Czcionka:Mniejsze АаWiększe Aa
MUSIK
Tænk, naar jeg igen skal høre Musik,
Musik, som rører min Sjæl til Suk!
Jeg tror, jeg maa græde det Øjeblik,
jeg atter hører Musik, som er smuk.
Musik, o Musik! Beethoven og Bach!
Jeg vil sidde og gemme mit Ansigt bort,
jeg vil glemme mit Liv, og at Livet er kort,
blot leve med Mestrene, aande min Tak.
Heroppe synger kun Søfugl og Hval,
selv voved jeg bare en enkelt Gang
at nynne en lille Schubertsk Sang,
– Folk lo og tænkte, at jeg var gal.
Deres Hedningehjærner har ikke Rum
for Lykke og Lidelse sat i Musik,
blot Troldmandens monotone Brum
til Tarmskindstrommens sære Rytmik.
Maaske man kunde faaet dem lært
– hvad Tusinder Danske jo lever i —
en flunkende tom Revy-Melodi,
men det var nok ikke Umagen værd.
Thi lykkeligvis er de ikke bragt
saa vidt som de kristnede Eskimoer,
hvis Salmesang blot er drævende Kor
– al anden Musik gaar i Hopsatakt.
Dèr dansed jeg vildt til Harmonika-Kluk,
og al min Hjerne blev Lirekasse-ør,
min Mund var Latter – mit Hjærte Suk
efter Toner, som altid fyldte mig før.
Der er ikke i Verden en Kunst som Musik,
hver skælvende Sjæl er i Tonernes Magt,
hvad aldrig jeg saa' med mit Menneskeblik,
de lønligste Ting har Musikken mig sagt.
Min Sjæl er Musik, snart fortvivlende trist,
snart kaad som en Scherzo i lyseste Dur,
og jeg véd, at Musikken vil vare tilsidst,
naar længst jeg er sløv for Maleri og Skulptur.
Naar jeg ikke længer kan røre en Pen
og har, hvad de andre fik skrevet, forglemt,
da er vel endnu Musikken igen,
jeg kan dø i hentonende Klokkeklemt.
– Aa, tænk, naar jeg atter skal høre Musik,
en kendt Symfoni, tungsindig og stærk,
o, hvilket højtideligt Øjeblik,
naar jeg bøjer min Sjæl under Mesterens Værk,
naar jeg sidder gemt bort i den skjulteste Krog
og glemmer mit eget forsvindende Fnug,
med Sanser, der kender kun Tonernes Sprog,
og Øjne, der tindrer som Blomster i Dugg.
KVINDER
Kvinder, Kvinder!
Jeg savner Kvinder:
dem derhjemme, jeg glad forlod,
ikke en eneste en var mig god,
jeg var saa inderlig ked af jer alle,
træt af at sejre, syg af at falde,
o! Og bedrøvet af Minder.
Fjernt gaar Rejsen
bag Nord-Atlanten,
Fjælde løfter sig, klædt med Is,
Hjemmet er skjult i Forglemmelsens Dis.
Endelig fri! Kan uhinderlig drage
Vejen i sære Henrykkelsens Dage
– lykkelige jeg, som fandt den!
Og jeg nyder
med skærpede Sanser,
stormer frem med ubændig Kraft,
alt mit Blod er som sydende Saft,
daglig sejrer ærgerrige Kræfter,
grundigt hviler de sig derefter,
naar ved Maalet jeg stanser.
O, men nu savner jeg
Kvinder, Kvinder,
dem derhjemme, de dunkle Blik,
deres berusende Skumringsdrik!
Jeg havde troet jer ude af Tanke …
Stille, Hjærte! Du maa ikke banke
Blodet til mine Kinder.
Hør, jeg raaber det:
Kvinde, Kvinde!
Bort med Forsagelsen, Elskov først,
kom nu og sluk mine Læbers Tørst,
se, jeg bønfalder dig, vær mig til Vilje,
ræk mig din duggede Kalk, o Lilje,
og lad mig dø derinde.
Danske Kvinder!
I skal dog vide det:
Kvinderne her i det høje Nord
er Hundyr, Byttekvæg, tvungne til Hor,
Manddyrets Trælle, afhændelig Vare
– elske dem! Nej, det har ingen Fare;
man væmmes kun, at de maa lide det.
