Efter The satte Johanna sig til Klaveret og sang med en smuk, men noget uøvet Stemme en Del tyske Folkesange: – »Mein Schatz der ist auf der Wanderschaft hin« – »Es zogen drei Bursche wohl über den Rhein«, »Loreley«, – melankolske Sange, trohjærtet inderlige i Ord og Melodier. Hvor lød det ikke betagende fra hendes Læber:
Die Luft ist kühl, und es dunkelt,
und ruhig fliesst der Rhein –
Det var til at faa Taarer i Øjnene af. I alt Fald var Hjorth nær ved at faa det, som han sad dèr i den mørke Stue, næsten lige op ad hende, henne ved Vinduet, medens han saà ud mod Sverdrup Skov, der stod mørk mellem den lyse Dis, hvori Fuldmaanen svævede, og det blanke Skaar af Fjorden. Henne fra Præstens Lænestol kom nu og da en afbrudt Stønnen af tør Sentimentalitet. Efterhaanden trængte Maanelyset stærkere ind gennem Ruderne, blinkende i Johannas Øjne. Hun blev pludselig distrait et Sted i »Loreley«, og Hjorth maatte suflere.
Den Schiffer im kleinen Schiffe
ergreift es mit wildem Weh – –
Men henne fra Lænestolen mumlede det: »Det er sjælden – hm – at træffe en Dansk – mæ, nu – som er saa hjemme – ah – i den tyske Poesi.« —
Da han kom hjem, spurgte Broderen ham, hvor han havde været, og blev meget overrasket ved at høre, at han havde besøgt Præsten.
– Aa, han havde bedet mig komme, og jeg havde dog nok Lyst til at se ham nærmere og høre, hvordan han udtalte sig.
– Naa, – hvad sagde han saa?
– Han sagde mæ og ba og bu og saa lidt mer, der ikke var saa morsomt.
– Ha, ha, ha! … Nej det er saamæn et sølle Skrog … De forsøgte da vel itt' at faa dig til at tale Tysk?
– Nej.
XL.
– Se, den sidder snert den Frakk'.
– Ja, det er da wis.
– Og saa slutter den helt op i æ Nakk', itt' som din, hvor man kan se æ Flip. – Og saa Buxerne her, se paa æ Fald over æ Støvl'; – se først helt dèr ner' dèr skal de brede sig, itt' som dine, der hænger dèr og flagrer ovenover.
– Jo, – det er rigtigt nok … Det er godt syt.
– Ja, I har møj' tilbages aa lære herhjemme … Tøj har I nok, men I forstaar itt' aa sy … Nej I har møj' aa lære endnu.
– Og det er altsammen syt i Amerika?
– Ja, – det er New York … A behøver bare aa skrive til æ Skræder og give æ Maal, her over Skuldren, toogtredive er det, saa vèr æ Skræder Beske'en, saa laver han en hel Habit.
– Det var som Fanden!
– Ja, ha … Det er Kunst det, sagde Styrmanden Per Hjorth, idet han tog den korte Shagpibe ud af Munden og spyttede.
Værelset saà ud som en Skrædergarderobe, saa fuldt hang det af gode Gangklæder, Frakker, Jakker, Habiter.
Niels kunde ikke bare sig for at smile lidt over Broderens pralende Udstilling og overlegne Verdensborger-Tone. Men i det Hele lod den til at virke imponerende paa Selskabet. Der var flere Gaardejere fra Bæk, den mørke Kæmpe Jørgen Juel, der mønstrede det Hele med en udødelig Alvor. Kromand Bek, der lo med en fortroligere Holdning, som en der selv havde hørt med til Laget, og den undersætsige Kaptajn Vildfang, der strøg sig om sit Frederik-den-syvende-Skæg, medens han erindrede de Herligheder, han selv plejede at bringe med fra sine Farter, og hvormed han havde bedaaret sin Vilhelmine, den gamle Madam Hjorths Søster.
Foruden disse sædvanlige Gæster var der ogsaa en Svoger til Hjortherne, Hr. Fris, en Broder af Jens' Kone. Det var en høj, statelig Mand, der i sin sorte Dragt snarere saà ud som en finere Haandværksmester end som en Bonde. Han ejede en Gaard lige nord for Grænsen, inde i det Danske.
– Nej det var dog den sværeste Kuffert, jeg har set, udbrød Fris, pegende paa en stor Kasse, med højt hvælvet Laag, helt over beslaaet med Zinkplader.
– Rigtig Sømandskuffert den, sagde Kromanden. – Kan og rumme en Del.
