XXXII.
Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham var en dump Nedslagenhed, – Krænkelsen over at føle sig kastet haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, – Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, – Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende Skum i et smudsigt Glas.
Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille, tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. —
En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.
Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle, hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag har jeg læst tretten Timer.
Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen, belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede sig til et sammenhængende Lærdomshele.
Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, – det var endnu ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage det lidt udførlig, – saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende Modskrifter, – til Theologiens Titaner.
Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag sagde »Strauss – den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling og dens Kamp med den moderne Videnskab«.
Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp. Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab lyde: Legen om Skabelsen! … Legen om Forsynet! … Legen om de to Naturer i Kristus! … Legen om den hellige Aand! … Daabslegen! … Nadverlegen! … Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder, rasende, uden Naade, – »til Helvede med den, der staar imod! Herrens Sværd og Gideons!« – den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes, – indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere … Det var dette Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle kirkelige Anskuelser – alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø, hilse dig!« —
Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,« – i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! … dit Ord man ej vil lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« – det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste, og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel Spørgsmaal; – men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger, hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde Luther Ret, – men Ordet lod de ikke staa.
Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner, og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned eller brudt en Bresche, – dog, det havde ingen Art. – Men nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten, som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede, frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa … Da dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St. Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, – og de befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for stedse. —
Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse, Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition, vexlede Dagene udenfor: – Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel; – Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med Vinduesstænger og raslende med Tagsten; – Dage med tæt Frosttaage og Rim ned over de røde Tegltage; – dæmpede hvide Vinterdage med tæt blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over Jorden; – skingrende og bidende Frostdage med Espalier af Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; – lunefulde Aprildage med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; – milde Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind igennem de aabne Vinduer.
Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen, monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til Rejerne og de grønne Kranse.
Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over Mønningerne op imod en blaa Himmel – en Lyd som af noget jublende, der fløj befriet bort.
XXXIII.
Han gik naturligvis ikke meget ud det Aar. Men han besøgte endnu temmelig hyppig Lindekærs; – han kunde ikke undvære at komme dèr. Og dog var det ikke som før. De modtog ham med den samme Venlighed, men han befandt sig ikke saa vel. Han syntes, at han i Grunden ikke længer havde Ret til at komme dèr, havde en Følelse af, at han nu befandt sig i deres Hus under en falsk Forudsætning. Det pinte ham, at han var fjærnet fra dem og halvvejs førte dem bag Lyset ved sin Tavshed.
En Aften i Februar Maaned var han der i et Selskab, der var gjort til Ære for Professor Petersen og hans Hustru. Han var nemlig i Julen bleven forlovet og strax efter gift med Frøken Klingenberg. De havde tilbragt Hvedebrødsdagene paa Fugleredegaard og vare lige komne til Byen. Der var nogle Kapellaner og Kateketer med Fruer, en lille udvalgt Kreds, hvori Fru Petersens rødsprængte Ansigt ret kunde straale som det feterede Midtpunkt. Men Hjorth kedede sig grundig. Han søgte hen til en Chaisselong, afsides, ved Siden af Ellinor, der trods sit kirkelige Sindelag heller ikke saà ud til at more sig. Hun fortalte ham om Konservatoriet, om den nye Lærer, de havde faaet, og om hvor kedsommelige de mandlige Elever vare.
Ellinor blev opfordret til at spille. Hun rejste sig med et mat Smil, satte sig ved Flygelet og spillede sit Examensstykke: Mendelssohns Koncert. Det var ligesom Signalet til en livligere Opblusning af Samtalen. —
Man var kommen ind paa det politiske Omraade. Nu havde da Venstre vist, hvad det var for et Parti, hvorledes det i Grunden vilde alt det bestaaende til Livs; – det havde jo agiteret for Dr. Georg Brandes' Ansættelse.
