Minna

Femte Bog

I

Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand fik Lampen tændt.

Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død – eller hvad der syntes mig langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg febrilsk Omslaget af.

Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.

Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede Bassanio hans lykkelige Valg, – ligesaa pludselig forkyndte disse elskede Træk mig min usalige Lod.

Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par Minutter, inden jeg kunde læse:

Min kjære, inderlig elskede Ven!

Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.

Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa sige, for at du ikke skal misforstaa mig.

Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod – nei, det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, – maaske har du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til mig selv, der har bestemt mig, og – ja, jeg mener især – det var derfor, jeg skrev »tvertimod«! – at hvis der ingen Fortid var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort sagt, hvis det var noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, nu – som det en Gang er – vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig, som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min første Kjærlighed; – det er sandt, at denne Følelse maaske kunde fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde du da komme til at lide usigelig derunder.

Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig elsker mig lidenskabelig, – men maaske vilde jeg dog gjøre ham ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min Indflydelse – skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et Samliv med mig – og kun med mig – maa virke forædlende (jeg skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes – kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner, ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst – jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok – men den Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her, og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: – nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret – siger han – at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump – og nu skulde jeg —! nei, nei! – Du ser, det er min Pligt, det er min Bestemmelse, – ja, min Bestemmelse.

Gud give, at vi kunde træffes og være sammen – om mange Aar, naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du kommer vel til at leve i Udlandet, – det var for megen Lykke at have dig i Nærheden som Ven.

Farvel – min elskede Ven – Farvel!

Minna.

Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.

– »Nei, jeg vil ikke – jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad er det dog? mig er det jo, som hun elsker – mig! Det med ham er jo kun Riminiscens, og Pligt – ja og »Bestemmelse«. En deilig Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld – hvorfor har ikke jeg taget Afgjørelsen paa mig? – Hvor jeg har været en Pjalt – al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for, at Vind og Sol blev skiftet lige – det var jo ikke Andet end Skalkeskjul for Mangel paa Villie – og jeg lod mig imponere dertil af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag; han kan ikke undvære hende – nei, det troer jeg, naar han er bleven led ved de facile Piger og narret af Koketterne – saa er han kommen i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« – for gamle Minder, – eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende, det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng! vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?«

Saaledes hudflettede jeg mig selv, – ja, jeg bebreidede mig endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og havde forlokket hende – saa vilde hun have været min, og intet Valg stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket, maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den Naturel-Hindring, der skiller dem.

Men nu – hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage, binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt – Fortid og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt, at hun allerede ikke længer var i Meissen – eller at jeg i alt Fald imorgen ikke vilde finde hende dèr.

Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte til at raadføre mig med En, helst en ældre, overlegen Person! Min moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.

Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.

II

I dette Øieblik gik Døren op, og Immanuel Hertz traadte ind.

Hans skikkelige, men uskjønne Ansigt havde et høist bestyrtet Udtryk.

– Hertz – er du her! Din Fader er da ikke —

– Min Fader er meget syg .... Jeg fik Telegram fra Moder – lige tidsnok til at komme med Toget .... Fader kjendte mig, men han laa i stærk Feber – jeg er bange – at han – gaar bort.

Til enhver anden Tid vilde disse Ord have foraarsaget mig den mest levende Smerte, men nu var min første Tanke den: hvorledes skal jeg kunne besvære Fru Hertz med min egen Sorg, naar hendes Mand ligger paa Dødsleiet? At Hertz døde, syntes mig at være ganske naturligt og nødvendigt, og samtidig følte jeg mit eget Haab slukkes .... Jeg forsøgte imidlertid de sædvanlige opmuntrende Fraser.

– Fader ligger i en Døs nu, derfor løb jeg herhen .... Kom med hjem, Fenger! og bliv hos os inat, jeg veed, det vil glæde Fader at se dit Ansigt —

Han havde Taarer i Øinene. Jeg greb hurtig min Hat og slukkede Lampen, i det samme som han fik Øie paa Minnas Billede.

– Nei, hvor yndigt! Og jeg, der rent har glemt at ønske dig til Lykke, du forstaar nok – i et saadant Øieblik – men nu gjør jeg det af Hjertet – for det kan jeg jo – det er ikke et af de Tilfælde, hvor man siger det saadan tomt hen – Minna – ja, det kan man rigtignok kalde Lykke!

