Czcionka:Mniejsze АаWiększe Aa
III
KNUD RASMUSSEN
Der var kommen en Dag
i vort Venskab en Rift,
og af Saaret flød Gift,
som gæred til Nag
– Mistillidens Gift den gule,
som ingen søgte at skjule.
Men det hændte os tidt,
at vi talte forstemt
om, at aldrig blir glemt,
hvad et Venskab har lidt:
vi er ikke af dem, som lover
at lægge Glemsel derover.
Og vort Samvær blev trist,
for vi led, begge to,
men vi havde den Tro:
der vil komme tilsidst
gennem hensynsløs, aaben Forklaring
et Venskab, bygt paa Erfaring.
Og saa skete det her,
at vor Hjemvej blev stængt,
og da har vi vel trængt
til at knyttes lidt nær
til hinanden i fælles Smærte,
og se! Da talte vort Hjærte …
Der laa Sensommer-Glød
paa det ensomme Næs.
I det gulnede Græs,
hvor Vildbækken flød,
dèr laa vi og rensede Vunden,
og nu er Saaret forbunden.
Der var sket noget stort,
kastet bort noget tungt,
og vi drømte saa ungt,
som vi før havde gjort,
da vi gik i den hjemlige Verden
og digtede Planer til Færden.
Ja, hvor gransked vi tidt
i det grønlandske Kort
og beregned hvert Skridt,
som vi vidste blev vort,
– vi vidste det! Vi kunde mærke,
vi var ubetvingelig stærke.
Thi det kan ikke ske,
at en Ungdom, som vil
og har Kræfter dertil,
maa sig vingestækt se
og lade sig skubbe fra Reden
af Oldinge-Stædigheden.
Og det »Adgang forbudt«,
som en mugnet Plakat
fra vor Enevoldsstat
mod vor Rejse fik skudt,
dette Grønlands kinesiske Lukke
vilde vi sønderhugge!
Da saa Landet laa frit,
og trods »Venne«-Kritik
i Opfyldelse gik
hvad vi drømte saa tidt,
om de unge Vinger at strække,
da var vi bevægede begge …
Og nu ligger vi stængt
i Polarnattens Hi,
vore Drømme er fri,
nye Planer blir tænkt …
Maaske stævner vi nordpaa ad Aare
til Sejr eller Fald eller Baare.
Ja, jeg véd, hvad du kan.
Du har Grønlænder-Blod,
jeg har prøvet dit Mod,
du er modnet til Mand,
og du er, blandt alle jeg kender,
den tryggeste, hvad der saa hænder.
Du kan ro en Kajak
gennem oprørt Vand,
du kan styre et Spand,
om saa Fanden det trak,
du er født her i Pollandets Øde,
og her skal din Skæbne du møde.
Dette Land, det er dit,
du, som taler dets Sprog!
Du skal skrive en Bog,
som kan lære os lidt
om Folket ved disse Kyster,
dets Skæbne, Drømme og Dyster.
For vi andre, vi gaar
ikke dybt i et Folk,
som vi kun gennem Tolk
i Tale faar …
Men mod Nord kan jeg gaa, om du følger,
over Ishavets stivnede Bølger.
Ja, mod Nord, Grønland rundt,
dèr, hvor ingen har traadt!
– Er i Drømmene blot
dette Syn os forundt?
Eller gaar virkelig Færden
mod ukendte Egne af Verden?
Vi har Kraft nok og Mod
og et lysende Haab,
vi fik Æventyr-Daab
under Isblinkens Fod,
vi har Ungdommens sejrrige Alder,
– men mod Syd ligger Hjemmet og kalder …
Hvor vi gaar! Hvad der sker!
Om vi mødes igen!
Se, da er der, min Ven,
ingen Mistillid mer:
Det er ærlige Haandslag, vi giver,
de er rene de Hænder, der skriver!
Og krystalklar og pur
– som den Vildbæk, der flød
under Sensommer-Glød —
er vort Venskabs Natur.
I Mindernes lutrende Rødme
staar Samlivets Smærte og Sødme.
IV
JØRGEN BRØNLUND
Kære Jørgen, sære Jørgen,
du vor tro »Alt-mulig-Mand«,
aldrig nogen Grund til Sørgen,
Jørgen alt udrette kan.
Faar en Hundeskagle Nykker,
gaar et Slædejern i Stykker,
skal der bruges Fil og Sav,
er han Manden
med Forstanden
og det rette Haandelav.
