XXXVI.
Da Hjorth famlede paa Bordet efter Tændstikker, fik han fat i et stort Brev. Han bandede lidt, inden han fandt Tændstikkeæsken, tændte Lampen i en Fart uden at sætte Kuplen paa, rev Konvoluten op og foldede Skrivelsens Folioark ud: —
Den 8de Juni 1880.
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet har under Dags Dato tilskrevet det theologiske Fakultet følgende:
I behagelig Skrivelse af 2den ds. har det højærværdige theologiske Fakultet forespurgt, hvorvidt Hr. studiosus theologiæ Niels Christian Hjorth, efter at han i en skriftlig Opgave af 26de Maj har besvaret Fakultetets Examensspørgsmaal paa en Maade, der formenes ikke blot at staa i Strid med det protestantiske Skriftprincip, men at vidne om en Anskuelse, som er uforenelig med den kristelige Betragtning af Historien og af Guds Aabenbaring i samme, vil være at stede til den mundtlige theologiske Examen.
Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning melde, at det fremsatte Spørgsmaal maa besvares benægtende.
Hvilket herved meddeles Dem til fornøden Efterretning.
Det theologiske Fakultet.
P. F. V.
H. Petersen,
Dekanus.
XXXVII.
– Kolding, fem Minuters Ophold.
– Farvel, farvel, – Tak for behageligt Rejseselskab.
– Selv Tak! Farvel, lykkelig Rejse.
Hjorth strakte sig, glad ved at være ene i Kupèen, med en Følelse af at nærme sig Maalet, af at indaande Grænselandets Luft, svagt krydret af Hjemmets, i det friske Trækpust, der strøg ind gennem det aabne Vindue med en velgørende Kølighed, medens Toget brusede sydpaa i den varme Midsommerdag.
Han gik frem og tilbage i Kupèen, og kunde ikke blive træt af at se ud over Landskabet, der bestandig vexlede indenfor sin Ensartetheds vide Kreds, og som for hans Øjne skrev »hjemad« med sine store Linjer, der havde Halvøens brede Natur; – saaledes rejse sig ingen sjællandske Høje, saaledes stige ikke de fynske Alper, som disse sydjydske Bakker, gennem hvis Bølgedrag der gaar noget af den langlige Flugt, som gør et stort Havs rolige Dønninger mægtigere end de krappeste Bølger, der fødes i Sunde og Bælter. Frem mellem disse Jordbølger, der rundede sig efter hinanden, bagved hinanden, over hinanden, hegnmønstrede og korndækkede, med en bleggul Rand mod en høj, dyb blaa Himmel, fuld af Hvirvelskyers hvide Solglans; – bort tversover deres bugtede Dale, hvor Enggræsset, spættet af brogede Køer, skar Kornet af ved Bakkefødderne i en skarp Buelinje som Æggen af en Le, og i hvis Midte en lille Aa blinkede bort mellem Piletræer og Ellekrat, overbygget af en forfalden Spange og hist og her brudt af underlige smaa Møllehjul, hvoraf nogle stod stille ligesom forglemte og glemmende sig selv, medens andre drejede sig langsomt tabende de blanke Vandflader fra deres sorte Aller; – frem forbi deres jævnt skraanende Lider, hvor pludselig Egelunde og Strimler af Bøge-Højskov kastede aftenlig lange Slagskygger ned over Vippernes Straalebundter, spredte i Kløfter og Siger og paa bratte Skrænter med en lunefuld Ødselhed, som er ukendt paa Øerne, hvor det sejrrige Plovjærn nidkært har lagt hver Stump Jord under Kornets Guldscepter, og kun tilladt de store, forstrette Skove med deres lovmæssige Grænser.
– Vamdrup.