Han trykkede min Haand som i en Skruestik.

– Tak, kjære Ven! mumlede jeg og vendte Ansigtet bort fra det svage Skjær, som Lygten kastede ind i Værelset, – det er saa kjønt af dig, at du midt i din Bekymring – jeg veed jo, hvor meget du tager Del – —

Vi gik ned ad Trappen, og han blev ved at udbrede sig om Minnas Fortræffelighed. »Naa,« tænkte jeg, »du gjør rigtignok ingen Røverkule af dit Hjerte.« Og det gjorde han virkelig ikke; – aabenhjertig og indiskret forudsatte han de samme Egenskaber hos Andre: —

– Ja, du har sandelig Grund til at prise dig lykkelig – Minna – saadan en Pige! hvor jeg misunder dig – ja, det vil sige, ikke egentlig misunder, skjøndt ganske vist – ja, Minna har vel nok sagt dig, at jeg holdt meget af hende – mer end blot som en Ven —?

– Nei, hun har aldrig med et Ord antydet Noget – hun har overhovedet talt meget lidt om dig, skjøndt jeg veed, at hun kan godt lide dig, – men jeg maa tilstaa – da du nu selv berører det – at jeg har haft en Anelse —

– Ja, ser du, jeg har aldrig sagt hende det, jeg mener, erklæret mig, men Kvinder mærker det jo altid. Nei, jeg – holdt min Følelse for mig selv, jeg troer, hendes Hjerte var den Gang ikke modtageligt for saadanne Følelser – hendes Fader var nylig død, for Resten var der ogsaa Andet – men maaske veed du bedre Besked med det .... Min Moder, som jeg betroede mig til, – det kan jo heller ikke nytte at skjule Noget for hende, hun ser tvers igjennem En, ja – hende kan man rigtignok kalde en Menneskekjender! Moder var ogsaa af den Mening, – hvor gjerne hun ogsaa vilde have haft hende til Svigerdatter. Saa kom jeg jo ogsaa til Leipzig. Men jeg glemmer hende aldrig! Naa, nu kan du da forstaa, hvor glad jeg er over, at det netop er dig, som hun faar.

Jeg havde en Følelse, som om jeg maatte give mig til at skrige, hvis dette varede ved, og priste mig lykkelig, da vi kom til Hjørnet, hvor Hertz's boede, og han gav sig til at klage over Faderen: saa forandret, han havde seet ud, ganske hulkindet!

Lægen havde netop været der. Jeg kunde se paa Fru Hertz – eller snarere mærke paa hende – at hun ikke havde meget Haab. – Han laa bevidstløs hen; Gradetallet var foruroligende høit.

Immanuel Hertz og jeg gik snart ind i Dagligstuen. Jeg erindrede et Tilfælde med en gammel, svagelig Dame, der i et Par Dage var næsten opgiven af Lungebetændelse, og som dog kom sig; det faldt mig ogsaa ind, at jeg havde hørt af en Læge, at netop Jøder havde en stærk Livskraft til selv i høi Alder at komme igjennem saadanne Sygdomme med. Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven.

Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke. Det var saa sent, at Minna ikke længer kunde ventes. Alt var mig ligegyldigt og kjedsommeligt. Ja, jeg kjedede mig virkelig og havde en Følelse af, at jeg maatte gjøre det bestandig, at det vilde blive kjedeligere og kjedeligere, indtil Døden tilsidst tog En. Jeg havde gjerne byttet med Hertz, – hvis man overhovedet kunde have sagt, at der var Noget, som jeg gjerne vilde.

Endelig var jeg midt paa Natten sunken hen snarere i en Sløvheds Døs end i en Halvslummer, da den unge Hertz kom ind og sagde:

– Han har kjendt mig – Fader er ved sin Bevidsthed, – kom med ind.

Den Syge smilede svagt, da han saae mig og sagde: »Kjære Fenger!« – »Minna,« mumlede han kort efter.

– Hun kommer nok imorgen, sagde Fru Hertz.

– Saa vil hun spille for Dem, føiede jeg til, skjøndt det var mig, som om jeg ikke skulde kunne faa et Ord frem.

