Czcionka:Mniejsze АаWiększe Aa
FORAAR VED SNEHYTTEN
Det er Søndag i Dag, sidst i April.
Jeg kryber fra Snehytten ud under Solen,
– hvor gør det dog godt at møde dens Smil,
en Foraarsbebuder her oppe ved Polen,
Natmørket flyr for dens røde Skær,
der bræmmer i Øst de blaanende Brær.
Sneen fordamper, Føret er træls,
Hundene gisper i ti Graders Kulde,
Vildrénen fælder sin hvide Pels,
og ned ad Fjældet Lavinerne rulle.
En Mand, der i Dag har til Sælhund kørt,
siger, at han har Snespurven hørt.
Snespurven! Ja, saa er Foraaret meldt:
Kvinderne sidder med Smaabørn paa Nakken
og syr midt i Sneen Familjens Telt,
mens Mændene rigger saa smaat paa Kajakken,
selv gaar jeg, en Vildmand i Dyrehud,
og mindes, at nu springer Skoven ud.
Skoven derhjemme, af Bøge og Linde,
nu sprænger det lyse Løv sit Dække,
Knopskæl hvirvler for lune Vinde,
det dufter syrligt fra Tjørnehække …
Jeg véd en Kvinde, ene, forknyt,
hvis dyreste Minde spirer som nyt!
Det var i den bristende Vaar en Gang,
at to, som elsked, fik sagt, hvad de vilde,
men Livet gjorde dem Vejen trang
og Ordene faa, – tilsidst tav de stille,
og tavs er endnu deres hede Bøn
om en Spire af Haab, hver Gang Skoven blir grøn.
Hvor sælsomt, at to – som fulgtes helst
til Dagens Kampe og Nattens Leje,
maa altid færdes ad skilte Veje,
om deres Kærlighed skal blive frelst,
maa have imellem sig Braadd og Skær
for ret at være hinanden nær …
Det er Søndag i Dag, sidst i April.
Vær hilset, hjemlige Foraarsminder,
trofaste Trøstere i mit Eksil,
naar Timerne dræbende langsomt rinder,
nu lysner, hvad mørkt jeg levede før,
jeg sidder i Sol ved min Snehytte-Dør.
Jeg sidder i Sol – men dækket bag Sne
ligger vor tro Kammerat derinde
og drages med Døden … Nej, det maa ej ske!
Snespurven er kommen. Solen vil skinne
hans svækkede Legeme sundt og ungt …
Jeg sidder i Sol, – men mit Hjærte er tungt …
VEJRFAST
Kuling af Syd og Taage
og Is, som bryder i Sundet.
Nu ligger jeg uvejrsbundet,
stormslagen som en Maage.
I Morgen skulde jeg været,
hvor Kammeraterne venter mig.
– Al min Mad er fortæret,
ingen kommer og henter mig.
Hundene hyler af Sult,
nu æder de deres Skagler.
Himlen er ubarmhjærtig,
det regner, sner og hagler.
Utæt og trangt er Teltet,
Sneen hvirvler herind,
snart er Fnuggene smæltet
gennem mit Brikseskind.
Ned over vilde Fjælde
hviner en ondsindet Blæst,
bragende Stenskred løsnes
og vækker den ensomme Gæst.
Alle Barduner er sprungne,
Teltvæggen sønderflængt,
dybt i min Sovepose
ligger jeg indestængt.
Dejlige lune Rede,
mens Stormen holder sig stiv,
her kan jeg gennemtænke
hele Aar af mit Liv.
Tage dem for mig Dag for Dag
alle de rundne Aar,
alle mine svare Synders
aldrig lægede Saar.
Ene, ene! Lange er Døgnene,
ikke en Menneskestemme,
blot Is, som sukker i Fjæren;
– nu er alle mine Tanker hjemme.
TILBAGEBLIK
Jeg tog mit Liv og saa' det
Kapitel for Kapitel,
jeg kunde knapt forstaa det,
troede det var Digt.
Mit Navn, min Daad, min Titel:
alt var modbydeligt.
