Czcionka:Mniejsze АаWiększe Aa
SONET
Der er i Dag et Fjerdingaar til Jul …
Til Jul – hvor er vi saa? Levende eller døde?
»Der rinder Sorg, rinder Harm af Roser røde«.
Skal vi mon finde her vort evige Skjul?
Ingen véd det. Natvinden varslende hul
klager oppe i Fjældenes dystre Øde.
Ingen véd, om vi rækker mod Syd og skal møde
Landsmænd igen og Solen, god og gul.
Alt, hvad der hændte i to lange Aar,
ligger dernede og venter os i Breve,
– hvilke grufulde Timer, naar jeg dem faar! …
Men jeg kan ikke ændre mine Kaar,
død er den døde! – Nej, I maa alle leve!
Min Sjæl vil forbløde af disse dybe Saar.
ENE TILSØS
Saa har vi naaet Oktober,
og Fjæren iser til,
det store stille Hav kan stivne
straks, naar Frosten vil.
I Nat blev Vandet tyndis-lagt,
det glimter som et slebent Glar,
ja, kom kun Frost og øv din Magt,
træng ind til alle Kroge,
jeg venter glad – dog se, jeg har
endnu en Gang Kajakken klar,
vil vugge mig i Bølgetakt
paa Bugtens sidste Vaage.
Men da jeg gennem Isen skar,
letted en enlig Maage.
O, om jeg kunde fulgt den
mod Syd, mod Sol – og hjem!
Jeg glemmer rent at ro min Aare
og gaar ikke frem.
Langt borte lyder kold og hul
den vrede Snøften af en Hval,
som dukker op af Dybets Skjul
og tvinger frem sin Pande,
trægt dønner Sø mod Fjældportal,
fjernt synker Solen sært oval
og bævrer tung og æggegul
paa Kiming-Skaalens Rande.
Jeg længes hjem, som jeg var gal,
fra disse Dødens Vande.
Men som jeg saadan ligger
og knapt véd af mig selv,
rækker mit Øje op til Hulen
ved den døde Elv:
Brudte er nu alle Broer,
her faar jeg Hjem endnu en Stund,
deroppe er mit Arbejdsbord
og al min bedste Evne.
Lad Frosten tvinge Hav i Blund
til Farvej hjem! Jeg nyder sund
den hemmelige Fryd, der gror,
og som ej Navn kan nævne,
paa Livstilværelsens dunkle Bund,
hvor Synerne holder Stævne.
TØBRUD
Der regner i Dag en ukristelig Regn
heroppe i Hedningelandet;
endnu er der intet Himmeltegn,
som tyder paa noget andet.
Vor Hule var netop bleven saa lun,
Sneen laa højt over Taget,
Fnuggene tætned som Edderdun,
– nu smælter hele Laget.
Det drypper, det stænker, det styrter herned,
og ingen har sit paa det tørre,
vi væbner os bravt med Taalmodighed,
mens Vandfloden vokser sig større.
Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt,
hjærteløst Regnen strømmer;
de rummer just ikke det bare sødt
de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.
Gulvet er som en rindende Sø,
og Brikseskindene fælder,
vi ligger paa hver sin opdagede Ø
i Oversvømmelsens Kælder.
Himlen er bare et trøstesløst Hvælv,
en eneste styrtende Sluse,
Fjældene mumler, den døde Elv
er atter begyndt at bruse.
Dens Leje var som et furet Ar,
nu springer det op og bløder.
Vi fylder paany vore Kogekar,
men Regnen slukker vore Gløder.
Saa maa vi kvittere »den varme Ret«,
en ofte prøvet Elende,
men at Soveposen ikke er tæt,
er det værste, der kunde hænde.
Dog, skulde man blive lidt sur i Sind,
da lyder den Trøst til den triste:
»Lad alt smælte bort! Dit eget Skind,
det holder nok tæt til det sidste!«
Først, naar ikke en Trevl er tør
og ikke et Ly at finde,
da vaagner der et Galgenhumør,
og runger vor Latter herinde.
Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt,
fantaserer om fjerne Steder
med alt, en Hjemkomst byder af smukt:
varm Kaffe og tørre Klæder!
– Vejrprofeterne kalder det Føhn,
saadan Mildning ved Vintertide,
men Eskimoerne tror, det er Tøen,
der driller Frosten til at bide.
Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud
og aflæser Varmegrader …
Men lad der blot rase Regn og Slud,
naar det ikke Islæget skader.
Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før,
og snart kan jeg hjemad drage
blottet for alt, kun rig paa Humør
til Slædefærden tilbage!
EN SORG
I Dag har jeg haft en lille Sorg,
og her, hvor saa lidet sker,
har denne ringe Hændelse
bedrøvet mig endnu mer.
Min Yndlingshund er bleven dræbt
af en af de gamle Store,
bare fordi den løb og leged
og slet intet andet gjorde.
Den vidste ikke, at Tand for Tand
er Livets beskæmmende Lære
baade for Dyr og Mennesker,
om vi skal faa Lov til at være.
Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
saa munter og uden Harm,
hver Morgen den krøb i min Sovepose
til et lykkeligt Blund i min Arm.
Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn
og kunde aldrig blive træt
af at stryge dens bløde Pels
og høre dens Aandedræt.
For jeg er jo bare et Menneske,
hvis Kærlighed ligger vaagen;
jeg længes efter at elske
og være god mod nogen.
Men her, hvor jeg intet Menneske har
at kysse med brændende Mund,
gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn
til den tillidsfulde lille Hund.
Og nu er dine undrende Øjne lukt,
din Strube blev gennembidt.
– Ak, var du bleven ældre,
skulde tungere Smærter du lidt!
Ja, var du vokset dig stærk og stor,
vented dig megen Plage;
en stakkels trællende Slædehund
har ikke gode Dage …
Men da de kom og mældte,
at min lille Hund var død,
blev der saa underligt stille,
dèr, hvor mit Hjærte lød.
Da maatte jeg betvinge
en Graad, der vilde frembrudt,
da svor jeg over Morderen
en Hævn, jeg ikke har fortrudt.
Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn,
hvis Tænder min Yndling traf;
hver Dyrebeskyttelsesdame
vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.
Tæt til dens sammensnørede Gab
bandt jeg den lille døde,
– nu ligger den med sit Offer
bunden og uden Føde.
Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
skabagtig kan Sorgen lyde,
men den, hvis Hjærte er ene,
véd, hvad en Hund kan betyde.
Og den, der kender Polarfærd,
véd, han var gaaet til Grunde,
om ikke han var bleven hjulpet
af sine trofaste Hunde.
Lønnen, han bød sin trællende Ven,
var Pisk og en kneben Føde
og saa en Kugle i Hjernen,
naar den næsten var kørt tildøde.
Og Hvalpen skulde i Vinter
trukket for Slæden tilbage,
– en stakkels trællende Grønlænderhund
har ikke gode Dage.
Men dyrebar er mig Hundene,
min daglige Kval og Fest,
og, som det gaar mellem Mennesker,
er den mistede altid bedst.
Og det er sandt, hvad en Digter har sagt,
– sikkert en klog gammel Fyr:
»Jo bedre jeg kender Mennesker,
des mer holder jeg af Dyr!«
VINTER
Se, det hvide Ishav spejler
dybt de gyldne Aftenskyer.
Ingen Lyd og ingen Sejler,
intet Bud fra fjerne Byer.
Indelukket
Længselssukket
stiger mod det kolde Fjæld,
der paa Himlens Rand har trukket
en henaandet bleg Pastel.
Som en Knivseg, skarpt tilsleben,
skærer Horisonten Himlen.
Som et Hjærte, vémodsgreben,
gløder dæmpet Solfaldstrimlen.
