Hjorth kunde ikke lade være med at smile ved det temmelig Træffende i hendes Bemærkning. Og medens han beroligede hende i dette Tilfælde, havde han en lille hemmelig Frygt for, at hun vilde faa Ret paa en langt farligere Maade, end hun havde nogen Anelse om.
Jessen saà han et Par Gange om Ugen, men de undgik som ved en fælles Overenskomst at tale om religiøse Emner.
I Præstegaarden var han naturligvis ofte, baade sammen med Kristine og alene. – Naar han sad ved en Cigar inde i Præstens lille tarvelige Kammer, saa maatte han kramme ud med sin filosofiske Visdom, helst med det allernyeste, de store Stumper af Darwin og Udviklingslæren, der vare løbne med ind i den Rasmus-Nielsenske Naturfilosofi.
– Ja, ja, – aah ja, sukkede saa den gamle Præst, idet han lænede sig tilbage i Stolen og strøg sig om den ubarberede Hage, – aah ja, … saadan gaar det op og ned med den verdslige Visdom … I min Tid var vi jo Hegelianere, da var det nu det saliggørende … Vi snakkede jo allesammen op og ned ad Stolper og Vægge om Negationernes Negation, – he! – og lige lidt forstod vi da af det, kan jeg tænke … Saadan gaar det med den verdslige Visdom, frem og tilbage, – det er saamæn ikke saadan for os stakkels Mennesker at begribe … Og hvis vi ikke havde den aabenbarede Visdom, at Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Kristus, saa stod vi dèr – som Oxerne ved Bjærget, – he! – og vidste saamæn hverken ud eller ind.
Hjorth gik frem og tilbage i Værelset og vidste ikke rigtig, hvad han skulde sige, vidste næppe selv engang, om han holdt med Pastor Krarup eller Filosoferne. Men èn Gang bemærkede han efter en saadan Passus: —
– Ja saadan holdt ogsaa den ægyptiske Religion sig ligesaa stabil som de gamle Pyramider, medens de græske Filosofer afløste hinanden.
– Ja, det har De ogsaa Ret i, – det gjorde den, og det skønt det var en falsk Religion, … J—a, dèr kan man se – —
Det var Hjorth uklart, hvad man kunde se.
– Men det var ogsaa i Vankundighedens Dage, før Guds Aabenbaring … Saa kom Moses, netop i Ægypten – —
– Ja, det gjorde han, sagde Hjorth.
Men hverken han selv eller Pastor Krarup hørte i denne trivielle Indrømmelse det skjulte Suk efter en ny Moses, sendt fra en ny Gud, med andre Tavler. – —
I dette Efteraar begyndte han for Alvor at komme i Lag med Theologien, som hidtil havde været stillet noget i Skygge af Filosofi og Hebraisk. Foreløbig kunde han dog ikke sige, at han havde Kærlighed til Studiet, saa lidt som Afsky derfor. Det første Indtryk var den umiddelbare Overvældelse af de opdukkende Spørgsmaals Mængde, Svimmelheden ved den tilsyneladende Uendelighed af Vejen, der skulde føre til Overblik og Klarhed; og saa igen, efter denne første lammende Følelse, den frembrydende Arbejdslyst, Kærligheden til Anstrængelsen for dens egen Skyld, som lader En glemme Maalet for Vejen, og som atter drager Blikket fra Vejen til ufravendt Stirren paa hvert enkelt Skridt, denne Opmærksomhedens Fasttryllen i Enkeltheden, der har hele Interessen blot fordi den er der, denne Forvandling af det mindste Middel til Maal, der fødes ved en heldbringende psykologisk Lov, og som er Nøglen til Pedanteriet hos den lærde Professor saa vel som hos den punktlige Bogholder. —
Da Juleferien saa kom og afbrød disse den første Ivers Studiedage, rejste han hjem til Sønderjylland.
Han havde været i Vonsbæk sammen med Kristine i Sommerferien efter Studenterexamen. Denne Gang tog han dertil alene. Hans gamle Moder havde kun faa Kræfter tilbage og længtes efter at se ham.