– Ja, der kan være møj' i den, og endda ligger det godt, svarede Styrmanden. Og idet han slog Laaget tilbage, som indvendig prangede med et smægtende Damehoved og en stejlende Rytter, viste han hvorledes der dèroppe var et Hatterum, et Rum til Flipper og Manschetter, et Rum til Papirer og Bøger.
Men da Fris bøjede sig ned for at undersøge de mange hemmelighedsfulde Remme og Spænder, fòr der pludselig bagfra noget op ad Ryggen paa ham, ruskede ham i det store Haar, hoppede ned over Skuldren og sad paa Hjørnet af Kufferten som en lille graabrun Abekat, der balancerede paa Hug med Halen nede i Kufferten og de lange tynde Arme hængende ned mellem Benene, medens den med Hovedet paa Skak betragtede Selskabet, øjensynlig fornøjet med den Forbavselse, som den havde vakt.
– Sikken en lille Djævel, hvor kom han fra?
– Han har nok siddet henne i æ Krog.
– Ja, han kan hitt' aa manne Kunster, det er da wis, sagde Jens. Og han fortalte, hvorledes han havde kjørt med den derud fra Ha'erslev, og den var krøbet frem paa den forreste Agestol, hvor den sad og vilde holde paa Linerne, som om den var Kusk.
– He … Hvad er det ellers for en Art Avekat, Per?
– Det vèr a itt' saa lig' … Men han er fra Java, der kjøbte jeg ham … Han he'er Sam … Come, Sam! Come here my little boy.
Styrmanden strakte sin brune Sømandsnæve med det blaa krudtætsede Anker hen imod den. Sam sprang til, fik fat i Haanden med et sejgt Tag af sine smaa Viskelæders-Hænder, fòr op ad Skjorteærmet og tog Plads paa Skulderen, hvor den sad drejende sit Hoved og gnidende de sorte Haandflader betænksomt mod hinanden.
Man beundrede den og kom til at tale om alle de morsomme Ting, som Sømænd saadan kunde bringe med fra den anden Verden. Æ Kaptajn havde nu haft en Pappegøje, og kunde synge Davids Salmer paa Engelsk. En Gang, da en Dreng stod og glòde paa ham, mens han sang hans Salme, saa brød han pludselig af allerbedst som han sang: »My soul, praise the lord,« og skreg: »God damn his eyes.« Men han var nu længe død og laa begraven i æ Kaptajns Have under en stor Konkylje. – Saadan var der manne Dyr, og var møj' fornuftigere som manne Mennesker.
– Men hvor er Farbror Hans, spurgte Per, idet han lod Sam entre ned, og trak sin Frakke paa.
– Æ Møller, han maa komm' g'lik … Nu er han aa æ Synor' i Ha'erslev … Men nu er det nok paa Tide vi gaar til Bords.
Det lange Bord var dækket i den ene Side af den store, temmelig møbeltomme Sal. Damerne sad i den lange Sofa, den smukke Fru Fris i Midten, prangede med sin Silkekjole, der hævdede de nordliges Ry for Overdaadighed. Anretningen var ikke pralende, men solid. Andesteg med Rødkaal og Blomkaal, Svedsker og Æbler og syltede Blommer cirkulerede livlig, fyldende Talerkenerne med store Portioner. De smaa Akvavitglas hilste paa hinanden og Samtalen blev livlig, men ikke højrøstet ved Enderne og langs den ydre Side, hvor Mændene sad.
Den sortskæggede Kæmpe Jørgen Juel med det alvorlige Apostelansigt talte med Hr. Fris om kirkelige Tilstande og Ritualejendommeligheder. Niels hørte bestandig Ordene: Bøn, Forsagelse, Syndernes Forladelse; den meddeltes her »paa Grund af vor Daab,« men Fris fandt det smukkere, at deres Præst sagde »for vor Herre Jesu Skyld,« og Juel nikkede: det gik nok saa meget til Hjærte det, og begge Dele var jo lige rigtigt. – Men ved den anden Ende af Bordet talte de om Køer. Æ Kaptajn vidste, at der blev indført manne fynske Kvier til Angeln, dèr fik de æ Mærk', og saa gik for Anglerkøer. »Ser og godt nok ud dertil,« sagde Kromand Bek. Men Jens Hjorth holdt paa Balmerracen fra Ribe; det var dog nok den givtigste Malkeko. Og midt for Bordet fortalte Styrmanden over til Damerne, hvordan han havde slaaet en lang tysk Matros i Dækket; for Tyskerne var nu immer lige storsnudede, enten de var til Lands eller til Vands. Han skulde hilse Kromanden fra hans Søn Kristen, hvem han havde mødt paa Gaden i Boston; dengang skulde han lige gaa ombord til en Fart paa en fire, fem Aar og saà ud til at være en rigtig rask Gut; det var knap, han kunde kende ham igen.