Men vi skændes næsten daglig,
jeg og Jørgen, med Humør.
Ogsaa jeg vil spille faglig,
jeg har rejst i Verden før.
Men jeg kommer ingen Vegne,
hans Begreber er hans egne,
al min Visdom uden Vægt.
Et despotisk
»Idiotisk«
er hans Svar paa Dialekt.
Men vi kan som Regel staa os
ved at følge Jørgens Raad,
skøndt han helst vil overgaa os
paa sin Slæde som i Baad.
Bringer han os lidt i Knibe,
og der er blot ringe Stribe
Udvej for vort unge Liv,
altid tør han,
altid gør han
just det rette, klog og stiv.
Jørgen er vor bedste Jæger,
skyder altid Smaavildt nok,
og i »Hulen« han os kvæger
som en sjælden renlig Kok,
er snarraadig Blikkenslager,
snild som Smed og Bøssemager,
ja saagar i Tegnekunst;
dydig, vittig,
frisk og flittig,
sparsom med sin Ros og Gunst.
Jørgens hele Kundskabsmængde
er just ingen ringe Part;
dybe Ting han gennemtænkte,
ræsonnered altid klart.
Kølig er hans skarpe Hjerne,
haane Dansken vil han gerne
– nu og da med nogen Ret,
socialistisk,
egoistisk
uden selv at vide det.
Jørgen vil jeg altid huske
længst af al hans mørke Slægt.
Ingen Dansker kan ham kuske,
han er stærk i Selvrespekt,
minder mig om stejle Jyder,
kender sine Landsmænds Lyder,
ser og skatter deres Værd,
lod mig lære
dem at ære
paa vor lange Grønlandsfærd.
Eskimoen er godmodig,
med den fri Natur i Pagt,
og jeg véd, han hader blodig
Enevældets snævre Magt.
– Blandingsbørn blir født uægte,
som den Danske ej kan nægte
Penge og Paternitet.
Sagen glemmes,
han forfremmes,
bliver »Amtmand« trods sin Bêt.
Men forelsker han sig ærligt
i en smuk Grønlænderinde
og vil giftes! Hvor besværligt
at faa stiftet Hjem med hende!
Kun mod Tab af Embedsstilling
faar han Ægteskabsbevilling,
– Manden maa jo være gal!
Staten harmes
ved den armes
Syn paa dansk Missions-Moral.
Vi har kristnet Eskimoen,
lært ham Tvivlens Sjæleangst.
For sin Frihed vandt han »Troen«
og fik Kaffe for sin Fangst.
Selvkaldt er vi Landets Herre,
vi kan for Kulturen spærre,
og det har vi hidtil gjort.
Penge vandt vi,
Folket bandt vi
stavnsfast bag en lukket Port.
– Naar en Gang i Grønlands Styre
sjette Frederiks flade Aand
faar sin slet fortjente Hyre
og blir kvalt i egne Baand,
og naar Vejen brydes aaben
til at holde over Daaben
Landets egne Børn som Mænd,
der kan lede
egen Rede,
saa er Jørgen glad igen.
Jørgen! Du maa ikke slippe
Fremtidshaabet for dit Folk,
rank og grundfast som en Klippe
skal du være Retfærds Tolk.
Du skal se, der gryr en Morgen,
da I hejser Flag paa Borgen
under unge Frihedskor:
send da ikke
hadske Blikke
ned til gamle danske Mor!
V
GABRIEL OLESEN, kaldet »GABA«
Gaba er god,
god som et Barn, selv om alt gaar imod,
han kan sig let med vort Vildliv forsone,
længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,
som han forlod.
Gaba er klog,
taler blot et malabarisk Sprog,
tidt maa vi ty til de særeste Fagter,
eller vi udgransker det, som vi agter,
af en Glose-Bog.
Gaba er Kok,
Koksmath især – men han har en barok
Lyst til vor Smagssans at undertrykke
ved at benytte som Viskestykke
Skjorte og Sok.
Gaba er flink,
lystrer med Iver vort ringeste Vink
– helst dog, naar Vinket betyder at skaffe
Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,
– se da hans Blink!
Sukker især
har han, den Slikmund, usigelig kær,
sender sin Skefuld forelskede Blikke,
naar han behændig faar Top til at ligge
– en Kunst, der er svær!