Hun døde i Slutningen af Januar. Det var et tungt Tab; for han slægtede mest hende paa af Forældrene, og han havde været hendes Yndlingssøn. Han havde ikke paa langt nær følt det saaledes, da han mistede sin Fader, medens han var Lærer i Fyn. Og saa var der ogsaa det, at han ved hendes Lig fik Følelsen af ikke længer at have noget Hjem; – Gaarden gik nu helt over til hans Broder, der var en halv Snes Aar ældre, og hvem han kendte saare lidt til.
Tæt ved den Kirkesti, som han saa ofte havde traadt ved Moderens Side, og ad hvilken han nu havde baaret hendes Kiste, – paa den gamle Kirkegaard, der ligger under Skyggen af sekelaarige Bøge, og hvor Højskovens og Dødens Stilheder række hinanden Haanden, – ved det mørke snelæbede Gab af Graven, der havde slugt den sidste Rest af Barndomshjemmet, – kom der en Opvældning af Barnetroens længe næsten udtørrede Følelsesbølge, gennem Brud af utallige dybt skjulte Kilde-Porer, med en Oversvømmelse af hele Sjælen, en Henflyden i Øjeblikkets vemodige Stemningsandagt.
Da de tre Skuffer Jord vare faldne, og det lod til, at man skulde nøjes med en kedelig Prædiken paa gebrokkent Dansk, hvori denne kristelige Kvinde pristes, fordi »hun havde trukket den himmelske Rigdom den jordiske langt for«, – saa istemte han »At sige Verden ret Farvel« med den rutinerede Kirkesangers Autoritet.
Det var en af de Salmer, som Moderen havde lært ham. Han havde ikke gjort sig det klart, da han valgte den, men pludselig, ved en af Linjerne, huskede han, hvor de havde siddet, da hun hørte ham i den, hjemme i Haven – inde i Kaprifolielysthuset, der var fuldt af grøn Skygge og sød Blomsterduft, og gennem hvis Bladevæg Aftensolen skød en Række tynde Straaler ind, over hinanden, som gyldne Spiler i en Himmelstige.
Der var Graad i hans Stemme, da han sang det forunderlig skønne Vers: —
Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine Kæres Dragt
og sæt dig ved min Side,
og tal med mig som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor Kvide.
XVIII.
I Marts Maaned flyttede Lindekærs Familie til København. Han var bleven Præst ved Holmens Kirke.
Længselsfuld efter at gensè disse gamle Bekendte, gik Hjorth en Formiddag hen for at aflægge en Visit, saa snart han fandt, der var forløbet en nogenlunde passende Tid. De bòde lige over for Kirken.
Pigen lukkede Døren op til en mennesketom Dagligstue: – Fruen skulde strax komme.
Det var næsten Dagligstuen fra den fynske Præstegaard, kun noget højere og lysere. Udenfor havde Kirketaget, nyvasket af et Regnskyl, en stikkende Glans af Emailleskæl, og fra den store Himmelaabning, der ikke var afvinklet og indkilet mellem Tagrygge og Gavle, strømmede Foraarets skarpe Bygelys ind i Stuen med spanske Vægge af regnbuespillende Solstøv paa skraa forbi den straalende hvide Blonderand langs de dunkle Vintergardiner, som havde græsgrønt Lys gennem de lodrette Folder. – Skæret fra disse Gardiner og fra det mørkegrønne skotske Gulvtæppe dæmpede og blidnede Lyset forneden, mættende det med varme, dybe Toner; – men oventil fik dets kolde Hvidhed Hjælp fra Gibsloftet med Guldlisterne og den gyldenkædede Hængelampe; paa den perlegraa Bagvæg fik det Spejlblinket af Skilderiglassene og de polerede Rammer, medens henne i Hjørnet Messinggelænderet luede om Foden af Fajanceovnen, der byggede sin fugtig-hvide Flade op til Loftsgesimsen; – det rislede med Straaler af rindende Vand ned gennem de skarpe Render i Viftepalmens store Blade og kastedes tilbage fra det aabentstaaende Laag af Flygelet, hvis skyggede Forside havde glidende Bronceflammer fra Kakkelovnsilden over det sorte Træ langs Tangenternes Elfenbensrække.