Meget, jeg havde handlet
og altid troet forsvarligt,
blev nu som rent forvandlet,
tillagt hvert slet Motiv …
Det er sjæle-sundhedsfarligt
at gennemgaa sit Liv.
Hvad er det vel for Love,
der raadet har min Bane? …
Tidt kan jeg ikke sove,
grubler mig forknyt.
Mon jeg som en Vejrhane
har hver en Vind adlydt? …
I disse øde Nætter,
naar ikke jeg kan blunde,
og Fremtidsplaner trætter,
og vegt er mit Mod,
da flyder hver en Vunde
med gamle Sorgers Blod.
Da tænder Selvanklagen
hævngerrig Heksebaalet,
blodigt stryges til Kagen
mit falske Selvforsvar;
tilsidst Skarpretter-Staalet
hver Humbug blottet har.
– Men disse øde Nætter,
Tak, at I blev mig givet:
Selverkendelsen letter,
nu har jeg set mig i Spejl
og gaar vel ud til Livet
klogere paa mine Fejl!
SKIBET
Jeg venter et Skib fra Syd. Mit Hjærte er angst,
ofte om Natten begynder mine Pulse at hamre,
da hører jeg ude fra Pladsen Hundene jamre,
og Folk raabe op: en Slæde er kommen med Fangst!
Fangst! Det er Kød, hvoraf ogsaa jeg faar en Part,
Isbjørn og Hvalros og Sæl er min daglige Føde.
Er Maven tom, behøver jeg aldrig at nøde,
Ganen er ikke længer kræsen og sart.
Sulten som Hundene, nu jeg har fastet et Døgn,
vaagner min Madtrang, lydt mine Indvolde klager,
Legemet beder om Brød og søde Sager,
men faar bare Kød, Kød baade Hellig og Søgn.
Men Skibet fra Syd, som daglig er Længslernes Maal,
som kan bringe Breve, hvori min Skæbne gemmes,
det svinder straks af min hungrige Hjerne og glemmes,
nu, jeg har blodrigt Kød at sætte paa Baal.
Saa mættes jeg da. Tung ligger jeg paa min Briks,
det drypper fra Snehyttens Tag; det er Midnatssolen,
der vækker en smæltende Vaar til Liv selv ved Polen.
Jeg er lykkelig mæt – savner knapt Kaffe og Kiks.
Jeg drømmer, jeg ser vort Skib, med Bud og Besked,
med Nyt om Menneskers Liv derude, derhjemme
og Brev fra – ak, nu hvisker en plagsom Stemme:
»Maaske er der hændt noget sørgeligt, som slaar dig ned!«
Da vaagner jeg skræmt og ønsker, det Skib ikke kom,
maaske er det Far, som er død – eller sæt, det var hende!
– Aa, skynd dig dog, Skib, og lad mig Vished kende.
Jeg skal lukke min skælvende Mund under Skæbnens Dom …
I KAJAK
Se Solen, hvor den suger
hvert Fnug af Havets Taageslør,
og hør, hvor Isen lystigt tør,
nu skal vi ud til Skær og Øer,
hvor Edderfuglen ruger.
Smalhals behersker Teltet:
lidt Pemmikan, jeg gemte viist,
er – ak! – I Hundene forlist,
vort sidste Sælkød har vi spist,
og Grynene er væltet.
Naa – altsaa ud paa Havet,
dèr kender jeg bag Taagens Skjul
et rigt Revier med dejligt Sul
af Tejst og Alk og Edderfugl
og Æg, i Dun begravet!
Jeg faar en flot Eskorte
af pragtfuldt skidne Eskimoer,
der stolt de smaa Kajakker ror
og brummer sære Aandekor
med Genlyd fjernest borte.
Der staar lidt nordlig Brise,
den giver Slid og Søgang nok.
– Længst nynner i den muntre Flok
Odâk, en vældig Angakok,
sin monotone Vise.
Jeg sér ham avancere
og sér en knortet Hvalroskrop,
der dukker tungt af Havet op
– og fler og fler – en talrig Trop,
nu skal vi harpunere.
Odâk vil Kampen lede,
Panig'pak farer ogsaa frem,
Sivdluk og jeg er nær bag dem;
indstukket ved en Kobberem
holder jeg Riflen rede.