Gaba er glad,
sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,
men naar vi mindsker en Dag Provianten,
saa kan han sætte sig ordknap og vranten
over sit Fad.
Gabas Tobak
er hans Bekymring og evige Snak,
og for at skaffe sig noget at røge
tror jeg, han gerne vilde forsøge
sin Skind-Timiak.
Han er adræt,
let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.
Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:
Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:
»Danse mig træt!«
Gaba har Trang,
Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,
ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;
rusker man Fyren, saa svarer han værdig:
»Jeg drømte, jeg sang.«
Gaba har Røst,
Salmesang er ham en daglig Trøst,
Melodierne er bestandig hans egne,
og de tager Tonen fra samtlige Degne
her under Kyst.
Han er literær,
nedskriver Gloser og Folkesagn her,
lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,
ikke en eneste Sjæl kan udtyde
hans Kragetær.
Gabas Moral,
Kristenmoral, den er ikke saa gal:
dybt han beklager sin hedenske Søster,
fristes dog selv af hedenske Lyster,
naar Natten er sval.
Kæk i Kajak
gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,
kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,
er efter Sæl en paalidelig Skytte.
Gaba, hav Tak!
Tro har han fulgt,
delt vore Kaar under Velstand og Sult.
Rækker vi bare Uperniviks-Landet,
skal han faa Sukker og meget andet,
aabent og dulgt.
Hundred iblandt
dem, som vi til os paa Rejsen bandt,
vilde forlængst have mistet Gemyttet
og til den grønlandske Hjemvé lyttet;
han var konstant!
Ja, du var tro,
tro mod din Pligt, og som oftest du lo.
Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;
gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter
dig i dit Bo.
VI
AGPALING'UAK
Din Slægt er død. Din Far og Mor
har nyligt vi til Hvile bragt.
Saa tog du mod vor Briks, vort Bord
og har vor Levemaade smagt.
Og da vort Kød og Brød slap op
med Vandet i den frosne Elv,
da gav du os en Hvalroskrop
til Hundefor og til os selv.
Og af dit Telt vort Tag blev lagt,
vi brændte alt dit Lampespæk,
i din Kajak gik vi paa Jagt,
til synkefærdig den løb læk.
Vor Bøsse fik du, Hagl og Krudt,
og drog ad Kløften højt til Fjælds;
og havde du en Hare skudt,
gav du os baade Skrog og Pels.
Fælles er nu vort Ædetrug
og alt vort Stræb for daglig Kost.
Om Hulen stryger Vejrets Sug,
hvide er Væggene af Frost.
Mest er du tavs, begriber knapt
vor stille Syslen med Papir;
det er, som om du havde tabt
din Aands de gamle Vildmands-Stier.
Snart sover du paa Briksens Sten
og raaber tidt i Søvne højt,
drømmer om Jagt paa Bjørn og Rén,
nu da vort Forraad er lidt sløjt.
Kød er din hele Tankekres,
din Verden blot et bræklædt Fjæld,
knap kan du tælle til en Snes,
og dog befinder du dig vel.
Frit er dit Liv. Selvhersker-stolt
følger du kun din egen Trang,
hver Livsens Dag blir festligholdt
med Elskov, Mad og Trommesang.
Af tusindaarig Slægt udgroet,
der langs den hvide Isblink drog,
har du som dine Fædre troet
paa skjulte Magters Varsel-Sprog.
Alt det, som dine Fædre vandt
af Livets dyrekøbte Kløgt,
blev Slægt for Slægt en Traad, der bandt,
– en Ledetraad i Livets Røgt.
Ærværdig er din Hedning-Tro,
som helst du følger til din Død,
– men Kristenheden slaar sin Klo
i al din svare Sjælenød.
Thi ikke kender du den Gud,
i hvis misbrugte Frelsernavn
vi skulde øvet Hjærtets Bud
men tændte Hadets Flamme-Bavn.
Vor stakkels Agpaling'uak
med Biblens Helgennavne døbt,
fortabt den Frihed, han inddrak
i Fjældnaturen, isblink-svøbt,
hans Fædres Visdom søndertraadt,
tusindaars-gamle Skikke brudt!
Han har den store Pan forladt
for Salmesang og Bly og Krudt.
Hans Tarmskindstromme haanet blev,
hans Sang forbudt, hans Sagn belét,
– her sad tre hvide Mænd og skrev
alt, hvad de havde hørt og set —
saa var det altsaa dem, der stjal
hans gyldne Frihedsliv, til Tak
for Rén og Bjørn, for Sæl og Hval,
– vor stakkels Agpaling'uak!
