Minna

IV

Der kom ingen Søvn i mine Øine den Nat.

Jeg hørte Uhret paa Kreuzkirche slaa det ene Kvarterslag efter det andet, medens jeg væltede mig om paa Leiet. Undertiden begyndte vel mine Tanker at flakke paa den villieløse Maade, som indvarsler Slummeren, men saa gik der en Strøm af Feberhede igjennem mig, og jeg var strax lysvaagen. En dump Fortvivlelse, der allerede ansaae Alt for tabt, fik mer end een Gang mine Taarer til at flyde.

Jo umuligere en Ulykke synes, desto nærmere er den ved Virkeligheden, saasnart den blot bliver mulig; thi da den allerede har gjort Springet over den største Afgrund, kan man ikke tvivle om, at den ogsaa vil have Kraft til at sætte over det mindre Svælg; da den fra Intet er bleven Noget, hvorfor skulde den saa ikke kunne blive Alt? – Der gives Visheder, som staa saa uanfægtelige for os, at de næsten ere afdisputerede os, saasnart vi bringes til Disput; thi med deres Uanfægtelighed synes deres inderste Væsen at forsvinde.

Hvad kan være en vissere Besiddelse, fjernere fra enhver Fare, end en trofast Kvindes Kjærlighed? Jeg følte, at Minna elskede mig, jeg vidste, at hun – som ogsaa Stephensen havde sagt —, var en trofast Natur.

Men det frygtelige, det Nemesis-agtige var, at denne Trofasthed vendte sig imod mig selv; det var hendes Troskab mod ældre Følelser, der manedes op mod den til de yngre, ved hvilke hun var bunden til mig.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke!

Og nu havde en Fremmed sagt mig med rene Ord, at han haabede at rive den fra mig.

Men jeg da? havde jeg leet ham ud eller vendt ham Ryggen som en stakkels Nar?

Nei, jeg havde indladt mig i Strid med ham – som om min Lykke trængte til at forsvares – værre endnu; jeg havde formelig truffet Aftale med ham om, hvorledes man rigtigst burde forholde sig fra begge Sider, og saaledes havde jeg indrømmet Muligheden af, at han kunde seire, havde tilstaaet, at jeg slet ikke eiede denne Lykke, men først skulde vinde den.

Faren var ikke blot mulig, den var virkelig, den var over mig, – og jeg stønnede under den som under et Mareridt.

Hvor trygt havde jeg ikke hvilet i min Lykke! Og dog forekom det mig nu, at jeg i Grunden bestandig havde anet en Fare, og at der stedse var draget en Skygge hen over denne Tids klareste Solskin. Jeg erindrede, hvorledes hint mistænkelige Brev havde vakt mig af Salighedsrusen efter det første Kys; jeg følte atter den pludselige, ugrundede Skræk, som gjennemjog mig i Schandau, da jeg hørte hendes Brev falde i Postkassen; ved mit første ensomme Besøg i hendes Barndomshjem havde Skinsygen overfaldet mig paa en Maade, der nu forekom mig spøgelseagtig; neppe havde jeg nydt Gjensynets Glæde, før den forbitredes ved Minnas Mismod og ved hans bebreidende Brev, der havde fremkaldt hos mig en urimelig Skinsyge og en mindre taabelig Angst; hvor indstændig havde jeg ikke bedet hende om at lade det ubesvaret, og hun havde sagt: jeg maa – med den hende eiendommelige Fatalisme, som nu ogsaa syntes at have smittet mig. Og den følgende Dag, da hun havde skrevet og vist mig dette Brev, og vi saa om Aftenen sad sammen paa Udsigtshøien i »Grosser Garten« og øinede det fjerne Lilienstein, – gled der da ikke over vore Hjerter en Tungsinds-Skygge, som om vi stirrede ud imod et tabt Lykkeland? —

Saaledes syntes en fjendtlig Skjæbne at være født samtidig med vor Pagt og at have nærmet sig truende, indtil den nu – efter Beethovens Udtryk – »bankede paa vor Tilværelses Port«. Og den vilde nok vide at skaffe sig Adgang, – den stærke truer ikke forgjæves.

Jeg glemte, at netop, naar »Skjæbnen banker paa«, er det Tid til at vise, at man er Karl for at tage imod den og i fornødent Fald kaste den ned ad Trapperne; ellers kan let Omstændighederne falde paa at spøge under Skjæbnens Kappe, i Tillid til vor Svaghed.