Dette Flygel var det eneste nye Møbel; – ellers kendte han alt i Stuen; – Rafaels Kartoner paa Væggen over den lange damaskes Sofa, det runde Mahognibord midt i Stuen under Hængelampen, og henne ved Døren Nøddetræs-Bogskabet, bag hvis Ruder han saà Goethes og Schillers Værker trække deres lange Rad af brune Bindrygge henover de midterste Hylder … Hvor det var længe siden han første Gang havde taget et af de Bind frem; – hvor han var bleven forandret i den Tid!
Ved en lav Flugtstol henne i Krogen under Viftepalmens Skygge, paa den klædesbetrukne Cirkelplade af et lille Bord, laa en heftet Bog, hvis opslaàde Blade langs Ryggen havde denne skæve energiske Fold, som er det sikre, utaalmodige Mærke af en Damefinger. Han tog den op; – det var Bjørnsons »Kongen«.
– Nej, Kære! er det Dem! udbrød Fruen, der traadte ind i det samme. – Det var snilt af Dem at se op til os, – vi vidste jo ikke, hvor de bòde.
Hendes norske Akcent klang saa hjemlig i hans Øre; hun havde endnu det hjærtelige Smil, der lyste med en Række hvide Tænder. Aarene var gaaet varsomt hen over hendes lille fine Ansigt med det store blonde Haar, der faldt en Smule i det rødlige.
Hun tog Plads lige over for ham i en Rør-Gyngestol, og idet hun vuggede sig sagte med bitte Bevægelser af de smukke smaa Fødder paa Fløjlsskamlen, begyndte hun en hurtig flagrende Samtale, der fòr fra den slette Skolelærer, de havde faaet efter Hjorth, til hans Ophold i København, tilbage til hendes Børn og deres smaa Skæbner, ud til hans Forlovede, – indtil den pludselig med sine lunefulde Sommerfuglevinger dalede ned paa det hørgule Hoved af Professor Petersen, en yngre Ven af hendes Mand, hvem de vilde komme til at omgaas. – Hvordan var han egentlig? – ikke en lille Smule kedelig – saadan pedantisk?
Hun bøjede sig frem, udforskende og fortrolig, med Hagen støttet mellem den lille Haands Fingre, medens Ærmekantens Blonder gled ned over en Sølvslange, der bugtede sit smidige Legeme over Underarmens skære, blaa-aarede Hud, vuggende det flade Hoved med smaa Rubinøjne paa Pulslejet.
Hjorth kunde ikke ganske imødegaa hendes Mistanke. Morsom var Professoren ikke. Men han var en fortræffelig, brav Mand, og saa var han jo meget lærd.
Jo, lærd – det kunde hun jo nok tænke, han var. For Resten var han vel ikke lærdere end hendes egen Mand. – Men det var saadan en underlig indelukket Lærdom, en Visdom for Studerekamret uden Straaler ud i Livet … Men saadan var det maaske i det hele med Theologien … Hvad syntes han egentlig om det Studium? morede det ham?
Jo, det interesserede ham, optog ham; – der vaktes saa mange Spørgsmaal.
Aa ja, hun kunde ogsaa tænke sig det. Men hun var dog glad over, at hun ikke skulde studere Theologi, – tròde heller ikke, hun turde … »Men sligt tør De maaske ikke mer studere? spurgte hun og pegede paa Bogen.
Jo, han havde læst »Kongen«.
Og syntes om den?
Nej, det kunde han ikke sige. Den var saa formløs og uskøn og desuden saa dunkel og fantastisk. Han fandt rigtignok, at Bjørnson gik tilbage.
– Nej, nej, Kære! … nej, han gaar bent frem, han! fòr det ud af Provstinden. – Ja, jeg vèd nok, det hører ikke længer til god Tone at synes om Bjørnson, men jeg holder nu saa mø' af ham … Men min Datter Ellinor kan De blive enig med derom, – det var vist hende, der kom derude … Kan De huske hende? … Ja dengang var hun jo kun en tretten, fjorten Aar … Hun er rigtig dansk, – ikke Klippe skabt i hende.
Ellinor, der kom ind med en Musikmappe under Armen, var noget højere end Moderen; – hun havde hendes Smil og det store blonde Haar, men noget af Faderens langagtige Hage. Hendes Skuldre vare lidt for høje og firkantede. Det rolige, ovale Ansigt saà venligt og kønt ud, men skæmmedes i sin Bleghed ved en rødtippet Næse. – Men det kunde jo være, hun havde Foraarssnue.