»1ste og 2den Klasse«, »3die Klasse«, »Restauration« med røde Bogstaver paa hvid Grund; – dansk Literatur i Opslag paa Muren, Billedværker fra Philipsen og Klassikere fra Reitzel; – Dannebrogsvimpler vajende over begge Gavle; – Dannebrogs-Rækværk, dannebrogsstribede Semaforer, dannebrogsstribede Signalstænger, dannebrogsstribet Bind om Lokomotivernes sorte Skorstenshals, højrøde Jærnstænger paa Profilmaalets kridhvide Galge. Det var, som samlede de danske Farver sig her i Grænsestationens Standkvarter til deres sidste Modstand, klyngende sig fast overalt, klatrende op paa Tagene og paa Toppen af de højeste Stænger for at stirre ud, hvor langt de kunde se deres yderste spredte Forposter.
– Færdig.
Skingrende Fløjtetrille, Hvæsen af Damppiben, Knagen, Støden, Rullen, – ud til disse Forposter.
Bakkebølgerne løjede af, Skovene færredes og trak sig langt bort til begge Sider, medens Landet mer og mer fladnede sig til den øde slesvigske Slette. Men Hjorth stirrede ud til den ene og til den anden Side, urolig, med den feberagtige Spænding, der griber en Dansk, og især en Nordslesviger, ved den nye Grænse og lader En frygte i hvert kommende Sekund at se den zigzag-stribede Zebra-Pæl med den flakte kejserlige Ørn.
… Hvidt Led med skarlagenrødt Jærnbeslag til venstre … Dannebrogsfarvet Bom til højre … Dannebrogsfarvet Led til højre … Dannebrogsfarvet Bom til venstre … Dannebrogsfarvet Snurre til venstre … Dannebrogsfarvet Led til højre … Hvordan var det? – stod der nogen Grænsepæl ved Jærnbanen? … Endnu ikke; – dannebrogsfarvet Bom til venstre … Dannebrogsfarvet Led til højre – nok et til venstre … Hvidt Led til venstre; – hvad var det? … Et Led nærmede sig til højre, – intet rødt, helt over snavset hvidt, kun med Numret i sorte Bogstaver øverst paa Stolpen, – nok et, lige saadan, med det næste Nummer …
De yderste Forposter vare passerede. Der var intet mere at se efter. Hjorth lænede sig magelig tilbage, medens Toget brusede og klaprede ind i »das grosse Vaterland«, der begyndte magert nok, ligesom hans lille Fædreland endte, med svedne Græsflader, – med modne Rugmarker, hvor man kunde gaa mellem Straaene og plukke Axene uden at løfte Haanden, – med Agre af Boghvede, som her i det begyndende Tyskland svarede godt til sit tyske Navn »Hedekorn«, – Boghvede, der var saa fuld af Agerkaal, at det saà ud som Rapsmarker med hvidt Ukrudt i; og over denne triste Begyndelse af Schleswig slog den tykke Røg ned og hvirvlede bort, slæbende over Græsaks og Vipper sin flossede og frynsede Søm som af en laset Florskjole, medens der dannedes et stort Viftemønster af trøstesløs lange Grøfter og Agerrender, der regelmæssig svingede forbi med en Bevægelse som Møllevingers …
– Woyens. – Alle aussteigen. – Zollrevision. – Handgepäck mit.
Sidebanen holdt rede og dampede strax efter østpaa. Skovene rykkede nærmere, det begyndte at bakkes. I en Hulning mellem Mark og Skov blinkede noget blaat, der videde sig ud til en Sø. Bagved byggede et Mylr af røde Tage sig op mod en mørk firkantet Bygning, paa hvis høje Tag et lille Spir skinnede hvidt i Sollyset. Toget peb, bræmsede, holdt.