Gult og gustent
som et brustent
Venneblik er Solens Øje
sluknet bag en Isfjældsmur,
der har bygt sin borgtaarns-høje,
vildt fantastiske Kontur.
Sølvhvid Maanebaaden skyder
højt henad den mørke Himmel.
Som et Morildskølvand flyder
Mælkevejens Stjernevrimmel.
Tunge Skygger
travlt bebygger
som et mystisk Dværgfolk Sletten,
der har gemt sig tavs og trykket
inde under Fjælde-Jætten.
Snart af Skyggerne besejres
Dagens sidste Farvetoner,
Mulmets Nattepust henvejres
over Dødens Regioner.
Men i Mørket,
sjælestyrket,
slaas vi med os selv og Livet,
og vi tror, at vi faar dyrket
rodfast Træ af Mose-Sivet.
Ubønhørlig stræng bekriger
Vintren disse arme Kyster,
Sneen ligger haard og skriger,
Isen dem i Favntag kryster,
Lyset brister,
Bjørnen lister
mørkeskjult, beredt til Krig,
hungerpint den Livet frister,
røver Gravens frosne Lig.
Og uskaansomt koldt bekriger
vi det Liv, vi før har levet;
gennembrudt, som Vandflods-Diger,
er vort Løgnliv – talt og skrevet.
Nu skal Volden
hel og holden
sten-forskanses, klar til Krig
mod os selv i Fortids-Rollen
– ingen Gravfred for det Lig!
SNESTORM
Jeg laa ude i Nat. Og hvor frøs jeg i Nat!
Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ,
og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.
Der var madtomt i Hulen og glubende Sult,
saa kørte jeg hen til et Køddepot,
men Vejret blev værre, end jeg havde troet.
Der blæste en fygende stiv Sydvest,
langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds,
Foden blev træt, for Føret var træls.
Den gamle Eleng'uak fulgte mig tro,
syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa,
alligevel maatte vi begge gaa.
Ved Slædeopstanderne sled vi os frem,
stavred i Sneen til op over Knæ,
og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.
Dagslyset svandt, og Knoget tog til,
nu sank vi i til midt paa vort Liv,
Skinddragten dampede og frøs stiv.
Hundene orked tilsidst ikke mer,
vi spændte dem fra, og de stak i Løb,
selv fulgte vi efter, stumled og krøb.
Sort var Natten, da vi naa'de frem,
aandeløst smed vi os ned bag en Sten,
som ikke gav ringeste Ly for Sneen.
Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv,
Eleng'uak pressed sin Ryg tæt mod min.
Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.
Da blev som en isnende Strøm mit Blod,
jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk,
Fingrene var ved at fryse væk.
Vi maatte nok helst gaa os varme igen:
fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt
og slæbte det hjemad af al vor Magt.
Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,
Legemet damped, vor Aande blev kort;
i Mørket kom jeg fra Eleng'uak bort.
Men endelig, da jeg var Slæden nær,
var ogsaa min yderste Kraft udøst,
jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.
Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.
Før havde jeg troet mig saa gammel og klog;
nu syntes jeg ung, havde ingen Ting lært,
og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.
Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed,
jeg tændte min Viljes hendøende Gnist
og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.
Dèr saa' jeg blandt Hundene, dybt føget til,
Eleng'uak ligge – en underlig Bylt.
Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.
Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels,
fik stukket mig under en Hundekrop,
hvor jeg døsede hen og tøede op.
Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld,
begravet af Sneen og sporløst gemt.
Ingen savned mig, jeg var glemt.
Da maatte mit Hjærte saa inderligt le:
»I slipper mig ikke saa bekvemt!«
Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.
Men netop, som Dagen graaned i Øst,
tog Snestormen af og Kræfterne til:
– Det er svært at dø, naar man ikke vil!
INDKVARTERING
Vi har faaet Indkvartering:
ikke mindre end en Snes
Eskimoer
hos os boer
i en skøn Familjekres
– en lidt rundelig Formering,
naar vi selv er seks Mand høj.
