Hans Råskov

XVII

Hans Råskov rejste over grænsen som en flygtning, han drog ud af landet med al mulig hast ligesom de, der rejste bort fra Sodoma, hvor det regnede med ild, indtil intet blev efterladt, der var frisk eller grønt. Men han var ikke så lykkelig, at han kunde undgå at se sig tilbage. Hans tanke blev stående i det, der var sket; mindet derom blev til en bitter saltstøtte, der stirrede ind i fortiden, hvor alt var dækket med lava og størknet lidenskab. Tanken voksede fast ved bredden af hans livs døde hav, hvor det røg af svovl og asfalt og andre helvedes krydderier, og imens førte iltoget ham helt ned til Wien, men der vilde ikke komme nogen afstandsfølelse i hans sjæl. Hans erindring var en ild, der sved mange enkeltheder af; også den ene, der et øjeblik ligesom havde bragt ham forglemmelse og lindring; tanken om Anna Årbo syntes at være begravet under asken; tilbage stod et par enkelte scener, hærdede i ild: Fru Ida, der skreg som en elskovssyg, rødflammet kat og gjorde krumspring fra favn til favn; fru Ida, der lo ad ham og fremkaldte en hæslig, syg kildren i hans sjæl, der måske var den latter, han aldrig selv havde næmmet, og så til sidst: ham selv, alene, med fantasien dryppende af hendes blod. Og når han blev træt, og disse syner blev blege, så brølede og snurrede der uden om alt dette en ukendelig masse af andre mennesker.

Han sov ikke stort i de tre døgn, der fulgte på den aften, og han mærkede, hvordan der på hans isse opstod to smærtende punkter, der sendte udløbere til siderne, indtil det for hans fantasi antog formen af et eller andet bogstav, der havde sin basis i nærheden af hans tindinger, og hvis toppunkt – når det blev færdigt – skulde være et sted i baghodet; han begyndte at se dette bogstav, når han skulde sove, et bestemmelsens tegn, et Mene Mene Tekel – —, der måske snart skulde blive tydet.

Træt og uden kræfter, men med gode papirer hos sig kom han til Wien, søgte arbejde og fik det, inden han vidste, om han endnu var arbejdsduelig. Derefter opsøgte han en berømt nærvelæge, fik noget at vide om overanstrængelse og medfødt anlæg til nærvøsitet, og da han således havde fået sit onde beskrevet og ført til bogs, følte han en vis lettelse og sae til sig selv: Nu skal der først og fremmest gå nogen tid. Og mens hans fantasi skejede ud, talte han fornuftigt med sig selv, levede og arbejdede fornuftigt. Hans nætter kunde være fulde af galskab, men dagen efter kaldte han det sygdom, og han indrømmede, at den måtte ha sin tid. Han længtes ikke, han fortrød ingenting, eller ønskede noget anderledes; den gamle, fornuftige betragtning fik atter hold i ham: at det var bedst, sådan som det var gået, og det kunde ikke ha været anderledes. Hvor galt det end var gået ham, så turde han dog ikke ønske sig noget ændret; han vilde ikke tænke på andet end at finde sig til rette i det, som var sket, og så for resten gennemføre en levevis, så begivenhedsløs som muligt.

Ensomme mennesker er mere fanatiske regnemestre end andre; den dag de kommer tilbage fra menneskene med alle deres stykker gale, så sætter de sig ned og gør dem om igen og kommer til det samme resultat som før, og på den måde opnår de deres relative tilfredshed.

Han kom efterhånden til ro; han genfandt sin nedarvede ævne til at gøre tilværelsen ensformig. Han havde lært at frygte alt, hvad der susede og malede rundt og gyngede indvendig, og hvad der sled i nærverne og endte i fingrene som lyst til at gribe og slå itu. Hvad der nu var brændt fast, lod sig ikke viske ud, men det blegnede og stivnede; bogstavet, der var skrevet på hans hjærne, vilde ikke helt forsvinde; han havde altid en foruroligende lethed ved at forestille sig det, og undertiden kunde han føle og se det, men så benyttede han det som en målestok for, hvor nærvøs han var, og hvor meget han skulde passe på sig selv.