– Hadersleben. – —
Solen stod allerede lavt paa en diset Himmel, da Hjorth i Aastrup vred om tilhøjre fra Chaussèen og nærmede sig til Nygaard. Dobbelt rustrøde bugtede sig den gamle Fyrrerækkes Grene under det blaagrønne Naaleløv, og de vestlige Have-Træers Slag-Skygger strakte sig, saa de snart kunde naa at lægge deres Hoveder til Hvile paa de østlige Træers mossede Rødder, medens bagved Haven den store Kløft med sit fodhøje Lag af vissent Bøgeløv, fyldt af en Lysmasse, der skød sig igennem paa langs, glødede og straalede som det indre af et uhyre væltet Kobbertag. – Han steg op gennem Hulvejen; Skoven lysnede; blankt og svagt blaanende skinnede Fjorden frem mellem de graa Stammer. Han kom til Udkanten; over den krumme gyldne Flade af en Strimmel Hvedemark, der kilede sig ind imellem Skovene, ud bag de yderste Træer strakte en høj, jævntskraanende Skovpynt sig frem i det stille Vand, hvor den smeltede sammen med sit Spejlbillede til en grøn Kile, der med sin Spids berørte Skoven paa den anden Bred og aflukkede Fjorden til en langstrakt Sø.
Han standsede. Det var Vonsbæk Præsteskov, han saà.
Ved Begyndelsen af Skoven, hvor nogle vandfyldte Hjulspor skar ud gennem Mudder og forsvandt i Vandet, hilste han paa en Bondekone, der trak Skjorten over Hovedet paa en lille tykmavet Dreng, og det stod saa tydelig for ham, hvorledes han selv som Barn var bleven badet dernede i Fjorden. Da Krattet igen aabnede sig tilhøjre, saà han hende et Stykke ude, langsomt sænkende Barnet, til de krummede Taaspidser berørte den blanke Flade, der ringlede sig under ham, medens han udstødte et hvinende Skrig. Plasken og Hyl derude fra vedblev at følge ham, medens han trængte gennem den tæt sammenfiltrede Underskov, hvis Grene pludselig lukkede sig helt, en Fod over den fugtige Sti, hvor Tjørnene slog en Klo i ham, og Brombærranken strakte sin tornede carmoisinrøde Arm frem foran ham, vinkende med de hvide Blomster mellem de matgrønne Blade og samtidig lokkende med modne Bær, hvor den pragtfulde Gærdesnerle viklede sig op og aabnede sine store lyserøde Blomsterbægre med deres vinselformede Rand og en hvid Stjærne ned mod Bunden, medens Skovvikken, der klatrede endnu bedre, højt oppe over hans Hoved vimplede med Slyngtraadenes Spiraler over det fine Løv og nikkede med de lange bøjede Blomsterklaser, hvis hvide Baade havde store Sejl, der vare mønstrede med violette Streger, saa fine, som vare de trukne med en Sneppefjer. Det var, som om der udaandedes og udstraaledes en Velkomsthilsen til ham fra dette frodige Planteliv med de sjældne Blomster, som han intet andet Sted havde sèt, men erindrede her fra den Tid, da hans Barnearm endnu var for kort til at naa dem. Disse Farver vare for hans Øjne hvad Alpehornets Toner i Romanzen er for Hugo's Øren: han følte, at han kom hjem. Ogsaa han kom jo som en Slagen derude fra den store Valplads, hvor han havde ladet sig hverve fra Hær til Hær af Tidens Magter. Havde han end sejret over sig selv, – for andre stod han dog som en Slagen, ja som en Rømningsmand, og hans Saar begyndte at bløde paa Hjemmets Grund med en Smerte af at alt var forbi for ham, at han ikke længer havde nogen Plads i Livet, med en træt Lyst til for bestandig at lægge sit Hoved til Hvile dèr, hvor hans Barnefod havde traadt, under en Sengehimmel af Luftblaat indvirket med grønne Blade og Slyngtraade, lyserøde Snerler og hvide Vikker.
