XXIX.
Dampen af den theologiske Te var i Færd med at lette i den Suite af Værelser, som vare helligede denne ædle Drik, der var klarere end den Videnskab, til Ære for hvilken den skænkedes, – saa klar, som vilde den ved uskyldig Blondhed fornægte sin Oprindelse fra det buddhistiske Orienten, hvori den maaske ikke havde saa ganske Uret. De langsomt nydende slubrede endnu de sidste Mundfulde i sig, og der var en almindelig Sætten-bort af Kopper i Vindueskarme, paa Borde og fremspringende Reolhylder, hvor der kunde findes en lille Plads blandt de opstablede uindbundne Bøger.
Fra Spisestuen paa den ene Side og fra Forstuen og Bibliotheksværelset paa den anden var der en Sammenstrømning mod det centrale Diskussions-Rum, det store Studerekammer, hvis Hængelampe straalede gennem de aabne Fløjdøre.
Herinde var der imidlertid ingen Siddepladser at finde. De vare forlængst optagne af Honoratiores, Professorens mere fortrolige Disciple, et Par Katheketer, der vare hans gamle Manuducenter, Kandidater og ældre Studerende paa Nippet til at blive det, – og saa af nogle græsgrønne Russer, der havde usurperet de bedste Pladser med den samme Dristighed, hvormed Drenge i Overgangsaldren engagerer de mest feterede Baldronninger.
Professoren sad midt i Sofaen og havde paa hver Side, som et Par Adjudanter, Professorsønnen med den lange Næse, Kandidat Frederiksen, og hans Ven, Kandidat Thomsen, Stiftsprovstens Svigersøn, en fremtidig Kirkestøtte, der, som Kleistrup havde sagt til Hjorth, lignede Martensens Ethik i »Opbyggelsesbind«. Man stod lænet op mod Vægge og Reoler, fik en halv siddende Stilling paa Randen af det store Bord, hvor Bøgerne saa vidt muligt vare skubbede sammen i Midten, dannede levende Rækværker i begge Fløjdøre. Gardinerne vare trukne til Side og de gammeldags dybe Karme vare fulde af sorte, theologiske Blomster, som i et af de høje Stuevinduer sad i dobbelt Belysning, idet en Gadelygte glòde ind udefra, og spættede de mørke Ruder med lysende Hvirvelpunkter af Tøsneens store Flokker, der opfangede Lyset, medens de drev forbi. Fra de aabne, stærkt oplyste Vinduer hos Genboerne kom af og til Stumper af en høj Violinstemmes Dansemelodier. Ensomme Droscher rumlede gennem Gaden med snedæmpet Hjulrullen og nogle svirpende Pidskeslag, der fik et Par Hoveder i Vinduet til at dreje sig. Nu og da kastede en Sporvogn sin Bjældeklirren og Klokkeringning ind i Samtalens Hvisken og Mumlen.
Denne spredte Samtale døde hen, da Professorens tavse Ansigt ved et ubestemt, ligesom famlende Smil antydede, at han ønskede Ordet for en kort Bemærkning til Forsamlingen.
Han vilde foreslaa, at de i Aften forenede sig til en Samtale om Ugens interessante Begivenhed: Licentiat Willumsens Disputats om Nadveren. Det kunde næppe være andet, end at den hos mange havde bragt forskellige Spørgsmaal frem, som det vilde være frugtbringende at klare, og han vilde derfor bede alle, som havde noget paa Hjærte, om at udtale sig. Licentiat Willumsen havde, som de uden Tvivl alle vidste, særlig fæstet sin Opmærksomhed paa et Punkt, som han fandt upaaagtet i Reformatorernes Nadverstrid, nemlig den karakteristiske Forskel mellem Kirkens Nadvere og den første Nadver, Indstiftelsesmaaltidet, at Jesus dèr selv havde været personlig tilstede. Der opstod da det Spørgsmaal, hvorledes Jesus da kunde give Disciplene sit Legeme og Blod, naar han stod midt iblandt dem, og hans Legeme endnu ikke var forklaret. Se, det var jo Hovedmomentet, at hans Legeme ikke var forklaret. Thi hvis han havde givet Disciplene det uforklarede, kødelige Legeme, som stod midt iblandt dem, selv om det nu kunde tænkes, saa vilde jo det første Maaltid være blevet forskelligt fra de andre, og Disciplene havde da faaet mindre end vi fik. Paa den anden Side, dersom han ikke dengang gav dem sit Legeme og sit Blod, saa faldt jo den lutherske og den katholske Nadverlære, – saa kunde Indstiftelsesordene jo heller ikke senere være andet end symbolske. Det var derfor et Punkt, som de nyere Angribere af Læren, f. Ex. Rückert og Meyer, lagde megen Vægt paa. De erindrede, at Licentiat Willumsen besvarede Spørgsmaalet derhen, at Jesus ogsaa under sit jordiske Liv havde et forklaret aandeligt Legeme som Logos, og det var dette aandelige Legeme, som han havde meddelt Disciplene.