Et år senere fik han en mere ledende stilling på fabrikken, og det hjalp mægtigt på hans selvagtelse; han begyndte for alvor at anse sig for helbredt. Der kom noget maskinagtigt over ham; af hensyn til sine nærver foretog han lange udflugter i omegnen af byen, altid til fods, og da kunde han gå mil efter mil med stokken hængende mellem to fingre, med usikre, men lange og ens skridt, med stift blik og med munden halvt åben, og når han var faldet i den gangart, tilbagelagde han fire fem mil uden at se eller høre og uden nogen forandring. På samme måde arbejdede han, stift, i en ret linje, ligesom i dvale; men alt hvad han havde under sig, gik efter en snor, og han var vel anskreven hos direksjonen.

Han bestræbte sig for at bekæmpe sin menneskeskyhed, skønt det at ha mennesker i sin nærhed stadig virkede på ham som en plage – i sine mest ophidsede øjeblikke følte han det som en modbydelig hudsygdom – men han sae til sig selv, at han var ikke længere nogen ung mand, og den uvilje, mennesker indgød ham, hørte til de ting, han med sin alder ikke mere kunde tåle, han måtte indrette sig derefter. Han fik rigelig anledning til øvelse, for det lod til, at han virkede mindre frastødende på folk dær nede end på sine landsmænd, og det hændte ikke så sjældent, at en sorgløs Wiener med glatte, hvælvede kinder, og hvis øjne havde en blankbrun, ligesom fed kulør, gjorde ham til sin fortrolige og spurte ham til råds – mest i kærlighedssager, og apellerede til hans menneskekundskab i almindelighed, hvis han erklærede, at han var ukyndig på dette specielle område. Han hørte mange latterlige ting og tog imod dem med al mulig alvor, han vænnede sig til at nikke forstående og at udtale en mening om sager, der ikke havde nogen interesse for ham. Han lod sig respektere som en erfaren mand, der vidste mere, end han sae, og han fik en art omgang, der ikke var mere kedelig end ensomheden. Der var inderst i ham den tanke, at dette var en akkord mellem ham og hans livs frygt: Han lod, som om den ikke eksisterede, og rørte ikke ved den; så skulde den til gengæld lade, som om den ikke var til, og denne sjælelige hygiejne syntes virkelig at føre til helbredelse; han havde – ligesom det kunde være for bestandig – sluttet fred med Den røde galskab; til gengæld forpligtede han sig til at undgå beskæftigelse med alt, hvad der kunde virke ophidsende.

Sådan gik der fem år; han forandredes ikke stort, udover at han mistede en del af sit hår og blev lidt sværere; han var en statelig mand på et kontor.

Bondeslægtens slidernatur var igen kommet frem i ham; de fem år var som een lang arbejdsdag, som en af disse pløjedage, forfædrene havde øvelse i, når de trak den samme snorlige fure op og ned ad de flade marker; de passede deres ting og holdt øjnene fæstede ved hestens øren og furen, der skulde følges; kun flygtigt lod de blikket vandre efter de kendte ting: naboen, der kørte forbi og skulde til smedie, føllet, der gjorde krumspring inde i græsset og aldrig så de med utålmodighed på solen eller på uret; de spiste deres midaften på en grøftekant med blikket delt mellem deres egen træskosnuder og hestenes muleposer; om aftenen sad de på bænken og så op mod byen, hvor solen gik ned; de gik tidligt i seng, mens karle og piger holdt sjov, og de sov støt, uforstyrret af den latter og galskab fra natteroderne udenfor, der ikke havde bedre forstand. Og nu gik en af deres efterkommere i et fremmed land og sled på den gamle ensformige bondevis, mens glade karle og piger ofte stansede med deres arbejde og holdt fest, så det skingrede; de stod ikke tilbage for deres blodsfrænder i Nordsjælland.