Man begriber,
at det kniber
svært med Plads og Sengetøj.
Men vort Samliv er det bedste,
skøndt man ikke skulde tro,
at der kunde
nogenlunde
herske Enighed og Ro,
naar man har sin kære Næste
indlogeret bunkevis.
Her er Glæde,
fælles Æde,
fælles Trug for So og Gris.
Alle Kogelamper sprager,
Luften hænger tyk af Os,
Stuens Kroge
staar i Taage,
men vor Hule faar dog Ros.
Udenfor Orkanen drager
rovbegærlig om vor Ø,
mangen Hytte
blev dens Bytte,
knust og slugt af Styrtesø.
Alle vore Boplads-Fæller
blev berøvet Kød og Hjem,
halv-paaklædte,
ilde-stædte
stred de sig til Hulen frem,
sidder nu og smaa-fortæller
om den storm-oprørte Fjord,
klager ikke,
smælter Drikke
og faar kogt et vældigt For.
I en sammenbyltet Mængde
sover snarligt Vært og Gæst,
Lampen slukner,
ude drukner
Hundehyl i Sø og Blæst.
– Men jeg vaagned tidt og tænkte:
her mod Nord er Livet Fest,
intet knægter
disse Slægter,
hverken Himmel eller Præst!
Ja, en Livets Jubelsalme
toner ud af Vejrets Brus,
Leg og Latter
toner atter
i vort overfyldte Hus.
Her kan Glæden aldrig falme,
Livet tager vi som bedst:
Eskimoen
dør i Troen
paa, at Livet er en Fest.
NYT ISLÆG
Jeg suser atter over nylagt Is,
og alle Hunde trækker kry og travle,
thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle
har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis
og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.
Mit Forspand elsker dette blege Skær,
der blinker i de frosne Iskolosser
og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser;
– i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær,
da savnes det Humør, som Kulden trodser.
Men nu gør atter Maanen Rejsen let,
paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre
det lange hvide Døgn i snefrit Føre,
hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt,
og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.
Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud,
og jeg kan timevis henslængt paa Slæden
ligge med adspredt Sind og nyde Glæden,
blot ved at se mit Forspand halse ud,
og høre Isen knage fjernt som Skud.
Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se
mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde,
og da er det med ét, som blev jeg borte,
som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé,
saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.
En Grav af Sne! – Men da blev alting koldt,
jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet,
Isen var bristet: Slæden, Hundespandet,
alt det, der havde mig min Drøm forvoldt,
sank dybt og blødt, – men Skaglerne de holdt.
Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt;
to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne
ad Isen og slog Remme om et Hjørne
af Slædesnuden og fik mig og alt
omsider halet ind – har de fortalt.
Forresten lo de. Og da vi drog bort,
og mine Klæder stivned straks i Kulden,
og baade Haand og Fod blev saar og svullen,
lo de igen. Jeg løb, som var det Sport,
og holdt mig varm de otte Mil til vort …
Den glade Hedning, som bestandig ler,
han er i Livets Dyst altid fornøjet;
og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet
og laa i Soveposens lune Fjer,
da lo jeg selv, – jeg fejled intet mer.
Ja, saadan er det: undflyet et Forlis
higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge,
evig og altid maa vort Kald vi følge,
Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis,
farefuld Vejen over nylagt Is.
– Jeg suser atter paa den blanke Fjord
ind under Fjældets gothisk bygte Gavle,
nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,
og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor,
og Verden er bare dette kolde Nord!
AFREJSE
Saa kom den sidste Dag paa Længslens Ø,
Fjældhulen rømmet, ingen Vinduslysning.
– Dèrinde blev der dog sat Frugt og Frø,
mon de nu taaler Vinter og Forfrysning?
Lyse er de Forhaabninger, der bygges,
men mørk den lange Hjemvej. Vil den lykkes?