MOR
I
Ind under Elmehækken,
af Vestenstorme mejet,
er der en Grav i Rækken,
en altid kærlig plejet,
dèr hviler trygt
i Rosenflor
min Mor.
Og skinner Solen vaarligt,
og spirer frem, selv her mod Nord,
duftende Kalke af mager Jord,
da mindes jeg din Grav, o Mor,
og ser den for mig blomstersmykt,
husker dit Blik – og véd med Frygt,
at al din rige Godhed
fik jeg kun lønnet daarligt.
Alt, hvad jeg vilde sagt dig,
og som dig skulde trøstet
og til mit Hjærte bragt dig,
bævede mig i Brystet —
ak, men jeg stod
snart ved en Grav
og tav …
Paa Livets travle Veje,
opfyldt af tusinde Behov,
rammes vi brat af Livets Lov:
at nu har Døden valgt sit Rov,
et elsket Hjærte skælver sygt,
da haster vi i Haab og Frygt
og kaster os i Hulken
over den dødes Leje.
– Over den dødes Kiste
hang der en Blomstersfære,
Venner og Fjender viste
Liget »den sidste Ære«,
og mellem dem
hyklede bedst
en Præst …
Aa, vi er som Sjakaler,
vi slaas gemént i Livets Krig,
vinder vor Sejr ved skummel Svig
men mødes enigt om et Lig —
vi rosenkranser Ligets Hjem,
dèr, hvor vi før holdt Torne frem,
og tror, at disse Blomster
vor hele Gæld betaler.
Selv den, der vilde baaret
dig, Mor, henrykt for Livet,
aldrig din Tanke saaret
og ingen Sorg dig givet,
ham førte bort
fra dig og dit
hvert Skridt.
Du blev din Søn berøvet
og lærte Livets bitre Kaar:
at Barnet egne Veje gaar,
som ingen kærlig Mor forstaar;
du troede Barnets Hjærte haardt,
fortabt hans Sjæl, hans Livsløb kort
og elskede ham dog højest,
som havde dig bedrøvet …
Til Mors Grav derhjemme
er mange Hundred Mile —
men husker jeg din Stemme
og ser dit Ansigt smile,
er som en Drøm
om svunden Nød
din Død;
jeg føler Livets Varme
udstraale fra dit Modersind,
skærmende kysser du min Kind,
gaar vejkendt til mit Hjærte ind
og hører dèr i Blodets Strøm
Sønnetakken inderlig øm
og knuger lykkelig Barnet,
der græder i Mors Arme.
– Ak, ørkesløse Drømme,
som bare gør bedrøvet! …
I duftende Rosenstrømme,
i Læ bag Elmeløvet
er der en Plet
med gruset Jord
og Mor.
Du stoled paa et Møde!
– ja, Livet er jo fuldt af Nød,
og Himlen lover Frelserskød …
Mor var saa god. Men Mor er død.
Aa, Mor, hvor var du livsenstræt;
først nu, for sent, forstaar jeg ret
din Livssorg – og min egen
aldrig sonede Brøde …
Nu blomstrer fløjels-sorte
Roser hjemme i Haven,
men jeg, saa langvejs borte,
kan ikke smykke Graven,
og ingen véd,
om siden mer
det sker …
Hvem bliver næst i Rækken?
Staar jeg mon selv ved Dødens Port?
Nej! Livet er saa rigt og stort
og mit Begær mangfoldiggjort …
Eller er maaske Far bragt ned
til Mors Støv og Støvets Fred?
– Underligt hører jeg Blæsten
suse i Elmehækken …
II
Det er i Dag din Dødsdag, Mor,
din Dødsdag, Mor —
nu er det længe siden,
men Tanken gaar ad de gamle Spor
langt tilbage i Tiden.
Der kom en Dag et Bud, som lød:
din Mor er død —
jeg blev som fra Forstanden,
haabede i min bitre Nød,
at Slaget galdt en anden.
Døden var aldrig traadt mig nær,
og Mor især —
det var saa rent utroligt.
Da sagde én, som er mig kær:
»Se nu og tag det roligt.«
»Rolig, rolig – naar Mor er død,
saa tungt et Stød!
det kan du aldrig mene.«
Vred og forvirret jeg udbrød:
»Gaa – lad mig alene!«
Og ene blev jeg. Gik i Døs.