– Hvor længe har du nu været borte, Per? spurgte Bek.
– Det gør fjorten Aar nu til November.
– Naa, saa har du jo Lov til at være her. – Du behøver itt' at krybe i Skjul for æ Gendarm.
– Nej a, – nej, a er og amerikansk Borger … A har tjent elleve Aar under æ Unions Flag … Og en amerikansk Borger, ham kan de itt' gøre noget. —
– Ja Vejene her i Vonsbæk de er gode nok … Men der er ellers dèr, hvor a kom kørende ved Fjældet, dèr hvor man vrider om ved Fjældstrup, – det var dog en skrækkelig forsømt Vej.
– Ja, det har du Ret i, Fris, den er lige gal nok.
– I den Retning lader det da til, I har Friheder herovre.
Det indrømmedes under almindelig Latter nede ved hans Bordende. Men ellers kunde han tro, de blev kørt i stramme Liner. Og saa maatte de da trække paa et Læs af Skatter. Hvad der især harmede dem var den danske Afgift »Canon«. Det var nok en gammel kirkelig Skat, men ellers havde da Fanden skabt den. Det var den danske Skik, som Tyskerne jo nok skulde sørge for, de overholdt. Men Fris kunde trøste dem med, at dèr nord for Grænsen maatte de ogsaa betale Canon, og det skønt den Rettighed, der fulgte med, var taget fra dem; – for Meningen var, at de, der betalte Canon, skulde have Valgret til Landstinget. Men det var skrevet i Glemmebogen. Ja, Gud vèd, hvis de nu kom tilbage til Danmark, om de saa vilde være saa tilfredse med Regimentet dèr, som de tænkte sig.
– Det maa da være Højre, som har taget den Ret fra jer, Fris, raabte Jens Hjorth langs over Bordet.
– Ja Venstre er det sgu'tte.
Men Per Styrmand talte endnu om den amerikanske Borgerret. En Gang havde han været i Filadelfia en Dag, da der var Valg, og der kom en Mand hen til ham og anden Styrmand og sagde, de skulde stemme paa den og den. Men anden Styrmand var ikke amerikansk Borger. »Naa stem bare, her er fyrretyve Dollars, det koster Borgerbrevet.« —
– Det var ellers flot, det, – sagde Kromand Bek.
– Ja vi er alle ivrige Politikere … Men vi er og alle sammel Republikaner og Demokrater … De her Konger og Adelsmænd og Ordner og alt det gamle Kram, I har herovre, det kender vi itt' til.
Og idet de to Strømninger mødtes, blev hele Samtalen politisk.
– Jeg gad dog vide, sagde Fris, hvis I nu kom tilbages, hvilket Parti I saa vilde slaa jer til.
– Ja, vi Vonsbækker, vi blev dog Højre, det trouer a da nok, sagde Jørgen Juel, mens han strøg sit sorte Skæg med en urokkelig Alvorsmands-Mine.
– Nej, nej, itt' alle da, raabte Jens.
– Jo, de fleste blev det dog, sagde Bek.
– Ja, det er trouligt nok, sagde Fris, – for I er jo bleven saadan fanatiserede i sin Tid af »Dannevirke« – det var jo færdig at gøre jer rent kuldrede.
– Ja, det er da wis, sagde Jens, – det var skammeligt, saadan som det omtalte Venstre.
Diskussionen fortsattes inde i Dagligstuen, hvor der næsten var ganske mørkt. Bakker med dampende Toddy-Glas kom paa Bordet; Cigarerne blev tændte. Ordstriden var levende, højrøstet, men uden Lidenskab; at Niels og Fris, de to eneste tilstedeværende danske Borgere, holdt med Venstre undlod ikke at gøre sin Virkning. Desuden var Meningerne allerede delte mellem selve Vonsbækkerne, og man kendte hinanden saa godt som gode danske Mænd, at det ikke faldt nogen ind at flyve i Flint, over at en anden tilhørte det modsatte Parti. – Niels og Fris var netop i Færd med det vanskelige Hverv at forsvare Venstres Politik i Forsvarssagen, – dette kildne Punkt i Sønderjylland —, da Samtalen blev vredet om i et andet Spor ved Møllerens Ankomst.