– Hans Råskov var ingen kunstkender, men der var i musæerne en ting, der interesserede ham: den assyriske og den ægyptiske billedhuggerkunst. Han, der i det daglige liv vogtede sig for at begå nogen handling, der udsprang af en stemning, han kunde ha stemninger, der drev ham til at vandre op og ned mellem faraoner og assyriske fyrster. Alle disse ens ansigter, de hovmodige smil om de tykke stenlæber, den uforanderlige kulde i de stive øjne, det udøvede en stærk tiltrækning på ham. I grunden så de temmelig stupide ud, men i deres fuldkomne mangel på stemning eller følelse for andre var der åbenbart tilsigtet et ideal af menneskelig fuldkommenhed. De var herskere, måske ikke over så meget, som de hovmodede sig af, men i alt fald over sig selv. Sådan havde de stået i århundreder, lige uforanderlige, og efter dette ideal havde de stræbt at tilpasse deres liv. Muligvis løj mange af disse gamle sten; der var lidenskabelige, gale og svage mellem originalerne; men så var der i alt fald i kunstnerens sjæl et udtryk for en værdig menneskeart: Manden, der føler sig hårdere end alting og smiler ad det, så det smuldrer hen som sand for hans fødder. Det billede, der forestiller en konge, som står opret og med et hånligt smil kvæler en løve mellem højre arm og kroppen, han forestiller den fjærne tids helt, eller måske blot typen på det lykkelige menneske. Disse stenbilleder havde Hans Råskov en dyb sympati for, som om han i dem havde fundet åndsbeslægtede fra gamle tider; hans tro på egen urokkelighed ligesom forstenedes i ham, han fik efterhånden en hovmodig overbevisning om, at han nu for alvor var i færd med at blive hårdere end alting; han tænkte sig et ideal af fuldkommen ufølsomhed, på hvem begivenhederne gjorde lige så lidt indtryk, som Assyriens og Nildalens flyvesand på de gamle stenfyrster.

Men da den lange arbejdsdag var gået i eet hårdt træk, da Hans Råskov var blevet en anset mand og tjente gode penge, som han sparede de fleste af, da afveg han pludselig fra sine forfædres skik; han tog sig ikke en fornuftig hvil for at kunne fortsætte den næste lange dag med nye kræfter, og nøjagtig på samme måde; han opsagde sin plads med den motivering, at han vilde hjem til Danmark og søge sig en stilling dær. Direksjonen forstod udmærket godt hans grunde og beklagede, at han vilde rejse; han selv var i virkeligheden ikke så klar over dem, som han gav det udseende af. Men det var ligesom blevet aften; mørket begyndte at falde; han følte, at han var ved at blive gammel og vilde ud af ensformigheden og bort fra den sikre fremtid, der nu i alt for høj grad lå åben og tilrettelagt for ham.

Måske var det grunden. Eller er der perioder i menneskets sind, lovbundne, ukendte forhold, der til bestemte tider vender tilbage med kresløbets nødvendighed? På samme måde som himlens sædvanlige udseende forstyrres, når en komet slæber sin brandfakkel hen over den og siden forsvinder og overlader det til os at udregne dens bevægelses love.

Hans Råskov skyndte sig hjem som en forvist, der har fået amnesti, og da han nærmede sig sit lands grænse, skete det at han glemte alle sine gode grunde, som han havde udviklet både for sig selv og andre, de blev til ingenting under det overvældende indtryk af det ene: Nødvendigheden af at komme hjem. Det skulde nu sådan være.

XVIII

Da Hans Råskov kom hjem til Danmark, skyndte han sig ikke med at få en stilling; han rejste omkring for at se på forholdene. Der var sket så meget i de fem år, og han bestræbte sig ærligt for at interessere sig for det, men han var egenlig skuffet og stærkt tilbøjelig til at rejse ud igen; han havde atter den underlige fornæmmelse af, at alting var lukket for ham, ligesom vendte ryggen til ham, ganske som når de andre drenge legede på skolepladsen, og han selvfølgelig ikke var med, og den samme fjendtlighed kom op i ham; han sae til sig selv, at her var ikke godt at være. Dog fortsatte han sin rundrejse, indtil der en dag, som han gik ned ad gaden i en større provinsby, kom en dame hen og stansede ham. Han kendte hende, så snart han hørte hendes stemme; det var Anna Årbo, og hans næste, øjeblikkelige tanke var: Hvorfor er jeg ikke rejst?

Måske var det fordi hun så fuldstændigt havde været ude af hans tanker i de fem år, at han var dårlig forberedt til pludselig at huske hende igen med en sådan tydelighed. Hun så ældre ud, var også vokset lidt; hun var ikke meget mindre end han, og af sikkerheden i hendes væsen sluttede han, at hun var blevet gift; det var ham også påfaldende, at hun slet ikke smilede, mens hun talte, og dog var hendes stemme uforandret mild ligesom før.