Dødsramt neddykker Dyret,
– og hvis nu Fangelinen brast,
sank denne Kødkolos i Hast;
men før den gør sit Friheds-Kast,
lykkes det at faa fyret.
Dèr flyder nu i Søen
seks Hundrede Pund kraftig Mad;
med mine Fæller ler jeg glad,
og med Kajakkerne paa Rad
bugserer vi til Øen.
Aa! Hvilket Ædegilde!
Vi slubrer Blod og gnaver Ben
og breder Skind af Bjørn og Rén
til Soveplads paa mosklædt Sten,
– og Vejret blir saa stille.
Se, Midnatssolen daler,
rødt flammer Bræerne i Nord,
og langt ud i den blanke Fjord
genspejles Solen gylden stor
og Isens blaa Portaler.
Vi sover sødt og trøstigt,
og næste Dag gaar vi paa Jagt
og skyder Fugle, faar dem smagt
og samler Æg, en mægtig Dragt,
og har det frit og lystigt.
Hjem over Havet glider
lydløst og lynsnart vor Kajak,
som om uset en Hval den trak,
fjernt gløder Sol paa Nunatak,
mens Sommerdøgnet skrider.
O, hvilke skønne Tider!
En lønlig Fred paa Hav og Jord,
her er mit Rige, højt mod Nord,
og her, blandt frie Eskimoer,
jubler jeg stolt – og lider.
ESKIMOER
Straks da jeg hørte berette
om Eskimoernes Sæder,
væmmedes jeg ved de slette,
kyniske Hedningeglæder,
fordømte Flerkoneriet,
de yndede Konebytninger
og Madlavnings-Svineriet
i temmelig hvasse Ytringer,
fandt, at Aandemanerne
drev et hæsligt Bedrag,
og at Blodhævns-Vanerne
var en forkastelig Sag.
Men – som jeg leved iblandt dem
og fik de fleste kær,
hændtes det, at jeg fandt dem
et smukkere Rygte værd,
hændte det, at jeg satte
deres uslebne Natur
over vor egen glatte
ofte forlorne Kultur.
– Ikke at vi skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at bedre er vore ikke,
og at vi saa skal sætte
os selv i Hedningernes Sted
for at fælde det rette
Skøn over Maal og Med,
og at vi burde kigge
bag egne Fordommes Mur,
før vi fordømmer Skikke
af fremmedartet Natur.
Vi korser os over det syndige
Liv i obskure Gader,
men er næppe selv saa yndige
Helgener, som vi lader.
Over de andres Laster
bander vi, saa vi faar Mulkt,
eller bekæmper dem aabenlyst
– og synder dog selv gedulgt.
Men her iblandt de »Vilde«
paa Jordens nordligste Kyster
er intet standsmæssigt Skille,
her følger enhver sine Lyster.
Kan en dygtig Fanger forsørge
mér end en enkelt Kone,
er der ingen »Moral« at spørge
og ingen Brøde at sone.
Hos os kan kun én man binde
gennem Præst eller Øvrighed,
– saa holder man Elskerinde,
hvad Gud og Hvermand véd.
Hjemme spiser man Vildt,
som raadner – en Modens Gaade – ,
da er vel Forargelsen spildt
over Hedningens Levemaade.
Man ækles over de Lus,
der Liv paa hans Legem frister.
– Hos os i hvert andet Hus
snylter der Syfilister.
Hjemme bærer vi Hatteflor,
naar en af de nærmeste dør,
klæder os sort det næste Aar
– og lever dog Livet som før.
Hvert Land taler sit Sørgesprog,
har sit Begravelsesvæsen.
Heroppe sværter man Øjenlaag
og putter sig Renshaar i Næsen.
Hjemme dyrker vi Fanden
som straffende Gud for det onde,
heroppe bor Bussemanden
i Havet, hvor ingen kan bunde.
Her tages det Barn af Live,
hvis Slægt er til Graven fulgt,
som ingen kan Næring give,
som snart maatte dø af Sult.
Men Jomfruen hjemme, der føder
sit Barn i Jordemorens Gade,
maa dyrt en Pengesum bøde
for at dække over sin »Skade«.