Nej, Kulturens
stolte Kvinde,
hende jeg haanede tidt af Trods,
hun er den eneste Kvinde for os.
Hendes Sjæl er en Kaktus, der udfolder sig
bare en eneste Gang. Den beholder jeg
gemt som mit helligste Minde.
Ja, jeg savner dig,
Hjemmets Kvinde!
Al din friske, fortryllende Skæmt,
din beslutsomme Mund, der ler saa nemt,
savner især dine kærligt dømmende
dunkle Øjne, de vemods-drømmende
– mer end en Himmel at vinde!
Dit stille Vemod,
din Sjæl, Veninde:
dybt, hvor din reneste Strengebund toner
i sælsomt grublende Regioner,
den er det, jeg savner – elsker og savner, —
naar i de svimlende Drømme jeg favner
mit Hjærtes eneste Kvinde!
NATUR OG CIVILISATION
Overmæt af Kunst og Kultur,
led og ked af Venner og Fjender
søgte jeg bort til en vild Natur,
hvor intet dagligdags hænder.
Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,
véd, hvad jeg magter, og hvor det svigter,
fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,
og alle forsømte Pligter.
Frosset og sultet og legemlig slidt,
savnet, hvad før var mig uundværligt,
svævet i pirrende Farer tidt,
– aa, dette Liv er herligt!
Levet i Solskin Maaneder rundt
vaagen og virksom Døgnet til Ende,
besteget Fjældene, sovet sundt
og bare tænkt smukt om min Fjende.
Kysterne ejer rige Spor
om fjerne, formummede Tider,
da frem af Kaos vor elskede Jord
ung og almægtig stiger.
Mangt et besynderligt Visdomsord
talte den vilde, hedenske Stamme,
Hunde og Herre fik gratis For
og Herren Telt med det samme.
Og naar man først sig vænnet har
til Kødmad raat ud af Skankerne
eller Kødmad lunknet i grissede Kar,
pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.
Og kan man bare faa Hvile og Mad
og nøgen hos Værtsfolket ligge,
da er man tilfreds og lader glad
Polar-Parasiterne stikke.
Mangen fordummende Overtro
hersker her oppe som hjemme
– men her var lykkeligt frit for to,
der gerne sig selv vilde glemme …
– Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,
og Sanserne, friheds-svimle,
og Blodet, der gennem Aarerne sang,
gløded med glødende Himle!
Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem
norden for Lands Lov og Ret,
– heroppe drog mangen Polstormer frem
og drog sit sidste Aandedræt.
Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,
søgte at bruge to aabne Øjne,
jagede Réner og Bjørn og Sæl
de hellige Døgn som de søgne.
Da var jeg langt fra de hjemlige Kaar,
lod haant om Kulturens Krøller,
ynkede Oprørets tamme Faar,
belo vore aandelige Bøller.
Vidste saa vel, at selv var jeg glemt
eller agtedes saare ringe.
Bravo, Københavner! Des mere bekvemt
kunde her jeg sprede min Vinge.
Ja – og jeg folded mine Svingfjer ud,
hørte du Luften suse!
Himlen har ikke saa høj en Gud,
jeg var jo dèr til Huse.
Alle mine inderste Tanker steg
fremad, ustanseligt fremad.
– Om det blir Liv eller bare Leg,
skal kendes, naar jeg vender hjemad …
Men jeg maa sige jer det for sandt,
nu længes jeg hjem til de danske,
dem jeg dog helst har været iblandt,
og som jeg tilhører ganske.
Her oppe leved jeg længe nok
til for bestandigt at vide:
jeg er et Faar af min egen Flok,
det hjemlige Hø vil jeg bide.
Saadan ender vi Menneskers Flugt
bort fra Kulturens Centrer.
Den Tid er dog ikke forgæves brugt,
hvori vore Meninger kæntrer.
Mennesket bliver sig selv overalt,
vi er Dyr, baade vilde og tamme,
ingen er Sukker blot, ingen Salt,
vi er allesammen det samme.
Blot en Nuance, uendelig lidt
adskiller Stodder fra Greve,
denne Erkendelse gør jeg tidt,
den gør det til Fest at leve.
Hedningen her er ej ideal
og heller ej sjælesort,
snart er han god, snart er han gal,
– men hans Liv er en herlig Sport.