Samtalen tog en almindeligere Vending. Ellinor talte kun lidt og langsomt, uden Moderens Liv.
Hendes Mand blev længe ude idag. Men det gjorde jo ikke noget, for Hjorth blev da til Middag.
Han gjorde nogle beskedne Indvendinger, som næppe blev hørte.
Et Par Skoledrenge kom hjem, rødmussede, viltre og sultne. De hang hver fra sin Side over Moderen, opramsende deres gode Karakterer, hoverende over et Slag, hvori deres Klasse havde banket anden Klasse, karrikerende Lærerne ved den københavnske Skole, i hvilken de var ny, – medens Moderen lo, og Ellinor tyssede paa dem: – hvad vilde den fremmede Herre sige? han var selv Lærer og plejede at banke uartige Drenge.
Endelig kom Provsten, der tog meget venlig mod Hjorth og udtalte sin Tilfredshed over at se ham saa vidt paa Banen til den gejstlige Stand.
– Det er dog virkelig morsomt, – naar jeg talte med Dem ovre i Fyn, jeg fik hvert Øjeblik en Følelse af, at det var en Student, jeg havde med at gøre … Nu kan man komme til mig og nægte Anelser!
Den høje Mand var bleven endnu mere duknakket; det blege Ansigt var magrere; Hagen og den store energiske Næse traadte stærkere frem. Hjorth havde aldrig lagt saa meget Mærke til Afstanden mellem ham og hans Hustru. Hun kunde ikke være mer end hen imod de Fyrre, og hun saà endda yngre ud.
Ved Bordet forøgedes Familjen endnu med et Par smaa Medlemmer.
Medens Ellinor lavede Kaffe, satte Fruen sig ved Flygelet og spillede en Springdans af Grieg, til hvis Toner en treaarig Datter forsøgte sig i Balletfaget. Saa begyndte hun at synge. Drengene stillede sig rolig hen ved Siden af Instrumentet; en sexaarig Pige trykkede sig op til Moderen, og Ellinor fik den lille Danserinde til at sætte sig stille hen og vente paa sin Kaffefisk. – Det var en klar, noget skarp Sopran.
– Kender De Kjærulfs Melodi til »Undrer mig på hvad jeg får at se«?
– Nej. – Aa, jeg hører jo næsten aldrig Musik.
– Stakkels De! … Den Sang holder jeg nu saa mø' af. – Hun sang det første Vers. – Kender De den virkelig ikke?
– Fader, her er din Kaffe.
Provsten, der havde gaaet frem og tilbage i Stuen, standsede ved det lille Bord. Medens han rørte om i Koppen, tog han med venstre Haand Bogen op, lod sit Øje falde paa den første Side og kastede den tilbage paa Bordet, med en Bevægelse som af Væmmelse i Fingrene.
Men Fruen sang: —
Den som har lengted i tyve år
over de høje fjelle, –
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år —,
hører hvad fuglen synger,
som du saa trøstigt gynger.
– Det er bedst, De kommer ind og faar Dem en Cigar, Hjorth, – for De har vel ikke lagt af at ryge, sagde Provst Lindekær.
Studereværelset, der for Stilheds Skyld vendte ud til Gaarden, var et langt mørkt Rum; midt paa den ene Sidevæg gennem en Døraabning, hvis Portiere var trukket halvt til Side, saàs inde i Bibliothekets Mørke Geledder af Bogrygge, tæt sluttede, ordnede over hinanden, – Geledder, der i Pandsre af Pergament og i Læderkøllerter syntes at staa parate til at marschere ind, fyldende Værelset med muggen Lugt fra deres fugtplettede Blade, medens de manøvrerede sig frem til det lange Arbejdsbord, hvor de, i en Røgsky af Støv, fyrede deres Lærdomssalve af i Hovedet paa den blege duknakkede Mand, for saa, efter endt Expedition, at trække sig tilbage i god Orden, ind i Fæstnings-Mørket, langs den ene Dørstolpe, medens nye Kolonner defilerede ud langs den anden.
Lindekær vedblev ogsaa her at spadsere frem og tilbage, og Hjorth nød i Tavshed sin Cigar, grundende over, hvor mange Gange Provsten skulde gaa Stuelængden for at have vandret en Mil.