– Naa, Farbror Hans, hvordan gik det saa aa æ Synor'?
– Aa jo, det var jo da livligt nok, det vanted itt'.
Men Fris maatte først sættes ind i Sagen. Det drejede sig om en ny Salmebog. For den, de tyske Præster havde indført, havde jo nok meget gode Salmer, men Melodierne ovenover stod angivet paa Tysk, saa den kunde man itt' bruge. Saa kunde de itt' blive enig' om, hvilken Samling der skulde lægges til Grund. Flere af Præsterne vilde have den evangeliske Salmebog, men det kunde de itt' gaa ind aa, for det var itt' rigtig Kristendom, det var rationalistisk.
– Hvad bruger I nu for en i Danmark, Niels?
Niels var i Forlegenhed, men Fris sagde, det var Roskilde Konvents.
– Ja, det tvilt' a nok aa … Den vilde vi og ha'e. Og saa var det Kristen Lund fra Aastrup, han stod op og saa'e, te vi vanted hart en mere levendes Kirkesang for at faa alle de tørre Præ'kener, vi maatte døje, til at glide ner.
– Ha, ha! – saa'e han det? … Ja, det er en flink Fyr han.
– Naa, der blev jo et Halløj blandt de tyske Præster, – der var itt' Ørenlyd … Men æ Formand holdt jo med dem.
– Ha, ha! – ja saadan skal de have det! – Og Pastor Schmettau?
– Ja, han fòr op, som om han var stukken af en Bræms, og hans Tænder er itt' hvidere, som hans Ansigt blev.
Og den politiske Strid druknede i den almindelige Glæde over, at de havde drillet de tyske Præster.
XLI.
Hjorth havde fra først af ikke rigtig vidst, hvorlænge han vilde blive i Vonsbæk. Han havde nærmest tænkt sig at feriere det Efteraar og saa ved det nye Aars Begyndelse at tage til København og se at faa noget Skolearbejde dèr. Men Julen drev over, og han følte aldeles ingen Lyst til at rejse; han havde det saa inderlig godt dèr, og kunde foreløbig slet ikke tænke sig at bo andre Steder. For dog at sysselsætte sig med noget fik han de ældste Klasser i Skolen til at komme hjem til sig og gav Børnene nogen fyldigere Undervisning i Historie og Geografi. Hans Bekendtskab med Præsten kom ham her til god Nytte, saa der ingen Hindringer blev lagt ham i Vejen.
Dette Bekendtskab faldt ellers ikke rigtig i Vonsbækkernes Smag. Der var jo nok dem, der ikke var dummere, end at de kunde begribe, hvem af Præstegaardens Beboere det var, som trak Hjorth til Huset. Men det var heller ikke rigtig passende det med Johanna, skønt hun var almindelig afholdt; – for hun var dog en Hjemmetysker, og det havde da været rimeligere, at Hjorth havde kastet sine Øjne paa en af Landets Døtre.
Han kom virkelig temmelig hyppig i Præstegaarden, skønt Pastor Schmettau endnu bestandig forekom ham at være en utaalelig Stivstikker, som i Grunden slet ikke var til at tale med. Præsten forundrede sig ikke over, at Studenten i disse Bondeomgivelser søgte til den eneste Familje med højere Dannelse; han begyndte derimod nok at finde det mærkeligt, at Studenten lod til at slaa sig til Ro i den landlige Afkrog; men Hjorth fik ham bundet paa Ærmet, at han virkelig var bleven noget overanstrængt og behøvede Ro og Landluft. Sine ukristelige Anskuelser vogtede han sig vel for at røbe; Bønderne indlod sig aldrig med Præsten, saa fra den Retning fik han intet at vide om sin Gæst; – og Johanna tav ogsaa.
Hende havde han allerede for længe siden fortalt, at han i Virkeligheden slet ikke studerede Theologi længer og ikke vilde være Præst, fordi hans Anskuelser forbød ham det. Saa havde hun lèt og spurgt, om han kunde huske, at hun allerede den første Dag havde ment, at han ikke var nogen god Theolog, men den Gang var han bleven rød i Hovedet. – Jo, det kunde han godt huske, men han kendte hende jo saa lidt den Gang, saa han kunde ikke vide, om det ikke vilde skade ham i hendes Omdømme. – Og det vilde han bilde hende ind, han brød sig om? – Ja, det vilde han netop, – – og saa havde de begge lèt.