Under saadanne mistrøstige Betragtninger var jeg sunket hen i en lethargisk Døs og fastholdtes lige saa meget i denne som jeg opskræmmedes ved en physisk Skræk, et Syn eller snarere en Fornemmelse af noget Uhyre og Uformeligt, der graalig skilte sig ud fra Mørket og nærmede sig langsomt og ustandselig; – ja, selv disse vage Udtryk give maaske et vrangt Billede, thi dette nerveuse Indtryk var ubeskriveligt, ja ufatteligt; det syntes at dukke op fra en Del af vor Natur, der ligger under Bevidsthedslivet, og ligesaa lidt at kunne indordnes i Begrebernes og Forestillingernes snevre Rum, som Urtidens enorme Fostre kunne finde en Plads blandt de nulevende Arter.

Endelig rystede jeg denne uhyggelige Tilstand af mig, klædte mig paa og gik ud.

Det var en kold Morgendæmring med Taage og Støvregn.

Overalt var der lukket; jeg maatte drive fastende om en Timestid, – ør og tung i Hovedet, og med den flove Utilpashed, som følger med en altfor aarle Opstandelse.

Endelig fandt jeg en Café, hvor der blev luftet ud og vasket Gulv.

Jeg satte mig i en Krog, og Opvarteren, som havde sin Mening om min Morgenduelighed, foreslog »en Sodavand«.

– »Kaffe«, beordrede jeg barsk.

Men der var endnu ikke gjort Ild paa, og jeg maatte vente.

Det var en ægte – skjøndt ikke behagelig – Reisestemning, med Erindring om Hoteller, naar man skulde med Morgentoget.

Reise – bort herfra – —! det var jo det, Minna vilde igaar Aftes; da havde jeg snakket hende derfra – og nu, hvor vilde jeg ikke ønske, at vi allerede vare underveis – at hun sad hos mig og Drosken var bestilt – Morgentoget – hvorhen? lige meget – blot afsted!

Men nu var det umuligt, selv om jeg havde haft Penge. Stephensen havde ved sin Aabenhed virkelig opnaaet at lamme mig – hvilket vel ogsaa havde været hans Hensigt, om han end ikke anede, at vi kunde tænke paa at reise hemmelig bort. Det var ikke saa meget det, at min Stolthed vægrede sig ved at fly, skjøndt den Tanke var mig meget imod, at Stephensen med nogen Berettigelse skulde kunne beklage sig over min Handlemaade; værre var Frygten for en bestandig Følelse af, at min bedste Skat var erhvervet paa en underfundig Maade, og værst den Mulighed, at jeg endogsaa kunde begaa en Uret imod hende. Fra min Side havde denne Flugt jo kun Mening under den Forudsætning, at Minna efter modent Overlæg vilde have foretrukket Stephensen.

Men hvilken Ret havde jeg til at forebygge en saadan Afgjørelse, selv om jeg gjorde det med hendes Indvilligelse?

Og hvis det viste sig at være en Overilelse, – dersom hun senere opdagede, at hun havde taget feil af sine Følelser, hvor bitter vilde da ikke den Anger være, der kom for sent!

Nei, vi maatte blive og lade det ske, som skulde ske. Og dog var der en indre Stemme, som vedblev at hviske: »Reis bort! hun vil sikkert endnu.«

Dernæst kom Dagsordenen for. Det store Spørgsmaal var, om jeg strax, saasnart det blev en rimelig Tid, skulde gaa til hende.

Min Længsel og Ængstelse drev paa, men Kritikken sagde: »Hvorfor overløbe hende paa en usædvanlig Tid, det vil virke opskræmmende og foruroligende paa hende, og hun behøver netop al sin Besindighed og Klarhed. Desuden viser det, at du selv er ude af de vante Folder, det lader dig synes bange, maaske endogsaa mistroisk.

Ganske vist, naar du bliver borte, er der Sandsynlighed for, at han faar talt ene med hende, men det kan du dog ikke forhindre, saa lige saa godt først som sidst .... Ja, de maa jo endogsaa tale sammen, du kan da for Pokker ikke fri for ham. Altsaa: enten løb bort med hende, eller ogsaa – lad være med at spille Argus.«

Jeg besluttede mig til at gaa paa Polytechnicum som sædvanlig og først besøge Minna efter Middag.

V

Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.

– Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes skjælvende Haand mellem mine.

– Ja.

Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde Sting.

– Hvad han har sagt dig, kjære Minna, – det kan jeg jo nok vide efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han – altsaa – du havde Ret igaar, – i alt Fald, hvad Hensigten med hans Komme angik – desværre – skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig at sige —

Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod ikke længer til min Raadighed – kvaltes i min sammensnørede Strube. Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et Ord, – da rev hun pludselig – efter et fast Haandtryk – sin Haand ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: —

– Min kjære, gode Ven.

– Det er jeg, Minna, – det er jeg, hvad der saa sker .... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig, for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end se dig saaledes, heller miste dig, – og det vil han ogsaa, det er jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk .... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv, hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade, naar du blot bliver lykkelig.