– De var i sin Tid, begyndte Provsten pludselig efter at have gaaet omtrent en halv Fjerdingvej, – De var i sin Tid, husker jeg, en Æsthetiker – syslede en Del med Skønliteratur, – tysk Poesi og saadan noget … Hm .. Det er De vel nu kommen ud over? – Deres Studier har vel – for en Del – opslugt den Interesse?
– Ja, jeg har i den senere Tid næsten kun læst Theologi.
– Hm! … Ja, – jeg tror, at det var godt, – godt for os alle, men især godt for de Unge, om der udbredtes strængere Anskuelser paa det Punkt, og om det Fripas, som Digterne har faaet, blev betydelig indskrænket – eller rettere ophævet.
– Ja, det kan jo nok være, at meget i den moderne Literatur, og navnlig denne franske Realisme, – ja, jeg har rigtig nok ikke selv læst meget deraf —
– Ja, man snakker om moderne Forfattere, og fransk Realisme og Naturalisme og – man glemmer, hvad der staar i vore egne Bogskabe – man glemmer, hvad vi har gjort det til en Pligt for enhver Dannet at være begejstret over … Nej, jeg tror, at denne moderne Retning er god, fordi den er ond, – med ondt skal ondt fordrives; – jeg tror, det er heldigst, at det hæver Hovedet og kommer frem, saa vi ser det med vor egen Tids Træk og kan skønne, hvad det er .... Jeg mener, at en Mand som Georg Brandes han er et Redskab i Guds Haand, for at vække os, at vi ikke skal sidde og nikke over Guldbægret og slubre den søde Gift i Søvne … Det er ikke fra idag eller fra igaar! … Kunsten er i sin Rod hedensk, og jeg ser ikke rettere end at denne Leflen med Skønhed, – at den kan ikke forenes med et alvorligt kristeligt Liv.
Han var standset, medens han sagde dette, og der tindrede ligesom en Glød i hvert af hans Ord. Det var aabenbart, at der var kommet til Udbrud noget, som længe havde ligget og ulmet i den indesluttede Mand.
– De kan ikke forliges, man maa vælge dem imellem, vedblev han. – Derpaa gik han et Par Gange tavs frem og tilbage. – Dèr, udbrød han saa med en haanlig Stemme, idet han med en Haandbevægelse af en vis spartansk Kynisme pegede paa en Bunke smaa Hefter, der laa paa Bordet, – dèr ligger min »Skønliteratur«. —
Disse tynde Hefter med gule, blaa og brune Omslag – Hjorth syntes, han skulde kende dem. De mindede ham om et Par skrækkelige Timer, en iskold Vintermorgen med Snesjap, paa Voyens Station, medens han ventede paa Toget til Haderslev, – trøstesløse Timer, som lod hans Lekture synke ned til det indre Missionsselskabs Smaaskrifter.
Der var nogle af hans Bekendte fra den Gang. – »Stumper og Lapper af Skrædersvend Frans Saxners Dagbog samt nogle Betragtninger af Snedkersvend Ernst Dybdals Brevtaske, sammenstillede og bragte for Dagens Lys af G. J.«; – »Den troende Landsbypige«; – »Evangeliet paa de blaa Bjærge«; – »Historien om den lamme Frederik«; – »Sælsomme Fortællinger af de Elendiges Liv af John Ashworth«.
Medens han bladede i den sidste, faldt hans Øje paa nogle Ord, der standsede det, og han læste ved det døende Aftenlys:
»Tvivl og Vantro udgøre en mørk og fortærende Forbandelse; de gøre deres Offer til en levende Løgn og lade ham synke langt dybere end Dyret.«
Han lod Bogen falde ned paa Bunken, – og kom uvilkaarlig til at smile, idet han greb sig i at have gjort en Haandbevægelse, der syntes at være en nøjagtig Kopi af den, hvormed Provst Lindekær havde kastet Bjørnsons »Kongen«. —
XIX.
