Czcionka:Mniejsze АаWiększe Aa
III
Kære Far! Jeg bér dig blot:
vær i Live, naar jeg kommer,
byd ham Trods, den strænge Dommer,
Dødningmanden.
Der er endnu meget godt,
vi skal have sagt hinanden.
Af mit Liv jeg Aar vil give,
naar du bare er i Live!
Livet løb sit travle Jag,
og i Farten, naar vi mødtes,
dyre Timer tidt forødtes
ufornødent,
og saa blev det Afskeds-Dag,
og jeg rejste ufortrødent
i den Tro, jeg haardt tiltrænger,
næste Gang at dvæle længer.
Og vi saas og skiltes tidt,
men de korte Gensynsstunder
gik i Selskabs-Tummel under
og Debatter,
som om Hjærtet var fallit.
– Ak, er det for sént, jeg fatter
Lykken, ene og fornøden,
den, der brister bort med Døden?
Lykken – det er det at staa
sammen med de Faa, de Kære,
som vil alle Dage være
trofast samme
Hjærteblod, hvad end gaar paa,
fælles Rod og fælles Stamme,
fælles Livets Byrder løfte,
Sorg og Glæde sammen drøfte.
– Vær i Live, kære Far,
naar jeg atter er derhjemme!
O, da skal din Sjæl fornemme
Hjærteslaget,
som mig til dit Favntag bar,
og som aldrig har bedraget.
Rejs dig stærk mod Dødningmanden,
vi vil leve med hinanden!
DEN STORE BY
I
De gamle Bolværksgader
om lønlige Kanaler,
Børstaarnets Dragehaler,
Slotspladsens Lygterader;
bag Kirke-Gravkapellet
det skumle Kristiansborg!
– Hér var det, at Farvellet
greb mig som en Sorg.
Min Ungdoms Minder ruger,
og glemte Længsler taler
langs disse graa Kanaler
med lukte Pakhus-Luger.
– Gaderne kan fortælle
om Holland og om Flandern,
om gammel Købmands-Vælde,
om Tordenskjold og van Mandern.
Dèr henne glimter Ruden,
hvor jeg har Hjem og Virke,
og under Frelsers Kirke
en grønlandsk Plads med Skuden;
køl-stærk og isforhudet
trodser den sig mod Nord,
– naar den har Afsked tudet,
saa er jeg med ombord.
Da vil der rinde Tider,
før atter jeg betræder
de skæbnesvangre Steder,
hvor Kampens Vaaben bider.
Jeg elsker Storstads-Sejren,
og skøndt jeg skræmt forlod den
og afskyer Klike-Lejren,
drages jeg dog imod den.
Ja, det er svært at skilles
fra disse gamle Gader;
jeg elsker og jeg hader
det Liv, der her udspilles.
Her blev mit Hjærte prøvet.
her led jeg Sorg og Savn,
– o, jeg gik tidt bedrøvet
ud gennem Kristianshavn.
Men der er Morgentimer,
naar over Tagstens-Vrimlen
Vaarsolen rødner Himlen,
mens alle Klokker kimer,
– da sprang jeg fra mit Leje
og hilste Spir og Slotte
og higed stolt mod Veje,
som ingen Fod betraadte!
Og der er høstligt svale
og skumrings-dunkle Nætter,
naar Tivolis Raketter
som en Komét med Hale
paa Slotsruinens Rygge
nedstraalte gyldne Drys,
mens skjult i Søjlers Skygge
jeg stjal et Kærrest-Kys!
Og naar i Vintrens Taage
hver gothisk Husgavl dølges,
da véd jeg to, som følges
rundt om i Havnens Kroge:
dèr leves Glædens Røre,
dèr lides Livets Kvaler
bag gamle Egedøre
og forsirede Portaler.
De gamle Stokværks-Gaarde
langs lønlige Kanaler
og Børsens Dragehaler
bag Havnens travle Aare
– her leved jeg og lærte,
herhen vil jeg paany,
thi ene her mit Hjærte
slaar for den store By!
II
Du altfor store By til dansk Behov,
Hjemstavn for Livs-Tilværelsens bitre Kampe,
– jeg knyttede mine Hænder som i Krampe
den første Nat, jeg ved dit Hjærte sov!
Dèr midt i Mylret galdt den Stærkes Lov,
om Tag og Tind steg Offerblodets Dampe,
– saa hyggede jeg mig ved min Stuelampe
angst for den onde Verdens Hestehov.
