Bjørnstad stod opreist; mægtig og ærefrygtindgydende. Han slyngede disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa hinanden, nikkede og lyttede igjen.
Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev:
»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage. Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad, opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og Viisdom. – Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. – Javist, jeg seer det derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden, af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde, fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen, løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad, til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da, først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. – Ja, jeg synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden, først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent, saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige, saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets Fest, den store Fred, – Guds Fred.«
Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle. Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt. Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven.
Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.
Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets Bevægelse.
»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,« sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, – det vilde siges. Træd indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.«
I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han svingede sin side Hat og raabte:
»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør – hva' – sa! Hip – hip – hurra!«
Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten.
Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe, ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det. Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige, herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det Billede siden.
Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk. Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn.
Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans Hjerte og forlod ham ikke mere.
»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad.
Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort. Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.
»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover; »hun er at stole paa. – Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«
Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som, svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen. Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.
Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.
Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene mod Himlen og udbrød:
»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad og Brænding hjem til Dig!«
Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.
»– Derfor er jeg saa glad, saa glad!« – det brød frem som et ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd – »derfor er jeg saa glad, saa glad!« – kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«
Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde vise ham al Jordens Deilighed – nei, hun vilde vist vise Himlen sin deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.
Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.
»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.
»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. – Kys Mormor igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen, hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen bestandig holdt Saaret frisk.
Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.
»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«
Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter traadte over Tærskelen.
»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.
»Bøi Dig i Ydmyghed – bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og bøiede sig selv over Drengen.
Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo himmelhøit mod Himlen.
Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.
De Toner lyde endnu, ville altid lyde.
Ende.