Det var til dette friske Pust,
jeg længtes af al mit Hjærte,
– o! Mine unge Vinger har brust,
men nu har jeg Hjemvéens Smærte.
Og faar jeg en Gang lagt Naturen bag
og aander Civilisationen,
saa véd jeg: Sandheden er ej Nat eller Dag,
den ligger i Midt-Regionen.
Den Vished kan gøre moderat og svag,
men falsk bliver ikke Tonen!
DA SKIBET KOM
Saa staar vi da en Dag og bygger Hus
højt under Fjæld, hvor Sandstens-Søjler knejse,
– vort Byggestof er bare Sten og Grus – ,
opgivet er hvert Haab om Hjemad-Rejse,
hen over Havet gaar Sensomrens Sus,
og vi har ingen Baad, og udeblevet
er Skibet, hvormed Brev og Bud var skrevet,
maaske er det forlist med Mand og Mus.
– Hér har vi drøje Længslens Timer levet,
hér maa vi vente, til der lægges Is,
og sælge Livet for den dyreste Pris …
En frisk August-Dag! Visnet ligger Græsset,
og det er fattigt nu med Fuglesang,
saa staar vi da og spejder sidste Gang
ud over Havet efter Skib bag Næsset.
Og se! Fjernt borte mellem Isfjælds-Vrimlen
tegner der sig et Skibsskrog lavt mod Himlen.
– Kikkerten frem! Tavse staar vi og stirrer;
hver gisner sit: er Længslens Tid nu omme,
og skal med dette Skib Befrielsen komme?
– Øjet dugges. Det er Solen, som forvirrer …
Vi, som var raske, løb til Strand og Fjær,
fik snart Kajakken fat, klemte os ned
og stak til Søs med vore Boplads-Fæller:
Der blir en Raaben-op, mens de fortæller,
om hvem der først saa' Skib, fra hvilket Sted,
hvor mange Master, Skorstene og Rær,
om nu den sjældne Gæst vil stanse her,
om han er Amerikaner, Skotte – eller —
Men som vi naar derud: énmastet, lille
fremglider Skuden paa den brede Fjord,
bjerget er Sejlene, og fra dens Motor
hører vi, som en Hilsen, Stempelslaget,
og rundt om tier Verden lyttende stille.
Og op mod Masteknappen farer Flaget,
det rene norske! Og vi kommer ombord …
Nej – der var ingen Post og intet Bud …
Er vi da helt af Vennerne forglemte,
og mon de tror os sporløst slettede ud,
saa véd jeg dem, der er tungsindigt stemte;
– men maaske er de alle sammen døde?
– O, hvem der kendte nu en Trøstens Gud
mod Skuffelsen ved dette glade Møde …
Men der blev Fest ombord: blot ved at se
Nordmand og Dansk her under fjerne Zoner.
Af deres Læber lød de kendte Toner,
der indebærer al vor Fryd og Vé,
– hvor vi dog kunde snakke løs og le!
Lettet blev Hjærtet og vor Hjerne kaad,
vor syge Ven blev bragt ombord i Baad,
paany sad vi ved dækket Bord og aad;
Gaffel og Ske faldt uvant os i Hænde,
vor Madlyst vilde aldrig tage Ende …
Kun altfor hurtigt gled de gode Stunder,
snart roede vi fra Skibet i Kajakken.
Der stod en lille kæk Flok Mænd paa Bakken
og vinked os et hjærteligt Farvel.
Nu drog de vesterud, hvor Sol gik under,
paa Forskerfærd – til Skuffelse eller Held – ,
og Is og Polnat vil sig om dem lukke,
og hjemme vil de bange Hjærter sukke,
– ja, hjemme! hjemme! – Naa, tag Aaren fat,
her nytter ingen Klynk: Tyndis paa Vandet —
og endnu skal der roes to Mil til Landet,
– og dèr skal vi gaa mod den store Nat.
Men tidt vil over Havet, der os skiller,
og bag de mange Hundred Mil derhjem
Tankerne graadigt søge Næring frem
af vore fælles Minders forfriskende Kilder.