Men Larmen genlød i mit stille Kammer,
snart kendte ogsaa jeg mig vaabenfør
– og vandt de første Nederlagets Skrammer …
Du skæbnesvangre By om Havn og Søer,
du gav mig Kampens Liv og Sejr og Jammer,
– jeg længes efter dig som aldrig før!
FÆDRELANDSSANG
Mit gode danske Fædreland,
mit Hjem, min Daad, mit sidste Suk,
en ringe Plet paa Globens Rand,
i Verdens Alt en Draabe Dug!
Og er end dette Danmarks Navn
ukendt af mangen Jordbeboer,
min Stolthed er det og mit Savn,
herfra udgaar mit Skæbnespor,
her fik jeg Liv, her døde Mor.
Og dette Land, jeg har saa kært,
min unge Elskovs Brudeseng,
hvor er det blevet misregért
og pint af fremmed Fyrsteslæng!
I slog vor Ret, udaad vor Marv
og leved selv i Sus og Dus,
lod Vold og Vælde gaa i Arv,
udødelige Kongehus,
vort sunde Legems Snyltelus!
Jeg hader Kongemagt og Krig,
og jeg vil ikke ofre Blod
og ikke ligge Valplads-Lig
– men Livets Krig udstaar mit Mod!
Hver den, som øger Livets Værd
ved Brødets Kamp som Arbejdsmand,
i Videnskab, paa Forskerfærd,
ad Kunstens Baner, hel og sand,
han bløder for sit Fædreland.
Ja, dette dyre Blod har flydt,
fra Danmarks gamle Land blev skabt;
en tusind-tunget Vé har lydt,
naar disse Daadens Mænd gik tabt.
Men Fyrsten sad paa Tronens Stol
fra Folkets Liv og Tanker fjern
som Maanens Fjæs fra Livets Sol,
forskanset bag »Guds Naade«s Værn,
hans Gunst var Guld, hans Vrede Jærn.
O, Danmark! Mangen ydmyg Nar
lod hæfte Kongens Guld paa Bryst,
– men tifold stolt sit Hoved bar
hver ukøbt Mand i Dagens Dyst.
Om Danmark som en Frihedsstat,
hvor Folket raader Folkets Kaar,
hvor Kongen og hans Hof-Etat
af Folkets Naade Aftægt faar,
dog lige dristig Drømmen gaar.
Ja, drøm dig frem til Republik,
saa alle Evners Fylde naas,
før du skal tømme Dødens Drik
og af et »Stor-Evropa« flaas.
Det Kongens Danmark, vi har troet
var Flammen i vor Hjærtebrand,
vil dø og blive mosbegroet,
men leve mellem Mand og Mand
vil Folkets gamle danske Land.
Mit Land, mit Liv, min Skæbnes Gud,
hvor jeg blev født, hvor jeg vil dø,
naar jeg har adlydt Livets Bud
som Blomsterkalken, der gav Frø,
du skønne Land af Øer og Næs
med Oldtidsskov paa Bakkedrag,
med Aa og Eng og frodigt Græs
og Lyngklit ud mod Bølgeslag,
med frigjort Folk som Fremtidssag!
O, lad mig se endnu en Gang
mit jydske Hjem, min Far, min Brud
og høre Hedelærkens Sang,
naar Klokkelyngen springer ud.
O, lad min Baad en stormfuld Dag
for stærke Sejl naa hjem i Havn,
– ja, flød jeg blot til Strand som Vrag,
min Last forlist, forglemt mit Navn,
saa fandt jeg dog min Fødestavn!
Mit gode danske Fædreland
du ejer alt mit Hjærteblod,
hjem til din lave, lyse Strand
gaar altid glad min Aand og Fod.
Og er du end et usselt Fnug,
en ukendt Plet paa Globens Rand,
udpint til Armod, Had og Suk
af fremmed, lovløs Fyrstestand,
du er mit Land, mit dyre Land!
VENNER
TIL L. C. NIELSEN OG VALDEMAR NEIIENDAM
I
Hvad er ærligt Venskab? Livets Salt!
Det har krydret mig de ferske Retter,
Mennesker paa Livets Festbord sætter,
været Gærstof i den vamle Malt.
Der var Tider, hvor jeg nød det alt:
sukret Bagværk, som kun daarligt mætter,
søde Vine, der gav tørre Pletter,
men den Levevis for Brystet faldt.
