Minna

VI

Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: —

– Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? —

Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, – som om jeg virkelig kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende – at jeg uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skjælmsk og fornøiet Art tittende ud af de opspilede Øine og hviskende fra de halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.

Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden, men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan jo være fornuftige,« sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end oversatte Kjærtegn.

Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med Hotelhavernes grønne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste sig kun som en stjærneløs Del af Himlen.

Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand – havde man været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab, som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre mer og mer.

Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saae de sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet.

Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde tvunget os til at overnatte.

– Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog paa en Maade paa min Samvittighed, – jeg burde ikke have været saa paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og dig i en praktisk tête à tête, og forstod, at du ikke behøvede at laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene .... Ak, de Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør tænke paa dem ved alle Planer.

Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst, – et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for unge Kjærestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har større Tiltrækning end den mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og billedlige.

VII

Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte ikke til dem, der præsenterede sig ud mod Floden, men laa med sin Façade ud til det samme Torv, som hine fornemmere Brødre vendte Ryggen til, – en aflang Plads, halvt overskygget af Kirken paa den østlige Kortside. Tolvslagene rungede netop ned fra dens Taarn, hvis smaa Teglsten tindrede som vaade Skjæl.

En døsig Lygte oplyste Porthvælvingen. Paa Trappen var der allerede slukket. En »Hausknecht« med Hanke-Øren og et Ansigt fuldt af Philippenser skelede med et Drikkepenge-vurderende Blik paa os, og med et andet efter den totalt manglende Bagage, kløede sig i et Par gullerods-røde Haartotter og svarede, idet han blinkede paa en ganske særlig uforskammet Maade med det ene Grise-Øie: —

– To Værelser? og de skal vel være sammen? – ja, jeg veed saamænd ikke —

– Saa skaf Dem det at vide – i to Etager, for mig gjerne – men hurtigt, her er Hoteller nok i Schandau, sagde jeg barsk, idet jeg betvang en mægtig Lyst til at ruske det ene Øre af ham. Minna, der var bleven ganske rød ved hans Uforskammethed, saa helt forskrækket paa mig.

Oppe i andet Stokværk bøiede et kvindeligt Ansigt sig frem i Rembrandtsk Belysning. Flere Numre tonede op og ned ad Trappegangen med den forskjelligste Betoning; derpaa antog vor Hausknecht pludselig en diplomatisk Stilling og indbød os med en naadig Haandbevægelse til at vove os op ad den med en gjennemslidt Kokusmaatte belagt Trappe og betro os til den kvindelige Genius med Lyset, som dryppede store Stearinklatter ned paa den noget rødlig-graa Skulder af hans Diplomatkjole, alt imens han i en dyb Mavetone frembragte de to udkaarne Numre. Vi fulgte denne Opfordring efter indstændig at have paalagt ham at lade os vække til Morgentoget.

Værelserne laa ganske rigtig ved Siden af hinanden, og skjøndt jeg nok saa rask havde erklæret, at de for mig gjerne kunde ligge i forskjellige Etager, blev jeg unægtelig meget fornøiet ved dette umiddelbare Naboskab; de stod endogsaa i Forbindelse. Jeg veed ikke, om det var tilfældigt, at vi begge samtidig satte vort Skotøi ud i Korridoren. Den var tom og mørk; kun langt henne ved en Omdreining var der et Skjær af en skjult Lampe. Vi listede os paa Hosesokker ud paa den neutrale Grund og gav hinanden et langt Kys til Godnat.