Men pludselig kom der saa igen et Haab, en ubestemt Anelse om, at der herhjemme laa noget og ventede paa ham, en formløs Tro paa, at han vendte tilbage til det Sted, hvorfra han var draget ud paa et Togt, der nu var bytteløst endt, netop for at finde en ny Vej aaben – udefter – opad – mod Lykken. Saa drev det ham aandejaget frem gennem Krat, over Lavfald med pimplende og sivende Vand, op ad aabne, purlekronede Bakker, hvor Tidslerne slog ham paa Knæene, og hvor Miliegræsset stod skulderhøjt, let duvende Blomsteraxenes lange hvidgule Traade og med Aftensolens Blink glidende henad de rødlige, metalblanke Stængler.
Saaledes naàde han snart til den sidste aabne Skrænt, hvor Udsigten igen er fri, og han kastede sig træt ned i det bløde Græs, med Hovedet lænet mod en Træstub.
Himlen var blanket op i Zenit, men nede over den anden Bred stod der endnu en landfast Dis, der foroven umærkelig smeltede over i Himmelblaaet, og paa hvis violetgraa Grund der svømmede et Par mindre, røde Skyer, som tvers over den blanke Fjord sendte lange Rosastriber overskaarne af staalgraa Strømrifling. Men imellem Vandet og Himlen strakte sig Sverdrup Skov, symetrisk med sit Spejlbillede, overgydt af et mildt Lys, henimod en moden Rugmark tilhøjre, hvis skraanende Gulhed næsten skar i Øjnene, medens Ruderne i et Par Huse luede som Guldblik. Lige i Forgrunden langs Brinken stod en Række høje, fritstaaende Bøge, med lidt bortbøjede Stammer og Kronerne blæste ud mod Fjorden ligesom i Længsel efter at spejle sig; og bag ved det fjærneste Par tilvenstre kom Præsteskovens Pynt frem, kun med en Tanke Sol henover den øverste Løvrand, indtil den med sin mørkegrønne Snude syntes at berøre Sverdrup Skov, der laa som støbt i Bronce med en let Forgyldning og grønt anløben i alle Folder og Furer. Saaledes aflukkede Fjordlandskabet sig til en Skovsøs ensomme Fred, hvorover Aftenlyset fra den tunge Himmel bredte Glansen af et vemodigt Smil.
Der var saa stille rundt om. For Øret hørtes neppe længer Klokkeringningen, der allerede en Stund havde fyldt Luften med sine regelmæssige Dirringer – ligesom Slag af Solesætlandskabets rolige Puls. – Ellers hørtes kun de urolige Smaaskrig af en Pirrfugl, der fløj hid og did over Vandet. Snart var den forsvundet langt borte bag Skoven; strax efter strøg den forbi tæt ved med sit sorte Hoved og de graa Vinger; snart tegnede den mod den mørke Skovgrund det hvide Blink af Bugen og af de sabelkrummede Vingers Underside, snart var det kun dette hvide Spejlbillede, der fløj nede i Vandet. Men saa kom den selv med Vipstjærtens Bølgeflugt, fjærnende sig fra og nærmende sig til Fuglen nede i Vandet, som dalede naar den steg og steg naar den dalede, indtil de næbbedes i Overfladen. Saa stejlede den højt oppe i Luften, virrede et Sekund med Vingerne og styrtede paa Hovedet med et lydeligt Plump helt ned under Vandet, der bølgede i store Ringe, medens den hævede sig skrigende. Den syntes altid at maatte være dèr, at høre med til Stedet som Uroen i et Uhr.
Hjorth blev liggende saaledes en god Stund, idet han lod Stedet aande hele sin milde Ro ind i ham, fyldende ham med disse rene Former og Farver, der vakte saa mange Erindringer hos ham, Minder fra de stille Dage før Kampens og Udviklingens Tid, ombølgede af Barndomshjemmets Stemning, som det gør saa godt at lade sig vugge til Ro af. Eller ogsaa, glemmende alt, stirrede han lige op i Zenit, hvis Aftenblaa havde en svag Dunkelhed, en Erindring af opløste Taager.