Professorsønnen, Kandidat Frederiksen, snød sin lange Næse og bemærkede, at han fuldstændig kunde slutte sig til denne Opfattelse. Den havde ogsaa et gammelt Forbillede i Kirken, idet allerede Irenæus og Gregor af Nyssa mente, at Brød og Vin var Logos' Legeme og Blod, og at Logos forbandt sig med Nadverelementerne, ligesom han havde forbundet sig med Legemet i Maria.
– Ja, jeg maa dog sige, begyndte Kandidat Thomsen, at det forekommer mig farligt at indlade sig paa den Lære, da dog saadan et Legeme ikke har nogen Hjemmel i Skriften.
– Naa, ja, sagde Professoren … Hm … Han henviser jo dèr til Forklaringen paa Bjærget, hvor det er ligesom om det jordiske forkrænkelige Legeme gennemstraaledes af det forklarede Legeme ved en momentan Forening.
– Ja men, – tillad mig, Hr. Professor, spurgte en ung Naiv, hvor skal man da tænke sig at dette forklarede Legeme ellers har opholdt sig, under Frelserens Levetid? … Kan det have siddet oppe ved Guds højre Haand?
– Ja—a, nej, – det bliver jo det gamle Spørgsmaal, De vèd nok, Hr. Christensen, om Logos i den Tid sad ved Guds højre Haand, – De vèd, man har indvendt, at i modsat Fald vilde Treenigheden i denne historiske Periode – den himmelske Treenighed vilde saa være bleven en Tohed … Men det kan vi dog ikke antage, det vilde jo komme ud paa en Deling af Logos … Logos maa jo have været helt i Kristus … Naa, jeg brugte maaske før et overilet Udtryk, jeg sagde »en momentan Forening« – de maa naturligvis tænkes forenede, – men det indeholder unægtelig en Vanskelighed —
– Det forekommer mig dog ikke vanskeligere, begyndte Professorsønnen, – ikke vanskeligere at forstaa, at han i èn Legemlighed har haft to Legemer end at han i èn Personlighed har forenet to Naturer, saaledes at han f. Ex. paa samme Tid qva Logos var alvidende og qva Menneske indskrænket til de menneskelige Erkendelsesbetingelser. – Saaledes, forekommer det mig, vilde der, ligesom vi har communicatio idiomatum naturarum, ogsaa blive en communicatio idiomatum corporum, hvoraf f. Ex. Forklaringen paa Bjærget var et genus auchematicum.
– Ja, det er ganske vist, det er en meget træffende Parallel, De dèr drager … Overhovedet vil det jo altid være befrugtende, ja endogsaa nødvendigt ved dette Spørgsmaal bestandig at se hen til Læren om de to Naturer – ikke sandt … De vil erindre, at det var ogsaa Nadverstriden, som førte vore Reformatorer til en dybere Udvikling af denne Lære.
– Jo, men der ligger ogsaa dèr Faren for at komme ind paa det doketiske, Hr. Professor, sagde Kandidat Thomsen, – og det forekommer mig nok, at dette aandelige Legeme – hører lidt derhen.
– Aa, ja … Hm … Der er ganske vist Fare, – men hvorledes vil De paa den anden Side?
– Ja, jeg mener kun det kan løses i Troen.
– Hm … Ja, – det bliver naturligvis ogsaa tilsidst – vi er jo her paa et Punkt, hvor Videnskaben ikke kan sige det sidste Ord. – —
– Tillad mig, Hr. Professor, sagde en ung bleg Mand med et langagtigt, meget hulkindet og randøjet Ansigt, – tillad mig at berøre et Spørgsmaal, der synes mig at staa i nær Forbindelse med det, vi netop omtaler. Licentiat Willumsen siger et Sted i sin Disputats, at det er ganske uantageligt, at Kristus selv har drukket af Kalken og spist af Brødet.
– Hm … Naa, ja, – og De mener?