Jeg kunde kende Dem på lang afstand, sae hun, og derefter begyndte hun at fortælle om sig selv; hun havde begyndt at læse til lærerinde, men havde opgivet det; nu ejede hun en stor modeforretning, der gik godt.

Han fortalte i tre sætninger, hvad han havde taget sig til, og tav så; den bitterhed, der var kommet op i ham ved tanken om hendes mand, forsvandt, da han hørte, at hun var selvstændig; samtidig blev han også mere ligegyldig ved hende.

Vidste De, at jeg bor her? spurte hun.

Aldeles ikke; jeg rejser bare rundt og ser mig om. Det kan være, jeg vil søge en plads her hjemme.

Hun følte en overlagt kulde i hans svar og fortrød sit spørsmål; det var vel en rest af gammel svaghed, tænkte hun.

De forsvandt så pludselig den gang, sae hun og såe fast på ham; ingen vidste, hvor De blev af.

Det havde heller ingen betydning for nogen.

Det tar De fejl i, svarede hun med en sikkerhed, der helt tilintetgjorde hans erklæring; det havde betydning for flere end een.

De ved det måske bedre, indrømmede han. Han følte det som en svaghed, at han ikke kunde spørge, hvem hun mente. – De har forandret Dem meget siden sidst, tilføjede han; De var jo også et barn den gang.

Ikke så meget, som De måske tror, sae hun; men uerfaren var jeg unægtelig.

Der var stadig noget i hendes tone, der gjorde ham til den lille. – Han hævede stemmen og sae: Har De hørt noget til – vore fælles bekendte?

Min onkel lever endnu, ham husker De vel? Proprietær Ahlmark rejste til Amerika, da han kom ud.

Fra hvad?

Fra fængslet.

Dette gjorde ham svag. Et lys faldt over noget, som han havde glemt, og som ikke kom ham ved, men det faldt ham så nær, at det berørte et øjeblik i hans liv, der blev endnu mere levende ved så uventet at blive belyst og så at sige draget frem af en anden. Han følte pludselig en levende interesse for den mand, der var stormet forbi ham og havde begået en forbrydelse, mens han kæmpede med sig selv og vandt sejer.

Hvordan går det ham nu? spurte han.

Det går ham vist udmærket; der blev ikke meget igen af gården, men han er nok kommet godt i vej alligevel.

Ja. Det tror jeg gærne. – Farvel, frøken Årbo.

Farvel hr. Råskov.

Hun rakte ham sin hånd, og grebet af det forpinte udtryk i hans ansigt tilføjede hun: Ses vi ikke mere? Eller rejser De videre?

Han så hen for sig og sae: Jeg har ikke noget at rejse efter. – Men han følte ikke selv halvdelen af den uhyre fattigdom, der lå over ham i det øjeblik.

Hun sae ham sin adresse og tilføjede, at hun ventede at se ham med det første. Dermed skiltes de.

Nu har jeg igen oplevet noget, tænkte han, og nu var det vel på tide at komme af sted. – Han følte det ligesom han nu havde fået nok, som om det egenlig var hende, han var kommet hjem for at se.

Hvor havde hun været overlegen med sin naturlige elskværdighed, og han selv ubetydelig og bagvendt! Det var ingen sag at hæve sig over for mennesker, der i ingen henseende kom en ved, men her, hvor der var noget fælles, som bandt, var han blevet den underlegne. Hende havde han spaseret med den aften, havde taget hende om halsen og rimeligvis kysset hende, det huskede han ikke bestemt, og hun havde gennemskuet ham, eller hun havde i alt fald måttet tro, at han plumpt og fejt havde grebet hende som et redningsmiddel, og så opgivet hende igen. Nu havde hun haft fem år til at komme ud over det, og det var lykkedes hende; han tog ikke fejl af, at hun var stærkere end han. Hun havde endogså vist ham mere elskværdighed, end der var nogen som helst anledning til, havde inviteret ham til at besøge sig, for at han ikke skulde tro, at han vakte nogen som helst stemning hos hende. Men så burde han prøve at efterligne hende, han, der ikke var så nær helbredet, som han troede, men var blevet overmodig af sin sundhed, som syge gærne blir, når de mærker, at kræfterne begynder at komme igen. Og han besluttede at besøge hende inden ret længe.