Hun havde en naturlig Ynde, der, naar hun var munter, kunde vise sig i Former, som man hos mange andre vilde have kaldt Koketteri, og hun ytrede ofte en beskeden Ubevidsthed, der vilde have givet hende Udseende af at udfordre Komplimenter, dersom ikke hele hendes Væsen havde afvist en saadan Mistanke. Saaledes fortalte hun ham en Dag, at hun havde aldrig ønsket Rigdom, og hun var saa dum, at hun kun sjælden ønskede at være mere begavet, men hun kunde ofte misunde Skønheder og ønske, at hun selv var smuk. Da hun havde sagt det, saà han saa forundret paa hende, at hun blev ganske rød i Hovedet og tròde, hun havde en sort Næse eller en Sortepers-Streg i Panden. Og det kunde dog ikke være nogen Ejendommelighed hos ham, at han fandt hende skøn, for i hele Egnen gik hun under Navnet den smukke Frøken Schmettau; – og en Gang, da de var paa Koncert i Haderslev, rettedes alle Lorgnetter og Kikkerter imod dem, idet de traadte ind i »Harmoniens« Sal; men hun tròde, at de saà paa ham, fordi han var fremmed i Byen.
Denne Ubevidsthed gav hendes Skønhed den frie, lette Simpelhed, som et Maleri har, naar det endnu hænger med tilsømmet Lærredsrand uden Ramme, usolgt, i Kunstnerens Atelier, med Mulighed for nye Penselstrøg endnu, Fremhævelsen af et Solblink, Uddybelsen af en Skygge.
Og Hjorth levede af denne Skønhed, elskede dette Legeme, der syntes at være en saa gennempræget Form af en skøn Sjæl, at han spøgende gentog for sig selv, det var mere forbedrende at se en Time paa hende, end at læse Alverdens Moralfilosofer. Om Natten, naar han havde slukket sit Lys, søgte han forgæves at faa hendes Ansigt tydelig at se. Naar han som Modsætning blot et Nu kom til at tænke paa Kristine, havde han den Ærgrelse, at hendes ovale Ansigt strax viste sig saa grangiveligt og nær, som om han kunde gribe det. Men Johannas mere firkantede Ansigt maatte han nøjes med at tænke paa stykkevis, indtil det saa tilsidst viste sig utydelig og fjærnt, ganske behersket af de forunderlige Øjne; – det var ikke store Øjne, men dybtliggende, og over Regnbuehindens brune Grund stod der ligesom en gylden Glorie, der straalede ud fra den sorte Pupil; de mørke Øjenbryn vare kun tætte lige foran, deres opstrøgne smaa Haar udtyndedes og forsvandt næsten ned mod Tindingen; – men dèr bugtede sig saa de viltre Tjavser af mørkebrunt Hovedhaar helt ned til Brynranden og lod kun det midterste af Panden fri. Han forelskede sig ogsaa i de mindre fuldkomne Enkeltheder, der gav det Hele Afvexlingen af opløste Dissonanser. Den tydelige Streg, som gik fra Næsefløjen ned til den nedbøjede Mundvig og syntes at være for gammel til det ungdommelige Ansigt, gav hende et rørende, mildt sørgmodigt Udtryk. Han holdt ogsaa af, at hendes Læber vare temmelig blege, at Overlæben var lidt for smal, og at Underlæben ofte midt paa havde et lille Saar, fordi hun plejede at bide i den og pille ved Huden – en Vane som han ogsaa selv havde. – Og Hænderne, som hun selv skammede sig over og fandt saa simple og klodsede, – han vilde ikke for de mest fuldendte smalle Venushænder med blaa-aaret Liljehud ønske disse brune kraftige Hænder bortbyttede, troskyldige, kloge smaa Arbejdshænder, der syede hendes gamle Kjoler om og syntes at kunne faa noget smukt ud af det tarveligste, og som i de lange Efteraarsaftener havde været saa flittige med at sy Julegaver til de fattige Børn i Sognet.
