EN KÆRLIGHEDSHISTORIE
Per i Kælderen kaldtes han af sine mange forskellige Bekendte, som altid havde et Nik tilovers for ham, naar han med Hænderne i Lommen stod paa Trappen, der førte ned til hans Beværtning.
Han skinnede af Properhed lige fra Kasketten, der sad langt ned over den kuglerunde Isse, og til de tykke, hvide Uldstrømper, som stak i blanke Træsko, saa snart han gik uden for sin Stuedør. Det gjorde han mange Gange om Dagen for at staa og kige op og ned af sit etetages, cementforsirede, røde Hus, der laa paa den anden Side af Gaden.
Til alt, hvad der paa nogen Maade stod i Forbindelse med denne hans Ejendom, nærede Per en uangribelig Kærlighed.
Der var nu de storblomstrede Tapeter, Rosetterne i Lofterne og alle de smaa Tremmepulterkamre med Hylder og Knagerækker, som han selv havde gaaet og lempet i Stand; ja – og saa var der jo Marie, en lille Pige, hvis Forældre var Pers Lejere, hun var ogsaa Genstand for de blidere Følelser, som Per virkelig var i Besiddelse af, – om de end ikke udtrykte sig særlig tydeligt i hans runde, røde Ansigt med den gnavne, skæve Mund og de smaa Øjne, der ikke rigtig vilde være ved, hvor iagttagende de var.
Pers og Maries Sympati var gensidig; den havde en frugtbar Jordbund at gro i, for Per var – fra den første Dag Maries Forældre flyttede ind – velvillig stemt imod dem; de havde saadan nydelige Gardiner og Blomsterpotter. Paa den anden Side fandt Familien, at den halvgamle Ungkarl var en meget behagelig Vært, der var saa langt fra at være krakilsk, at han næsten var for rar.
Ja, for Per var rar, saa rar, at han ikke nænnede at sige imod, naar hans Lejere bad ham om noget. Venligt og imødekommende sagde han ja til ethvert Forlangende, – men indvendig svor han paa, at saadan et godt, grundmuret Hus sku' – fan'eme – ikke ha' nogen Slavs Hundekunster med Panel eller saadan noget. —
Det hændte en Dag, at Per vandt Maries Hjærte helt ved at lette paa Kasketten og raabe: »Goddag, lille Jomfru!« netop som Marie nød den Ære at følges fra Skole med en ældre Kammerat, der altid pralede af, at hendes Faders Kontorister tog Hatten af for hende.
Da Marie var kommen hjem, udsøgte hun sit bedste Glansbillede, tilbragte en halv Times Tid med at pakke det ind, forsegle og skrive rigtig flot uden paa: Per i Kælderen, Odense, Fyn, Danmark, Evropa; derpaa gik hun ned og overrakte ham det.
Som Per plejede, naar han var forlegen, tog han Kasketten af og arrangerede den graa Haardusk, der fra venstre Øre lagdes op over Issen; men Opvartningsjomfruen, der var rapmundet og vant til at finde sig til Rette i alle mulige Situationer, sagde:
»De maa da klinke med Frøkenen paa nærmere Bekendtskab, Hansen!«
»Sku' Barnet ha' Spærituosa! Ja, De er – fan'eme – hæ – hva' De er, Jomfru. – La's af Ste' etter for – la' mig se – ja, tag Du kuns for 25 Øre af de Toøres.«
Og Lars, den magre Kelneraspirant, rev Døren op, saa det lille røde Gardin flagrede, og Klokken klingrede vildt; han tog Stentrappen op til Gaden i et Spring, der var saa tjenstivrigt, at hans Knæ og Hage kom i nærmeste Berøring. —
Efterhaanden blev Per i Kælderen og hans Territorium et Slags Fristed for Marie, naar hun trængte til at hyldes efter at have været tilsidesat i Barnekammeret.
Der regerede hendes femaarige Broder Kaj uindskrænket, protegeret af Barnepigen, der havde været hans Amme, og som henfaldt i den dybeste Melankoli og ubehageligste Fornærmelsestilstand, naar højere Magter tillod sig at gribe ind i det hende underlagte Departements indre Anliggender. Hun ofrede sig Dag og Nat for sin Kaj, vaagede over ham, naar han havde lidt Mavepine, og tog ham med paa sin Ferietur ud til hendes Svogers Gaard, hvor hendes Søn, der nu var Tjenestedreng, havde tilbragt sin spæde Barndom. Blot Kaj forlangte det, nedlagde Line øjeblikkelig sin Strikkestrømpe, agerede Hest, »kørte i Futtog« eller klippede de vidunderligste Rækker af dansende Koner, hvis stive Arme hængte sammen; – men Marie, der efter Lines Mening favoriseredes i Dagligstuen, kunde forgæves tigge hende i Timevis om den Slags Gunstbevisninger.
Nej – saa blev Marie rigtignok anderledes behandlet hos Per i Kælderen!
Var der Gæster, sendte han hende med synlig Overvindelse bort igen, men ellers blev hun modtaget som en Prinsesse.
