Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.
„Hvor er Manddræberen Nicolai henne?“ lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret – disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.
„Det er Fader, der kalder paa Dem“, sagde Emmy, idet hun reiste sig, „kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.“
Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.
Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. „Naa er De der“, raabte Præsten mig imøde, „hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.“
Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: „De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?“ Det var min mindste Kunst. „Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?“ Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. „Ih fy skam Dem“, sagde Præsten, „saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind. Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg – —“ her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: „at jeg har Cigarer“ – men Præsten fortsatte: „at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. – Værs'go, der staaer Piberne – tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.“ —
„De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek“, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. „Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang – det er min Grundsætning i saa Henseende“.
„Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger“, sagde Gamle.
„En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.
„Men det er en tung og besværlig Vei“, indvendte Gamle, „og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.“
„Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde. Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?“
„Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae“, sagde Gamle, „der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.“
I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind. Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: „Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd. – Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?“
„Jo Tak, som saa“, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. „Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge“.
„Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.“
„Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.“
„Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. – Hvordan har Konen og Børnene det?“
„Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.“
„Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, – men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?“
„Jo“, svarede Peer noget skamfuld, „men vi er jo ikke altid, som vi burde være.“
„Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld – Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.“ Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over til et heelt andet Æmne, sagde han: „Læser I noget i Aviserne, som jeg sender Jer?“
„Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse af.“
„Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?“
„Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der ere døde, og Følgetongen – Altsammen læser vi.“
„Det var Ret. – Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.“
„Tak Fa'er, farvel!“ og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.
„Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude“, sagde Præsten til os, „vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?“
Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for Bonden end Aviserne.
„Det forstaaer sig“, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.
„Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen“, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.
„Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.“
„Ja hvad skal man da give dem at læse?“ spurgte Gamle.
„Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne. Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg. Det kommer overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?“
„Nei?“
„Ved Hjælp af „Jeppe paa Bjerget“. Jeg gik hen til ham, tog Biblen og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en Forandring læse „Jeppe paa Bjerget“. Manden saae jo noget forbauset paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter kom jeg atter til ham, og „Jeppe paa Bjerget“ havde foreløbig gjort sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte kun paa „Jeppe paa Bjerget“. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for Folkene herude ere meget tjenstvillige. Derpaa laante jeg ham et Par Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget som „Jeppe paa Bjerget“. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele Djævlehistorien glemt.“
Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen læse dem.
„Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte dem paa rette Maade – siden kan man altid bygge videre.“
Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.
„Overhovedet“, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, „skal vi huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den Ladning Visdom, som hun har ombord.“
„Men Emmy —“ sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.
„Med Emmy er det en anden Sag“, svarede Præsten, „hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne – i Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at skaffe Plads til de mange Bøger.“
Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe de behørige „Saa?“ „Nei virkelig?“ etc. paa de forskjellige passende Steder. Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i Egnen. Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: „Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai —!“
Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde. Jeg svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i hans Sted. Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør. Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde læst høit. Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: „Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover“, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:
„Har Du ei lyttet til mangefold Smerte
„Selv hos den fjedrede Flok?
„Sig et Godnat til mit bævende Hjerte!
„Sig det, Du veed det jo nok!“
„Bævende Hjerte!“ udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, „hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: „Sig det, Du veed det jo nok“ – skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?“
„Ordene ere lidt utydelige“, tillod jeg mig at indvende, „dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: „Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?“
„Hvad er det for en Snak“, raabte Corpus Juris; „jeg kan begribe, at En kan sige til sin Kjæreste: „mit søde lille Hjerte“, men at ville sige til hende: „mit bævende Hjerte“, det er reent Nonsens.“
I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere. Denne rolige Dom var imidlertid saa langt fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen Mening var i, hvad de sagde. Ja han meente endog, at man, naar man vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri. (Ved mig selv tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder sin „rigtige Overbevisning.“
Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.
„Naa Nicolai“, sagde Præsten til mig, „hvor mange Gange har De saa været paa Dandsebod i Vinter?“
„Paa Dandsebod?“ spurgte jeg forundret.
„Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?“ sagde Præstekonen, „Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os – min Mand mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.“
„Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.“
„Skal her være Bal?“ spurgte jeg overrasket.
„Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham – jo Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand – nu kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie mig efter hende.“
Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.
„Ogsaa Du min Søn Brutus!“ sagde Præsten, „ja jeg vidste det jo nok, at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar man har en Datter som Andrea Margrethe.“
Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at dandse med Emmy og Andrea Margrethe – det var ganske mageløst!
„Hvad tænker De paa?“ sagde Præsten til mig, „De seer saa erotisk ud, De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?“
„Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser“, sagde Præstekonen, „det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.“
„Siger jeg, at de skal forlove sig?“ spurgte Præsten, „nei her kan Christopher og Frederik være mine Vidner – har jeg ikke tidt og mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke – lov, men forlov Jer ikke!“
„Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til Nicolai derom.“
„Med Nicolai“, sagde Præsten, „er det en anden Sag. Saadant et Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden Redning, end at han maa forlove sig. – Se der sidder Andrea Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid saa meget derved.“
Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. —
Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os Nødvendigheden af at tale sagte.
Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.
„De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst“ sagde Andrea Margrethe, „og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.“
„Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder“, svarede Emmy, „Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle ham.“
„Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger“, meente Andrea Margrethe, „saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.“
„Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.“
„Men det er bare Overtro hos Fader“, sagde Andrea Margrethe, „hvad Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.“
Nu – Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen. Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea Margrethe kom, de vare mig instar omnium, og for ikke at komme for seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.
„To Dandse“, sagde Andrea Margrethe, „og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!“
„Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to – hvorfor skulde han have flere end jeg?“
Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.
„Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To“, vedblev jeg.
„Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik“, sagde Andrea Margrethe.
„Og jeg skal dandse den med Christopher“, sagde Emmy.
„Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt imellem Dem begge To“, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv følgende Overslag: „to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe – o det lader sig ypperlig gjøre!“
„Holder De meget af at dandse?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.
„O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt“, sagde hun.
„Det mener Du ikke“, sagde Emmy.
„Jo vist mener jeg det – og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.“
„Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse“, svarede Emmy.
„Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.“
„Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi blev hjemme.“
„Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er Fader dog altid glad.“
„Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?“ spurgte jeg Andrea Margrethe.
„Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.“
„Men vi kan dandse ganske sagte – Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe – Christopher, Du kan synge: „Ach du lieber Augustin“ for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.“
„Men ganske sagte“, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. „Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.“ Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.
Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: „Ach du lieber Augustin“ paa en ren feil Melodi.
„Du synger falsk, Christopher“, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere:
Ach du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!
„Hurtigere!“ raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:
Alles ist væk, væk, væk —
Væk, væk, væk, væk, væk, væk,
Alles ist væk!
Men hvor høit vi end raabte det sidste „Væk“, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere – vi vendte os forskrækkede om – der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven.
„Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!“ raabte han, „ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets Gjerninger I bedrive!“
„Kunde Du virkelig høre det?“ spurgte Andrea Margrethe, der var den første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.
„Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i den hellige Juleuge!“
„Det gjør mig ondt“, begyndte Gamle —
„Ja det gjør mig ondt“, afbrød Præsten ham, „at jeg seer mig nødsaget til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!“ og dermed gik han.
„Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs“, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. „Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.“
Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter. Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:
„Den stille Vinteraften alt
„I Nattens Favntag glider,
„Og sagte hviskes overalt:
„Nu er det paa de Tider.
„Beskjærm os Alle, tause Nat,
„Naar vi paa Leiet ligge —
Her faldt Gamle pludseligt ind:
„Og drømmer Nogen om sin Skat —
„Vi bede: væk ham ikke.“[2]
Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og ilede bort.
Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder dog blussede i hæftig Rødme. Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre – jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad – dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa – sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.
Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop. – — Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat og gik derpaa Hver til Sit.