– Beethoven, hviskede den Gamle og lukkede Øinene.

Fru Hertz lagde Hovedpuden bedre tilrette; derpaa gradede hun; Thermometret var sunket til lidt under 41° C.

Kort efter begyndte han at tale om, at Tid og Rum var Anskuelsesformer, men Sjælen var en »Ding an sich«, en Substans, et Noumenon – Intelligibile – disse Ord blev han ved at gjentage.

Sønnen, der blev bevæget og urolig ved disse Tanker, som syntes at dreie sig om Døden, greb hans Haand og sagde:

– Nu skal du ikke tænke, Fader, nu skal du hvile dig.

– Imorgen kommer maaske Kühne, saa kan I philosophere sammen, sagde Fru Hertz.

– Imorgen! sukkede han – med en ganske eiendommelig Betoning.

Fru Hertz vendte sig bort: —

– Ja vist, vent til han kommer, han forstaar det jo bedre end vi.

– Noumenon, sagde den Gamle.

– Amen! mumlede Diakonissen og korsede sig. Hun troede, han havde paakaldt en Helgen – eller maaske en af Propheterne.

Immanuel og jeg, der havde hørt det, kunde ikke lade være med at trække paa Smilebaandet. Jeg undrede mig over, at jeg endnu kunde finde Noget komisk. Ak, Ingen vilde mer end Hertz selv have moret sig over den Humor, som laa i denne Feiltagelse, men han var allerede død for Omverdenen.

Længe laa han stille hen, saa begyndte han at fantasere. De Brudstykker, som vi opfattede, tydede paa, at han var hensat til sine Königsberger- og Rigaer-Dage. Flere Gange hørte jeg ham sige: »Der skal ikke ringes« – hvad jeg mente skrev sig fra den Børshistorie, som han sidst havde fortalt os. Jeg saae hele den hyggelige Kaffescene i det dunkle Regnveirslys med Skjæret fra Spritflammen flakkende over Minnas kjære Ansigt, der var saa nær ved mig og smilede saa fortrolig. Fru Hertz bemærkede en Taare paa min Kind og trykkede min Haand, rørt over min Deltagelse.

Henad Morgenstunden, da Immanuel og jeg vare faldne i Søvn inde i Dagligstuen, døde saa den gamle Hertz, uden at hans Hustru, der ikke veg fra hans Seng eller havde Øinene fra ham, kunde sige, naar Døden var indtraadt.

Vaagekonen var forlængst sovet sødelig ind.

III

Hertz blev begravet tre Dage efter paa »Der weite Kirchhof«.

Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, – jeg sandsede neppe. Jeg har derfor heller ingen Anelse om, hvorvidt der blev holdt Tale, eller om det var en jødisk eller christen Præst, som forrettede Ceremonien – vil et Øienvidne paastaa, at det var en Derwisch eller en Druide, saa for mig gjerne. Det Hele staar for mig som en forvirret Drøm. Jeg husker, at Kjæmpepoplerne susede tungt og søvndyssende, og at nogle Smaafugle kvidrede i det skarpe, kjølige Sollys. Og saa ser jeg, lidt foran mig tilhøire, Minnas sortklædte Skikkelse. Det var for mig – for hende med, kan jeg tro – ikke saa meget den gode, gamle Ven, vi begravede, som vort eget korte og lykkelige Samliv, hele vor Kjærlighed. Ved Kirkegaardsporten trykkede vi hinanden i Haanden fast og længe – for sidste Gang i mange Aar.

Minna havde fortalt Fru Hertz Alt.

– De har handlet rigtig, sagde den gamle Dame til mig den følgende Dag. Og stakkels Minna! hun har i alt Fald troet at handle rigtig. Men det gjør mig frygtelig ondt og ikke mindst for hende.

Jeg hørte af hende, at Stephensen reiste til Danmark om faa Dage for at gjøre Alt rede, og at Minna snart skulde følge efter. Selv tænkte jeg kun paa at komme bort. Min Onkel havde ikke Noget imod, at jeg kom allerede nu, og en Uge efter gamle Hertz's Død var jeg reisefærdig.

Fru Hertz forærede mig ved Afskeden det lille Manuskript af Heines Digt – hvor bittert sandt passede det nu paa mig! og dog var det mig saa dyrebart. Jeg har bevaret det som en Helligdom, hvis Ufalbarhed bragte engelske Samlere til Fortvivlelse.