Maaske vil Barnet krepere
af gennemført ussel Pleje,
– saa er der jo intet mere,
som røber Elskovens Veje.
Og vi, som endnu fører Krige
af den smudsigste Egennytte,
bør ikke hysterisk skrige
om Hævnmord i Hedningehytte.
Det ene Folk er som det andet,
det er Mennesker alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Og hvad maa vi ikke taale
af alle Lægprædikanterne,
som er værre til at gøgle og skraale
end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.
Ak – lad os da blot missionere
blandt Grønlands sidste »fortabte«,
Skikkene kan man polere,
Sjælene blir som de er skabte.
Og lad os bygge Butikker
til Støtte for Salmesangen,
saa faar den »Vilde« en sikker
Genvej til Undergangen.
Saa kan den kongelige Handel
og Missionens Aarsberetninger
servere den bitre Mandel
i slørede Frase-Sætninger.
Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg
og Spækket til Lampetran
– og sidder i Mørke og fryser selv
og sulter sit Hundespand.
Sidder og remser Bønner
i Handelens Bomulds-Klæder
– disse Naturens Sønner,
der fødtes til frie Glæder!
Ingen maa Koner bytte
eller dræbe hverken Gamle eller Unge,
– de lover det, men maa dog lytte
til Naturens ærlige Tunge.
Snart er de kristnede Vilde
at se til som Munke i Kloster,
nu synder de skjult og stille,
bedriver Hor og fordriver Foster.
Det gør deres Frænder mod Syd,
som kristnedes af Hans Egede.
Alverden skilter med Dyd,
men hvor er dens Fraser afblegede!
Den Vilde var sand i sin Last,
og Lasten var alles i Fællig,
– hos os blir hver Synder sat fast
af dem, der hykler sig hellig.
Men hellere Hedning og fuld af Synd
og ærlig i alt sit Væsen
end brovte med Kristendom, som er tynd,
og saa tage Godtfolk ved Næsen.
Nu, da jeg lever blandt disse
foragtede Faar og fortabte,
erkender min Sjæl tilvisse:
vi er alle som Mennesker skabte.
Det ene Folk er som det andet,
det er Mennesker alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Ikke at vi skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at bedre er vore ikke!
LANDSMÆND
Der er ingen, jeg ude i fremmede Byer
saa ængsteligt som mine Landsmænd skyer.
Det er ækelt af hjemlige Skvalp at beskylles
derude, hvor blot af det ny man vil fyldes.
Men ellers – jeg véd det – i Udlandets Havn,
dèr falder hver dansk i sin Landsmands Favn.
Dèr er de saa henrykte for hinanden,
som hjemme er Fjender som bare Fanden.
Tilsammen rakker de Danmark ned
og røber deres Venners Hemmelighed.
De følges i Cirkus og Opera;
det er tydeligt, hvilket Land de er fra.
De er Ravnekrogsfolk fra en Lilleputstat,
altid til Kaffesladder parat …
– Men da jeg kom til Eskimoernes Land,
da maatte jeg søge den danske Mand.
Han hersker i Grønland som nogen Czar,
behersker mig, til jeg er hjemrejse-klar.
Sandt skal være sandt: det maa jeg jo sige,
vi talte ofte sammen som Lige.
Jeg haanede Grønlands usle Regering,
han peged paa Eskimoernes Formering:
at nu var de vokset til elleve Tusende;
– for et lykkeligt Styre er Beviset jo knusende!
Især naar man véd, at adskillige Hundrede
er uægte Frugt af den højligt beundrede
danske Regerings Embedsmænd,
der opfylder Jorden, hvor de kommer hen …
– De elsker mig ikke i denne Region,
de tror, jeg er kommen herop som Spion.
De véd, at jeg mener, vi handler ilde
mod dem, over hvem vi Herrer spille.
Jeg finder vort Styre dumt og slet,
– og der er vel dem, som giver mig Ret.
De frygter, at jeg skal Sandheden skrive
og Grønlands Enevoldsmagt aflive.
En nybagt Præst, der mest var Kujon,
spotlo bestandig vor Ekspedition.