Skjalv som jeg frøs.
Kunde slet intet sanse.
Vidste blot, jeg var moderløs …
Gode Folk bragte Kranse …
»Lær mig, o Skov, at visne glad«,
den Salme bad
Mor om at faa ved sin Baare …
Versene kunde jeg udenad,
lalled dem som en Daare …
III
Men havde du levet den Dag i Dag
og ventet forgæves og ingen Ting hørt,
om jeg var i Live? hvorhen jeg var ført?
om jeg kunde bjærge mig? eller var Vrag?
– du havde grædt Øjnene røde,
du havde dig sørget tildøde.
Fra den Gang, du bar mig til Verden med Vé
og nær ved din Død havde Livet mig købt,
da blev med de ømmeste Navne jeg døbt,
da var jeg det kæreste, du kunde se,
du strakte de værnende Hænder
mod alle min Uskylds Fjender.
Og er der i Verden, saa ond og saa stor,
ikke den Moder, der svigter sit Kald
men elsker sit Barn i dets Sejr og dets Fald,
saa er du blandt Mødre, min elskede Mor,
den mildeste, kærligste Kvinde,
den bedste, jeg kunde finde.
Thi alt, hvad der gik mig i Livet imod,
har knuget dit Sind. Du har vaaget og bedt,
du har tryglet din Gud, naar i Sorg jeg var stedt,
om at være dit Hjærtebarn naadig og god,
om at give ham Troen tilbage
og hans Fred, som i gamle Dage.
Ak, havde du vidst, at jeg ikke vil Fred,
at Sjælefred er mig som Døden imod —
Der bruser den evige Storm i mit Blod,
min Fod ejer ikke et blivende Sted.
Den eneste Gud, jeg kan dyrke,
er Menneske-Aandens Styrke!
Den kætterske Kraft i vor Menneskehed,
som ensomme Aander frimodigt os gav,
den styrker min Sjæl. Men Mor gik i Grav
stærk ved sin Tro og sin Kærlighed.
Nu mødes vi ingensinde.
– Velsignet være dit Minde!
Den Gud, du bekendte, har jeg ikke set,
– kun set i min Mor et guddommeligt Værd.
Men havde du levet og lært af min Færd,
hvor frugtesløst dine Bønner blev bedt,
du havde dig græmmet tildøde
for Dommen, jeg gik i Møde …
– O, intet i Verden er godt som en Mor,
en Jorderigs Lykke, et Livets Klenod,
men alle saa gør vi vor Mor imod;
der kommer en Dag, da hun mister vort Spor,
hun, der har selv kunnet savne
for Barnets Fremtid at gavne.
Saa underligt er det: Af al vor Natur
vi vælger vort Liv trods moderligt Raad,
vor egen Vilje skal styre vor Baad,
knapt Ungen faar Vinger, er Reden et Bur,
Opdragelsen gør vi til Skamme,
– vor Mor har vel gjort det samme!
Ja – evigt er Livet! Men vinder vi frem? …
Teknikken den skrider med straalende Hast,
moralsk saa staar vi forsumpet og fast,
thi Dyds-Karaktererne, hvor har vi dem?
Den eneste Dyd paa Jorden
er det hellige Kald for Moren.
Og dog – vort Menneskeliv det er rigt,
og den, der har levet dets ondt og dets godt,
ja, den, der har ejet en Moder blot,
han elsker det Liv, vi evindeligt
skal leve til sene Slægter,
hvad Tro vi saa forfægter.
Aa, Mor! Om du levede Dagen i Dag …
Jeg drømmer saa tidt, at du aander paany,
at jeg er dit Hjærtebarn, uskylds-bly,
som uden Fortielse, uden Bedrag
om Livet og Mennesker spørger …
Saa vaagner jeg op og sørger.
Jeg sørger, for jeg er jo moderløs
og finder dig ikke, naar jeg vender hjem,
– jeg finder en Plet kun blandt Gravene frem,
og staar dèr og skælver, som om jeg frøs,
mens Blæsten hvirvler med Støvet
og suser i Elmeløvet …
FAR
I
Jeg takker dig, min gode Far, for al din strænge Tugt,
du mente mig det ærligt, men du fik ikke Bugt
med al den stejle Viljetrods, du selv gav mig i Arv,
som rinder dig i Blodet,
som er mig Livsens-Modet
og min Lykkes sande Tarv.
