saa at den ikke kunde komme længere. Men strax efter sænkede de sig igjen, saa dybt, dybt ned, at der kun blev en ganske smal Strimmel tilbage, paa hvilken Vognen fór frem med Fare for at styrte ned i det gabende Svælg, han bildte sig ind at se paa begge Sider. —
De naaede Stationen et Par Minuter før Togets Afgang til Kjøbenhavn. Henning skiltes fra den skikkelige Bondeknøs, der havde kjørt for ham, gik ind og løste Billet, vandrede nogle Øjeblikke frem og tilbage i Ventesalen, indtil Toget gled frem foran Perronen, og Dørene blev aabnede, og tog saa Plads i en Kupé.
Han gjorde alt dette ganske rolig og afmaalt, og med Undtagelse af den stærke Bleghed i hans Ansigt, vilde ingen have mærket noget paafaldende hos ham. Derimod forekom det ham, at han handlede aldeles mekanisk, uden at vide, hvad han foretog sig – som om det var en anden, usynlig Person, der ledede hans Bevægelser. —
Medens han sad alene i Kupéen – det var et Godstog, og der var ikke mange Passagerer med – prøvede han paa at samle sine Tanker. Men det var ham umuligt at komme paa det rene med, hvorvidt han først var rejst ud samme Morgen og nu vendte hjem igjen, eller om han allerede havde været flere Dage borte.
Med Undtagelse af denne underlige Forvirring følte han ikke noget videre Ildebefindende. Kun det, at jo mere han tænkte, des mere uklare og forvirrede blev alle hans Erindringer.
Og inde i Hovedet paa ham vedblev det at ringe med disse utallige smaa, skarpe Klokker. —
Toget naaede Kjøbenhavns Banegaard. Han samlede sit Rejsetøj sammen, forlod Kupéen, gik gjennem Ventesalen, raabte en Droske an, steg op i Vognen og gav Kusken sin Adresse – altsammen paa den samme mekaniske Maade og med den samme Fornemmelse af, at det i Grunden slet ikke var ham, men en helt anden Person, der besørgede det.
Da Drosken holdt udenfor hans Hjem, steg han ud og vilde tage sin Portemonnai frem, men skjønt den som sædvanlig laa i hans Benklædelomme, maatte han famle længe efter den, før han fandt den.
Han rakte Kusken nogle Penge – hvor mange, vidste han ikke – og Manden saa forundret paa ham, fordi Beløbet var en halv Snes Gange større end det, han skulde have. Han troede aabenbart, at hans Passager var beruset – et Tilfælde, der jo ofte kan møde en respektabel Droskekusk – og han gjorde ham opmærksom paa, at der var flere Penge, end Turen kostede. Men Henning nikkede blot med en aandsfraværende Mine og vaklede gjennem Havelaagen, tværs over den lille Have foran Huset.
Tjenestepigen, der havde set ham oppe fra Vinduet, lukkede op, men fór angst tilbage ved Synet af hans dødblege Ansigt.
»Aa Gud – Herren er vist syg!« udbrød hun. —
Han hørte hende ikke, men tumlede ind i Atelieret, der laa til venstre for Entréen. Pigen fulgte forskrækket bag efter.
Da han var kommen derind, blev han staaende nogle Sekunder og saa sig om med et stirrende, tomt Udtryk i Blikket, som om han ikke kjendte Stedet igjen. Pludselig løftede han begge Hænder op til sit Hoved – der gik et skarpt, smertende Stik gjennem hans Nakke – og han faldt tungt om paa Gulvet. —