En Dag, da Hjorth var oppe i Lynges Boghandel for at faa et brugt Exemplar af en Kommentar, saà han paa Disken en lille gammeldags Bog i Læderbind, med helt fyldte Kvadrater paa den forgyldte Ryg og med grønt Snit. Han tog den op. Det var Lessings »Nathan« – Originaludgaven – med det netop sekelgamle Fødselsaar paa Titelbladet. Paa den brogede Side af Forsats-Bladet, der var stormønstret med gammeldags Kammarmorering, var der klæbet et skævt afklippet Træsnit: »Lessings Denkmal in Braunschweig«.
Han lod Kommentaren ligge, købte »Nathan«, skyndte sig hjem og begyndte at læse.
Og den burde altid læses saaledes – paa det graa, bløde og plettede Kludepapir, hvori Bogstaverne staa uden Rande, med udvisket Sværte, som havde Aarenes hundredfoldige Hænder forgæves søgt at udslette, hvad der har en Tids evige Stempel.
Enhver virkelig Bog har sin egen, hemmelige Duft, en Stemning, der kun kan benævnes med Titlen, og som bliver tilbage hos enhver virkelig Læser, selv naar alle Enkeltheder for længe siden ere forsvundne. Men den fineste Buket, den som kun en udsøgt Aand kan indpuste i sit Værk, og som kun udsøgte Nerver kunne berøres af – dens aller intimeste Aroma bliver hængende mellem Originaludgavens Blade, og dèr, hvor den fra først af næppe kunde sanses, bliver den stærkere og fyldigere Aarti for Aarti, Aarhundred for Aarhundred, ret som var den de smuldrende Blades usynlig udstrømmende Livskraft.
Men den stærkeste og uforbrugeligste Duft udaandes fra de Bøger, som ere en Tidsalders Blomster, og over faa hviler den saa tæt som over Nathan den vise, den moralske Rationalismes Evangelium, denne Bog, hvis Original Moses Mendelssohn, og hvis Forfatter Gotthold Ephraim Lessing er selve Periodens Navne. Det er den ægteste Duft af det attende Aarhundredes Tyskland, som er Tyskland i Tyskland, ligesom det attende Aarhundredes Frankrig er Frankrig i Frankrig; – først England finder sit Udtryk i the nineteenth century. Dèr synes det attende Aarhundrede at være Indledningen til det nittende; – hos Fastlandets to Kulturfolk synes det nittende at være Fortsættelsen af det attende.
Det nittende Aarhundredes Duft er i alle sine Fortoninger skarp og æggende, bitter som Lugten af forvitret Havsalt og raadnende Tang, der hænger ved Vestenvindens Vingespidser, og hvoraf et Stænk er nok til at gennemsyre en Symfoni af Blomstersødme; – Duften af Kontinentaarhundredets Literatur er mere indelukket hyggelig, en Lugt af Studerekamret og Salonen, med en Blanding af Snustobak og Pudder, af Pedanteri og Elegance, Kalvekrydsenes og de smaa Parykkers værdige Elegance.
Men i Nathan har denne Duft endnu et lille specifisk Kryderi; Digtet er skrevet af en Theolog imod Theologer. Og det attende Aarhundrede er Theologiens sidste Aarhundrede. Den strækker sig endnu ind i vort Aarhundrede for at opløse sig selv og efterlade en Skygge, der taler med en Tithon-Røst, som ingen lytter til undtagen den selv. Men i forrige Aarhundrede er alle Theologer: Læger og Lærde, Præster og Professorer, Naturforskere, Filosofer, Digtere og Revolutionsmænd – Theologer tilhobe, undtagen de, som var Anti-Theologer, – det vil sige alligevel i Grunden Theologer; Lessing var begge Dele. – Derfor føle alle ægte Theologer – ikke alle orthodoxe Theologer, men alle ægte Theologer, de føle en hemmelig vemodig Hjemve efter det attende Aarhundrede som efter deres Fædretid, og maaske er det derfor, at Strauss, der netop var saadan en ægte Theolog, i sin Begejstring kalder Lessings Nathan »det hellige Grundskrift for Humanitetens og Sædelighedens Religion«.