– Ja, jeg synes, at Texten hos Matthæus, hvor han jo, efter Omdelingen af Kalken, siger til dem: »jeg skal fra nu af visselig ikke drikke af denne Vinstokkens Frugt, før den Dag, da jeg drikker den med eder i min Faders Rige« – det forekommer mig, især paa Grund af Pronominet: ἐκ τούτου – at det kun kan forstaas saaledes, at han selv har drukket af Kalken —
– Jo, – men—n, De erindrer sikkert, at hos Lukas findes disse Ord før Indstiftelsen —
– Ja men Matthæus maa have Avtoriteten, da han selv var tilstede.
– Ja, det er jo unægtelig, det —
– Og Meyer mener ogsaa, at Jesus utvivlsomt har drukket af Nadverkalken, sandsynligvis efter Velsignelsen —
– Ja—a – hm – men det bliver jo dog rigtignok – det kan dog ikke nægtes, at der er noget meget stødende for vor Følelse dèr … Ser De, paa den Maade kommer jo Jesus ligefrem til at have drukket sit eget Blod og spist – det gaar jo dog ikke … De maa huske paa, Hr. Hansen, at Meyer kan De ikke beraabe Dem paa, – han er jo rationalistisk her, – han mener jo netop ikke, at det virkelig er Jesu Legeme og Blod, ikke sandt! … Han tager det jo symbolsk … Men naar man ikke gør det, saa – —
Professoren rystede paa Hovedet med et yderst betænksomt Udtryk og styrkede sig ved en Slurk The af den store Kontorkop, der stod foran ham paa Bordet.
I denne Pavse hørte nogle Theologer i Midten af Værelset ved det ene Hjørne af Bordet en ganske sagte Nynnen: —
– Hans Endeligt var trist,
han aad sig selv tilsidst.
Og Tingelingeling – –
Deres forbavsede Blikke mødte Hjorths ironiske Smil. Han sad paa Kanten af Bordet, dinglende med Benene, der slog Takt med Støvlerne. Der begyndte rundt om en Hvisken og sagte Fnisen.
Men Professorsønnen havde allerede genoptaget Diskussionen. Han advarede imod at lade en saadan Følelse blive afgørende overfor Mysteriet, – saa kunde man forkaste det Hele om Anthropofagi. Han vilde minde om Baaders Ord, at vi alle paa en Maade sjælelig var Anthropofager. Paa samme Maade kunde man ogsaa sige, at vi alle vare Selvanthropofager. Vi havde jo det skønne Naturexempel med Barnet, som næres af Moderbrystet, der ligesom er dets eget Kød og Blod … Og kunde man ikke tænke sig, at Jesus netop i dette Øjeblik, da hans Offerlidelse tog sin Begyndelse, styrkede sit menneskelige og forkrænkelige Legeme til Opstandelsen og Forklaringen ved at nyde sit eget forklarede Legeme, – det samme, som nærer vort Opstandelseslegemes Spirer.
Hjorth fik ikke mere at høre. Han havde set sit Snit til at liste sig ud, og var hurtig nede paa Gaden. Den kolde Tøsne slog ham forfriskende i Ansigtet, og fra Vinduerne lige over for fløj Violinernes Valsemelodi opmuntrende ned til ham. Det forekom ham, at han havde frelst sig ud af et Galehus. Han glædede sig over, èn Gang dog at have givet sig Luft, over denne Drillelyst, der pludselig havde overvældet ham med et lystigt Indfald, ligesom naar han i gamle Dage paa Valgmøderne tirrede Bønderne. Hvor de vare blevne forbavsede, Theologerne! … Og idet han saà op paa Vinduerne med Rækken af duknakkede Rygge, brast han i en saa voldsom Latter, at han maatte gribe fat i Lygtepælen for ikke at glide paa de snesjappede Fliser.
– Han har da faaet nok, han dèr, hørte han en Mand sige til en anden paa Fortovet lige over for.
– Ja, – jeg har faaet nok! —
XXX.
– Ja, jeg mærker nok, at du er bleven en hel Del mere radikal end jeg, sagde Jessen betænksomt efter at have faaet Ild i sin Pibe, der var gaaet ud under Disputen med Hjorth … Naa, nu er du jo ogsaa bleven en lærd Theolog, jeg er kun Dilettant … Ja, jeg mente jo nok altid, at du, – skønt saa vidt havde jeg rigtignok ikke tænkt mig … Og jeg kan heller ikke selv, – nej en personlig Gud og Udødelighed, det kan jeg nu ikke tænke mig andet, og jeg vil dog ogsaa nok kalde mig Kristen, fordi jeg ikke tror paa alle de Dumheder, som de har gaaet og lavet sammen … Naa, men for Resten bliver Forskellen vel ikke saa stor, og i alt Fald er vi begge komne paa den forkerte Side af Stregen … De brændte sgu os begge to, hvis de bare kunde komme afsted med det, de Præster.