Og endnu er vor Ven og Fælle syg,
og køres maa han hundred Mil i Pose,
– men Skæbnen fik ham ingentid gjort myg,
endda den bød ham Torne blot for Rose;
han higer hjem mod nye Arbejdsfelter,
– ak, i en foddyb Sne gaar vi og ælter!
Decembermørket skjuler Fjæld og Kløft,
Dagen er kort, og Maaneskinnet blænder,
fra skjulte Vaager lyder Sælens Snøft,
langs alle Fjære blegt Morilden brænder.
Gemt er bag Skrueis Fjældhule-Næsset,
hjemad det gaar – men tungt er Slædelæsset.
Just nu faar jeg vor Hule dobbelt kær,
det er, som om jeg ikke kunde slippe
dens Tarmskinds-Vindu med Spæklampens Skær
og Ildsteds-Røgen op mod snedækt Klippe;
– hvor ofte har jeg ikke langvejs ude
træt og forkommen hilst den blege Rude!
Men det gaar hjemad, – og vor syge Ven
maa bjerges frem til bedre Kaar og Pleje,
saa drager vore Slæder da igen
Sporet langs nye Kysters nye Veje.
Raa-frossent Kød er Hunds og Herres Føde,
tungt kører vi i Skrueis og Bløde …
TILBAGE TIL MØRKET
I
Saa slaar vi da Retræte:
vor Vej er altfor fyldt med Sne,
vi skulde været frem til Jul,
men det kan ikke ske.
Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,
men det er tungt at vende om.
Fjældhulen er Ruiner nu. Hvor finder vi et Skjul!
Vi drager op mod Mørket,
og vi, som haabed det forladt,
gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,
ind i den store Nat …
Naar atter Slæden staar beredt
til Hjemfart, hvad er der saa sket? …
O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!
II
Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,
bare Livet igen – ellers ingen Ting mer,
vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,
kun Livet igen – det dejlige Liv!
For Hunde og Kød og varmende Klær
borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;
de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,
maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.
Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør
og beder om Husly som ofte før,
man luner vor Briks, vore Skinddragter syr
og fodrer os selv og de udslidte Dyr.
I Jordklodens nordligste Menneskehus,
ind under en Gletschers Morænegrus,
dèr lever jeg Livet som Eskimo,
og Livet er bedre, end jeg turde tro.
Ja, Livet er dejligt og dyrebart
i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,
her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,
her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.
Piuva'toks og Alakra'sinas Hus
saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,
saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,
er det Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!
Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,
vil taksomme Tanker søge herhen,
– jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,
men Hedningen her er Kristen af Gavn.
POLARNAT
I
Hvor skal jeg gøre af mig selv,
hvad skal min Tanke sysle med?
Hvordan forglemme Tid og Sted?
Hver søvnløs Dag er uden Fred
og drømmepint hver Søvn, jeg véd.
Jeg higede ud, nu higer jeg hjem og savner dig alle Vegne;
det er, som jeg bærer al Verdens Sorg, og er lige ved at segne.
Nu troede jeg saa vist, det gik
mod Syd, mod Sol, mod Hjem, mod dig,
og vi var mange Mil paa Vej,
da Blæst og Mørke, Sult og Sne
tvang os til Venderejsens Vé.
Jeg ligger igen, hvor jeg før laa fast, maa vente til Vaarens Komme.
Hvor skal jeg dog gøre af mig selv, til Længslens Tid er omme?
Jeg lever blot i Kamp for Mad,
opholder Livet som et Dyr,
der ej den værste Føde skyr.
Forraadnet er det Kød, jeg faar,
mit Legem smudsigt, vildt mit Haar.
Alle Bøger er læst, alt Papir skrevet fuldt, hvordan skal mine Tanker da næres,
de kreser bestandig om dig og Hjemmet – vort eget og vore Kæres.
– Taalmodighed, Hjærte! Den svære Kunst, nu skal den for Alvor læres.