SEPTEMBER I „FJÆLDHULEN“
I
Jeg er saa glad for Solen,
glad for September-Solen,
den bryder uformodet
frem af den tunge Sky,
saa gul som Æggeblommen
skinner den uindbuden,
men hjærteligt velkommen
gennem Tarmskindsruden
ind i vort ringe Ly,
bestraaler en tilsodet
mos-fuget Sandstensvæg,
gløder over mit Skæg,
varmer mig dybt i Blodet
og strejfer skælmsk Reolen
– ja, for vi har en Bogreol,
tre Pakkasse-Borde og en Stol.
Ak ja, vort Hus er lille,
beskedent Inventaret,
stenhaard vor Soveplads,
ingen bruger Madrats,
– vi ejer jo ikke meget.
Men her er Rum for os alle,
frit Rum for frie Tanker,
for hver personlig Mening,
og Ordene er som forynget,
thi Huset er vort eget,
ved egne Kræfter bygget,
af ingen Skatter tynget,
ej heller truet og trykket
af nogen Kreditforening
– det eneste Hus, jeg har set,
uden Prioritet!
Dog: kunde man prioritere,
til Mønningen prioritere
den stadigt vedligeholdte
barnligt selvejer-stolte
Glæde hos Hulebeboerne,
naar vi har Besøg af Bekendte
og Venner blandt Eskimoerne
og fester for dem i vor »Sal«,
saa blev der Tilbud om Kapital,
for den skulde nok svare Rente,
– men det er nok ikke at vente …
Her er saa solskins-stille,
saa høstligt højtids-stille,
for en Naturtilbeder
underfuldt fredsomme Steder:
En af os sidder og maler
Isfjældene, guld-bestrøde,
en anden skæmtende taler
med Folkene her fra Landet,
selv falder jeg hen i Goethe,
læser mig langt, langt bort,
véd, hvad jeg gerne vilde,
nu, da Dagen er kort
og Aftenen mørk og stille.
Jeg mindes en fjern Akkord
og længes, kæreste du:
»Ueber allen Gipfeln ist Ruh.«
II
Jeg har samlet i Dag nogle fattige Blomster,
der trives paa »Længselens Ø«,
blege er de som brystsyge Børn,
der ligger og kan ikke dø.
En Valmu, en Liljekonval og en blaa,
som jeg ikke kender ved Navn.
Jeg har baaret dem alle hjem i vor Hule;
de ligesom fylder et Savn.
Aa, men hvor er de dog faa og fortabte,
i Sommer de straalede rent!
Stormene slog dem nok skaanselsløst,
og nu er det ogsaa sent.
Ja – det er altfor sent for en Blomst
at staa i den frosne Muld …
Bare der var nogle flere af jer,
saa hele Hulen blev fuld!
III
Hvor er dog Havet mørkt i Dag
som ved Decembertide hjemme.
Nordvestens tunge Aandedrag
kan gennem Væggen jeg fornemme.
Koldt er her: Termometret Nul,
Blæst stryger ind af hver en Sprække.
Og dog! Hvor hyggeligt et Hul,
mod Uvejr et velsignet Dække.
Spæklampens muntre Flammeild
flakker kærtegnende paa Muren,
ude raser en arktisk vild
Efteraarshærgning i Naturen.
Lav rinder Solen, høstlig gul,
hver Nat blir nye Stjerner tændte,
visnet er Blomst og flygtet Fugl,
kun Vintrens dybe Nat i Vente.
Ude Orkan – men inde Fred,
den lykkeligste Fred, jeg kender,
naar Dag er endt, og Sol gaar ned,
og alle Længslers Lamper brænder.
IV
Den første dryssende Sne
over de nøgne Fjælde
og Frostens klingre Bjælde.
Forbi den korte Sommer,
Valmuer og Konvaller,
Elvenes Draabe-Krystaller.
Den nøgne Jord blev Is
ved første Nattekulde,
nu sover Kim i Mulde.
Nu graver sig alle Mennesker
ned i den lune Jord
med alt deres Vinterfor.
Borte er Narhvalstrækket,
ikke en Fugl under Land,
bare det mumlende Vand.
Og ved de stejle Kløfter
vaander sig Ræv og Hare
inde i Saks og Snare …
Men til det store Mørke,
klædte i Dyrehuder,
bringer vi vore Guder:
Hjemmets og alle Erindringers!