Da jeg igjen var i mit Værelse og gav mig til at trække Frakke og Vest af, bemærkede jeg, at Nøglen sad i Døren ind til hendes Værelse. Denne Opdagelse satte mig straks i en tiltalende nerveus Spænding, men bragte tillige Ærgrelse og Uvillie, idet jeg erindrede det ækle Opvarter-Smil med det sammenknebne Griseøie. Derved kom jeg imidlertid til at erindre, hvor rød hun var bleven den Gang, jeg saae ganske tydelig hendes fornærmede og forskrækkede Mine, og dette Billede voldte mig et kildrende Velbehag. Jeg faldt i Staver med Vesten hængende over den ene Arm og stirrede ufravendt paa denne betydningsfulde Nøgle. Var den dreiet om eller ikke? Jeg listede mig hen og rørte ved den, men turde ikke dreie den, for ikke at gjøre hende forskrækket.

Jeg gik tilbage i Værelset og fortsatte Afklædningen, idet jeg dog bestandig skelede til Nøglen, ligesom jeg to Aftener iforveien havde skelet til hendes Brev. Men jeg havde ladet det være uantastet, og allerede idag havde jeg faaet det tilsendt aabnet, med Ret til at læse det. Dette tydelige Bevis paa Dydens Belønning styrkede min Samvittighed. »Ogsaa denne Skillevæg vil jo en Gang falde af sig selv, blot jeg giver Tid, og vi ville Intet have at bebreide os.«

Lige da jeg havde slukket Lyset og lagt mit Hoved paa Puden, skræmmedes jeg op ved en sagte Banken. Jeg var ved at springe ud af Sengen, da jeg besindede mig paa, at det var paa Væggen, der blev banket, lige ved mit Hovedgjerde, og jeg huskede, at hendes Seng stod ved samme Væg. Hurtig svarede jeg, og hun gjensvarede; sagte og stærkere, med Knoen og Haandfladen, gjennem alle Tempoer og i forskjellige Rythmer, fortsatte Telegrapheringen sig, som om det var to spiritistiske »Banke-Aander«, der underholdt sig med hinanden, og denne Samtale uden Ord, der tydeligere end Ord kunde have gjort det, udtrykte vor adskilte Samværen, vort Savn og vort Haab, – efterlod mig i en rolig og lykkelig Stemning.

Jeg vidste, at paa begge Sider af denne uaflaasede og lidet klosterlig-strenge Væg, havde der rørt sig de samme Stemninger, Følelser og Tanker, – om de end ikke hos hende havde antaget Form af en Fristelse eller af bestemte Forestillinger. Denne Time forekom mig paa en hemmelighedsfuld Maade at have ført os nærmere sammen; og medens al min Glæde hidtil havde været Bevidstheden om at have Lov til at elske, gjennemstrømmedes jeg nu af den salige Følelse, at være elsket, selv at være Gjenstand for den Andens Længsler og forborgne Ønsker.

VIII

I det lille Restaurations-Cabinet traf jeg Minna ventende paa mig. Hun skjænkede Kaffen af den anløbne Kande, og vi satte os til Bords som et Par unge Ægtefolk, ganske som om de delikate Karlsbader Horn paa Bakken var et sandt Symbol paa vore Hvedebrødsdage. Det var endnu temmelig dunkelt i Værelset; Taagen blindede Vinduet som et hvidt Rullegardin. Jeg var lidt tung i Hovedet af den uvant tidlige Morgentime og noget febrilsk.

Udenfor kunde man ikke se Kirken og kun skimte Gjenbohusene som en Masse. Brostenene vare fedtede, Minna gled og tog min Arm. Et Par Gadefeiere bevægede sig grotesk i det mælkehvide Medium.

Under Barberskiltet, der syntes at være en fritsvævende Maane, klirrede en Glasdør, som blev lukket op med et Spark.

Ved Kramboden paa Hjørnet havde en paa een Gang krydret og snusket Lugt imprægneret Taagen paa et bestemt Strøg: man traadte pludselig ind i den og ligesaa pludselig ud igjen.

Vi kom i passende Tid til Damperen.

Neppe havde den lagt ud, saa var ogsaa Bredden forsvunden, og man kunde gjerne tro, at man var midt ude paa Verdenshavet.