Jeg kendte ham hjemme. Han fik den Fornemmelse:
Grønland gir Penge og sikker Forfremmelse.
Nu sad han i Landet som »Missionær«
og mente sig Martyr-Glorien værd.
Langt fra den hjemlige Faarestald
»led« han – for at vente paa federe Kald.
Han præked: »Jer Rejse lader sig ej gøre.«
Selv turde han ikke sin Slæde køre.
Han spaaede: »I opgir jer Tur som for streng.«
Selv laa han lunt i sin Præsteseng …
Nogle Præstefruer troede min Virken
bare galdt at omstyrte Kirken.
Nervøse, forpjattede, hyklerisk søde
kom et Par af dem Fjenden i Møde.
Den ene, en værdig Guds Ords Repræsentant,
er Grønlands berømteste Løgn-Fabrikant.
Dulgt sværted hun mig som en ryggesløs Ka'l
– saadan er grønlandsk Missions-Moral.
Men havde hun vidst, hvor min Pen er svag,
havde hun vel næppe skjult sit Nag.
Da kunde hun sparet Bagvaskelsens Pil
her i Danskhedens ækleste Sladder-Eksil …
Der er i Verden, hvorhen jeg drog,
ingensteds Mage til Sladrekrog.
Endnu har jeg aldrig paa min Færden
truffet saa snæver en Tankeverden.
Ingen kan holde sig for sig selv,
enhver maa ud i Skænderiets Elv.
Hver Plads har højst tre-fire Familjer,
– men alle saa er de selvstændige Viljer.
Bestyrerens bøjer sig ikke for Præstens,
Doktorens Mening skal ogsaa være Restens.
Nu fatter jeg, at en Dansk kunde mene,
at han havde det bedst, hvor han boede alene.
– Nej, aldrig traf jeg saa giftig en Rede,
i fyrre Graders Kulde en Helvedes Hede.
Men – jeg maa sige – heller intet Sted
af mere opofrende Værter jeg véd.
Straks, deres Gæst over Tærskelen er traadt,
er det bedste, de ejer, ikke for godt.
Som Budbringer kom han fra Verdenshavet
til dem, der er Aar efter Aar som begravet.
Til dem, der lever i Afstandsbedømmelsen
og tror paa Personlighed bag Berømmelsen
og længes naivt efter Bud om de Røster,
som hjemme Humbugens Laurbær høster,
som læser Romanerne uden Nøgler
og ikke véd, hvor Talenterne gøgler,
som vilde den bitreste Skuffelse lide,
om de fik Hemmeligheden at vide.
De sidder og lytter med graadige Øjne
til det brogede Liv, dets Skønhed og Løgne,
véd ikke selv, hvor lykkelig skjult
langt borte de er fra forlorent og hult,
fra Skurkenes Fald og Dydens Forfremmelse
– alt det, der volder os Brækfornemmelse,
fra alt, der saa afstands-lokkende stod,
– det, som vi andre tilfredse forlod,
sidder og finder sig selv forurettede,
– de graadige Øjne blir aldrig mættede,
saa er det, de fristes til at nyde,
hvad Naboen koger i sin Gryde,
og saa er de midt i det grønlandske Kævl
og splittes til bare Las og Trevl …
– Men Gryderne, det maa jeg sige for sandt,
var det bedste omtrent, jeg i Grønland fandt.
Nu sidder jeg her og mindes med Tak
de gæstmilde Hjem, hvor jeg aad og drak,
baade de hyklerske og de ærlige,
baade de kølige og de kærlige,
længes mod nogle faa især,
som virkelig traadte mit Hjærte nær,
som jeg altid vil mindes, taknemmelig stemt,
naar længst deres gode Mad er glemt.
Ét, hvor man tog mig som den, jeg er,
og viste sig selv i dagligdags Klær,
ét, hvor man ingen Bordtaler holdt,
ét, hvis Vært var korrekt og stolt,
ét, hvor Tanker blev drøftet tidt,
ét, hvor Latteren blussede frit,
ét, hvor man græd, da vi Afsked tog,
da vi ud mod den uvisse Skæbne drog …
– Her, hvor jeg lever paa Sultekost
og savner Livretter og liflig Most
og immer det sejge Hvalroskød nyder,
her længes jeg ned til de danske Gryder.