– drøfter gamle Hændelser,
kommer med sære Bekendelser,
trevler vort Livsvæv op,
de skøre, bristende Traade,
brænder dem uden Naade,
klæder os splitternøgne,
kender til Bunds hinanden
– dog bare til Afgrundsranden,
bygger jo, hver især,
et Ly for sit skjulteste Minde,
hvor man er ene inde,
ene – altid alene:
en vanskelig Jord at dyrke,
men Ensomhed giver Styrke …
Saa er da Sommeren død,
og i det yderste Thule
gemmer vi os i en Hule,
er som et udflyttet Danmark
varmet af hjemlig Sol
her ved den kolde Pol,
drømmer saa meget gammelt,
higer mod nye Stier,
tænker, taler og tier …
Luften er vinter-skarp.
Mod Himlens lydløse Blaanen
staar som et Genfærd Maanen.
Fantastisk dødninge-hvide
spejler sig fjerne Strande
dybt i de dunkle Vande.
En Gang i Tidernes Gry
boblede disse Kyster
af Moderjordens Bryster.
Stivnet alle Tinderne
gløder som Okker og Mønje
op gennem Bræens Brynje.
Om Milliarder af Aar
vil da mon Isbræen smælte,
Søjlerne sprænges og vælte?
Vil da den signede Jord
syde igen, før den daaner
hen mellem livløse Maaner?
– Ak, hvor usselig lidt
selv den Viseste aner
om vore Skæbnebaner.
– Hvad véd jeg vel om mig selv:
Er jeg et glødende Hjærte
eller en udbrændt Kærte?
NOKTURNE
Nu er det stille,
Høstnatten skumrer,
Vindene slumrer,
hvor Livets Kilde
dagtræt gik ned,
– lydløs Fred
rundt om Landene,
ud over Vandene.
Den, som nu kunde
sit Hoved bøje,
lukke sit Øje
og fredfyldt blunde
den lange Nat
fornufts-forladt,
uden Vaande
drømmeløst aande!
O, men der rinder
Lyd i mit Øre,
Kamp maa jeg føre
med bitre Minder:
Venskab, jeg brød,
Had, jeg fortrød.
– Fredløse Gru,
hvil ogsaa du!
ENE
Stjernerne skælver,
Himlen er bleg,
Maanen er bare
en svindende Streg.
Jorden er kold
som et blodløst Lig,
Fjældvæggen skummel
af Ravneskrig.
Tungt gaar Havet
mod nøgen Kyst
som et hjælpeløst Suk
fra et ensomt Bryst.
Ud i den isnende
Efteraarsvind
flakker den ensommes
angstfulde Sind,
skælver i Nattens
Kuldegys,
hilser bekymret
det svindende Lys.
Snart vil den dunkle
Skumring gaa bort
og Vintermulmet
staa rugende sort.
HØST
Jeg ynder ikke den unge Vaar,
den er mig for fersk og flov.
Er det mon, fordi jeg blev atten Aar,
før jeg saà nogen Bøgeskov.
Jeg har jo aldrig kunnet begaa,
end ikke turdet forsøge,
en Lovsang ud af mit Hjærte
over de danske Bøge.
I gamle Dage var det min Sorg,
naar Bøgen stod lysegrøn,
og Grøntet hang paa Charlottenborg,
at jeg ikke fandt Farven køn.
Muligt er det en Fejl ved mit Syn,
mit Øje er lyseblaat;
al denne megen Andemad
taaler det ikke godt.
Men da jeg voved en svag Protest,
Kors! Hvor der saa blev Vrøvl,
Grøntkaals-Malerne rasede mest,
jeg skulde ha' mine Høvl.
Jamen saa mal dog bare Spinat,
de Farver er mig for blege,
de rører ikke mit Hjærte,
jeg vælger Graner og Ege.
Granen er Skabelsens rankeste Værk,
et løftende Høvdingesyn,
Egen er uovervindelig stærk,
en Tænker med rynkede Bryn.
Egens Rødder gaar dybest ned
i Danmarks frodige Muld,
Granen er sejg og nøjsom,
gør Hedesandet til Guld.
Alle de grønne Haab ved Vaar,
den grumsede Stemningsflod,
som fylder Sindet i unge Aar,
er saa inderligt mig imod,
minder mig om den grønne Student,
der har læst lidt Psykologi
og vil systematisere Livet,
han aldrig har levet i.