Da blev syrlig Mosel Yndlingsvinen,
naar jeg valgte anden Drik end Vand,
høstlig sval den flød bag Glassets Rand.
Ogsaa den har tændt min Sjæl i Brand,
men afklaret var jeg da: en Mand,
der aad ikke Brød blot for Rosinen.
II
Venner! I gav Surdejg til mit Brød.
Jeg slog op mer, end jeg kunde bage,
jydsk var Kornet, kunde Hvermand smage,
og af Lyngbaal Ovnen hed og rød.
Jeg var ung og endnu grøn af Lød.
Mestrene gav kandiseret Kage,
skulde Kundekresen da beklage
Sukkermanglen i det Værk, jeg bød.
Ung og grøn kom jeg til Hovedstaden,
ikke én af Fagets Folk jeg kendte,
aabned angst min Bod i Sidegaden.
Men dèr var det, at det slemme hændte,
I gav mig paa Surdejg Appetit,
og saa gik Bedriften snart fallit.
III
Salt og Surdejg, bedske Krydderier
blev mit Væsen og mit Kald en Tugt.
– Ikke mange Folk ser noget smukt
i de livsens-bitre Poesier.
Men den kloge Mand er den, der tier,
lige glad om Værket blot blir slugt
af de Faa, hvem det er udsøgt Frugt,
og som hader Kling-Klang-Melodier.
Han er Digter og kan ikke ænse,
om han overskred den Smagens Grænse,
som er gængs for dannede Poeter.
Maaske saares alle hans Bekendte,
men som Literaturens Dumme-Peter
vil han ikke sine Laurbær hente.
IV
Aldrig skal i Kunst vort Liv opstaa,
om vi vikler os i Hensyns-Vævet;
– men jeg véd, at vi har alle bævet,
hvor de store Opgør forelaa.
Men hver den, som paa Akkord vil gaa,
naar det blir af Slægt og Omgang krævet,
og som ikke faar sit Livsværk hævet
op, hvor Himlen hvælves høj og blaa,
han maa altid give Køb og lyve,
han er Larven, der skal aldrig flyve
sommerfugle-fri til Blomstens Kube.
Kunstens Ilddaab volder Sorg og Sukke,
skiller al hans Kres i Faar og Bukke,
er ham ene Vej til Sjælens Grube.
V
Kunst er Sandhed! I er begge sande.
Kunst er Liv og Kunsten dyrekøbt,
derfor staar I begge to som støbt,
møder Grin og Svig med aaben Pande.
I er Lys ud over plumre Vande,
Luftning, hvor den klamme Gus har svøbt,
alt jert Arbejd bliver smærte-døbt
og gaar derfor virkningsløst om Lande.
Thi vi kender dansk Moral og Mode:
– Kunsten er det skønne, ædle, gode
i sødladen, smærtefri Servering …
Lad os Hyl i Harmonien blande:
Kunst er ikke Tossernes Formering,
Kunst er Liv – det dybt personligt sande!
VI
Venner, I har levet denne Lære
og før nogen rakt mig Broderhaand,
Næring drog vi af hinandens Aand;
hvor vi fulgtes, var der godt at være.
Alt, vi leved, saa' vi Frøkorn bære,
rodfast Egen skød af spinkel Vaand;
skilte ad skal just vort Venskabs-Baand,
fri for Egennytte, styrket være!
Fyldt af Udvé følger hver sin Bane,
Farten det er Livet, Kunstens Lods,
lutret naar vi hjem til fælles Fane.
Vi, som véd hinandens Dyd og Fejl,
er ej Slaver af hinandens Ros,
derfor ses vi – og ser os i Spejl!
VII
Kunstnere! Du Digter og du Maler!
I, mit Hjærtekalds de bedste Venner,
husker I, vi stod med bare Hænder
henrykt rige under Kaldets Kvaler?
– Vi har Hybler højt paa femte Sal'er,
vi er Folk, som Livets Trængsler kender;
men vi tror paa Lykken, naar det hænder,
at rettidigt Lejen vi betaler …
Unge, grødefulde Foraarsfest,
oprørssvangre Tid, fuld af Skandaler,
naar vi slog de mugne Idealer!
Hver bar Skotøj efter egen Læst,
fodfri blot, som luftige Sandaler,
– hellige Tid! Du Digter! Og du Maler!
