COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«
De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.
I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og beleire.
I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier, ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder, havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i Nærheden.«
Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord: den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.
Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en Klippe, under en Busk.
»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have indtaget Frederikshald.«
»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«
Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt, saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt, at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.
Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden undersøgte Hytten.
Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen, hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.
Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør, befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.
»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde han.
De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot nogle Dage endnu.
»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.
»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.
»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et tordnende Hurra.
En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.
»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde Colbjørnsen.
Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.
»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,« befalede Underofficeren.
Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk; han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en Haand.
Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels Anker traadte frem med Haanden til Huen.
»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«
»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,« kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«
»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.
Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:
»Lad Borgerne passe deres Stad; jeg forsvarer Fæstningen.«
Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.
»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig selv.«
Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De saae sig forbauset omkring.
»Hei, Niels – herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.
Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.
»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham et Pengestykke.
»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg jo ikke faaet Dem at see.«
Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv, hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. – Ja vist, undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.
Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke, friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og »de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar, og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens lave Træhuse.
En Aften vendte Peder Colbjørnsen hjem fra et af sine sædvanlige Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.
Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen.
En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens Bidsel.
»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden.
Colbjørnsen trak Tømmen til sig.
»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad I har seet til Svensken i Aftes.«
»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den. Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. – Giv mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.«
Colbjørnsen rystede paa Hovedet.
»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte underveis,« bad Manden.
Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne, alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød efter det andet ind mellem dens Tænder.
Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade kunde være ham til Nytte.
Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden.
Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.
Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere galoppere omkring paa alle vore norske Veie.«
Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon.
Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder, stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at have levet.
Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald, standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften; det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn. Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være alene sammen med ham.
Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et tordnende: »Holdt – hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende Klikken.
»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte Smugleren sin Feltflaske.
»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte Flaske tilbage.
»Du tilraaber dem »Holdt! – hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt at bringe mig Melding.«
»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa, Fanden i Vold.«
Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra sin Blændlygte.
»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?« spurgte han.
»Ja, det var mig,« svarede Hans.
»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk, skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min Gaard?«
»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.«
Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre:
»Siig et godt Ord, Capitain!«
»Slip Hesten.«
Hans Brecke lystrede, men gjentog:
»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!«
»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham.
»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler, maa jeg jo lystre.«
»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen.
»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i Morgengraaningen.
Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over Grændsen.
Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle sære Glimt, idet han hviskende udbrød:
»Jeg har det Altsammen!«
Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække, belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget omhyggelig om.
»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen.
»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at blive gode Venner med Dem igjen.«
»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen forundret.
»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver, der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik, saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god – dèr er hans Penge.«
Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere gaadefuldt.
Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.
»Svensken?« udbrød Colbjørnsen.
»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til Frederikshald.«
Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed, hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste Sag af Verden.«
»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til Frederikshald.«
»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.
»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand Oppassere.«
»Hvor er nærmeste Landingssted?«
»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«
»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«
Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud, traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:
»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.
Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde dem til Live – dræbte dem for Resten ogsaa.
Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne Fortællings Hovedpersoner.