Kun lige i Nærheden saae man de smaa Bølger blinke skjælagtig; Taagen drev henover dem som Røg. Fra Skorstenen slog den sodede Kulrøg ned over Dækket. Piben lød uafbrudt, snart med lang Hvæsen, snart i korte, stakate Hvin og Suk. Undertiden svarede en anden Piben eller et langt Raab, og et stort mørkt Legeme gled os forbi, som et Spøgelse-Skib.

Minna klyngede sig fast til mig og knugede min Arm:

»Der kan da ikke ske Sammenstød?«

»Vist ikke!«

Og forresten, hvorfor skulde ikke den lille Dampbaad kunne blive seilet i Sænk? og man drukner lige saa let midt paa Elben som midt paa Atlanterhavet.

Denne lille Fare forenede os inderligere end alle Fremtidsdrømme. Men den samme Taage, der havde fremkaldt den, forjog den snart ved at gjennemisne os. I Angsten for Snue og Hoste druknede den romantiske Frygt og Haabet om at forenes i en pludselig Død.

Saa forvirrende var denne Fart, med ligesom et Bind af Lys om Øinene, at da et Stød forkyndte, at vi vare lagt til, ventede vi Bredden paa den anden Haand og troede, at vi vare vendte tilbage til Schandau-Siden.

Og da vi stod paa Perronen, og Dresdener-Toget bruste frem, mente vi, at det maatte være et, der gik ad Bodenbach til.

Alt befandtes imidlertid at være i bedste Orden.

Takket være en velanvendt Drikkeskilling, befandt vi os snart ene i en anden Klasses Coupé. Over Vinduets hvide Tavle foer skyggegraa Billeder af Blade, Grene og Buske, og den ene Draabe efter den anden søgte Vei ned over den.

Under den rystende Bevægelse stødte vore Skuldre bestandig sammen.

Men mit Haandtryk besvarede Minna neppe, og hun var meget ordknap.

Jeg vilde drage hende til mig, men hun flyttede sig til Siden og pegede med et sky Blik paa Vinduet, der formørkedes af Conducteuren.

Da han havde taget Biline, og jeg efter at have lukket Vinduet vendte mig om, glad ved, at vi nu skulde være uforstyrrede, reiste Minna sig. En Dreining af Wagonen kastede mig ned paa det bløde Hynde, og i det samme laa hun paa Knæ for mine Fødder. Leende vilde jeg løfte hende op, men standsedes af et ængsteligt og bønligt Udtryk i hendes Ansigt.

– Harald! jeg har Noget, jeg maa sige dig. Men lov mig ikke at blive vred .... Nei, nei, du skal Intet love, maaske kan du ikke andet.

– Men, Minna dog! Hvad skal det sige? – reis dig, Kjære!

– Nei, nei! hør først, jeg har været saa styg igaar .... jeg har narret jer – løiet ogsaa for dig —

– Hvad mener du dog – naar da?

– Aner du det ikke – kan du ikke gjætte det?

– Nei, jeg forsikrer dig.

– Se! udbrød hun med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet, du kan slet ikke tænke dig, at jeg kan være saa falsk .... Og naar du hører det, vil du maaske frygte, at jeg altid er saadan —

– Men hvad er det da? du har jo endnu slet ikke sagt mig det.

– Ja, det var jo igaar Aftes, da vi kom for sent til Færgedamperen, det var min Skyld – jeg vidste godt, at den gik tidligere til det Tog – og det benyttede jeg mig af.

– Og det er det Hele? udbrød jeg leende.

– Du ler mig ud! du skulde meget heller banke mig, – er det rart at faa en Kone, der saadan kan lyve og bedrage? .... Synes du da slet ikke, det er stygt?

– Men Herregud!