VIII
Langt, langt borte fra den Vej, I gaar,
har af Sten og Sne jeg bygt min Hule,
Ravn og Rype – Fjældets Vinterfugle —
deler trofast mine Sultekaar.
Kan I huske vore Ungdomsaar,
da vort Eje var en ringe Smule!
– Aldrig dog som her i yderst Thule
var jeg stædt i saa fortrykte Kaar!
Heller aldrig var jeg rig som her:
se! Jeg har Nomadens gyldne Drømme
og min Friheds Verdensherredømme,
rigest dog ved dem, som jeg har kær,
aldrig stod jeg Jer saa hjærte-nær
som i Armods-Tid blandt Bræens Strømme!
DANSKE MÆND
Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,
stærke, kloge, besynderlige Mand!
Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.
Den Mund, som før havde flammet saa tidt,
var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,
den tav blot og var som et fint lille Smil
over Menneskers Dumhed – og undte sig Hvil.
– Han var graanet den Gang, jeg traadte ham nær.
Nær! Nej, en Afgrund der var mellem hver.
Ikke at han var stor mod den unge!
Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge …
En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
kom han gaaende gennem vort Kontor.
Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik
»glædeligt Nytaar« – men mødte hans Blik,
et mildt og elskværdigt – han var jo saa god —
men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.
For dette gaadefuldt smilende Blik
slog Tankerne Sludder og Munden Klik.
Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,
forundret tav jeg – han smilte blot …
Nu véd jeg, hvad dette Smil betød,
begreb det, længe før han var død:
»Min unge Ven! Over den hele Jord
de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«
»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;
handle skal han i Stedet for haabe.«
»Folk, som er enige, samtaler nødig;
overfor Fjender er Ord overflødig!« …
– Bag Hørup, den utilgængelige Mand,
stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.
Men han gennemskued alt, saa Folk blev nøgne,
han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,
var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
og savnet, da han havde sin Plads forladt —
denne tavse Mund, disse talende Øjne.
—
Hørup er som Minister endt,
Georg Brandes blev stats-anerkendt.
Det er just intet logisk Punktum
for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,
medmindre vi danske ikke mere
vil lade den hædrede Alderdom regere!
– Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud.
Da skammede mine Venner mig ud.
Og Guden selv var saa venlig at lade,
som om han ikke læste de Blade.
Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.
Det er jo dog ellers svært moderne
at haane sin forrige Ledestjerne,
at sparke til den, der har lært os at gaa.
Brandes er blevet sparket som faa.
For mig staar aldrig saa stærk en Glans
af en Himmelens Stjerne som af hans.
Men der sidder jo rundt i den danske Stat
mangen overbevist Renegat.
Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
ved Renegaterne haabed de Sejr.
Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,
nu er Brandes stats-anerkendt …
– Alligevel! Han er den samme som før
og bliver bare sig selv, til han dør.
De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,
han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,
en Samfundets evigt lutrende Ild,
en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.
Stærk som Døden, der trued ham tidt,
har for de dristigste Tanker han stridt.
Tanker, der har omformet os alle,
som helt har sejret, naar han maa falde,
sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:
Bægret er bedskt – men se, hvor de tømmer det!
– Blot hos det alleryngste Kuld
er Brandes ej længer lødigt Guld.
De Folk har i egne Indvolde set
og set: at de selv er den ny Profet.
Og Menneskeheden hungrende bier
paa det yngste Danmarks ny Profetier.
Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
– ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!
For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
jeg sidder nu som før ved hans Skammel.
Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,
– jeg var ung en Gang og kaldte ham Gud.
Maaske er jeg konservativ af Nemme,
for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.
Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
fra Jordens nordligst beboede Egn.
Vinternatten gaar lykkeligt hen:
jeg lever med Georg Brandes igen
med ham og Hørup – de danske Mænd.
KLASSICISME
Puh! Alt det Slid vi ofrede Latinen og det Græske,
de tusind spildte Timer, hvis Gavn vi aldrig ser,
al den forlorne Dyrkelse af Cicero og Homér,
den psevdo-klassiske Nippedrik af næringsfattig Vædske!
Bevares: Filologerne af Fag! Lad dem florere!
Men hvorfor skal hver dansk Student indsprøjtes klassisk Aand
af Skolens Straalemestre, der lægger den døde Haand
paa aandløst Glose-Terperi. Det kalder man at studere!
Lær os at tale Sprogene, som nu behersker Kloden.