– Ja, det var nok ikke saa langt fra at lykkes, sagde Professoren med en betænkelig Hovedrysten. – Kultusministeren var nok i Grunden meget tilbøjelig —
– Ja, han! – ja —
– Og hvis han bliver ved at være det længe, saa —
– Naa, det er der næppe nogen Fare for, sagde Provst Lindekær. – Jeg talte igaar med en Departementschef, og – imellem os sagt, – det er kun et Tidsspørgsmaal —
– Nej virkelig! … Det vilde være overordenlig glædeligt … Han er jo ligefrem en Plet i Ministeriet.
– Ja, han er jo … hm! … Det kan jo ikke nægtes —
Hjorth kunde ikke undgaa at høre, hvad der blev sagt. Det irriterede ham. Han gik hen til det fjærneste Vindue.
Ligefor paa den anden Side af Gaden saà man i Lygtelyset den firkantede røde Kirkemur med Tvergavlens Trekant opad fra Midten, medens Tag og Taarn forsvandt i den mørke Himmel, som kun op imod Zenit havde nogle blinkende Stjærner. Lidt tilhøjre, bag Jagternes sorte Master og Tove, kunde man lige skimte Rækken af Børsens spidse Smaagavle. Lygterne paa Broen dannede fire regelmæssige Lysbuketter, bagved dem var der en uordenlig Spredning af røde Gasblus foran et tykt Mørke, der kun havde en mat Blinken af Kancellibygningens hvidrammede Ruder.
Medens han lyttende stirrede ud, rørte en Haand ganske let ved hans Skulder. Han drejede Hovedet. Det var Fru Lindekær.
– Men Kære dog, – De staar saa alene og har næsten ikke lukket Deres Mund op … Hvorfor er De i det Hele saa indesluttet i den senere Tid? … Hvis De har noget paa Hjærte, hvis der er noget, som tynger Dem, kunde De dog gærne betro Dem til en gammel Veninde som mig.
– Ja men, kære Frue, der er virkelig intet, som trykker mig … Maaske er jeg en Smule overanstrængt af Examenslæsning … Det er det Hele.
– Nu er De ikke ærlig, Hjorth … De har slet ikke fortalt mig, at det ikke bliver til noget med Deres Forlovelse.
– Nej, – det har jeg ikke, – men det —
– Det har virkelig gjort mig mø' ondt at høre.
– Det skal det saamæn ikke … Det er sikkert bedst for os begge saaledes.
– Og Grunden —
– Har De ogsaa hørt den? … Men hvordan —
– De glemmer, at Fru Petersen er dèr fra Egnen … Aa, jeg kan saa godt forstaa, at alt det maa have kostet Dem mø' Kamp, og at De har været i saadan indre Gæring, at det har lukket Dem noget til … Men alligevel, – De kunde saa trygt have talt med mig derom, De véd, jeg er ingen Fanatiker, – og det gør dog godt ikke at være ganske ene med sine Tanker, som man tidt ikke kan mestre … Jeg finder det nu saa rimeligt, at en ung Mand ikke saa glat kan komme over den Udvikling, – især i vore Tider, hvor der er saa mø' som, – af andre Retninger – og jeg holder kun mere af Dem derfor … Men nu skal De heller ikke strax, fordi De for Øjeblikket ikke synes, at De – og selv om De maaske aldrig bliver saadan rigtig som – som Kirken nu forlanger det, – saa kan det jo godt være, at De alligevel … Ja, det var maaske aller bedst for Menigheden, om der nu kom Præster, som ikke var altfor stift rettroende, og ikke altfor uimodtagelige for andre Strømninger i Tiden, for de Strømninger kommer dog ogsaa til deres Menighed, og der er saa mange Præster nu, der slet ikke forstaar det, – de aller fleste vist … Det har jeg nu tænkt saa mø' over.
– Ja, det er jo muligt, at De har Ret deri … Men jeg kan alligevel aldrig … Jeg er bange for, Fru Lindekær, at nu, da De er saa venlig imod mig, har De ingen Anelse om, hvor fjærnt mit Standpunkt er fra det, – ja ogsaa fra det, som De selv staar paa.
– Og tror De da, jeg vilde være mindre venlig mod Dem, dersom jeg vidste det, – og dersom De nu var saadan, hvad man kalder Fritænker?
