Minna

VI

Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.

Han skrev – som sædvanlig kort og forretningsmæssig – at paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.

Denne Meddelelse – rettere Ordre – satte mig i stor Uro.

Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere – (saafremt der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og Haab!) – end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder – og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende —, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig Forudsætning.

Paa den anden Side: – naar hun valgte mig, vilde det være saa ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystet af disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende – lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til Brevvexling og – den danske Ordbog!

Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.

Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte – eller ikke kjendte – gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.

Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, – og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke – det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. – Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.

Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det andet Brev – fra min Ven Immanuel Hertz – han var opkaldt efter Kant – i Leipzig.

Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse – han undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent – mange Forretninger – skrev han, at han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han havde paadraget sig i Prag, – han frygtede, at Moderen maaske for ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.

Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig skjæbnesvanger.

Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.

Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havde undgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.

Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! – hvorledes han vel var kommen over det?

Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel neppe været ulægeligt.

Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert for ham været Midlet.

Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang den vigtigste Side – Virksomheden – som noget Underforstaaet, men til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennem Hyde-Park (hvilken jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og Dyrehaver, – en feiret Gjæst, første Mand ved Lawn-Tennis, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; – og naturligvis: baade i Hyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse: – saa opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.

Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), – for udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over hendes Tab.

Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.

Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.

Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde blive hentet.

Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.

Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.

I det samme ringede det.

Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet – eller snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var bleven lukket op for.

Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.

Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev pikket ganske sagte paa Døren.

Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, – hun boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes mindre Søster.

– Vil du mig Noget, min lille Ven?

Barnet saae ned og snøftede.

– Skal du sige mig Noget – eller bringe mig Noget?

Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.

– Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?

Men nu brølede hun formelig.

»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i utaalmodig Fortvivlelse.

– Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. – Jeg havde – jeg skulde – det var den lille Jagemann – hun gav mig den lille Bog – og den store Jagemann gav mig en Kage – til at spise paa Veien – og saa var det – —

Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.

– Jeg kan ikke gjøre for det – det var en ækel Dreng – han skubbede – og saa faldt den lille Bog – i en Pyt – u hu! paa Dibbelswalder-Platz – hu! —

Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.

I faa Minutter – hvor vare de alle kostbare nu! – naaede jeg Röhrhofsgasse.

VII

Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: – Tak, fordi du kom.

Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, – han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade – Dekorationsfaget.«

Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, – Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske – ifølge det gamle Mundheld – desto varmere.

Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: —

– Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog – det var derfor —

– Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.

– Saa? – ja, saa tager min Værtinde nok imod den.

Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?

– Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem.

– Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen.

Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.

Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. – Nogle Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte Hvisken, – en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. – Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede Lysene. – »Men« – tænkte jeg – »mon der i nogen af disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«

»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt – det var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet.

Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han – aabenbart for at lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.

– Aa nei, det kan jeg ikke sige, – det er det modsatte af sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du ikke vort smukke Rim:

 
Denn gleich hinter Meissen —
Pfui Spinne! – kommt Breissen.
 

Hun sagde dette – trods en vis nerveus Anstrengthed – saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.

– Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, – nu har du været borte hele Sommeren – du maa dog have faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen af dette med den friske Luft.

Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, – skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser.

– Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer – saadan en Familiekreds, – hm! – saa at sige .... Jeg blev rigtignok altid skjældt ud af min Makker.

– Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit elskværdigste Smil.

– Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, – ja, det veed Gud han gjorde, ak ja! Modgang – det var ikke for salig Jagemann.

– Han var en dygtig Spiller, husker jeg. —

– Dygtig, ja, det maa De nok sige, – han var saamænd dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom i Spil – hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? – —

»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.

– Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer – hvad skal man sige – slette Mennesker, Hr. Stephensen – ak ja – og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. —

Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: – og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! udbrød hun. – Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.

– Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.

– Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud.

– Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.

– Ak Gud, ja, ak ja!

– Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede – jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg.

– Gud, Hr. Stephensen – hvor kan De sige – det nydelige Maleri – vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver – det vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad – og jeg syntes saamænd, det var rigtig kjønt, – men Minna vilde ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige – man kan da ogsaa tydelig se, hvem det skal være —

– Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.

– Aa, du er rigtig et stygt Barn!

Stephensen lo.

– Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig – Billedet kan ikke reddes – men man kunde gjøre et nyt – f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.

– Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.

– Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi.

– Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.

– Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, – det er en temmelig udbredt artistisk façon de parler; – der ligger lidt Selvkritik deri – og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren – hvad du før gjorde. —

– Aa – det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hans Kunsts Vegne. – Det er jo at gjøre Nar af mig.

Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret – rigtignok saae han hende temmelig meget bag fra – men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede – der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil – og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, – »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.

Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret – selv overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.

Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:

– Maa det nu være nok? – Uden at vente paa Svar, sprang hun op og udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«

– Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede Stephensen over Skuldren, – det ligner nok. —

– Saamænd – hm.

– Ih, nei – se! Allerkjæreste! udbrød Moderen —

– Naar blot – jeg troer —

– Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.

– Nei, maaske er det feil – og det er saa anmassende.

– Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget – og du kjender jo Ansigtet bedre end jeg.

– Jeg troer, at Hagen skal være større.

– Virkelig! – Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig frem for at se, rettede igjen. – Ja vist blev det bedre, jeg troer endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, Minna! —

– Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. – Se nu, hvor det har hjulpet!

Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.

– Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. – Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende ved saadan en Tegning end ved et Photographi, – mere Stemning, jeg veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en Afbildning af en Person, som de havde kjær.

– Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, – for mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, hvad du dèr siger.

– Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.

– Ak ja! udbrød Fru Jagemann, – Verden er rigtignok gaaet frem, siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.

Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte sig til.

– Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, – kun er der Noget i Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.

– Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.

– Endnu ikke. Der er – mærkværdigt nok – ikke kommet nogen Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.

– Og naar jeg nu beder dig derom?

– Saa skal jeg gjøre Forsøget – i disse ensomme Aftener, hvis da ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.

– Skal jeg virkelig sidde? det er Noget af det Værste for mig.

– I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til det!«

Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny – til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« —

Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.

Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, – som om det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge – Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, – men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.

Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.

– Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet vores Theater, Hr. Stephensen! Davison – ja, ham har De da hørt om? De veed nok, den smukke Villa, som han byggede – lige overfor den bøhmiske Banegaard – den Gang var det noget Nyt – nu er der jo saa mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som Mephistopheles – rystende – nu turde jeg ikke se det for aldrig det – han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil Devrient – aa! det var nu paa en hel anden Maade – ophøiet, idealsk – Max i Wallenstein – man blev løftet – det kan Nutiden slet ingen Forestilling gjøre sig om – det sagde ogsaa salig Jagemann – han vilde slet ikke meer gaa i Theatret – De husker nok, naar De roste Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde De have seet den og den. Hans Sværmeri var nu Madam Schrøder-Devrient, – ja, hende husker jeg da ogsaa – storslaaet tragisk – Plastik – klassisk Plastik, sagde salig Jagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede – det var før vi blev gift – hun kom fra Theatret før halvtreds – ak Gud, ja – saadanne Kunstnere – det var rigtignok en Glandsperiode.

– Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.

– Nu ja, der seer De, – daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei, det var noget Andet den Gang – da var der godt her i Dresden – da saae man ikke alt dette stive preussiske Militair – der var ikke al den Told og de mange Skatter – ak, hvad kunde man ikke faa for Pengene – Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere – ej, ja, ja!

Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, – og gik henimod Døren.

Minna lo og reciterede: —

 
– Wie Lieb' und Treu und Glauben
verschwunden aus der Welt,
und wie so theuer der Kaffee,
und wie so rar das Geld. —
 

– Naa, du har da ikke glemt din Heine, bemærkede Stephensen.

– Ih nei, udbrød hun ivrig.

Jeg tænkte paa, hvorledes Stephensen havde viist sin Heine-Kundskab, og jeg satte vel neppe det muntreste Ansigt op dertil. Minna, der syntes at læse i mit Ansigt, sukkede hørlig. Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken.

Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den.

Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet. Vi spiste ikke med saa megen Appetit, som vor Taushed kunde tyde paa. —

Der manglede endnu Noget paa Billedet, og strax efter The tog Stephensen fat igjen.

– Saa, nu faar det være godt, – det er ogsaa snart sent, og Minna skal vel tidlig op for Reisens Skyld, sagde han efter at have tegnet et Kvarters Tid.

Jeg traadte hen til ham og kunde ikke tilbageholde et Beundrings-Udbrud. Tegningen var ikke saa sikker og dristig udført som den af mig, men selve denne Ængstelighed gav det en vis elskværdig Ynde, og Udtrykket var ikke mindre heldigt, fordi det var givet næsten antydningsvis let; man anede endnu Noget foruden det Sete.

– Det kunde blive bedre – men selv om der var Tid, vilde jeg frygte for en »Besser-Machen«.

Han løsnede ogsaa dette Blad med Pennekniven.

– Og hvem skal saa have det? spurgte Minna.

Stephensen rakte hende det:

– Du, – for at give det til den af os, som du mener kommer til at trænge mest dertil.

Der var en dyb og sørgmodig Alvor i hans Stemme, der skjælvede ganske lidt med en overordentlig sympathetisk Klang. Det var den eneste Hentydning, der i Aftenens Løb var faldet til den forestaaende Afgjørelse, og Ingen havde hidtil mer end Stephensen været betænkt paa at holde Samtalen i saadanne uskadelige Spor, der løbe udenom Situationen. Den uventede Ligefremhed forskrækkede os næsten – ham selv maaske ikke mindst – men jeg i det mindste glædede mig strax derefter over, at vi dog ikke hele Aftenen havde løiet os bort fra Alvoren, men et enkelt Sekund seet den lige i Øinene: – det var som en Beroligelse af Samvittigheden. Jeg følte endogsaa en vis Taknemlighed mod Stephensen for det moralske Mod, som han havde viist. Men der blandede sig rigtignok strax en bitter Følelse deri – Erkjendelsen af hans Overlegenhed. Jeg var vis paa, at havde jeg forsøgt paa at sige noget Saadant, saa var det mislykkedes, – det var sket paa en keitet, stødende Maade og havde kun efterladt pinlig Misstemning, medens der nu ligesom fulgte et friere Aandedrag. Ligesom det baade igaar paa Terrassen og denne Aften var lykkedes ham at holde Alt indenfor det neutrale Gebet, saaledes ledsagedes han af det samme Held, da han nu traadte ud af denne Kreds og med dristig Haand rørte ved det, som vi havde ment maatte være »tabu«. Dette Held beroede kun paa hans Sikkerhed, og det var den, der afnødte mig den tause Tilstaaelse – den pinligste af alle overfor en Medbeiler —: at han var mere af en Mand end jeg. Ganske vist sagde jeg mig selv, at det var kun den ydre, tilsyneladende Mandighed, der i Virkeligheden kun vidner om større Bevandring i det selskabelige Liv; men beskjæmmende og foruroligende blev det ligefuldt.

Minna tog imod Bladet uden at svare og med sænket Blik. Hun lagde det i sin Mappe ved Siden af mit Portrait, og jeg udlagde dette Naboskab som et godt Varsel.