Jeg takker dig for Skændene og Pryglene, jeg fik,
den Gang, da jeg var lille og frygtede dit Blik,
nu véd jeg, at hvert haardhændt Slag paa min uvorne Ryg
har voldt dit eget Hjærte
en tavs, indkapslet Smærte,
et forknuget, bange Tryk.
Nu er du hvid og gammel, Far. Selv er jeg ikke ung.
Vi prøved begge Livet, tidt var os Vejen tung,
men vi har troligt fulgtes ad og bliver ikke skilt,
jeg kender jo dit Hjærte
og véd, at hvad du lærte,
det var ingen Tid forstilt.
Der gaar saa strid en Hvirvelstrøm i Livets dybe Flod,
tidt tumlede jeg Baaden min Fars Bestik imod;
men skifted vi end Ord derved ud af vort stride Sind,
var Solen aldrig nede,
før al fortørnet Vrede
laa med Dagen slumret ind.
Du er din Søn mer end en Far. Du er hans bedste Ven,
hvem han betror sit Levned. Nu faar han ingen Skænd.
Den gode kloge Far forstaar, at Skænd er nytteløst:
Hvert Menneske maa lære
sin Selv-Profos at være
og sin Skæbnes egen Trøst.
Jeg møder i dit Faderblik, mildt dømmende og ømt,
den endeløse Godhed, du aldrig faar udtømt.
Stræng var en Gang den Tugt, du gav, – men hundredfoldigt tungt
faldt selve Livets Svøbe,
den, ingen kan undløbe,
som har levet stærkt og ungt.
O, jeg har levet ungdomsrigt! Og jeg har lidt min Straf,
men aldrig skal jeg angre den Skæbne, som mig traf.
Du blev mig tro, du hvide Far, trods mine vilde Kryds,
vi er to gode Venner,
jeg velsigner dine Hænder
i et ydmygt Sønnekys.
II
Husker du, naar Kusken buldred frem ved Smugen,
alle Ruder dirred, Taffeluret klang,
Mor kom ind med Kaffen, bredte hastigt Dugen,
ude dæmred Dagen, Spurvene de sang.
Ude vented Vognen. Ude hylte Blæsten,
det var sén Oktober, Lindeløvet faldt,
langt vi skulde køre stik imod Nordvesten;
det var Faaretyven, som vor Rejse galdt.
Travl og barnehenrykt foer jeg ud paa Trappen,
sprang adræt i Vognen op til Kusken Mads,
– ak, jeg undgik ikke Mor med Vadmelskappen,
og til Halstørklædet fandt hun ogsaa Plads.
Altfor nænsomt gode, altfor offerrede,
for vort Velfærd altid omsorgsfulde Mor
– jeg kan endnu se dig staa beklemt og bede:
»Pas nu paa jert Helbred – og jert Flaskefor!«
Stolt sad jeg paa Bukken, fatted Søsters Hvisken
og saa' Lillepigen bringe Rejsevin.
»Blis« og »Brune« vrinsked, Mads slog Smæld med Pisken,
Genbo-Jensens vaagned, letted et Gardin …
Sidste raske Afsked. Torvets Brosten lyner,
bleg i Dagningsgryet Havnefyret staar.
Jensens ligger atter i de lune Dyner,
drøfter, fuld af Spænding, hvorhen Rejsen gaar.
Ja, hvorhen gaar Rejsen? Ud mod Vesterhavet
henad Hedevejens sære skjulte Slyng,
alen-dybt i Sandet er vort Hjulspor gravet,
milelang er Sletten med den mørke Lyng.
Blomsterløs og gusten og saa fredløs øde —
Højt mod Morgenhimlen tavst et Møllekors —
Tunge Skyer gaar Dagens blege Sol i Møde,
Vinden stryger regnmæt og med Duft af Pors.
Urosvanger Himlen, mørk og sorgfuld Jorden,
paa den magre Stubmark ikke Fugl og Kvæg,
gennem Blæsten varsler Maageskrig fra Fjorden,
fra den sunkne Gravhøj klager Faarebræg …
Nu er maaske Tyven urosvanger vaagnet,
kigger efter Solen, den, han helst undgaar …
Var hans Børn forsultne, vil han ej »paa Sognet«,
stjal han blot i Armod af sin Nabos Faar?
Som i dunkle Syner ser jeg Livets Byrde,
Livets bitre Vilkaar for en knuget Slægt.