– Jeg vèd ikke rigtig, om De saa kunde —
– Tro det ikke, Kære! —
Hun rakte ham sin Haand, og han trykkede den taknemlig. Fra Pulslejet paa hendes Haandled saà den lille Guldslange op paa ham med sine smaa Rubinøjne. – Den lignede ikke hin fristende Slange i Paradiset; den bugtede sig om Armen, som opad Æskulapstaven den hellige hedenske Slange, der finder lægende Urter med sit kloge Blik.
XXXIV.
I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.
– Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin berømte theologiske The lød dette Navn, – naa, triste Endeligt, hvad vil De helst have idag?
– Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.
– Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem … Men jeg vèd det sgu, for faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa skal jeg nok klare mig, – i alt Fald til Sekunden.
Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det danske nye Testamente i Støvleskaftet.
I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og læste: —
»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og historiske Værd, samt en Kritik af disse.«
Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i Støvleskaftet!
Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt Spørgsmaal. Naturligvis – man kunde stille Ordene en Smule paa Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! – skulde »det triste Endeligt« krybe i Skjul? … blæse med den Examen!
Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned, at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved Tanken om at gøre noget uhørt.
Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over Papiret.
– Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre, – da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:
»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den alexandrisk-gnostiske Retning.«
– Consummatum est, sagde han ironisk, da han lukkede Auditoriedøren efter sig.
XXXV.
– Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst Lindekær.
– Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen … Det skal man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.
– Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet … Naa, strængt taget maa man jo ikke vide det – men, jeg kender naturligvis Haandskriften, – he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger af ham i sin Tid … Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.
– Saa … Virkelig! … Hm.
– En Kop The til, Hr. Professor?
– Mange Tak, Frøken … Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.
– En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig noget overordenligt … Og saa behersket, saa —
– Hm … Har De læst den ud? —
– Nej, – jeg mangler vel en Tredjedel eller saa —
– Naa ja, saa kan jeg forstaa … Det er jo en anden Sag.
– Saa, falder den af mod Slutningen? – det var jo Skade. Naa, men i alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. —
– Ja, falder af? – ja—a, – det vèd jeg ikke, – den forkaster Evangeliet.
– Hvad be—, – den forkaster? … Men det er da ikke muligt.
– Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en fuldblods Tübinger.
– Ih! – men det var da aldrig faldet mig ind … Jeg tròde kun, han fremsatte det saa grundigt, for siden – for siden at lade Ægtheden træde desto mere glimrende frem … Forkaste Johannes-Evangeliet! men dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften … Men det er jo noget aldeles uhørt!
– Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før, siden den bekendte Historie med Brøchner.
– Ja, det er jo noget ganske lignende … Men hvad skal man gøre … En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.
– Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan tillade ham at tage Examen.
– Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.
– Ja—a … Hm! … Det er jo dog – hm …
– Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde hørt paa denne Samtale, – jeg synes dog rigtignok, at naar han viser saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse paa Bedømmelsen … Det vilde da være mø' uretfærdigt.
– Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store Selvkoger, – det er dog Troen, som —
– Ja, Gud bevares! … Man kan da ikke slaa den theologiske Examen saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.
– Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.
– Ja netop, det viser jo ogsaa – Nu, og selve den theologiske Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, – ikke sandt, være conditio sine qva non … Det har jo desuden Universitetet udtalt som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.
– Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares et vist – ja en vis videnskabelig Anstand … Det var dog en ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved Københavns Universitet … Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De maa dog som Universitetslærer give mig Ret.
– Ja, det kan jo ikke nægtes, – den dobbelte Stilling – der er virkelig en betydelig Vanskelighed.
– Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. – Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke … Tvertimod er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids forkastelige Indifferentisme, – og her er der en Lejlighed til at vise det for vort Vedkommende.
– Ja—a, – hm … Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.
– Aa, – Ministeren bør ikke være vort forum.
– Nej, ganske vist, paa en Maade … Men, som sagt, paa Grund af den dobbelte Stilling, – det vil dog vist blive det korrekteste.