Næste dag mødte han hende på gaden sammen med en ung mand, der talte ivrigt og halvhøjt, og som gik så nær ved hende at han måtte være en meget god ven.

Nu forstår jeg hendes indbydelse, tænkte Hans Råskov, ganske uberørt af hendes venlige hilsen; med den mand i baghånden er der ganske vist ingen anledning til at være bange eller blot forsigtig over for mig. Nu har jeg ingen grund til at blive her længere.

Men samme eftermiddag, da han var færdig til at ta af sted, mødte han hende uden for hotellet; han syntes at kunne mærke på hende, at hun havde ventet på ham.

Han vilde sige farvel til hende med det samme, men da hun begyndte at indlede en samtale, så tænkte han, det kunde jo også vente lidt. Hun var mere livlig end forrige gang, og de fortalte atter hinanden en del om, hvad de havde oplevet i de fem år, men pludselig gik samtalen i stå; de så på hinanden, og bægge følte, at de havde ikke flere ligegyldige æmner at tale om; nu måtte de enten skilles eller komme til det, der brændte dem på sjælen; han havde en hel sætning færdig, der begyndte med »farvel«, han havde sagt den for sig selv et par gange og overvejet den, så den netop var, som den skulde være, men så kunde han ikke få den frem. Når den var sagt, så var det virkelig forbi; den var sådan, at der ikke kunde siges andet til den end »farvel«; han ønskede, at det var overstået; men hver gang han åbnede munden for at tale, forudså han hele dens rækkevidde; den voksede i afgørende betydning, hver gang det mislykkedes at få den frem; den faldt tungt og lammende over ham, blot idet den blev tænkt; den vilde afgøre hans fremtid, for så vidt som den skilte ham fra hende.

Hun mærkede, at han vilde sige noget, og så forventningsfuld på ham; han gjorde en bemærkning om husene, de gik forbi, og med det samme var hans afskedsord sunket til bunds og forsvundet som en sten i en brønd; han måtte la det gå, som det vilde.

Lidt efter mødte de den mand, han før havde set hende sammen med; han så på hende længe i forvejen og hilste dybt.

Hvem er den mand? spurte Hans Råskov.

Det er en god ven af mig, sae hun ligefrem; jeg har kendt ham i den tid, jeg har boet her. Skal jeg fortælle Dem noget mere om ham?

Ja, siden det er en god ven af Dem.

Nå ja – han har friet til mig.

Han svarede ikke; i tanken var han allerede langt borte, det var vel hendes mening at sige farvel til ham på denne måde, og det vilde også være det bedste; han følte sig stærk nok til at gengælde hendes sidste håndtryk; det var rimeligt og sundt, at det endeligt skillende ord udgik fra hende. Han så langt hen for sig, overskuede i et blik fremtiden og mente, at den var til at bære; dette var den sidste prøvelse, også den skulde han bestå, og så – — —

Jeg har haft brug for en ven i disse år, begyndte hun på ny, skuffet over hans tavshed, og jeg har måske ikke så meget at beklage mig over, jeg er ikke den, der er kommet værst fra det.

Beklager De mig? spurte han.

Hun gik nogle skridt uden at svare. – Det hele lignede til sidst et skibbrud eller en anden katastrofe; alle søgte at redde sig, så godt de kunde, rendte som afsindige hver til sin side.

Jeg ved godt, frøken Årbo, at jeg har gjort uret imod Dem; men var der nogen grund til, at jeg talte om det, da jeg havde indtrykket af, at De ikke tænkte på det mere? Jeg har selv tænkt meget over det, siden jeg har set Dem igen.

Over for mig har De ikke noget at bebrejde Dem. Jeg bildte mig ind, at De trængte til en veninde, og håbede, at det skulde blive mig; jeg var atten år den gang, hr. Råskov; og jeg tror endnu, at der var et øjeblik, da De var glad ved mig.

De var også det eneste gode menneske, jeg kendte, den gang som nu.

