III.
Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af Pariserbladene udførlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter Stykkets Længde, men de hører aldrig op før Midnat; en første Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trække ud til et, halv to. Anmelderen har da et drøjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid ikke; Publikum er altfor spændt paa Udfaldet af den store Aften, til at det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil strømme til for at se, saa begynder det ogsaa at strømme ligestrax. Allerede den første Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger, eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at sælge til. En saa alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der omhyggeligt føres ind paa Theatrets Forkjøbslister og paa Billetten selv. Ønsker man at medføre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at overvære Forestillingen fra Logerne. Til disse sælges ikke enkelte Pladser, man maa kjøbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsøge Listerne for at se, hvad hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man ønsker at gaa i Theatret, Kjøberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersøge Theaterplanen for at se, om den paagjældende Loge konvenerer ham, kort sagt: det er en hel Historie, før man endelig har sit Bevis i Lommen for, at saa og saa mange Pladser tilhører En den og den Aften om en fjorten Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Ræsonnement er det, at det maa være en ganske mageløs Fornøjelse, der venter dem, naar der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til at deltage i den. De strømmer til, og de bliver ved at strømme.
Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange der end er. Det kan hænde, at en Direktør beregner sit Budget galt, saa at han personlig gjør daarlige Affærer, men en mere omsigtsfuld Efterfølger bringer hurtigt Ligevægt igjen mellem Indtægter og Udgifter. De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat", koste en halv Million, før de kom paa Scenen; men de Summer, der tages ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige aftenlige Indtægt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i Velten, fire, fem Tusind, de større kan ganske vel gjøre Regning paa at have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens aftenlige Indtægt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinær Pris, og den kan aldrig faaes undtagen til forhøjet. Hvad Théâtre français angaar, saa har det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale. Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa stor, at man endog saa alvorligt har tænkt paa at indrette den ligeoverfor liggende Fløj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes forbundne Scener.
Med Theatrene svælger ogsaa Forfattere og Aktører i Guld. De Førstes Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtægten. Er det en stor Succès, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en enkelt Komedie. Ved Théâtre français, hvor de mere fremragende Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Sociétairer", deler Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtægt af hundrede, hundrede og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement ved Variétés sikrer hende en halv Million for fem hundrede Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med "den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede Forestillinger.
Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke Maalestokken for, til hvilken Højde den er naaet i et Land og i en given Periode. Men det kan ikke nytte at nægte det, i vore Dage er de meget virkningsfulde og saa halvt om halvt uundværlige Midler til at naa de høje Maal. Jo mere fristende Lønnen er, desto stærkere anspændes ogsaa Evner og Kræfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto større Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjørende Sejr skal vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrière gjort, det bringer ham Ry, Position, materiel Uafhængighed. Til en saadan Valplads gaar man saa rustet, som man kan blive. For Aktørens Vedkommende er Sagen den samme. Føler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke at følge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort Besvær ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for nylig ikke kunde blive Riddere af Æreslegionen, var en Anakronisme simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke hørte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en feteret Gjæst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i Statens øverste Poster. Coquelin er nærmeste Ven med Frankrigs første Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literære Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for Theatret. Operaen, Opéra-comique, Théâtre français og Odéon faaer halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen eller de bildende Kunster. Og iøvrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes Udelukkelse fra den nationale Dekoration hævet. Got bærer sit røde Baand, og han bærer det saa berettiget som Nogen i Landet.
Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig, den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre Steder fattes dem, den tilbørlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er højst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en Rolles "Création". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lægges en ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters Værker. Og man gjør det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men den Uendelighed af fine, karakteriserende Træk, hvorved de har gjort Jean Rantzau og den gamle Skolelærer til saa levende Menneskeskikkelser, som der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde tænkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart før Stykket skulde gaa, lod han alle sine øvrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres fra sin nye "Création". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide for Brødet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en hel Række af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af første Rang. De største Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner, de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen Skuespillerindes, og Variétés har foruden hende en Dupuis, en Baron, en Lassouche, en Léonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson, Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveautés finder man Kræfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde noget Udmærket.