Hjorth fandt sig ikke foranlediget til at sige ham imod, idet han tænkte paa sin gamle Ven, Provst Lindekær, og hans Prædiken om at de var værre end Mordere og Kæltringer.
– Naa, Fader, det maa du da ikke sige, indvendte hans Datter Nelly.
– Jo, gu min Sæl brændte de os – alle tre, for du maa da ikke tro, at du slap, skønt du er meget sød saadan at se paa … De brændte Bob med, af Frygt for at vi skulde have lært ham at gaa og knurre ad Treenigheden, saa han kunde smitte de andre Hunde.
Terrierbastarden Bob med Oberst-Ansigtet var ikke bleven synderlig forandret af Aarene; dens Knebelsbart var maaske lidt hvidligere, og den var mindre villig til at gaa paa Bagbenene. Men dens Herskerinde, som den gik og smeg sig op ad og saà op til med sit skæve Tandsmil uden at ane den Fare, som truede dem begge fra Præsternes Side, – Frøken Nelly var ogsaa nu mere sat og mindre tyrannisk i sin Ømhed. Hun var bleven en ganske køn Pige, lidt for lav maaske og med en Smule bevidst Rankhed. Hendes korte Ansigt med de stærke Kindben og Stumpnæsen havde noget af Kattekraniets Form; det beherskedes af et Par store mørke Øjne, som hun kunde bruge saa venlig og skelmsk, at Karlene paa Skovvang kaldte hende »snomild«.
De gik alle fire hen ad en af de smalle Gange i Haven til Fuldmægtigboligen, en lille blomsterfattig Have, tæt af Buske og gamle Frugttræer, hvis krogede Grene flettede et tyndt uregelmæssigt Løvværk, hvori den ansatte Frugt begyndte at gulnes og straalede i Midsommersolens Lys.
– Du er da vel ikke ogsaa bleven venstre, for det synes jeg nu der er saa mange Fritænkere, der begynder at være?
– Ja, jeg er skam ikke rigtig sikker længer, du … Jeg synes dog nok —
– Ja, der har vi det … Naa det er ikke for det, hun dèr er sgu ogsaa venstre.
– Saa, giver De Dem ogsaa af med Politik?
Nelly blev ganske rød i Hovedet.
– Nej, det gør jeg naturligvis ikke —
– Aa, hun er rent bansat … Jeg maa saamæn laane »Morgenbladet« til hende hos Bønderne … Naa, de skriver for Resten ikke saa daarligt for sig … Men noget Fedteri er det nu alligevel.
– Jeg synes virkelig ikke, udbrød Nelly, at der er nogen Grund til, at vi skal sidde i vore smaa fugtige Stuer og være begejstrede for, at Grev Tramp eller rettere Godsforvalter Ravn og Embedsmændene som Pastor Krarup og Herredsfogden, at de skal styre hele Butikken.
– Ja, se der ser vi, – det er det med Fruentimmer, de gør strax alting personligt … Slet ingen Sans for det almene, det er altid mig og dig og den og den —
– Men maaske det ogsaa er det rigtige, sagde Hjorth. – I alt Fald er det praktisk og anskueligt.
– Ja, naar man saadan vil tage, saa kan man jo altid … Der er nu I. A. Hansen … Dèr saà man da, hvad det var for noget … Og ham havde jeg dog nogen Godhed for, fordi det var ham, der skaffede os et ordenligt Landsting.
– Aa, jeg synes dog ikke det er værdt at rose ham netop for den Lejlighed, da han solgte sig til Godsejerne, sagde Hjorth. —
– Men, for at tale om noget andet, De vil dog studere videre og tage Deres Examen, Hr. Hjorth? spurgte Nelly, der ikke fandt, at denne politiske Debat førte til noget.
– Ja, – det vil jeg dog nok … Jo, jeg synes nok, jeg vil tage den Smule Fordel af disse Aar, som jeg kan faa, og Kandidat-Titlen, den er dog altid – naar jeg nu f. Ex. fik Lyst til at være Lærer ved en lærd Skole – og i det Hele taget —
– Hvor lang Tid vil det nu tage dig endnu?