Barne-Øjet dugges: Aa, var jeg den Hyrde,
der tog hele Hjorden i min Varetægt!
Kunde jeg blot frelse Tyven, vi skal hente,
ham, der har sig mættet af den riges Fad.
Skaanselsløs er Loven, lynsnar som en Glente.
Far er Lovens Tjener. Far er ikke glad …
– Fjernt paa Heden slukner morgen-tændte Ruder,
Madmor sætter Davren dampende paa Bord.
Der er lavt til Loftet, Gavl og Vægge luder,
der er megen Madlyst, ikke mange Ord.
Barneflokken slubrer rent forslugent Mælken,
men den træge Husfar slipper brat sin Ske,
rejser sig beængstet, bøjet under Bjælken,
stirrer gennem Ruden … Hvad kan han mon se?
Og med ét saa holder vi for Husmandshytten,
Far gaar ind i Stuen, Mads og jeg gaar med:
Alle Munde tier i bestyrtet Lytten,
alle Øjne siger: man vil os Fortræd!
Og da langt om længe Vognen atter skrumler,
er vi fire i den … Nu er Dagen kort,
Vesterhavets Brænding over Klitten mumler.
Heden ligger lydfyldt. Solen rinder bort.
Men mit Barnehjærte kan slet ikke glemme
Øjnene, som fulgte Manden, vi tog bort,
Børnene, der klynked, Madmors skræmte Stemme,
men fortrøstningsfulde: han har intet gjort!
– Ja, han er uskyldig. Han har ikke stjaalet,
er blot ynksom fattig, derfor nemt forfulgt;
Far kan, trods sin Klogskab, ogsaa fejle Maalet,
– vidste han vel altid, hvad jeg handled dulgt?
Der er koldt paa Bukken, men min Hjærne brænder
ud i Nattemulmets barske Regn og Rusk.
Mads har rig Erfaring og er Sjælekender,
jeg har længe snakket dæmpet med Mads Kusk:
»Tro kuns mig, min Lille! Lad ham blot benægte.
Inde i Arresten faar de ham nok mør.
De gør altid Krumspring, disse Tyveknægte;
du maa huske, Lille, jeg har kørt dem før.«
Men mit Barnehjærte, som kan ikke dømme,
stoler paa hans Uskyld, dadler Mads og Far, —
jeg vil ikke længer holde Kuskens Tømme,
fredløs ligger Heden, ingen Fred jeg har.
Dybt i Kappekraven dukker jeg min Harme,
sværger Straffeloven uforsonligt Nag,
– mine Tanker sløves i den klamme Varme,
da jeg atter vaagner, er det hen mod Dag.
Dæmpet rødnes Himlen under Skyers Rande
som en Kind, der blues over Jordens Skam.
Bølgestejl mod Stranden bryder Fjordens Vande
som et Hævnens Udyr, der har rejst sin Kam.
Se, dèr ligger Byen pisket af Nordvesten,
Borgerne de sover, Lygterne er tændt,
Mads, som sér mig vaagen, hvisker gennem Blæsten:
»Naa, hvad sa' jeg, Lille. Fyren har bekendt!«
– Det er tungt at lide med en forurettet,
tungere at vide al sin Medynk spildt …
Det var godt at komme hjem og blive mættet
fra den aabne Hede, hvor det blæste vildt.
– Barnehenrykt var jeg, naar med Far jeg kørte
ud paa Embedsture i mit jydske Land:
Livets bitre Jammer jeg betaget hørte,
og den falske Taare tog jeg straks for sand.
Det er længe siden. Mange Illusioner
skulde briste sønder, før min Mund blev klog …
Aa, men der staar Lyngduft og Oktober-Toner
ud fra Æventyrets gamle Børnebog.
Disse sære Farter over dunkle Sletter,
dette Væld af Minder ud af Livets Kaar,
disse høstligt mørke, storm-forsuste Nætter
har jeg altid elsket fra de unge Aar.
Og af disse Minder nu min Sjæl sig mætter
hér, hvor Fjældet gjalder af Oktober-Storm;
i de mørke Aftner, i de lange Nætter
faar de gamle Minder atter Liv og Form.
– Om du husker Tiden! – Ja, jeg véd, du mindes.
Og du véd, min Barndom er mig dyrebar …
Du er Lovens Tjener. Men dit Hjerte findes
paa det rette Sted. Du min hvide Far.