Men så var De pludselig borte, De måtte være rejst med det samme; da var det først, at jeg forstod, hvor forfærdeligt det hele havde været. Fru Hansted – —

Sig det kun; det er rimeligt, at jeg får det at vide.

Hun var vild af rædsel, hun sae ikke, hvorfor, men da jeg hørte, at De ikke var der, så begyndte jeg at forstå; hun blev sindssyg, var det i lang tid; nu ved jeg ikke, hvad der er blevet af hende.

Jeg har ingen skyld i det, sae han bleg; jeg talte jo ikke med hende; jeg undgik hende; der kunde jo ikke være tale om andet, det var forrykthed, jeg ved ikke, om der var nogen forelskelse med i det, og til sidst måtte jeg ligefrem flygte. Hvad kunde jeg gøre? Hvem tør påstå, at jeg har skylden?

Der var en, der nævnte Deres navn for hende; hun så sig om og ventede vist, at De vilde komme; jeg har aldrig set sådan et udtryk af rædsel i et menneskes ansigt.

Hans Råskov stirrede frem for sig med åben mund og et udtryksløst blik, som så han ind i sin egen sjæl. Han så sit eget tavse afsind fra den gang, og bag dette et andet, forvredent, skrigende; måske stod det bøjet over ham den nat, da han troede sig alene, men han hørte og så kun sig selv, og dog var der en anden han havde smittet, og som havde haft det værre end han.

Jeg fortæller Dem dette, hr. Råskov, vedblev hun, fordi der ikke er andre til at tale om det. Jeg tror ikke, hun brød sig noget alvorligt om Dem, men hun troede som de fleste andre, at De var forelsket i hende, derfor udæskede hun Dem, og hvis De blot har set på hende – — jeg kan forestille mig —

Han mødte hendes blik, og han så, at hun blev bleg.

Jeg husker en gang, hun lo ad mig, sae han, og hans ansigt fortrak sig, som kæmpede han med en indre latter. – Jeg var selv lige ved at le med, men i samme øjeblik mærkede jeg, at jeg kunde ikke, jeg havde overhovedet ikke den ævne. Men det var uheldigt.

Da undrer det mig, at De ikke også gjorde noget forfærdeligt den nat, sae hun åndeløst og skælvende.

Nu ved De snart alting om mig.

De må ikke hade mig for det. Jeg er Dem – taknæmlig, fordi De har sagt mig det; det lyder måske underligt, men jeg har tænkt så meget på hende, der blev tilbage, og alting blev meget mere forfærdeligt, ved at De forsvandt så pludseligt og hemmelighedsfuldt. Jeg har alligevel aldrig kunnet tro, at – — De var død.

Frøken Årbo, De er den første, som – —

Han stansede, forundret over den lysning, der gik over hendes ansigt.

Ja det har De sagt en gang før, men så tav De, for De vilde dog ikke lyve for mig.

Jeg husker det godt; det jeg vilde ha sagt, var sandt nok.

Hvad var det da?

Jeg vil hellere sige det andet: De er det eneste menneske, jeg har talt med om alt dette her, og De ved også mere om mig end nogen anden; jeg vil håbe, det blir til gavn for mig. Og nu kan jeg sige Dem farvel, sae han, og hans ansigt stivnede under en indre viljeanspændelse, idet han ligesom vendte sig om mod sin ensomme fremtid. – Herefter har jeg ikke mere at tale med noget menneske om.

Hr. Råskov, De har sagt mig så meget, at jeg må ha lov til at spørge Dem om noget. Hvis der var een tænkelig ting, der kunde gøre livet lykkeligt eller i alt fald mindre uudholdeligt for Dem, vilde De så selv gøre et eneste skridt for at få det?

Hvis jeg var sikker på, at den ene ting kunde hjælpe mig: ja, det vilde jeg, frøken Årbo, og nu skal jeg sige Dem en ting til, inden vi skilles: jeg ved ikke andre end Dem, der kunde ha gjort det, men nu er det for sent, selv om De ikke havde været bundet til en anden.

Jeg er ikke bundet til nogen; jeg ved ikke, hvem De sigter til.

Deres ven fra før, som De selv talte om.