– I Kraft af min Eksamen tror jeg mig Pokkers vis,
men staar en Dag umælende i London eller Paris
– jeg vigtige danske Student! Et Offerlam for Moden!
Jeg véd en duelig Købmand, der siger om Studenter:
»Her sidder de paa Kontoret, deres Eksamen er fin,
men ingen af dem kan skrive et brugeligt Brev til Berlin,
– jammerligt saa deres Lærdom giver usle Renter!«
Men se til de Skolemestre, de kror sig selv-henrykte,
de repeterer Pensa, til de er paa Gravens Rand,
– ikke en Brøkdel af dem har set et fremmed Land,
blot »dunkle Steder« hos Homér – med Leksikon som Lygte!
Men de gjorde god Eksamen; det var fra Arilds Tider
alle Hjemmefødningers eneste Prærogativ.
Nu er det dog paa Tide at kræve Luft og Liv:
der er i den danske Ungdom Tusinder, som lider.
For Verden ligger jo aaben. Grænseskellene falder;
den, der vil belære andre, maa ud i Tidens Strøm.
Vi sulter ihjel derhjemme af bare daadløs Drøm,
vi evigt klassiske Mumier af ærværdig Alder.
Dèr sidder vi pænt i Skolen og lærer Spartas Love,
men kender ikke Formerne for vor egen Stat.
Er ikke denne Borgernes Udklækning desperat!
Hvor længe skal i klassisk Marmor vi livløst sove?
Gaa ud i den vide Verden, du Fremskridtets unge Danske,
som trænger til ny Impulser, til friere Overblik,
det gjorde vor egen Brandes, og Gudskelov at han gik,
rigt rustet kom han tilbage – og kastede sin Handske …
Paa Ære! Jeg vil tage mit Standpunkts Konsekvenser,
en Kætter mod Klassicismen. Jeg fik jo Livets Vink
fra Goethe, Dostojewskij, Ibsen og Maeterlinch,
Spinoza, Voltaire og Darwin, Nietsche, Renan og Spencer.
Jeg er et Tidens Barn. Jeg holder ikke Guder
bare til tom Parade i Bogskab og paa Mund,
– fremfor alt saa fordrer jeg en sand og sund
Spejling af Nutidslivet ind gennem Sjælens Ruder.
Det er ikke Kunst jeg savner hos danske Literater,
vi, I. P. Jacobsens Landsmænd, vi kan vort gode Sprog,
men vi sidder gemt derhjemme hver i sin stille Krog,
mens alt blir Elektricitet, Maskiner og Soldater.
Leve Elektriciteten! Den er Verdensaltets Nerve,
men Digterne vælger Maanen til Genstand for Poesi.
Hvorfor ikke tage de Kræfter, vi netop lever i,
og smælte dem om i Kunst. Her er Nystof at erhverve.
Vi risikerer tilsidst, at ingen gider forlægge
og ingen ænse den Kunst, der skurer de gamle Spor.
Kunst ejer det evige Liv, naar den fornyer sin Jord,
– saa lad os villige Sanser mod nye Verdner række!
Se: Jacobsen var Darwinist. Han samlede Blomster i Kæret,
alle hans Sanser blev skærpet – var det mon Kunsten til Tab?
Fællerne hjemme savner hans Sans for Naturvidenskab,
derfor er vort Verdensbegreb saa underlig uafgæret.
Jeg føler det, naar jeg rejser: Rembrandt kan jeg begribe,
Rafael og Michel-Angelo nyder jeg forberedt,
men overfor selve Jorden, saa meget som jeg har set,
bringer min ringe Viden mig altfor tidt i Knibe.
Tidt er vor Naturbegejstring blot literære Fraser;
vi hører Lærkerne synge og siger banale Ord …
– Før Darwin præked sin Lære, han gransked den hele Jord,
kendte og elsked dens Liv i alle de rige Faser.
Hvad nytter mig Kunsthistoriens aandsberigende Noter,
naar Jorden, jeg betræder, er lukt og gaadefuld.
Vort Kundskabs-Lys skal ogsaa bestraale Fjæld og Muld,
ellers gaar vi i Verden blinde som Idioter.
Jordens Saga er ikke bare Menneskevirke,
Naturens dunkle Kræfter har haft et raadende Kald,
og denne Guddom er det, der vil en Gang vort Fald,
og derfor skal vi dyrke ham i hans egen Kirke.