Der gik Aar hen efter Aar med anspændt, næsten rastløs Virksomhed. I Begyndelsen fulgte det af sig selv, at jeg neppe saae Andre end Fabrikkens Arbeidere og Funktionærer, – derefter var det blevet mig til en Vane, som tiltalte mig. Med min Onkel kom jeg godt ud af det, uden at vi dog blev fortrolige. Han fandt Behag i min Arbeidsdygtighed. Efter et Par Aars Forløb frygtede han, at jeg skulde overdrive den, blive »Forretnings-Pebersvend«, som han kaldte det. Han opfordrede mig til at tage mere Del i Livet: en Mand i en saadan Stilling bør skabe sig Forbindelser.

Lidt efter lidt gav jeg efter og forandrede min Levevis noget.

Der blev ikke Tale hverken om Cavalkader i Hyde-Park eller om Ferieren paa Herregaarde, men jeg lærte en Del brave Borgerfamilier at kjende – næsten alle velstaaende Fabrikanter. De unge Damer vare ikke Arvinger til Millioner, men ikke mindre smukke for det – de, der var smukke – og tomhændet vilde Ingen af dem komme til at gaa ind i Ægteskabet. Forresten behagede den langagtige engelske Type mig ikke særlig – jeg havde et andet Ideal i Hjertet – og min Koldsindighed ærgrede ofte mine Kammerater, der ansaae den for Hykleri.

Endelig lærte jeg en ung Pige at kjende, der gjorde et vist Indtryk paa mig, og om hvem min Onkel snart erklærede, at hun ikke var ligegyldig overfor mig, – en Paastand, som unægtelig smigrede mig i høi Grad. Hun var eneste Barn af en Klæde-Fabrikant, som var mer end velhavende, i alt Fald efter danske Forhold. Hun viste mig megen Venlighed om end indenfor rent selskabelig Form. Jeg var ikke just vis paa, at min Onkel havde Ret i, at jeg med lidt god Villie maatte kunne vinde hendes Hjerte med tilhørende Haand, men jeg tænkte mig Muligheden deraf. Jeg ønskede det halvveis og begyndte at glide over i et mindre »selskabeligt« Forhold.

Det var lige efter Jul – den fjerde, efter at jeg havde forladt Dresden.

Saa var det en Aften, at jeg paa en Koncert af en Ven blev præsenteret for en tydsk Musiker, som vel kunde være et Par Aar ældre end jeg, maaske ogsaa mer.

Han havde spillet en Violin-Cavatine, – det var en mindre, halvt privat Concert; paa større Concerter optraadte han sjelden, skjøndt han vistnok var dygtig nok dertil. Han havde sit rigelige Udkomme ved at undervise i Violin- og Claverspil. I hans Ydre var der noget Distingveret og ikke saa lidt Slapt.

Vi kom til at gaa alene hjem sammen. Tydskeren var meget snaksom, han gjorde tykt Nar ad de gode Englænderes Musikalskhed og fortalte med en Del Humor flere Anekdoter, blandt Andet om en ung, rig Miss, der havde indfundet sig hos ham for paa otte Dage at lære at spille »Maaneskinssonaten« (naturligvis første Sats) – hun havde aldrig rørt et Claver.

Vi gik ind i en Restaurant for at spise til Aften, og forlangte Ale. »Prost,« sagde jeg og drak ham til, – »det er dog en herlig Drik!« – »Saamænd,« brummede Tydskeren og strøg et Par Draaber af Knebelsbarten – »men jeg siger dog: Hvem der sad i »Drei Raben« med et godt Glas Spaten-Bräu foran sig, som jeg paa denne Tid af Døgnet har gjort mangen god Gang.« – »De er kjendt i Dresden!« foer det ud af mig. Drei Raben! hele Scenen med Stephensen stod lyslevende for mig. – Tydskeren smaalo: »Det skulde jeg mene, men jeg vidste ikke af, at De havde været dèr. Længere Tid?« – »Et Par Aar, jeg gik paa Polytechnicum – det er nu fire Aar siden jeg tog derfra«. – »Hm. Jeg var der et Par Aar før – spillede hos Lauterbach .... Det var noget Andet end London – saadan en Opera! Ak ja, ja, ja!«

Han trommede med Fingrene paa Bordet og stirrede drømmende ud for sig: »Opvarter – Johannisberger Schloss! – til tydske Minder, tydsk Vin!«

Ungdommens gyldne Dage, Kunstnerliv! tænkte jeg. – Han hænger ogsaa ved sine Dresdener-Erindringer, ak! hvad kunne de være imod mine!