Å, ham kan vi lade ude af betragtning. Jeg har aldrig holdt af andre end Dem. Den aften, vi gik sammen inde i skoven, da var det min mening at sige Dem det; ikke fordi jeg troede, De brød Dem ret meget om mig, men De skulde vide det; jeg vilde blot sige Dem det, så De aldrig glemte det; men jeg opsatte det; det var også rart at gå med det usagt, og så blev det for sent.

Gid De havde sagt det, så havde jeg haft det at tænke på, da jeg kom til fornuft; så havde jeg haft noget at komme hjem for.

Nu er De jo kommet hjem, sae hun mildt.

Disse simple ord var den fulde åbenbarelse af noget, han en gang havde ventet, ligesom gjort regning på, at livet skulde bringe ham; der glimtede frem i hans sind en erindring om noget usigelig mildt og kosteligt, der lå langt borte og vinkede til ham; og det havde gjort ham hård og hadsk, at det aldrig var blevet til virkelighed.

Nu var det næsten brændt bort, mange giftige, røde farver havde ætset hans sjæl siden den tid, lige fra den skidne klud, han opdagede på en mark, til bogstavet, der nu igen stod tydeligt på hans hjærne. To magter havde kæmpet om ham, al den tid han kunde huske; den, der havde sejret, lå vel dybest i hans natur. Han blev så syg og beskæmmet over sig selv, som aldrig før; han følte sig som et gult og giftigt ukrudt ved siden af hendes sundhed, og han kunde ved hjælp af en slags erindring forestille sig, hvad lykke er, ligesom en gammel mand, der har været blind fra seks års alderen, kan tænke sig morgenrøden.

Fortæl mig noget af alt det De tænker, sae hun.

Det vilde blive for langt; jeg tror, jeg måtte begynde med det første, jeg kan huske; sådanne ord som jeg hører af Dem, skulde ha lydt for mig hver dag, mens jeg voksede op, og senere; for fem år siden hørte jeg dem for første gang; da var jeg tunghør, og nu – —

Skal jeg fortælle Dem noget mere? spurte hun.

Ja, sae han. – Han ønskede blot at glemme sig selv, at forsvinde for sin egen bevidsthed; aldrig havde han haft så lidt glæde af sig selv som i dette øjeblik.

Det eneste, jeg følte, da jeg først så Dem igen, var skræk; jeg opdagede Dem fra et vindu, jeg håbede, De vilde snart rejse igen; men næste dag var det allerede helt anderledes, jeg gik selv ud for at møde Dem. De var ikke uvenlig, men at De blev mere kølig, efterhånden som vi talte, det var min skyld; jeg kunde se, De fandt mig kold, og De blev straks uvillig mod mig. Og jeg tænkte: Det er godt; nu siger vi farvel, og så har jeg set ham; men idet jeg sae farvel, og jeg vidste, at jeg aldrig skulde se Dem mere, så blev jeg svag, jeg spurte, om De vilde besøge mig; jeg opsøgte Dem selv uden for hotellet, for det kunde jo være, De fik i sinde at rejse bort med bitterhed imod mig; det skulde ikke ske. Og nu er det altså kommet så vidt med mig; jeg er den samme, som jeg var i gamle dage, skønt jeg troede, jeg havde fået noget, jeg kaldte for »bedre forstand«. Lad mig nu sige Dem et ord, der gælder os bægge, Hans Råskov: Der er ingen af os, der gærne vil sige farvel for bestandig, De selv heller ikke, og jeg tror ikke, at De fra Deres ensomhed har bevis for, at noget er for sent.

De var kommet uden for byen. Han tog hendes hånd og gik en stund med den.

Jeg vil blot prøve, hvordan det er, sae han og så op.

Hun trykkede hans hånd til svar, og de gik.

Han havde virkelig en fornæmmelse, som om bevidstheden til dels forlod ham; han kunde ligesom på afstand se tilbage på sig selv. Han lae armen om hendes liv, og hun vendte ansigtet om mod ham, men idet han kyssede hende, foer der noget forbi hans øjne; han fik ikke opfattet det, men han slap hende hurtigt, og de blev ved at gå uden at tale.

Jeg er virkelig syg, tænkte han, men han sae det ikke, og hun syntes ikke at ha lagt mærke til hans bevægelse.