Kom han, naar hun var saaledes sysselsat, saa lagde hun ikke Arbejdet til Side, men snakkede med ham, mens hun blev ved at sy og maale og klippe til, idet hun af og til standsede og satte en Tand fast i Underlæben eller lagde Pegefingeren paa Hagen, medens hun smilende overvejede, hvorledes hun bedst kunde komme ud af det, og undertiden gav ham Del i Arbejdet ved at lade ham holde et Stykke Tøj, som hun klippede i. Og han følte sig lykkelig ved at blive behandlet saaledes fortrolig som en Husven, hvem man ikke gjorde mange Ophævelser over. Men en af hans største Glæder var at gaa om Aftenen med hende ud i Gaarden, hvor hun var omflagret af Duer og omtrippet af Høns og Kyllinger, der kom pilende langt borte fra, og hvor Trofast ikke vidste, om han skulde falde ned paa Hovedet eller paa Ryggen, saadan sprang han, naar hun kom hen til ham, indtil han lagde sig plat ned i en henrykt Daanen, naar hun kælede for ham, medens hun beklagede, at han skulde staa bunden, men han havde en slem Passion for at jage Livet af Faarene. Slutningen var saa, at Hestene, naar de vare blevne vandede, kom hen og fik Rugbrød og Sukker af hende, og hun lokkede dem til at træde med Forbenene helt op ad Stentrinnene til Køkkenet, indtil hun, efterat have givet de sidste Smuler bort, klappede dem paa de bløde Muler og lod dem nappe i hendes Fingre med deres lange kærtegnende Læber. Han holdt saa meget af at se hende saaledes, udøsende sin Kærligheds Rigdom ogsaa til disse fattige Væsener, og selv omgivet af deres stumme Kærlighed, der syntes ham et rørende Vidnesbyrd om, at selv den enfoldigste Skabning kunde læse sig Tryghed ud af denne Skikkelse, fra hvilken der ikke kunde komme andet end godt.
Under dette Samliv vaagnede der hos dem begge en Trang til at lære hinandens tidligere Liv at kende og ved Delagtighed i hinandens Erindringer erstatte Mangelen af et Bekendtskab fra Barndommen af.
Johannas tidligste Ungdom havde været glædeløs nok i et lidet hyggeligt Hjem. Faderen var en Pedant, der havde delt sin Tid mellem Studerekamret og Knejpen, og som kun gav sig lidt af med sin Søn og slet ikke med sin Datter. Hendes ældre Broder havde først tyraniseret hende og saa overset hende; nu da han var tysk Officer, hørte hun saa godt som aldrig fra ham. Moderen havde hun heller ikke sympathiseret med; det var en strix Kone, dygtig i sin Husholdning, men af en temmelig lav Tænkemaade; de Leveregler, hun havde givet sin Datter, vidnede slet ikke om nogen tysk Idealisme i Moralen. Efter hvad Hjorth kunde forstaa, havde hun villet mede med Datterens Skønhed efter en rig Svigersøn og pinte hende, fordi hun ikke var behagelig nok imod de udsete Herrer. Johannas Forlegenhed og Beskedenhed gjorde paa dette Punkt Fortællingen lidt dunkel; men en Gang sagde hun dog rent ud, at Moderen nemlig havde været saa dum at finde hende smuk. Hun var kommen meget lidt ud mellem Jævnaldrende og lod ikke til at have haft nogen Veninde. Det eneste lysende Punkt i denne Barndoms-Erindring var egentlig Rhinegnens Skønhed; det var den, hun helst dvælede ved, og mod den længtes hun tilbage. I denne Natur syntes saa hendes egen at have udfoldet sig som en fin Blomst, upaavirket og ufordærvet af de nærmeste Omgivelser, fra Spirer, som maatte ligge dybere nede i afdøde Generationers Jordlag. – Da hun var atten Aar, døde begge Forældrene, og hun kom i Huset hos sin Onkel, der levede i barnløst Ægteskab. Fru Schmettau havde hun holdt af, og de havde været meget for hinanden; men hun var død for et Par Aar siden. »Hun lignede slet ikke Onkel Friedrich, – Gud vèd, hvorledes de har faaet hinanden,« sagde hun tidt. Men om ham tav hun.