IV.
Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle Stilling, først og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos en Nation, der paa dette Punkt har ganske særlige naturlige Anlæg, som det umaadelige Verdenskaravanserai dernæst, i hvis Fornøjelsessvælg daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne øser deres Guld. Før Jernbanerne kom, var en Snes Opførelser af et Stykke det Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sæson efter Sæson kommer man højere og højere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde naaet endnu.
Sine betænkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger mindre i den Mangel paa Tilførsel af friske Kræfter, som Udslukningen af det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig. Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Théâtre français for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at blive, gammel, før man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Før Croizettes Stjerne endnu er blegnet, dukker Samary op, og næppe har hun faaet Tid til at gjøre sit Talent gjældende, før der paa Trinet under hende er en Yngre, Baretta, til at fængsle Opmærksomheden. Allesammen er de komne i ikke synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt Rækkefølge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en Følge af Masseopførelserne, har noget Ængstende ved sig. Theatrene i Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem. Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt følge Exemplet. Derimod ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrømningen leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en Komedie at se, der har Ry; Udførelse og Sammenspil kan saa være, hvordan det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Træk, og de oprindelige Kræfter ikke længer kan holde ud at spille i det, ombesættes det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlændingene, som nu udgjør Tilskuernes Pluralitet, lægger ikke engang Mærke til det. Denne Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Théâtre français kan se den franske Literaturs Mesterværker gaa over Scenen paa en Maade, der er noget nær skandaløs. Meget ofte forstaar de Rejsende ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for Øjet. Udstyrsstykkerne, særlig de saakaldte pièces à femmes, bliver ved denne Tilstrømning ligesaa ængsteligt talrige som ængsteligt blottede for Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjøre. Man ser Stykker som det vanvittigt meningsløse "Tusind og en Nat" gjøre en aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved flere hundrede Opførelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlæssede med Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, præsenteres Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhøjst er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller, af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjøndt en saadan Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt Udstyrsstykke er paa Stabelen, strømmer de smaa theaterlystne Evadøttre i Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr. Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermæssig. Men de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par Minutters Fritid fra Omklædningerne uden Ende, og de sidder oppe i Paaklædningslogerne med deres Kammerater og fortæller hinanden Fehistorier om Forgængerinderne, saa glider det snevre Rums Vægge tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter det andet. Theaterlivet har sine Changementer større, mere uforudsete endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hændet de Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hænde dem? De har jo nu ogsaa "deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prøver, og de kan anskaffe sig smaa rosenrøde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et fint lille "du théâtre de la chose" nedenunder. Det er det første Skridt, Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Før Stykket er spillet til Ende, kan de være flyttet fra Paaklædningslogen over i "deres" Hotel, un vrai petit bijou af et Hotel med Rosentræsmøbler og lyseblaat Silketapisseri. De kan kjøre i Boulogneskoven i "deres" Vogn, med "deres" Heste og "deres" egen lille søde Groom. Hvem veed, maaske kan der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover, som er ægte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange distinguerede kjoleklædte Herrer op, baade unge med Esprit og Humør og gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa mageløst elskværdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue de la Paix og Fontana. Man spørger maman hjemme, hvad man skal gjøre. Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on est obligé de prendre quelqu'un." Og saa gjør den Lille son choix, og Alverden er tilfreds—saalænge det varer.
Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at være det. Engang imellem tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men Fremmedtilstrømningens Guld har en Klang, der lyder højere og sødere i Direktørens Øren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa Formaningstaler med paa Kjøbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu, Noget af den Slags maa der naturligvis ganske nødvendigt altid findes i en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende er der et fortræffeligt Bolværk til at standse: Parisertheatrenes uhyre Konservatisme. Man møder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind, finder man ved et højt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt Halstørklæde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved den egentlige Indgang. Hvad de skal gjøre godt for, er der Ingen, der begriber. Men de har siddet der saalænge som Theatret har staaet, og derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i Entréen og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal anvise Ens Pladser. Det vilde være langt simplere, om Billetterne bar Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske Theaterforfatter næsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser, det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det end er, saa vil det bevare den virkelige, ægte Komedie paa de Pariserscener, hvor den har gammel Hævd paa at florere. Deres Antal er mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods Udstyrstheatrene faa en saadan Forstærkning af de Fremmede, at de kan gjøre glimrende Forretninger selv med det Gode, de præsterer, og at der følgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophøjelse til Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forøgede materielle Velvære den franske dramatiske Kunst en stor Støtte, uden samtidig at medføre væsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at sætte sig ind deri. Nu kan det det i hvert Fald ikke længer; i vor Tid trænger det til god Vin og god Føde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrækkelig Føde til, at de kan voxe sig store og stærke.
Sommerliv og Fester
Grand prix de Paris.
Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjøre Hovedstaden med sin Nærværelse, og da følgelig Byens Liv naaer sin højeste Potens. Men man er dog ikke ganske saa rigorøs som hos de stive Britter. De kan ikke, uden at sætte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i Westend-Palæerne en eneste Dag før den 1ste Maj, og de kan heller ikke uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omløb om dem, atter forlade disse Palæer før netop den 1ste August. Selv for den allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan være ham til Behag. Paris gaar det an at foretrække, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sæson har Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er skjønnest. Saasnart de første Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa sit Højeste. Den svælger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder paa Sensationspremièrer, de berømte Virtuoser kommer fra alle Jordens Kanter og lader sig høre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjørenhedsmarkeder og elegante Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne, den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes, Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati kappes om at holde Soiréer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele tumlende Fornøjelsesliv den første Søndag i Juni ender med en Slutnjngsfête, der stikker alle de andre, med le grand prix de Paris, Frankrigs Derbydag, de store Væddeløb paa Longchamps-Sletten.
Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstørste Festdage. Det er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er endda den Ting at bemærke, at ved Nationalfesten holder Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Løb derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme Verden har det allerede under Kejserdømmet hørt til god Tone at tage Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, før man lægger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trængt ud til bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en sølle Calicot længer, der ikke finder Longchampsudflugten nødvendig for at hævde sin sociale Position. Le grand prix er den Dag, da alle Parisernes Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden Gjenstand, man kan sætte paa Mont-de-Pitié for at komme med. Man skal til Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Løbenes Skyld; Pariserne sidder der ikke som Englænderne nogen medfødt Sportsmani i Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil være ærlig, veed man ganske vel, at Dagens Besvær tidt bliver større end dens Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund til. Man giver sine Penge ud paa Væddeløbsdagen i det stille Haab, at de skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vædder. Alle gjør det; Sadlepladsens Publikum sætter Tusindfrancsnoter paa Spil, Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgære Masse paa "Grønsværet" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af Kræftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa Børsen, at Alverden gjør Forsøg paa at tjene sig rig i en Haandevending; overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles" tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas Tilbederlegion. Efter Frokosttid, næsten hele Dagen igjennem, er de parisiske Kaféborde fulde af smaa grønne Klædesplader, paa hvilke de jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt fortjente Ugeløn i Ecarté; der pareres ved Billarderne, der spilles i Smug alle Slags Hasard i ethvert Beværtningslokales Bagstuer, der spilles kort sagt af Alle og overalt. Væddeløbsdagen er en velkommen, saa at sige med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder af dem, og de gjør uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til Stykket, er det maaske først og fremmest dem, der gjemmer Alruneæblet, som paa den store Væddeløbsdag drager alle Mennesker til Longchampssletten.
Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. Grand prix er Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre à l'heure hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.
Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig, uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke, hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.
Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem Tribunepublikummet.
Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa Lejlighed til at slaa Gjækken løs.
Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke. De maa mere betragtes som en appetitvækkende Pièce de rideau før den rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig alvorlige. Man fortæller om saa megen "blague" ved Smaaløbene, om bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker Interessen. Med "grand prix" derimod er det en anden Sag. Der gjælder det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede tusinde Francs. Det kan pirre.