Der begyndte at falde Skygge over Sverdrup Skov, og paa Vonsbæksiden havde kun de øverste Grene af Kronbøgen endnu lidt Lys ovenover de andre Trætoppe paa Bakken. Saa sprang han pludselig op og gik hurtig videre. Opad den dunkle Sti, forbi Kronbøgen, hvis snorlige graa Søjle steg op over Løvhvælvet, inden den løftede sin Kuppel, gennem Græs, hvori han næsten druknede, og hvis Blomster vaskede hans Ansigt med Dug, ned ad den altid fugtige, rodknudrede Sti gennem den store Kløft, hvor det dæmrede mellem de favnetykke Stammer, over den pludrende Bæk paa den halvraadne Spange, hvis Gangbræt knagede under hans Skridt, – dette uhyre vigtige Punkt, paa hvis Forsvar hele Stillingen beroede, naar man legede Krig, og den tydske Overmagt kom stormende oppe fra den faste Stilling ved Kirken, hvis hvide Kalkvæg skinnede gennem det mørke Løv. Klokkeklangen kom nu deroppe fra stærkere og legemligere, rullende sine malmtonende Bølger langs ind gennem hele Kløften, der havde noget af en Kirkehvælvings kølige Halvmørke. Og nu saà han allerede sit Yndlingstræ, Skovens mægtigste Bøg, som henne ved Laagen hældede sig ud over Gærdet med sin mosspættede Kæmpestamme og strakte Grene, store som Træer, velsignende midt ind over de Dødes stille Have. Fra dens yderste lyse Barklinje, lidt ovenfor Gærdet, flagrede et blaat Slør ganske sagte ud. Da han kom derop, saà han en ung Dame sidde paa Kanten af Gærdet med Ryggen lænet tilbage mod Stammen. Hun hilste »God Aften« med fremmed Akcent.
Ligefor, ved det modsatte Gærde af Kirkegaarden, stod en Række gamle Aske og Ege, blandt de sidste en Veteran, der var saa udtrøsknet i sit hullede og revnede Barkpandser, at den havde faaet en tyk Jærnring om Brystet, ligesom Roland. Bagved dem, over en høj Marklinje, stod et Par lange Skyer stejlt i Vejret paa den dunkelgraa Grund, glødende i Genskinnet af Solrøstet. Kirkeklokken tav; men en Sang lod sig høre, sunget af uøvede Bondestemmer uordenlig mellem hverandre, ligesom de Slag, der syntes at slaa Takt, med en Lyd, som naar man banker Tøj. – Det maatte være Rapstærskning paa hans Broders Kobbel lige udenfor.
Marken med de fodhøje, hvidlige Stubbe saà ud som et Vildnis af Asparges; den mejede Raps laa et Par Steder i løse graagule Bunker. Midt inde paa Koblet var der en Stimmel af Mennesker bag en jordgraa Forhøjning, der lignede en lav Skanse. Dèrfra kom Sangen, medens Plejlene svingede oppe over Hovederne. Fyldte Enspænderkarrer, kørte af en Dreng, der red paa Hesten, rumlede derhen, og tomme jog derfra, ud mellem Bunkerne, hvor Koner med storskyggede Lærredskyser ventede dem, støttende sig til de lange River. Hjorth kunde kun komme langsomt frem mellem de stive Rapsstængler, men allerede i lang Frastand kendte han sin korpulente Broder, der stod yderst i en Gruppe henne ved Arbejderne.
– God Aften, Jens.
Den korpulente Mand med brun Habit og Straahat vendte sig om, fremvisende et bredt, skægget Ansigt, der var ganske glødende i Aftensolen. Han svarede rolig og uden at tage den korte Pibe ud af Munden:
– God Aften, Niels! … Ja a tvi'lt' nok aa, te vi sku' snart se noget til dig.