Denne Ungdomstid var dog ikke gaaet hen over hende uden at have efterladt sit Mærke. Hendes første Forlegenhed, der snart var svundet for en ligefrem, naturlig Venlighed, havde kun været en Form af den Fortrykthed, der endnu bestandig viste sig i hendes Væsen og gjorde hende sky overfor alle andre, – ligesom hendes beskedne Mangel paa Selvtillid var en anden Form deraf. Ogsaa overfor ham fik hun endnu Blodet i Kinderne, naar hun vilde gøre en selvstændig Bemærkning, kunde ikke forstaa, hvorledes han gad sidde saa længe og tale med hende, mistænkte ham endogsaa pludselig for at gøre lidt Nar af hende, naar han sagde en uskyldig Kompliment. Hun sagde om sig selv, at hun var melankolsk, og han traf hende hyppig nedslaaet uden at kunne faa nogen Grund at vide. Saa var Stregen fra Næsefløjen til den bøjede Mundvig ligesom skarpere ridset, Læberne vare smallere og havde Anstrængelse ved at smile, Øjnene syntes at ligge dybere, Haaret faldt ned over Tindingen, som om det vilde skjule et Brændemærke af Sorgens Stempel; – hun sad mat lænet tilbage i Stolen, med Hænderne hvilende i Skødet og svarede ganske kort. Ofte vidste hun ingen Grund at sige, fordi der i Virkeligheden ikke var nogen anden Aarsag end en øjeblikkelig Ebbe af Kraften i hendes stakkels fine Nervesystem, der ikke havde kunnet taale denne Barndom, i hvilken hun ofte havde levet uden rigelig og nærende Mad, fordi der ikke var Penge i Huset, medens hun pintes ved at se Moderen forsømt eller raat behandlet af Faderen, uden at hun dog selv kunde elske denne Moder, – saa at hendes kærlighedstørstende Sjæl blev endnu mindre mættet end hendes Legeme. Naar hun kendte Grunden og nævnede den, saa var det et eller andet, der havde saaret hende moralsk eller krænket hende æsthetisk, et Glimt af en Raahed eller Hjærteløshed, Synet af Fattigdom og legemlig Lidelse, noget hun enten havde set selv eller læst, en af disse Smaating, hvori den, som er stemt dertil, kan se et Spejl af Livet med dets ubarmhjærtige Love, noget meget Hverdagsagtigt, som de fleste slippe over med et Suk eller sættes i daarligt Humør af i nogle Minutter, men som bliver ved at gnave og pirre i et saadant overfint Nervesystem og gør det sygt for hele Dage, sygt med den Sygdom, som er selve Sympathiens smertefulde Forsoningsliv i en haard Verden, Veerne af en Sjæl, der er født for tidlig, ædlere end sin Tid, – denne Sygdom, som en moderne Tro kunde døbe med det samme Navn, hvormed de Gamles Overtro tilbad Epilepsien: – Den hellige Sygdom.
Ved en forunderlig Modsætning kunde hun ofte midt i denne Følelses-Pessimisme blive grebet af Angst for at dø, ligesom hun i sin Barndom ofte havde ligget hele Nætter vaagen med en uafviselig Skræk for, at Moderen skulde ligge paa sit yderste.
En Dag, da han havde talt med hendes Onkel, blev han siddende inde i Dagligstuen og ventede paa, at hun skulde komme; hun var sikkert hjemme og maatte vide, at han var der. Men hun kom ikke, og han maatte gaa efter at have ventet med stigende Utaalmodighed en god Time. Han gik bitter hjem, vilde indbilde sig, at han tròde, hun ikke brød sig det mindste om ham, – for kunde han have ladet hende vente saaledes forgæves? – lovede sig selv, at han skulde komme der sjældnere. Den næste Dag var han der naturligvis igen. Hun tog venlig imod ham, som om der intet var i Vejen. Men han kunde ikke lade være at gøre en Hentydning dertil. »Er De vred paa mig?« sagde hun saa med et Smil. »Jamen, jeg kunde ikke gøre for det, – jeg var saa nedslaaet, og saa vilde jeg ikke gaa ind til Dem, det kunde De ingen Fornøjelse have af.« – Som oftest var hun dog glad over, at han kom, ogsaa naar hun var i den Stemning, og saa sagde hun tidt, naar hun til Afsked trykkede hans Haand rigtig fast, at nu var det næsten helt ovre.
Men undertiden kunde ogsaa hendes Ungdommelighed bryde frem, sammentrængt og forstærket ved det Tryk, der sædvanlig hvilede over hendes Sind, sprudlende som et Vandspring. Saa kunde hun le saa lystig, som om hun ikke kendte til Bekymring, skære de pudserligste Ansigter, danse hen over Gulvet og slaa ham en Bog ud af Haanden, som han netop stod og bladede i. Hun kunde vove alt af den Slags, fordi hun netop intet vovede, men var som det faldt hende naturligt i Øjeblikket. Alt klædte hende, alt gjorde hende elskværdig. Der var aldrig i hendes Kaadhed en Gnist af Hjærteløshed, aldrig i hendes Tungsind nogen Skygge af den Ondskabsfuldhed, som finder et Øjebliks Lyst i at lade et slet Lune gaa ud over andre – skønt hun anklagede sig selv for Egoisme og klagede over, at hun var »en ækel Trold«, – indtil Hjorth fortalte hende Historien om Dronning Dagmars Særkeærmer; – men hun rystede smilende paa Hovedet og sagde, at han tròde hende altfor godt.