Vinen kom; han skjænkede i: »En Skaal for vore Elb-Florentiske Dage!« Vi klinkede, drak ud og stirrede længe tavse hen for os.

»De kom vel ogsaa tidt hos Renner – i »Drei Raben«, mener jeg?« spurgte han i en aandsfraværende Tone. – »Nei, jeg har kun været der en enkelt Gang. Maaske boede De i Nabolaget?« – »Ja, lige tæt derved.« – »Hvor?« foer det ud af mig – mit Hjerte bankede stærkt. – »Hvis De kan huske en lille Gade – Röhrhofsgasse.« – »Röhrhofsgasse!« gjentog jeg og stirrede paa ham. Han smilede: »Har De maaske ogsaa boet dèr? det var et underligt Træf!« – »Nei, boet dèr har jeg just ikke, men jeg havde dèr min jevnlige Gang – jeg kom til en Familie dèr.« – »Ja saa! Hm! .... i disse Smaagader kjender jo Alle hinanden, maaske har De tilfældigvis hørt Noget om de Folk, som jeg logerede hos, – det var en Gymnasiallærer —.« »Jagemann!« udbrød jeg. Musikeren førte just et fyldt Glas til sine Læber og spildte, saa de gyldne Draaber perlede ned over Kjoleopslaget. »Ja, det var hos dem jeg boede,« sagde han og tørrede sig omhyggelig. Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« – »Minna, – det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt deri —

 
vor Allem aber das Bild der Geliebten,
das Engelköpfchen auf Rheinweingoldgrund.
 

»Veed De, om hun – Minna Jagemann – om hun siden – er bleven gift?« spurgte han endelig.

Jeg fortalte, at hun havde ægtet en dansk Maler, gjorde nogle Bemærkninger om hans Stilling og Omstændigheder og berettede det Lidet, jeg havde hørt om dem gjennem Bekjendte – at hun havde faaet en Datter, som var død for et Aarstid siden.

Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede ikke altid at skjænke for mig – han havde bestilt en Flaske til og indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav – »wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt. —

Da jeg denne Nat lagde mig til Hvile, var jeg paa det Rene med, at jeg havde været i Færd med halvt i Sløvhed at begaa en Uhæderlighed og en Dumhed, skjøndt Ingen vilde have kaldt det det første og Alle vilde have kaldt det klogt. Fra den Dag af trak jeg mig tilbage fra Klædefabrikantens Hus.

Min Onkel besværede sig over min lunefulde Opførsel. Jeg klagede over Hjemve, – trængte til at besøge mine gamle Bekjendte. – En Uge derefter var jeg i Kjøbenhavn.

Mine Bekjendte i Danmark vare ikke mange, og Ingen af dem havde direkte Omgang med Stephensens. Men takket være vor Hovedstads Sladderagtighed, hørte jeg dog en Del om dem paa anden, tredie Haand. At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark, kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide Besked.

Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed – maaske en første. Men Andre sagde, at hans Courmageri – en skarp Tunge kaldte det Liaisoner – neppe kunde undgaa hendes Opmærksomhed, og at hun rimeligvis var meget lidenskabelig og heftig. Tvertimod, paastod Enkelte, hun var blid, men enfoldig. »Enfoldig!« udbrød Flere, »hun kan jo sprudle af originale Indfald, – men de er ikke altid behagelige for Alle, hun har et meget skarpt Blik for Folks Feil.« »Hun er i alt Fald interessant,« sagde en ældre Mand. »Men hun er uden Interesser,« bemærkede en yngre Litterat. Men en Dame, der boede ovenover Stephensens, oplyste, at hun i alt Fald var en passioneret Musik-Elsker, da hun som oftest spillede den halve Dag. Det forundrede Alle, da de aldrig i Selskaber havde hørt hende røre Claveret, og hun kun sjelden viste sig ved Concerterne. Hendes Ydre var man temmelig enig om at beundre.