Fra dette Grundskrifts Original-Udgave slog saa denne Duft op imod Hjorth, medens han læste den i uforglemmelige Timer, der vare stjaalne fra Theologien ligesom de, i hvilke den blev skrevet, og den blandede sig med den mere nutidige Lugt af Bogbinderklister fra den frisk indbundne Wilkes Clavis – hans Vade-mecum – og med den skarpe Røg af en Pibe, som han var i Færd med at ryge til. De flettede sig saaledes ind i hverandre, at han aldrig senere kunde tænke paa Nathan eller høre Lessings Navn, uden at der, samtidig med hin oversanselige Duft oppe i Hjærnen, fødtes i hans Næsebor Lugten af Bogbinderklister og af en utilrøget Pibe.
Og medens han uden at forarges læste dette Digt, hvorom Lessing sagde, at alle aabenbarede Religioners Theologer vilde udskælde det i deres Hjærters Inderste, medens han ærgrede sig over den unge Tempelherres Fordomme, der klæbede ved ham fra den Smule Religion, han havde tilbage og lykkelig bliver af med, medens han kildredes af Sittahs Udfald mod Kristendommen og beundrede Recha, der født og opdragen paa Grænsen af tre Religioner, staar lige højt over dem alle – skete der et Under med ham.
De tre Ringe var formodentlig falske, og de, der pralede med dem, bedragne Bedragere, sagde den beskedne Dommer. Men hvad blev der da af den fjerde Ring?
Medens de tre falske Ringe straalede offentlig over Verden, indfattede i Pavetjarer, i Kalifturbaner og i Rabinerhuer, varmende Menneskehjærterne, indtil de ophededes i blodsydende Lidenskaber, tændende Kætterbaal og Krigsfakler med deres stærke Straaler, – vandrede den fjerde, den ægte Ring, skjult fra Haand til Haand blandt »Sværmerne« hele Middelalderen igennem. Af og til funklede den og sendte en sælsom Straale ud i Kirkedæmringen. Den Finger, paa hvilken den havde funklet stærkt og længe, var snart forkullet i Kætterbaalet. Men Ringen gik videre. Og hvor den gik, hviskedes der om »det evige Evangelium«, der skulde fortrænge Bogstavevangeliet, om »den fjerde Verdensalder«, om »den hellige Aands Periode«, – den samme hellige Aands, for hvis Ridder Heinrich Heine erklærede sig; – thi Ringen naàde ogsaa til ham, og den gaar endnu bestandig videre, og den funkler stedse længere og stærkere.
Paa denne Vandring kom Ringen ogsaa til Lessing; han fik den samtidig med Fortællingen om de tre andre Ringe, ogsaa et gammelt Stykke middelalderligt Arvegods. Fortællingen gjorde han til det største Blad i sin Lavrbærkrans, men den fjerde Ring beholdt han for sig selv; den puttede han ned i den dybe Lomme paa sin lange Atlaskes-Vest og knappede til over den; – for han var en klog Mand, der havde læst sin Historie, og han vidste, at det var en farlig Ring at gaa med paa Fingeren.
Men èn Gang, i et dristigt Øjeblik, tog han den op af Lommen i den samme Bibliotheksstue i Wolfenbüttel, hvor han havde fundet sine berygtede Fragmenter, og viste den under fire Øjne til Jakobi, for at beskytte Goethes Prometeus, der iøvrigt var en stærk Mand, mod den forbitrede kristelige Filosof.
Og den stakkels Jakobi blev saa angst, at han strax maatte ud og forfærde selve Nathan den vise, den gamle Moses Mendelssohn i Berlin, som aldrig siden forvandt det Stød, og derefter den ganske Verden med Beretningen om, hvorlunde Lessing i Wolfenbüttel-Bibliotheket havde vist ham noget, der var endnu meget værre end Fragmenterne, nemlig den fjerde Ring, medens han havde sagt den skrækkelige Trylleformel: Et og Alt! – jeg vèd intet andet; – der er ingen anden Filosofi end Spinozas.
Og medens Hjorth nu laa dèr paa sin Sofa og læste i sit Hjærtes Uskyldighed om de tre Ringe og dampede af sin utilrøgne Pibe og havde gennem Røgen en saa grangivelig Fornemmelse af Duft fra det attende Aarhundrede, – saa stod Lessings Aand ved Siden af ham og trykkede ham ubemærket den fjerde, den ægte Ring paa Fingren, det »evige Evangeliums« Ring, der trolovede ham med den frie Tanke.
Men det skulde endnu vare nogen Tid med Deklarationen.