Der behøvedes ingen Præsentation; det var lutter Familje, der stod rundt om, Gaardejere fra Bæk, hvis Indbyggere alle var beslægtede, og hvor Mølleren var en Farbroder af Niels Christian.
Der var Kaptajn Vildfang, en lille tæt Mand med Frederik-den-syvende-Skæg og et hvast Blik fra de smaa graa Øjne under buskede, hvide Øjenbryn. Et vist Vrik med de brede Skuldre og et ejendommeligt Boxertræk i Albuerne gjorde det sandsynligt, at han i sin Tid ofte havde vovet sin Trøje og slaaet mangen Jungmand i Dækket. Han havde efter et mangeaarigt omtumlet Sømandsliv faaet en stor Gaard med en Søster af den gamle Madam Hjorth.
Saa var der Jørgen Juel, Fætter til den gamle Hjorth, en sortskægget Kæmpe med et tungsindigt Udseende, og dennes Svoger, Kromand Bek, der ogsaa i sin Ungdom havde været til Søs og faret Verden rundt, en Mand af Middelhøjde, hvis Bronceansigt indrammedes i tykt graat Haar og studset hvidt Skæg, og som helst talte i korte, subjektløse Udbrud, med Apelklang i den metalliske Stemme, der gav Piger og Karle Ordrer, som om han stod paa Kommandobroen, og modtog Bestilling paa en Puns med et: »Ja vel, – det skal ske,« – i en Tone, som havde han løftet Haanden til Huen.
Endelig var der Farbroderen, Møller Hjorth, en stor knokkelfør Mand, der lignede stærkt efter sin ældre Broder Jørgen og havde arvet dennes Anseelse og Tillidshverv, – støt og tavs, med et Slør af Sørgmodighed, der undertiden slappede hans alvorlige Træk, og som mindre var et Præg af hans Enkemandsstand end af Fædrelandsløshed og den halve Sønneløshed, som er alle Forældres Lod i dette Land, uden mandlig Ungdom.
I den senere Tid var det gaaet meget af Mode at dyrke Raps; – det var mange Aar siden der var blevet tærsket Raps i Vonsbæk Sogn. Derfor havde da ogsaa saa mange givet Møde for at se paa det livlige Arbejde og erindre deres unge Dage, da den dyrkedes overalt, og da Rapshøsten var en Tid af Sved og Svir for hele Egnen. For det er ikke med den som med anden Høst; det kan jo være Slid nok at meje, men at tærske Dagen igennem i en brændende Sommersol det er frem for noget andet det, der kan faa Fedtet til at risle ud og klæbe Tungen til Ganen, som om den var suget fast. Derfor var der ogsaa en bestandig Æden og Drikken med Hovedmaaltider og Mellemmader og Øl og Kaffe i èn Guddommelighed ligefra Davren til Nadveren, som især den sidste Aften var et stort Gilde, der trak ud til hen paa Natten, og hvor de fleste pyntede sig med en forsvarlig Haarbeutel. Men det var navnlig den store Samling af godt halvhundrede Arbejdsfolk, der gjorde den strænge Tjeneste til en munter Fest, som alle glædede sig til – undtagen Husmoderen, der skulde sørge for den usigelige Mængde Mad og lod koge Spad i Grukedlen.
– Det er længe, I holder ud i Dag, eller i Aften kan man da gærne sige, bemærkede Hjorth.
– Aa jo, vi sku' jo se te vi ku' bli færdig. Man vil da nødig la'e saadan en Slat staa.
– Gaar og muntert fra Haanden, sagde Kromanden.
– Ja—a, – det er da wis … Er der møj' tilbages derude, Lars? raabte Jens Hjorth til en Dreng, der i det samme kom kørende med et Læs.
– Nej; – a tø't itt', te der var mer som en Omgang af Karrerne endnu.