Jeg havde snart været i Kjøbenhavn i fjorten Dage, og endnu ikke seet et Glimt af hende. Skulde jeg ligefrem gaa op og besøge hende? Jeg overveiede dette Spørgsmaal for Gud veed hvilken Gang, da jeg temmelig sent om Aftenen traadte ind i Café à Porta. I det forreste Værelse var der kun et Par Gjæster. Idet jeg saae mig om for at vælge min Plads, hørte jeg fra Side-Cabinettet en Stemme, der ikke var til at tage Feil af: det var Stephensens – kun en Grad mere læspende sød end tidligere. Jeg satte mig, saa stille som muligt, dèr, hvor jeg bedst maatte kunne overse Cabinettet.

Af det livlige Selskab derinde kjendte jeg kun – Minna, som jeg saae i Profil – en Smule »tabt« Profil, neppe en halv Snes Skridt fra mig. Stephensen maatte sidde inde i en Hjørnesopha, der kun viste sig med Lidt af det fjerneste Armlæn. En lattermild Blondine støttede sin Arm paa det, og underholdt sig aabenbart med ham; hendes Ansigt havde en vis vulgair Skjønhed; hvert Øieblik lagde hun Hovedet paa Siden, saa det rødlige Haar rørte ved hendes halvblottede Skulder, der dæmrede under en bred Bort af sorte Kniplinger. De smilende Blikke, som hun bestandig lod spille ind imod det skjulte Hjørne, hvorfra Stephensens Røst lød, vidnede om, at hun var – jeg vil ikke sige just i Solskinshumeur, men snarere i en Tilstand af elektrisk Illumination. En af Herrerne tiltalte hende med et Navn, som jeg allerede havde hørt Sladderen sætte i Forbindelse med Stephensen. Minna sad tilbagelænet og syntes at se ned for sig, men det var aabenbart, at hun hele Tiden holdt Øie med dem. Opvarteren traadte hen til mig for at modtage min Bestilling. Jeg var i Forlegenhed, da jeg frygtede for, at min Stemme strax skulde blive kjendt af Minna. Men netop nu brast hele Selskabet – undtagen Minna – i en Latter af den Art, der pleier at lønne mindre smagfulde end træffende Vittigheder, – og dækket af denne Støi fik jeg uden at røbe mig opfyldt min Pligt som Cafégjæst.

En høi, skjægget Mand, der sad ved Siden af Minna, havde strax været mig paafaldende. Hvo kjendte ikke – i alt Fald fra Billeder – vor store Lyrikers Kjæmpeskikkelse og Vikingeaasyn? Paa Selskabets Vegne forargede han sig over Minnas Tilbageholdenhed, men paa en jovial Maade, der endogsaa havde noget Hjerteligt ved sig: – »Hvorfor sidder De her midt imellem os som en smuk Billedstøtte, Fru Stephensen? Tag det bredt og vær ingen tydsk Philister .... De er jo mellem Kunstnere .... Tøm Deres Glas.« – »Jeg er blot træt,« sagde Minna. – »Saa skal De netop drikke.« – »Men jeg kan ikke lide Champagne.« – »A ha! for fransk, let og spirituøs – ikke for Dem. Men Rhinskvin maa De da kunne lide? .... hvad? .... Godt! .... Karl!« – Opvarteren styrtede derind. – »Lad det nu være nok med de Narrestreger!« sagde hun, halvt uvillig, halvt leende. – »For Alvor? jeg maa ikke —?« – »Nei, men jeg takker for den gode Villie .... Lad mig blot sidde og skjøtte mig selv – jeg er saa træt og har Hovedpine.« – »Du vil da ikke allerede hjem?« lød Stephensens Røst – denne Gang meget gnaven. Minna svarede ikke, men gabede i sit Lommetørklæde, lænede sig tilbage og saae ned til Siden. Hun saae virkelig ud, som om hun var træt – ikke med en akut, men med en chronisk Træthed. Ansigtet var næsten uforandret, kun var Kinden lidt mindre rund. Jeg havde bemærket, at hun talte overraskende rent Dansk, – den fremmede Accent var ganske let.