– Og den rare gamle Hertz, der blev saa bekymret – han følte aabenbart Ansvar ved saaledes at have faaet os ud paa Eventyr. Ja, naar det er for sent, kan man sagtens angre. Jeg havde heller slet ikke tænkt paa, at jeg uden Tilladelse disponerede over din Pung, at du maaske ikke havde Penge nok hos dig og kom i Forlegenhed. Alt det var meget urigtigt. Men det værste var dog, da du selv begyndte at tale om den heldige Feiltagelse, og jeg ikke turde bekjende det, men blev ved at lyve – for min egen kjære Ven – da blev jeg saa led ved mig selv.

– Men hvorfor turde du da ikke »bekjende det«, som du kalder det?

– Den Gang turde jeg umulig, og nu kunde jeg ikke lade være, skjøndt det egentlig var min Beslutning aldrig at sige det, eller i alt Fald meget, meget senere .... Ak, du kan maaske slet ikke forstaa det! Men – ikke sandt – det var dog saa yndigt at være uforstyrret sammen, vi havde jo slet ikke faaet talt sammen endnu – i Stedet for at skulle færges over i en Dampbaad fuld af Folk og puttes ind i et ækelt Jernbanetog – det Tog er altid opfyldt – tænk dig! – Og saa – (hendes Stemme blev ganske hviskende, og hun skjulte Hovedet i mit Skjød) – var det ikke ogsaa lidt – en ganske lille Smule – sødt, pludselig at bo saadan Dør om Dør?

Jeg bøiede mig ned til hende.

– Og da du bankede paa Væg —

– Tys! udbrød hun, idet hun lagde Pegefingeren paa mine Læber og betragtede mig med et pudsigt, forskræmt Udtryk. Men strax forandrede det sig næsten indtil Surmuleri: —

– Og du, der sagde saa koldsindig, at det var lige meget, om Værelserne kom til at ligge i hver sin Etage —

– Men overfor Opvarteren, Kjære —

– Ja – ja, jeg veed nok – —

Hun foer op og gav mig et Kys, pludselig og kort, – det var, som om jeg havde faaet en Bold i Ansigtet.

– Er du saa ikke vred mer?

Jeg løftede hende helt op paa Sophaen.

– Mer? men jeg forsikrer dig, Minna, jeg har slet ikke —

– Ja, men, du maatte jo ogsaa gjerne være vred, du skulde jo være vred paa mig —

– Aa Snak! jeg synes blot, at det er langt skjønnere nu, da jeg veed, at det ikke var et Tilfælde, men din Villie —

– Dig er der da heller slet ikke noget Udkomme med, du vil absolut forkjæle mig, hvad skal det blive til! udbrød Minna og trykkede sig ømt ind til mig. – Men se, hvor det klarer, – det bliver dog smukt Veir idag.

Udenfor, paa den hvide Taagedug, der var spændt for Vinduet, tegnede sig dunkle Kroner af Frugttræer, spidse Grantoppe, en Tagrand med en blinkende Skraarude – alt uden Grændse nedad og skyggeagtigt, ligesom Laternamagica-Billeder, der begynde at fæstne sig.

Og oppe over alt dette svævede en mørk Masse; det var Liliensteins Klippeplateau, der svømmede som en Ø i Luften, med Taagestrømmen skyllende om sine runkne Stensider med de lange dybviolette Kløfter, og med en Mylr af smaa Granspir pegende op imod Luften, der foroven blaanede igjennem med Skjær som af en Opal.

– Og hvad skal vi saa gjøre idag? spurgte jeg. – Imorgen Eftermiddag træffes vi jo hos Hertz's —, men vi maa da virkelig sees før.

– Ak ja, vi maa benytte Tiden —, »Die schönen Tage in Aranjuez —«, længer citerer jeg ikke, ellers bliver det, som bekjendt, forkert. .... Altsaa iovermorgen reiser du virkelig?

– Ja, søde Minna, – det er dog det bedste. Ferien er ude, og Værtinden har ogsaa leiet ud igjen.