– Mig selv, – nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald paa jer begge, saa troer jeg, – ja, jeg er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer – heller end at skuffe Nogen af jer .... Og nu kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, – hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.

– Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste, vil du efterhaanden føle dig tilfreds, – og den, der ikke faar Ret til at kalde dig sin, – han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, – hvis du tager feil af dine Følelser, – ja, saa vil du gjøre os Alle ulykkelige.

– Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar dog en Anden kunde vælge for En, – blot der gaves et Pligtbud i dette Tilfælde, som sagde: det bør du gjøre, ellers synder du! .... Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, – for jeg har allerede syndet, og det bliver ved.

– Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke den Slags Skrupler til alt det —

– Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod – forstaa mig ret – jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med rolig Samvittighed kan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« – —? —

Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun:

– Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, – ak, det veed jeg – men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste og skjønneste Følelser – et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette – ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart – og nu maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig – arbeidede for os begge – for vor Fremtid! – Nei, nei – aldrig kan jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du fortjente!

Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop – benyttende sin Kundskab til hendes Hjerte – vilde lade dette høist flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas, der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende, hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald – —

Jeg vaklede endnu – og allerede var det gunstige Øieblik undflyet mig.

– Se, du betænker dig – du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade, det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader .... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig, som jeg elsker.

– Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger du, – jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, – men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at det ikke er Forelskelse, men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, – især da, naar en ny Lidenskab staar imod den – den levende Følelse maa have sin Ret.

Minna rystede paa Hovedet.

– Du skulde elske – virkelig elske to Mænd? – Umuligt.

– Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at jeg maa elske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, – du veed, at min Kjærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse havde faaet en anden Charakter – du saae – det var det Første, du saae af mig, – hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det med ham .... Og nogle Uger derefter skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden – men hvad har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere end jeg, der var henvist til den alene! – O, hvor lavt og ynkværdigt har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig – ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke afhang af min Kjendelse – min! jeg Elendige! At saa megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En – det, som ellers er den største Velsignelse!

Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.

– Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes sitrende Skulder, – du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette – og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse for mig, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab.

– Hvorfor – udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik – hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa forskjellig Maade – I er jo ikke ens – og Forholdene er ogsaa nu helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest —

– Aa – Minna!

– Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae ned.

Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrengelser, – denne Elskovs ubekjæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.

– Nei, tag det ikke saaledes, Harald, – o Gud, jeg har saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, – jeg bliver revet til to Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!

– Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først kommer igjennem disse Kampe og Brydninger – ved egen Kraft .... Gud veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, – neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre hende til din Fortrolige, – der er i alt Fald størst Sandsynlighed for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe, – jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, – din egen Natur vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke – som idag – ved vor Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke. Det kan du ikke holde ud, – og sandsynligvis vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag – fra nu af —

– Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, kjæreste Harald – det har du jo slet ikke gjort.

– Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. – Synes du, at jeg tager det for roligt —

– Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du kunde sige af Bebreidelser, – men vær vis paa, at desto mer siger jeg mig selv dem.

– Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det har du ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, – som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt —

– Nei, Harald! sig dog ikke det —

– Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme sundt over det – og – skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme dig – heller ikke vil – — —. Mine Læber skjælvede og Øinene fyldtes med Taarer. – — Nei, nei, afbrød jeg, – det var jo ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen – hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge – —

– Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen – hendes Mand har en Gaard dèr, – dem kunde jeg godt besøge – de bad mig endnu i Sommer, og jeg behøver ikke engang at skrive først.

– Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?

– Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.

– Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.

Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og stirrede ud paa Haverne.

Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae med sine forgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust krammede Hatten.

– Hvad er det? du vil da ikke gaa?

– Jo, Minna, – jeg skal – det er allerede – jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.

– Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.

– Ja men, jeg skulde gaa – hen at tale —

– Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Ret i at gaa og lade mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?

– Nei, jeg kommer ikke igjen.

Hun sprang op: —

– Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne Aften hos mig?

– Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt – vi er jo ikke længer forlovede.

– Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, – saa længe – i alt Fald – der er jo endnu ikke sket Noget —

– Endnu – indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en Forbindelse, – hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, – du maa føle dig fri.

– Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.

– Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.

– Nei, ikke det, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage – forlang ikke din! – hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?

Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den – taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.

– Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme.

– Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, – jeg veed virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....

Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik, fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. – Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, – jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: —

– Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse – jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. —

– Men hvis nu han kommer til os i Aften!

– Har han talt om det?

– Nei, – jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, – han troer vel, at du kommer som sædvanlig. —

– Du har Ret – nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til .... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, – der er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det lille Stykke Vei .... Bi, – se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, – det kan da Ingen forbyde mig at kalde dig.

Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt – maaske umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa Benene, – hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.

Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikke var vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.

Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.