XII.
Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning fik Forældrene til at lade ham studere, – da gjorde han sig vel allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster, som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme, theologiske Rum.
Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i vort fredelige Land. Den talte – som et hæsligt Modbillede til Aandens Udgydelse – i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen, den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. – Hans ru Fladhed var som en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, – dette hvidfødte, enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i Nerverne. – Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte, Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra Tørvemosens Husmandsrønne.
Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna, der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters Læber, – saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, – ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever, netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt, langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; – det var jo kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde komme endnu flere, og de strømmede derind – Kirkefædre-Sprog og Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en mylrende Mængde, – og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, – ingen af alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt, langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen, hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie, udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv, svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler og Stridsartikler.
Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om Væxt. Og det var hans Held; – Udvikling er allerede halvt Kætteri; – lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han, uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden, gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.
Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.
Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af Philippenserne II, 6—11«.
Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.
Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom lagte til Rette for ham. —
For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.
Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne Fakultet. – Der var paa den ene Side Resten af den gamle holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham, der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning med den moderne Videnskab, – og han var en Latterlighed med sin stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes' Aabenbaring: »Det store Dyr – nu—u – der er trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr – nu—u – men De behøver ikke at kunne dem alle sammen« – Paa den anden Side begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder. – I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme, han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes Tronbestigelse.
Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig, mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.
Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir, Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. – Thi fornylig havde netop en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa falder Danmark«.
Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.
XIII.
»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. – Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math. 21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.). Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) – dette Torv byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math. 5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1—2).«
Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste denne nylig skrevne Side højt for sig selv. – Affattelsen af saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes« til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; – Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.
– Kom ind! —
Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og med en ny Studenterhue i Haanden.
– God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.
– God Dag, Hr. Professor … Jeg tog mig den Frihed at gaa op at hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor Krarup i Fredløse.
– Ah, fra min gamle Egn! … De kender Præsten dèr? … En vakker gammel Mand … Vær saa god at tage Plads, Hr. —?
– Hjorth.
– Hr. Hjorth … Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt paa min Forelæsning? … Ja, jeg syntes det jo nok … De er ældre Student?
– Nej, jeg er Rus.
– Ja saa … Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor … Hm … Maaske kommen sent til Studeringerne?
– Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer … Jeg var sidst i Yderslev.
– Ah, ser man det! … Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede … De er maaske barnefødt dèr?
– Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.
– Sønderjyde, – naa, ser man det, ser man det! … Ja, Navnet Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa Sydsjælland … De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt, jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! … Naa, men De følte saa selv mere Lyst til at blive Præst?
– Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden tilfredsstille mig. – Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres videnskabelige Begrundelse. —
Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert Øjeblik rød i Hovedet; – men snart var han ganske rolig og utvungen, opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk, som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, – dette Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret, betragtede den Talende paa Examinationsbænken.
– Naa, ja – ser man det … Hm! … De har altsaa ogsaa æsthetiske Interesser? … Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster – hm! – især Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for Aanden, – naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig deri … Hm! … De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, – hvor kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa staa Dem nærmere – har – —
– Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig. —
– Saa, ikke det? … Heller ikke Paludan-Müller? … Han er dog ellers en saa kristelig Digternatur … Hm! … Der er det ved disse Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige … Naa, man gaar jo ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det mangler den højeste Sandhed … Hm! … Naa, men De vil jo neppe faa saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel nødig trække det længer ud end nødvendig.
– Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?
– Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan – he! … Jeg kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg Professor Jyderup, – han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi jeg var Bondesøn ligesom han, – og saa spurgte jeg ham om det samme, som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, – godt.« – … Ja, ha, ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store Fordringer … Nej, det er der jo ikke Tale om … Hvor længe var De om at tage Artium?
– To Aar.
– Ih, ser man det, ser man det! … Men saa maa De jo ogsaa være et helt Jern … Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa … Men tag det nu ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt, det staar De Dem ved, – ogsaa med Hensyn til Examen … Nu, paa den anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament – kursorisk – kursorisk, – saa faar De Løb i det, – det er Hovedsagen, – at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i Bogen. – Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det gaar – og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer, de er dog – – til Brevene, for til Evangelierne – det er jo daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske … Men han er alligevel – til Paulus, – til Paulus – der er han god, det er fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne … Men til Evangelierne vèd jeg snart ikke, – ja der er jo Clausens Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa … Sig mig, har De anskaffet Dem Wilkes Clavis? … Ja, det maa De gøre, det maa være Deres Vade mecum, – den maa De altid have ved Haanden … Wilkes Clavis …
Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan, anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt som Kirkehistoriens og Exegesens.
– Sig mig, – Yderslev Skole, – lad mig se, den ligger skraas over for en stor Gaard, Anders Rasmussens, – ja det var nu i min Tid, – hvad var det nu Sønnen – han var lidt ældre end jeg, – Per hed han, – ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.
– Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med hans Datter.
– Ih, ser man det, ser man det! … Saa har De jo ordenlig rodfæstet Dem i Befolkningen … Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med Tiden.
– Ja, – det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa … Naa, ja saa vil jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venlighed, og undskyld saa, at jeg har forstyrret Dem.
– Aa, hvad er det for Snak? … Forstyrre? – det hører jo med til min Gærning, og det er min største Glæde, naar jeg kan være noget personlig for de Studerende … Naa Farvel! – og se saa op til mig, naar De har Lyst, naar De trænger til en Haandsrækning eller har noget paa Hjærtet – ja vores Videnskab er jo, Gud ske Lov, saadan, at ogsaa Hjærtet har sit at sige … Paa denne Tid, om Eftermiddagen, træffer De mig gærne hjemme, saa har jeg indrettet mig paa at tage imod … Farvel.
Han havde fulgt Hjorth ud til Yderdøren. Saa vendte han tilbage til Skrivebordet for at fuldende sin Skildring af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37 jfr. Joh. 6, 18) og ofte fejlslagne (Luc. 5, 5 jfr. Joh. 21, 3) natlige Dont.