II
Gennem goldt Polarnats-Øde
gaar det vrede Vejr med Vælde,
Mørket sukker, graat af Ælde
som min Mor, der døde.
Gennem Jordens Dunstkres tumler
vildt Decembersneens Bølger.
Tungt den frosne Havstok mumler
om en Kval, jeg dølger.
Paa de vejr-forbidte Strande
har hvert ængstet Liv sig dækket,
Stormen blot langs døde Vande
tumler som forskrækket.
Over Fjældets dystre Gavle
ingen nordlys-blændet Stjerne
– bare Livets evigt travle
Lynglimt i min Hjerne.
Uvejrs-slagen, pint af Brøde,
mørkeskræmt, en fredløs Fange,
mindes jeg min Mor, som døde:
hun var ikke bange.
Kunde jeg – en dødsdømt Evne —
med din sikre Ro mig væbne!
Men jeg elsker Livets Stævne,
hader Dødens Skæbne,
hader Rummets mørke Gaade,
– urørt af vor Strid herneden
hersker den og skal os raade
i Al-Evigheden.
III
Der er i Nat saa tyst
som fjernt, i det Minut,
da lykke-pint mit Bryst
fik Tvivl og Vægring brudt
og skjalv, fordi det skulde Ordet sige.
Min Stemme var som kvalt,
og jeg fik ikke talt,
blot rørt din bange Haand,
men Hjærtets Helligaand
nævnede tavst det uudsigelige.
En Nat saa lykke-tyst,
al Verden Fred og Hvil!
Men det blir ikke lyst
som den Gang i April,
da vore Hjærter mødtes vaarberuste …
Jeg lider Længslens Véer
hjem til lidt Dagnings-Skær,
hjem til dit Lykke-Smil,
som lyste i April
den dæmrende Nat, da Helligaanden suste.
IV
Den stille hvide Vinternat
med ringe Skel
paa Dag og Kvæld,
med ingen Genklang under Fjæld
af Hundeglam og Piskesmæld
– en lydhør, duftløs Time!
Se, Maanen tændes blank og kold,
og Himlen hvælver stjernesat,
bag Nordlysbaandets Silkefold
sit Skjold,
mens alle Mindets Højtidsklokker kime.
Snart ringer Hjemmet Julen ind.
Min Sjæl, vær stærk:
dit Højtidsværk
skal tone fjernt fra Hjem og Jul
i hvide Vinternætters Skjul,
hvor ingen Granduft kendes.
Og dog, min Sjæl, jeg har ej glemt
mit længst aflagte Barnesind,
jeg hører Højtidsklokkens Klemt
forstemt
og længes hjem, hvor Juletræet tændes.
En hjemlig Jul, en uskylds-hvid
med Englebud
fra Himlens Gud,
som da uprøvet jeg og stolt
den gode gamle Højtid holdt,
– den Jul, der kun er Minde …
Ja, hvilken Højtid, om jeg blot
kom hjem nu ind mod Juletid
og sagde En, hvis Blik er vaadt,
lidt godt …
Ak, død er Julen og jeg selv sneet inde.
Tavs er den hvide Vinternat,
træt gaar min Fod,
tungt slaar mit Blod,
og se, hvor Maanen blank og kold
som et fordægtigt Avind-Skjold
har skjult min Lykkes Fjender.
Er alt mit Liv da uden Værd?
Udløber redningsløs forladt
i Nattens blege Nordlysskær
min Færd,
mens alle Hjemmets Juletræer brænder?
Velan, min unge Sjæl, vær stærk:
den Vej, du drog,
gør glad og klog,
gør rig, trods Tab af Jul og Hjem,
den Vej, du drog, er Vejen frem,
den eneste, der frister.
Og træder jeg mit sidste Skridt,
og ænser ingen mer mit Værk,
Liv har jeg levet, jublet tidt
og stridt —
ja, højtids-helligt er det Liv, jeg mister.