Den dovne Sommerferie-Døs
er mig heller ikke tilpas,
underlig sløv og udtryksløs
ligger den blot og ta'r Plads
– Plads for den gule, flammende Høst,
hvor Stormen blæser Koral,
Høsten er dybsindig,
Vaar og Sommer banal.
Pragtfulde Høst, vémodige Høst,
Menneskesjælens Fornyer,
du ejer, som det bedrøvede Bryst,
Lys bag truende Skyer.
Du er den store, afgørende Kamp,
hvor Kornmodsglimtene lyner,
du lever det stærke Øjeblik
og dør under vældige Syner.
Saa gaar da alt plumret Liv til Forlis,
naar Vinteren drager om Land,
ren og klar er Søernes Is,
kølig og klog vor Forstand.
Da fatter den tumlende Menneskesværm,
at Kampmaalet tidt er for lille,
den tier som selve Jorden,
der ligger hvid og stille.
Og derfor søgte jeg højt mod Nord,
hvor Kysten er hvid og tavs:
hjemme stank der forraadnet Jord,
i Byen laa Gadesnavs!
Ja, Luften var lummer, da jeg drog bort,
vi trængte til Storm og Sne.
Maatte en susende Byge have renset,
naar jeg atter mit Land skal se!
BEKENDELSE
Paa den lave Klippetange
mod en blodrød Aftenhimmel
ser jeg Eskimoernes Stimmel.
Stimmel? Ja, en halv Snes Mand,
og jeg synes, det er mange
her i dette øde Land.
Hør, de leger Bjørnejagter,
og de ler saa overvættes,
Hundene mod Bjørnen sættes,
Bjørnen er en udklædt Knøs.
Under kanibalske Fagter
slippes Hundespandet løs.
Straks som sultne Ulve løber
Hundeflokken mod sin Fjende,
Legen kunde gerne ende
med, at han blev sønderædt,
men de rappe Piskesvøber
stanser dem, der naar for tæt.
Stanse maa jeg selv af Latter
over den groteske Scene.
Ja, jert Liv er Leg alene,
I kan skoggerle af alt,
skøndt I prøved atter og atter
Bjørnekampe, som Livet galdt!
Selve det at leve Livet,
sulte, naar der intet skydes,
æde graadigt, hvad der bydes,
elske sig udtømt og træt
og ved Søvn faa Kræfter givet,
er jert Liv og Livets Ret.
Derfor maa I gerne undres,
naar I ser mig i vor Hule
sidde tavs og travl – og skule,
hvis I ler min Stemning væk.
– Mener I, jeg bør opmuntres
til at kaste Pen og Blæk?
Aa, I skulde bare vide,
at der sidder »Venner« hjemme,
som afgiver samme Stemme,
men at det er alt omsonst,
thi det er mit Liv at stride
mod det Maal at skabe Kunst …
Den, der skaber, gaar ej Pligtens
borgerlige Alfarveje
og har aldrig haft i Eje
snævre Dyders Rettesnor …
Men, hvad er vel al min Digtens
Fryd og Smærte? … Døde Ord!
Det, som dybest Sjælen føler,
det kan intet Ord udtale,
ikke noget Billed male,
knapt nok anes i Musik …
– Venner! Gid I aldrig nøler
med en kold Fornufts-Kritik.
Eller le som Eskimoen,
le ustyrligt, mens jeg skriver,
jeg forsikrer, jeg vedbliver
og skal aldrig slides træt,
naar jeg bare ejer Troen,
maa I gerne have Ret.
Gerne blev jeg her og jaged
Bjørn og Rén ved Vintermaane,
skulde ingen Evne skaane,
blev her gerne Livet langt,
ingen Tid af Længsel naget,
aldrig Livet surt og trangt.
Thi det vil jeg ikke skjule,
at jeg helst gik rent i Glemme,
glemte alt og alle hjemme,
Ven og Fjende, hvert mit Skrift.
– Men selv her i yderst Thule
er jeg Slave af min Drift.
Og min Drift er den at være
én, der har sin egen Stemme,
én, der skriver dansk derhjemme
om, hvad Livet har ham lært;
– denne Drift er sød at nære,
dette Liv er rigt, men svært.