Her mindes jeg altid bevæget og glad
Eders Velkomstvin, Eders dejlige Mad.
Fortørnes ikke – men her er desværre
Ganen saa tidt Fantasiernes Herre.
Jeg takker jer alt det bedste, jeg kan,
I Slettelandsbørn i et bjærgfuldt Land.
I er som Blomster, oprykket med Rod,
udplantet i Muld Eders Væsen imod.
Men Aarene rinder med ondt og godt,
alt smaat bliver stort, det store smaat.
I føler det selv: I forkrøbles let,
Modstanden svigter, Aanden blir træt.
Det er kun de Faa, der i dette Øde
altid har Aand og Hjærte i Grøde.
Dem er det især, jeg mindes med Tak,
af hvis Aand jeg aad, af hvis Hjærte jeg drak.
Vredes I over en ærlig Paamindelse?
Nej! Vi har knyttet Venskabs-Forbindelse!
Jeg véd, I vil ikke nøjes med Venner,
hvis sande Mening I ikke kender.
De »andre« mindes jeg blot med Medlidenhed,
smiler ad deres Sladder-Alvidenhed.
De kom jo saa ynkeligt tilkort:
de forblev i Sladder, mens jeg rejste bort.
– Iøvrigt: jeg tog det altid som Straf,
naar jeg ude i Verden Landsmænd traf!
TEATER
Man har spurgt mig, om jeg savner
Scenens Kunst, som hjemme bydes,
og som jeg til Gavns har søgt.
Nej! Jeg savner Aand og Kløgt,
og jeg ækles ved de Avner,
der som Kunstens Kerne nydes.
Jeg har kendt en Hob Aktører
og mangfoldige Aktricer
i den sande Hjemmedragt,
og jeg mindes med Foragt,
hvad blandt dem man ser og hører
– Scenekunsten bag Kulisser.
Sur Misundelse var Præget,
raa Kynisme Modersmaalet,
falsk Elskværdighed en Norm,
selv om tidt nok de har skraalet,
svine-gryntet, faare-bræget
højt om Kunstens Maal og Form.
Og hvem af dem gør vel Fyldest:
– kundskabsløse, aandsforladte,
blottet for Kultur og Smag!
Men de fraadser i vor Hyldest,
er Nationens dyre Skatte,
deres »Kunst« en Samfundssag.
Nej – Gud fri mig for den Vaande
atter at besé vor Scene
med dens Pøbel og dens »Kunst«.
Heller Sne og Is og ene
end fra hver Avis indaande
Scenegulvets mugne Dunst.
– Da fra Galleriets Bænke
ung og arm paa Sparepenge
jeg de første Indtryk fik,
kunde jeg gaa ene, længe
gadelangs og gennemtænke
alt med varmt begejstret Blik.
Men min Drøm blev sønderflænget,
da jeg naade i Parkettet
og fik Teksten fra Sufflør:
alt var grelt af Sminke plettet,
alle Miner grimt forvrænget
– og jeg kendte hver Aktør!
Kendte mangen vigtig Blære,
mange sløve Solderister,
deres blinde Selvrespekt,
deres tomme Tankekister
og forlorne Pral og Ære,
kendte – ak! – Den hele Slægt …
Men blandt denne simple Vrimmel
stiger højt en ensom Søjle
med et klassisk Kapitæl,
stræbende mod Kunstens Himmel.
– Mens de andre kun vil gøgle,
skaber han ud af sin Sjæl.
Disse faa og stolte Hjærter
og den danske Scenes Hæder
kan jeg ofte længes til:
de har kendt de dyre Glæder,
gennemlevet dybe Smærter,
de er, trods Teatrets Klæder,
Mennesker i deres Spil.
Og jeg véd, at ses vi atter,
staar I som hver Gang, jeg rejser,
ubønhørligt kun jer selv,
I har trodset Pøblens Latter,
I er Søjler, og I knejser
rankt mod Kunstens Himmelhvælv.