– Aa, jeg kunde vistnok gaa op til Jul.
De vare komne hen til Laagen ud til Allèen. Skraas for den havde de en Gavl af Hovedbygningen, – Godsforvalter Ravns Bulbideransigt stak ud af det ene Vindue. Han lagde ikke Mærke til dem, men saà lige ud.
– Ravn nyder nok sin nye Udsigt, hviskede Nelly og gav sig til at le.
– Hvad er det? spurgte Hjorth.
– Aa, det er en meget grinagtig Historie, sagde Jessen. – Dèr ude ad ligger Fuglerede-Gaard, – du vèd, dèr hvor Frøken Klingenberg —
– Ja vel.
– Naa, – saa for nogen Tid siden finder Ravn pludselig paa, at der skal hugges, for at han kan faa Udsigt.
– Ah! —
– Og for at det kunde ske med saa megen Ostentation som muligt, maatte Kammerraaden levere Folk til det Arbejde lige i den aller travleste Høbjærgningstid … Og nu – men hvem er det, der kommer dèr nede i Allèen?
– Det er Pastor Krarup, sagde Nelly, hvis store mørke Øjne vare langsynede.
Godsforvalteren vendte nu sin børstehaarede Kuglenakke imod dem. Han saà ogsaa ned ad Allèen. Pludselig forsvandt hans Hoved.
– Han har opdaget ham, sagde Jessen. – Nej, nu skal vi skam se Løjer … Lad nu bare være at le, Nell … Bob! vær rolig, – Bob! … saa, læg sig.
Godsforvalterens Hoved viste sig igen, denne Gang væbnet med en stor Kikkert, som han stirrede ud igennem, medens han af og til tog den fra Øjnene for at skrue paa den.
– God Dag, Ravn! … God Dag! raabte Præsten, da han var kommen lige neden under ham.
– God Dag, – aah, er det Dem, Pastor Krarup, god Dag, svarede Ravn, idet han fòr sammen, og medens han nikkede forlegent ned vilde skjule Kikkerten med en kejtet Bevægelse.
– Kigger De Stjærner om Dagen, eller hvad er det, De ser?
– Aa, det – det er saamæn ingen Ting – det – jeg saà blot ud paa Marken, – de arbejder derude.
– Ah, men det er jo noget nyt, dette Kig, – hvad? – Det har jeg ikke set før … Hvad er det for en Gaard, dèr ude, – er det, – det maa da være Fugleredegaard, – ja vist saa, nu ser jeg jo de to Popler … Hm … Apropos, skal De til Middag dèr imorgen?
– Nej, svarede Ravn slukøret … Naa, der skal være Middag dèr?
– Ja vèd De ikke det? … Det er for Professoren.
– Professoren?
– Ja Professor Petersen, naturligvis … Hun traf ham jo ifjor hos mig, og blev saa indtaget i ham … Nu er han der i Besøg … Det vil sige, han bòr jo nede paa Kroen i Frederiksminde for at bruge Søbade.
– Naa, gør han det? sagde Ravn gnaven. – Ja, han kan nok ogsaa trænge til at blive noget mindre fersk … Men det hjælper sgu ikke noget, det her; – he! – han skulde da over til Vesterhavet for at ligge i Saltlage … Vil De ellers ikke komme op? … Det bliver dog lidt genert for Dem saadan i Længden at staa og passiare med Nakken paa Ryggen.
– Jo Tak! nu kommer jeg. – —
– Ha, ha! det var nok en Streg i Regningen, udbrød Jessen.
– Naa saa Professor Petersen er i Besøg dèr … Gud vèd om virkelig —
– Ja, hvorfor skulde han ikke tage hende? Professorgagen er dog ikke større end at en Gaard i Ryggen – —, og hun er jo virkelig heller ikke saa afskrækkende – i Betragtning af, at han er Theolog.
– Naa Farvel! – nu maa jeg nok se at komme hjem.
– Har De talt med Kristine og Per Andersen om det, at De ikke vil være Præst? spurgte Nelly.
– Nej, – ikke endnu … Ærlig talt, har jeg ikke rigtig haft Lyst … Jeg vilde ogsaa nok først tale med Venner og Meningsfæller – i det Punkt … Men nu kommer jeg jo til at sige dem det.
– Gud vèd, hvorledes de vil tage det.
– Ja, det bliver vel ikke saa let for dem at forstaa … Men der er jo ikke noget ved at gøre.