Saa lad os skabe Mennesker med moderne Figurer,
lad selve Livet tale og gamle Moder Jord.
Den Kunst at kende Jorden og Livet den er stor,
den er det, der skal spejles i al Verdens Literaturer.
Den er det jo, som taler af hver moderne Tænker,
som skal omforme Mennesket, dets Stat og Religion,
– men først maa Grunden renses ud: en Modens Revolution
til Befrielse for de forlorne Klassicismens Lænker.
– Ja, huha, hvor vi sled med det Græske og Latinen,
de kostelige, indtryksrige Ungdomsaar gik tabt.
– Nu vil vi ud og se, hvordan Moder Jord er skabt,
ud for at lufte Hjernen og faa strøget Lærdoms-Minen!
NORDPOLEN
Fjernt henne, vej-fjernt,
borte i det dunkle,
hvor man i Zenith
ser Nordstjernen funkle,
dèr i det mystiske,
evigt dragende
ubekendte,
hvor Livet er ude,
Striden endt,
– om den nogen Tid var der —
Nordpolen ligger,
et udregnet Punkt,
jomfrueligt, ungt,
vildt, dødt,
– alting tier;
hvor der aldrig stod
hverken Skib eller Fod
paa de dristigste Farter
og fra ingen Tegninger
eller Fotografier
verdensbekendt.
Baade Fantasten
og den stringente
higer derefter:
den, der har Tillid,
urokkelig, sikker
til egne Kræfter,
og den, der vil Liv
af de døde Beregninger …
– Aa, der er stivnet
Hundreder Hjærter
paa Vej mod Polen,
af navnløse Smærter
tilsidst løst ud.
Fra Midnatssolen,
fra Vinternatten,
den gravkammer-sorte,
intet Bud …
Vi kender jo knapt
dem, der blev borte
før om Dage,
knapt nok de faa,
der med Held
kom tilbage.
Alligevel
er det jo saa,
– og hvor er det godt! —
At aldrig vil Stormløbet stanse
for Maalet at naa
og Berømmelsens Kranse.
– Og at Maalet blir naaet,
derom er ej tvistet,
men ingen véd
hvornaar;
– maaske gaar der Aar,
før Mandsviljen faar
Polen afvristet
dens Hemmelighed …
– Blandt alle de kække,
der trængte mod Nord,
den malmfaste Række,
nogle dumme, somme frække,
straaler et eneste
Navn over Verden;
naar andre glemmes,
da huskes Færden,
hvor Fridtjof Nansen
drog sine Spor,
han var stor,
kunde slet ikke skræmmes.
Han hentede Kransen,
den stolteste, prægtigste:
Sejr for den mægtigste
Menneskekraft
nogen Mand har haft! …
Og den, der har prøvet
blot Hundredeparten
af hvad han har øvet
og lidt paa Farten,
han bøjer sig
hilsende,
undrende,
stum,
– bøjer sig …
Men mangen en dum
Ignorant derhjemme,
som selv-ophøjer sig,
hæved sin Stemme.
Og mangen vigtig
Katheder-Profet
mente sig pligtig
i Begejstringens Stund
til at slaa Hyldesten
koldt Vand i Blodet.
Fra sin kritiske Mund
tog Vismanden Bladet
og voved at pille
ved Forskerens Resultater.
Fy! Ti stille!
Fingrene af Fadet,
I Kakkelovnsstympere,
hvor tør I kny?
I sidder i By,
lunt er jert Ly,
dèr leger I Polfart med Tinsoldater.
Men Nansen:
se, han satte Livet ind;
det var nu saa efter den Mands Sind!
– Jeg véd jo nok,
der var Jubel ved Møderne,
hvor Nansen talte
selvsikkert til Støderne
fra Professorerne
ned til Pogene,
– højlydt turde I intet sige!
Men jeg véd tillige,
at I skumled i Krogene.
I tvivler altid paa det mærkværdige
ude fra Mandskraftens Vidunderrige
– men har Eders Kakkelovns-Domme færdige …
Længst er forbi
den stolte Fest,
hvor Nansen var Gæst,
– aldrig har jeg kendt Mage dertil,
I kan besmøre det,
hvordan I vil.
– Men nu skal I høre det:
Hvad er I?
I er Gløderne,
Nansen er selve den levende Ild,
han kunde gøre det!
Det er fordi,
han er Geni.