– Kan du kende Lars, Niels Christian? – Han er bleven lang nu … Ven den her' Høstferie er om', skal han og i æ Skol' aa Herlufsholm … Vi var derover sidste Ug' til Optagelsesprøv' … Ja, det maa du da kend' til, det er jo ner' aa den Egn, hvor du var … Det er vel en god Skol' den?
– Ja, Herlufsholm, den er god nok … Det er forresten en rigtig grundtvigiansk Rede.
– Ja, hvordan er det med de her' Grundtvigianer? Er det da itt' Venstremænd?
– Naa, hvad det angaar kan du saamæn være rolig.
– Nu skal vi se æ Kaptajn, sagde Mølleren.
– Kan du gaa over Stag uden aa kæntre, Vildfang? spurgte Kromanden.
Kaptajnen, som var kommen i Skjorteærmer, sprang til Svar paa dette Spørgsmaal over Rækket ind paa Tærskepladsen, fik en Plejl leveret af en træt Karl, der gik og bøvlede med den, saa han var lige ved at dratte Haandvollen, – og begyndte at hugge løs, saa det smældede i Lærredet.
– Der er Slag i 'en, sagde Kromanden, han har itt' mistet si' Kræfter endnu, har æ Kaptajn itt'.
– Han har og det rette Smid paa en Plejl, bemærkede Kæmpen Juel, og strøg sig over det sorte Skæg.
Tærskepladsen var et stort Stykke Lærred, sortsmudset som et røgslaaet Sejl, der var bredt ud paa Jorden en Snes Alen i Kvadrat og hæftet op til alle fire Sider med en Rand paa halvanden Alen. Ved den ene Side læssedes Rapsbunkerne af og spredtes paa Lærredsgulvet, hvor Tærskerne gik rundt i to Rækker, svingende Plejlerne til begge Sider, medens den forreste sang for.
– Ach, der bøse Junge dort! udbrød en blød Stemme pludselig bag ved Hjorth.
Han drejede Hovedet. Det var den unge Dame, han havde set for lidt siden under det store Bøgetræ.
Hun saà til Siden og ved at følge Retningen af hendes Blik, opdagede han Lars løftende sin Pisk over Hesten, der havde en sitrende Bevægelse af Smerte.
– Lars! – hvad Fanden gaar der af dig? … Hvis du ikke er skikkelig mod Dyret, kan du tro, jeg skal faa fat i dig.
I det samme drejede hun Hovedet og takkede ham med et Blik fra de dybe gulbrune Øjne og et Smil om de smalle, lidt sørgmodig nedvigede Læber. – Saa kiggede hun igen nysgerrig ind paa Tærskepladsen.
– Har De set det før? spurgte han.
– Nej, aldrig; – synger de altid saa ved Høstarbejdet?
– Nej de gør ikke; men Rapstærskning er en Slags Fest for dem. De lever saa godt i de Dage.
Han begyndte at fortælle hende, hvorledes det hele gik for sig, opregnede Maaltiderne, skildrede Glæden, naar Madamen selv kom ud paa Marken med Kaffen. Og saa gav han sig til at udpege, hvad der skete derinde, mindre fordi det behøvedes, end for at Underholdningen ikke strax igen skulde gaa istaa. Dèr lige ved Siden af hende fyldte de Sække med Rapsfrø og Avner, som blev skuffet hen i Hjørnet med Bagsiden af Riverne; paa Møllen udskilte man saa igen Frøene, de smaa sorte Kugler, der saà ud som Hagl. Men henne ved det andet Hjørne rev man Halmen sammen i store Bunker som Stakke.
Han havde ikke sine Øjne fra hende, medens han talte, og han vedblev at tale for at kunne blive ved at se paa hende.
For hun forekom ham strax at være det smukkeste, han havde set.
Hun var omtrent af Middelhøjde, snarest en Smule under.