Conversationen rundt om hende blev nu meget livlig. Den dreiede sig om Æsthetik, – hvis man vil kalde den saaledes. Navne som Ibsen, Zola, Dostojewskij, Wagner, Berlioz, Millet, Bastien-Lepage, ja endogsaa videnskabelige som Darwin og Stuart Mill formelig smældede En om Ørene. Skjøndt det gik usædvanlig broget til, undrede det mig endda ikke saa meget, da jeg under mit korte Ophold her havde lært Tonen noget at kjende. Ganske vist, i Begyndelsen havde den imponeret mig overordentlig: Du gode Gud, hvad maa de Folk ikke have læst og hørt, saadan en Dannelse og Indsigt og saa mange Interesser! Men snart blev jeg mere kritisk, jeg anede, at de, der snakkede mest, interesserede sig mindst, og at mange, der æsthetiserede høit, ikke engang stak saa meget dybere end jeg selv, der havde haft Andet at bestille end at »følge med«, og hvis Læsning ved det engelske Liv var bleven henvendt paa ganske andre Forfattere end dem, der var Mode i Danmark. Jeg havde endogsaa en Mistanke om, at dette var Tilfældet med den gode Stephensen selv, der nu blev mer og mer veltalende; han vilde formodentlig gjerne glimre for Blondinen, der virkelig ogsaa syntes at være ved at daane af Beundring. Den Herre, der havde villet bestille Rhinskvin til Minna – en førladen Mand med et prægtigt blondt Skjæg – ophidsede ham til en bestandig mere yderliggaaende Radikalisme, og syntes mig overhovedet at have det ganske Compagni tilbedste.

Stephensens veltalende Replikker udartede endelig til en fuldstændig Harangue om Fremtidskunsten. Han slog om sig med Floskler som »den demokratiske Formel i Kunsten« – »en videnskabelig Illustration af Livet – i Modsætning til dekorativ Luxus«, om at Penslen skulde i den sande Kunstners Haand være en Sonde i Samfundssaaret. —

– Saa vil jeg raade dig til at skylle dem godt rene, indskjød Lyrikeren.

Latterens Bølger overskyllede en Tid Diskussionen, men Stephensens hule Svada flød ovenpaa som Kork. Minna hævede sit Blik og saae paa ham. – Skulde hun virkelig lade sig imponere af dette Gallimathias? tænkte jeg; Udtrykket i hendes bortvendte Øie kunde jeg ikke se. Men saa dreiede hun Hovedet om i mer end Profil med halvt sænket Blik – og jeg blev næsten forskrækket over det Smil af kold Foragt, der laa om Læberne og den Uvillie, som formørkede Panden og lyste ud af Øinene. Saaledes havde hun betragtet ham og havde vendt sig bort, fordi hun mærkede, at disse Følelsers Udtryk blev for synligt. Lidet anede hun, at hun vendte sit Ansigt mod En, der kunde læse dets Skrift Linie for Linie som sit Modersmaal, medens hine Andre høist kunde tyde et Par Ord af dem, der ere ens i alle Sprog. »Pjalt,« hviskede disse faste Læber, »Løgner, Floskelmager!« raabte denne aabne Pande, »Troløse!« udbrød de klare Øine, der kunde se saa ømt og nu stirrede saa haardt, men hele det forgræmmede Ansigt sukkede: »og han var min Ungdoms store Kjærlighed!«

– Men Rafael? indvendte et ungdommeligt Medlem af Selskabet – ham kan man da ikke saadan helt – —

– Bah! Rafael – en Distanceblænder, lød det forklarende fra det store, godmodig smilende sorte, lidt graasprængte Vikingeskjæg. Aarhundredernes Afstand, det er det, der gjør det. Lad blot Stephensen ligge et Par hundred Aar i Blød, saa skal du bare se, hvad han bliver til for en Karl.

– Ja, men – udbrød Blondinen – saa maatte jo ogsaa alt dette – det vi nu – vor Kunst – den maatte jo ogsaa blive forældet, ligesom den gamle er det nu —?

– O Logik! raabte den Skjæggede, – dit Navn er simplicitas profana! Ak ja, Frøken! Alt er relativt! selv vor store Stephensen er ikke helt absolut – tag Dem derfor i Agt for at tage ham for meget au sérieux!