Hendes Stemme, Minespil, Blik og Bevægelser vare som rene, ufejlbare Toner fra et ægte Instrument, paa hvilket Naturens Mesterhaand lige fuldendt skønt kunde spille en smeltende, mørk og taaretung Adagio og en springende, straalende og latterlet Scherzo, – La malinconia og Papillons.
Til Gengæld for alle Meddelelserne fra hendes tidligste Ungdom fik hun hans Livs Historie, ogsaa Forlovelsen, men med et meget svagt og frygtsomt retoucheret Billede af Kristine, – for han skammede sig.
Det var en Gang i Slutningen af Marts, at han fortalte hende dèrom, – ved Aftensædes-Tid, men de havde ikke tændt Lys endnu. De sad i den mørke Dagligstue med et hyggeligt flakkende Skær af Flammerne i Kakkelovnen, hvori der buldrede nogle gode Stykker Bøgebrænde fra Præsteskoven, som udenfor over Snedugen hævede sine sorte Kroner mod en frostblinkende Stjærnehimmel. Johanna sad tæt ved ham i Gyngestolen ved Bordet midt i Stuen og gyngede sit Ansigt ind i og ud af den spillende Lysstribe, – et Ansigt, der slukkedes og tændtes igen med en lysende Kindlinje af ganske fine Dunhaar, med Skygge af det viltre nedfaldne Haar over Panden, med pludselige Blink af Øjnene, – medens der lød en regelmæssig Knirken af hendes Sko paa Skamlen. Da han saa tav, sagde hun:
– Men er det da ogsaa sikkert, at det var, fordi De ikke vilde være Præst? Det havde jo ogsaa kunnet være, fordi De ikke var religiøs. Det andet vilde jo være saa lavt, saa – ja, det kan jeg slet ikke begribe.
– Det er fordi en saadan Natur er saa forskellig fra Dem.
– Nej, nej, – det hedder, jeg kan nok begribe det, men saa er der noget andet, jeg ikke kan begribe.
– At jeg kunde være forelsket i hende?
Hendes Ansigt nikkede ude i Lysstriben og forsvandt igen.
– Ja, jeg var saa ung den Gang, det begyndte, – og jeg vidste ikke hvordan – jeg havde egentlig digtet noget helt andet ind i hende.
– Gør De det med alle Mennesker? … Gud vèd, om De nu ogsaa har en Forestilling om mig, som er saadan helt anderledes, end jeg i Virkeligheden er.
– Ja, jeg vil nok antage, at jeg ikke formaar at forestille mig Dem fuldt saa god, som De —
– Fy, nu smigrer De … Nej, fortæl mig saa heller mere om, hvordan det egentlig gik til, at De blev saa slemt vantro.
– Jeg er ikke vantro.
– Er De ikke?
– Og De da? … Tror De maaske paa Wodan?
– Nej … Ja, saadan en skindklædt Urgermaner vilde vel ogsaa kalde mig vantro, og det vilde jeg rolig finde mig i. Men saa maa De ogsaa finde Dem i, at jeg kalder Dem vantro … Er det da ikke logisk?
– Jo … Naa, saa De vil altsaa høre noget mere om, hvorfor jeg blev troende, og ikke længer som De er vantro mod den evige uskabte Natur – —
– Ih, ah – men sidder I her i Mørke?
– Ja vi gør saamæn, Onkel, her er saa hyggeligt.
– Hvordan – ah, har Deres – nu – Svigerinde, Madam Hjorth det?
– Aa jo, Tak, Hr. Pastor, – hun ligger jo endnu.
– Hm – aa – gør hun det … Jeg skal dog se ind til hende, maaske hun – nu … Imorgen tænker jeg —
– Ak, maa jeg saa gaa med, Onkel? … Jeg maatte saa gærne se Hjorths Gaard, den skal være saa smuk.
– Ja, det maa De endelig gøre, De skal være saa velkommen.
Johanna var bleven stærkere bevæget af denne Forlovelseshistorie, end hun havde ladet sig mærke med. Hun kunde slet ikke holde op med at tænke paa denne Bondepige, som han havde forelsket sig i, hvordan hun dog egentlig havde været. Hun havde vist været meget smuk; – Kristine hed hun; – hun var meget vred paa Kristine, men dog glad over, at hun ikke havde villet have ham tilsidst. Men hvordan kunde han dog – —!