Figuren var rank, men fri og utvungen, uden denne stive Stejlen-bagover, som man ofte finder hos smaa Damer. Overkroppen lille, paa en fast, smekker Midje, med kraftig rundede Skuldre, men Brystet en Smule fladt. Hovedet var stort og ligesom en Smule tungt, men det sad sikkert paa en stærk Hals, hvorfra en lang, let rundet Linje gik frem til den lille Hage. Men hvad der især gjorde Hovedet stort og trods Ansigtets stille Træk gav det noget tiltrækkende viltert og uregerligt, – det var et svært mørkebrunt Haar, hvis bugtede Tjavser faldt tæt ned over en høj Pande, og som bagtil vældede ud i tykke Bukler ned over en usædvanlig kraftig Nakke, der yndede at bøje sig frem med en langlig Bølgelinje op under dets dybe Skygge, som ikke formaaede at slukke Hudens varme, blændende Skær – en Glans som Reflexlyset fra en skjult Guldplade.
Den korte simple Kjole, næsten uden Besætning, sluttede sig snert om Skikkelsens Ungdommelighed, og en bred, barnlig Kravestrimmel bugtede sig foroven naivt om Halsen. Paa Hovedet havde hun en Baret af sort Fløjl, hvori der skinnede et Par Karneolnaale forbundne ved en lille Guldkæde; et langt blaat Slør faldt hende ned over Brystet, hvorfra det undertiden løftede sig med en mat Flagren fremefter, kærtegnende hendes bløde Kind. —
Tærskningen var nu paa sit sidste, og for at ende værdig opstemte Forsangeren »den tapre Landsoldat,« medens Plejlerne slog rasende, som om Slagvollene faldt paa prøjsiske Pikkelhuer.
– Der er vel ingen Gendarm, som spadserer hans Aftentur her i Nærheden, spurgte Kaptajn Vildfang og lod sine skarpe Sømandsøjne gaa rundt i Egnen, indtil de endelig hvilede paa den unge Pige, mistænksomt, som om han saà hos hende noget, der mindede om Gendarmeriet. Men ignorerende denne Fare, stemmede saa han og de andre af fuld Hals med i den forviste Landsoldat.
Kun Hjorth sang ikke med. Han skammede sig lidt over sin Svaghed; men han kunde ikke. Denne utrættelige nationale Begejstring fandt han rørende og smuk, men skønt der var kommet noget op i ham ved at føle den slesvigske Jord under sine Saaler, delte han den ikke saa fuldt, som han maaske burde. Ord og Toner vilde komme kejtet over forlegne Læber; – det vilde være, som havde han for et Aars Tid siden givet sig til at synge med i en Salme – tilmed, naar der sad en skøn Fritænkerske ved Siden af ham. For maaske havde han dog sunget, hvis det ikke havde været ham umuligt at gøre noget, som kunde støde den lille tyske Dame, han stod hos.
Pludselig saà hun op paa ham med et Par forundrede Øjne.
– Hvorfor synger De ikke? … Er De da ikke Dansk? … Jeg kender den godt, det er den danske Nationalsang.
– Jeg har ingen Stemme.
Men hun gav sig til at le.
– Som om de andre havde det! … Nej doch, hvor synger de doch falsk – og saa rædsomt forkert.
Til hans Forskrækkelse begyndte hun at nynne ganske højt.
– Hys! … Ti dog stille … De vil tro, at De gjør Nar af dem.
– Naa, – de vil mig doch vel ikke banke.
– Nej – naturligvis … Men, – det er jo ikke Deres Mening, og saa kan jeg ikke lide, at Folk skal tro det om Dem.
– De har Ret … Megen Tak … Farvel.
Han saà efter hende, medens hun gik langsomt tilbage mellem de stive Rapsstubbe, med det lange Slør vimplende efter sig, af og til bøjende sig, naar Kjolen hang fast.
– Hvem var det?
– Det var den nye Præsts Datter.
– Vakker Pige … ja, jo … rigtig omgængelig … endda hun er en Binnentysker, sagde Kromanden.
– Ja, det er da wis.