– Naa, om en Uge er jeg ogsaa fri som en Fugl .... Lad mig se, jeg vil faa Børnene med ud at spadsere. Du kan – hvis dine mange Forretninger ikke hindrer dig – saa kan du vente mig paa Skovveien, du veed, som gaar af tilvenstre strax forbi Skolen. Jeg gaar hen ad den, indtil jeg træffer dig.

Toget peb og holdt. Det var allerede Rathen.

Da vi gik ned til Færgen, flagrede Taagen kun som Laser af Spindelvæv over det vaade Græs, der skinnede i Solen.

IX

Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den betegnede Vei.

Det var mit første Stævnemøde. Jeg veed ikke, om min Henrykkelse var større end min Undren, naar jeg tænkte paa, hvorledes jeg for knap fire Uger siden var streifet om baade paa denne og lignende Veie i det forgjæves Haab at møde Minna – og nu – du gode Gud! Og allerede den Gang havde Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet, Bjergskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind brust igjennem de høie Kroner – hvor maatte da ikke nu den samme Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Hat tilveirs – den skulde som en Hilsen være fløiet op i Himlen, men naaede neppe til den underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille Rødkjælk, der kvidrede paa en af Søilestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg overmodig: »Ei, ei, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter paa min Elskede, paa min Kjæreste, paa Minnchen.«

Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde have været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit lille Følge ved en Bøining af Veien. Jeg ilede hende imøde, dog betydelig mere adstadig i mit Væsen.

– Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig føiede hun til: husk paa at sige »De«, og hvis du bliver fristet til at sige Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det.

– Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg.

Minna lo høit og pegede paa den ældste af Smaapigerne, som gik foran os; hun var netop prydet med et Par ægte Hankeøren, der glødede i Transparent af Sollyset.

Hvor Minna var munter og freidig! Skjøndt hun ellers snarere saae lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som – desværre! – end ikke elsker for første Gang? Hun havde den kalescheformede Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra »Sophienruhe«, en praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa Kinden; – fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af Skoven, kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen og paa mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som erstattede det sædvanlige Belte.

Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilfælde indtraf: – jeg blev saa overvældet af mine Følelser, at jeg udbrød: »Men Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, hvor du er sød saadan!« Men da jeg allerede havde vænnet mig til at fremsætte mine Elskovserklæringer paa Tydsk, saa var det ogsaa iført denne klædelige Dragt at den lille Amorin »undslap mig Tændernes Gjærde«, – hvilket jeg først mærkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene Hankeøre foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden mere til.

Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige vendte sig i det samme om og holdt sin Dukke henimod Minna.

– Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar Caroline Fregner.

Vi greb med Begjærlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde løs. Den Lille saae dybt fornærmet paa os:

– Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Caroline af sit Toilet-Vand.

– God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, – nei, hvor lystig! – Ih, se god Dag, Hr. – Hr. Fenger! Det var Skolelæreren, der havde indhentet os. Han kom marscherende i Skjorteærmer, med Frakken hængende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste – lidt mindre familiært.

– Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, som om jeg var bleven grebet i Noget.

– Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øie, der synlig sagde: »Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lærerinde, min smukke Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo.«

– Prægtigt Veir, men varmt – puh! Det er min sidste Feriedag, føiede han til med et Suk.

– Og hvorhen gaar Reisen?

– Til Hohenstein .... Gaar De med?

– Ellers Tak, – ikke denne Gang.

– For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger – begyndte Minna.

– Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted gik jeg heller ikke med .... »Warum in die Ferne schweifen, sieh' das Gute liegt so nah!« .... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere. Saalænge man kan citere Goethe, drikke Münchener Øl, ryge Altstädter Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg ikke tør tale om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe Lærebog med nogle dumme Unger – hvad jeg vilde sagt: arbeide i Folkeoplysningens ædle Tjeneste. Naa, god Morgen!

Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:

 
So leben wir, so leben wir,
so leben wir alle Tage – — – —
 

– Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine! – »Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange Ørefigen,« tilføjede den Ældre. – »En deilig Fætter! saadan en snavset Skjorte, han havde paa!«

– Mama siger, vi skal sige »Chemise«.

– Ikke om saadan en, Fie!

Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne.

– Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min værdige Slægtning? spurgte hun.

Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.

– Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser om mig, sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske fornøiet dertil. – Det skulde jeg blot have vidst.

– Hvad saa?

Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjøligt Pust ud i Solheden. – Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner, og vi forhaabentlig for Turister.

Veien var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede Hjulsporene. Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den dannede en løs purret Masse af grønne Smaastjerner, i hvilke Draaber af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der svulmede paa den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af forskjelligartede Bregner.

– Nei se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle Bregner, der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers saae man dem sjelden høiere end knap et Spand, men af disse vare Nogle godt og vel en Fod høie. – Gid jeg kunde faa et Par saadanne – med Rod paa – jeg har allerede mange Bregner – her staar forresten en, den er ogsaa smuk.

Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes mig at springe over paa den anden Side.

– Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv?

– Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en Baadshage.

Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, – grov og borede. Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grøften igjen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetørklæde for ikke at miste Noget af det Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi præsenterede hinanden vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens vi skyndte os efter de Smaa, der næsten var komne os af Syne og nu gav sig til at raabe.

Oppe over Granernes mørke Toppe høinede Himlen sig rødligblaa. Inde i den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag. Der duftede af Gran og af Svampe.

Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald spildt Umage: – jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig med et eiendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig.

– Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?

– Hvilket?

– Naa – naturligvis —

– Jeg veed ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, hvad du talte om, jeg bryder mig heller ikke om det – (Ordene kom med en rivende Fart) – men bliv ved, bliv blot ved – jeg hører paa din Stemme – jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hører blot, og ser paa din Mund – og paa din Profil – veed du, at du har en kjøn Profil? – og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlæben træder frem – saadan – ved enhver Pause – ja, men det klæder dig, og Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, og det er det allerbedste – det er en Schiller-Næse, og du er ogsaa saadan en Idealist som han – aa, du!

Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig.

– Men Minna, – det kan du dog ikke mene!

Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret. Tværtimod havde jeg altid maattet høre for min »Snabel af en Næse«, og fordi jeg havde lidt Underbid – virkelig slet ikke meget, fandt jeg selv, – og nu! at denne smukke Pige kunde finde noget kjønt hos mig, og netop ved det – det var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis ikke Børnene vare komne løbende for at underrette os om, at der i denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbær.

Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti. Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen af saadan et Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saae op i den dybe Himmel. Pludselig brast hun i en kort Latter.

– Hvad er der?

Hun reiste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm.

– Kan du huske, Harald, – paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa – Fauner, er det vist de hedder – med Bukkeben, veed du, Børn – ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale —

– Naa?

– Det faldt mig ind: – hvis nu saadan en lille Fyr kom springende her – hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham.

– Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!

– Er jeg? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«.

I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud til den ene Side. I det næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede, halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!

– Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister.

– Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med »forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind.

– Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu lavet Gangstier nok for Publikum.

– Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.

– Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød i Ansigtet.

– Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort den mindste Skade.

– Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han – en Kjende mindre gnaven. – Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dèr ser sig i alt Fald ikke for, hvor De træder, og De har vel ogsaa Andet at tænke paa. – Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, hvad De har at rette Dem efter«.

Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu ogsaa gik tilbage.

Det gjorde vi – lidt slukørede, som man altid er efter en Overhaling, enten den er beføiet eller ikke.

– Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede os bort, i Stedet for den Panisk, du havde drømt om.

– Saadan en Brumbjørn! surmulede hun – og hun efterlignede vrængende hans veirslagne Bas.

Børnene lo af fuld Hals.

– Naa, forresten havde han vel Ret – skjøndt de burde sætte en Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en Forstmand – har din Fader været lige saadan, Harald?