Han trykkede dem i Haanden og gik ned gennem Allèen.
– Ja, der er dog det ved at gøre, at hun kunde give ham Rejsepas, og det er jeg nær ved at ønske, at hun gjorde, for jeg tror ikke paa det med Kristine.
– Nej, jeg tror ikke Kristine selv synderlig godt heller, og det er der nok ikke mange, der gør, sagde Nelly.
XXXI.
– Men det er da ikke dit Alvor, Niels?
– Jo, vist er det Alvor, kære Kristine … Tror du, jeg har Lyst til at spøge med det … Jeg kan og vil ikke … Du spurgte mig ifjor, om jeg ikke skulde tro paa Engle, – ja hvis der ikke var andet ivejen.
– Aa, hvad tror de andre paa?
– Paa en hel Del i alt Fald, – for Resten kommer det ikke mig ved.
– Kommer det heller ikke mig ved? … Hvad? … Tror du ka'ske jeg har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?
– Nej det lader ikke til det … For Resten er du heller ikke udsat derfor … Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa noget af det, jeg skal lære Børnene.
– Men hvad Fanden vil du da?
– Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu … Jeg er kastet ud af min Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat —
– Aa, du kan gaa ad Helvede til.
– Kristine!
– Ja, det sagde jeg, ja vel, – og jeg spøger sgu heller ikke … Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller anden Dame inde i København.
– Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og – det – det véd du ogsaa selv bedre.
– Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær … Jeg tror saagu, du er paa Nippet til at flæbe … Nej, gener dig bare ikke for min Skyld, jeg er saamæn lige glad … Det er bare det, der ærgrer mig, at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe … Hvis jeg ikke havde vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu … Ja, glo du bare, det kunde jeg … Men det har man for, at man gaar og venter paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.
Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. – Denne tavse Ro irriterede mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste Grad af Kynisme.
– Ja, gaa du bare, – naar du ikke bringer en Præstegaard med, er der saamæn ingen, der bryder sig om dig … Tro dog bare heller ikke, at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den eneste … Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil … Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng alene og tude sig i Søvn.
Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv, fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. – I det samme drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per Andersen og hans Kone ind.
– Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? – Man kan jo itt' faa sin Bænkesøvn.
Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen paa Moderen og hulkede:
– Han vil itt', – han vil itt' —
– Naa, naa, Ki'sten, – hvad er det da?
– Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? —
– Han vil itt' ha'e mig, – han vil itt' være Præst.
– Saa—aa, hvad er det, hun siger, Niels?
– Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt sig om mig, – og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi skilles hurtigst muligt.
– Aa, hvad er det for Snak, – hvad vil du bryde dig om det Kærestekævl og Tøsevrøvl! … Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den … Selv om du itt' vil være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra hinanden … Men hvorfor vil du itt' være det? … Den Stilling er jo da god nok.
– Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, – for selv om du fik hende god igjen, saa vil jeg nu ikke have hende, – heller vilde jeg lade mig gøre til Præst. – Farvel.
– Saa—, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min Pige … Det var da ogsaa Satan til Historie.
– Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller Fanden, – saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i Armene paa, – dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben … Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg skulde have en Præst til Svigersøn.
– Saa—aa, ja det – hvad han tror eller itt' tror, det bliver jo hans Sag, det – der er jo itt' noget aa sige paa … Men du skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand, der dur noget, min Tøs; – og Niels han var da li'egodt – ja, det kan itt' nytte noget, du vrisser – han har nu ogsaa holdt af dig … Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, – han var jo ligesom han var stukken af en Bræms —
Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede misfornøjet paa Hovedet.
– Jo, han houed mig godt, gjorde Niels … Nu var han heller itt' længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det sammen … Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned paa Bonden, som vi har saa mange af.
– Ja men, han vilde jo ikke være Præst. —
– Aa, ja, – hvad? … Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt —. Og selv om det nu itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og Examen og de Dele, – det er itt' aa kaste Vrag paa … Det bli'er ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en … Og naar en har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem, – det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.
– Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem, saa —
– Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt gift – og – det er jo da – næst etter Gaardens Bedrift og saadan – saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte … Og det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til det Jav med Godsforvalteren. – Ja gør du bare store Øjne, – jeg vèd noget om det ogsaa, – og det kan hændes, der er flere, som vèd det, og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. – —
Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.
– Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. – Det er jo et Par af Kammerraadens Heste. —
– Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad Døren.
– Saa, ja der har vi det! … Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind etter … Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at flæbe igen. – For jeg gaar sgu i Marken.