»Jomfru, ind og tag Tøjet og Gamasserne af vores Frøken! La's, af Ste' me' Dig etter Botterdejger.«
Marie følte sig fuldstændig hjemme i den hyggelige Kælderstue; hun fandt det saa interessant, at de brede, med Blomsterpotter smykkede Vinduer sad højt oppe, og at der stod firkantede, voksdugsbeklædte Borde omkring paa det sandstrøede Gulv.
Det var saa morsomt, at det var netop det Bøgebrænde, som Per under hendes Tilsyn havde kløvet, der blussede og buldrede i den store, gammeldags Kakkelovn.
Og megen Skæmt havde Per og Barnet for, især da »Gækkeneljerne« begyndte at komme.
Per forsøgte paa alle mulige underfundige Maader at narre Marie en Blomst i Hænde; men hun var, som han sagde, »den mest dørkdrevneste Ra', der ku' gaa paa et Par Ba'ben!«
Dog – en Dag, da Marie tog sin traditionelle »Snitte«, gik den midt over, og inde i den laa den famøse Blomst.
Da lo Per, saa hans svære Mave rystede, og Marie lo, Jomfruen formelig hvinede, og Lars, der fra Bagstuen spændt havde luret paa, hvorledes Komplottet skulde falde ud, kom styrtende med sit bevægelige Ansigt trukket ud til de mest forekommende Smil.
– —
Skønt Per og Line ikke var ganske enige i Valget af deres Favoritter, opstod der dog mellem dem et Slags nærmere Bekendtskab og en vis hemmelighedsfuld Samfølelse i Anledning af Børnene.
Det begyndte med, at Line en Dag, som hun stor og tyk trampede forbi Kælderhalsen, hvor Per stod og betragtede sin Ejendom, spurgte:
»Hun er da vel skikkelig, naar hun er nere hos dem, Per Hansen?«
Rigtignok besvarede Per kun denne Antydning af Tvivl om Maries Ufejlbarlighed med nogle smaa foragtelige Grynt, men ikke desto mindre blev det til en lille Passiar; den efterfulgtes af adskillige flere, ja endogsaa af en Indbydelse paa »Sukkela'e« nede i Kælderen, hvad Line dog ikke mente at kunne modtage.
Men i hendes Reflexioner kom denne Indbydelse til at spille en vis Rolle; der var noget »rijælt« ved saadan et Tilbud af Traktement. Hendes Sympati for den belevne Per, som sad der alene med Bedriften, voksede. —
Da Storken gik i Enge, og Gøgen kukkede i Skoven, og Tiden for Lines, Kajs og Maries aarlige Landtur indtraf, udvirkede Line hos sit Herskab, at Per maatte inviteres med. —
Og Per tog med i lys Sommerfrakke og med sin bedagede Følge-Lig-Hat, – men i dybeste Hemmelighed, for Prangerne havde saadan »none visnæsede Kæfter.«
Da det lille Selskab var kommet ud af Toget og travede hen ad Landevejen til Lines Svogers Gaard, erklærede Marie, at det var den bedste Tur, de endnu havde havt, og det var, fordi Per var med!
Det satte ham straks i godt Humør. Endnu bedre blev det, da de efter Kaffen, hvortil han trakterede med umaadelige Masser af Wienerbrød, gik ud og saa paa Besætningen.
Per var bondefødt, og her i den græsgroede Gaard mellem de lave, hyggende Længer levede hans Ungdomsfølelser delvist op igen.
Han tog Hatten af, rystede paa Hovedet, lo lidt, vendte sig saa til Line, – Svogeren havde demonstrativt ladet dem være ene, – og sagde med et Smil og et Suk, der saa udmærket forenedes om hans gnavne Mund:
»Ja, dengang var man ret en lieber Gut!«
Line, der ogsaa paa en Maade var betaget, svarede ud af sin Tankegang:
»Ja, ordentlig, det er her. De sku' se Spisekammerhylderne. – Vores Familie har nu alleti'er været te' aa sli'e. Je' kom u' at tjene, da je' var ti Aar, Per Hansen!«
Per Hansen holdt Begravelseshatten i Haanden og ordnede febrilsk ved Haardusken. Line fortsatte i en bestemt Tone:
»Vi har nu været store og stærke, mine Foræl're, de var nu osse saadan te' aa sli'e. Har di'tte givet vos andet i Arvepart, saa har de givet vos Løst te' Arbe'!«
»Ja, det er sgu Kapital, der ka' flaske sig!« udbrød Per.
»Vi var jo manne Børn, men de er kommen godt deran allesammen, se nu min Søster her, og én blev sgu Jordemor. – Det er jo kuns egentlig mig, der er saadan lidt strandet; men saa længe je' ka' arbe', saa har je' det godt; det er dog li'egodt det, der holder Humøret oppe.«
Per stod tavs og betragtede opmærksomt Vandtruget. Saa satte han Hatten paa, slog Hænderne sammen, sparkede lidt ud med det ene Ben og sagde letsindigt og flot:
»Dø' og Kritte, sikken en Vær'shusholdermadam, der ku' hav' bleven a' Dem, Line!«
»La' De nu bare vær', Per Hansen, ska' je' te' aa spekkelere, bliver je' bare krakilsk aa halvtovlig.«
»Gu' gør De ikke nikke nej! De er soli' – fan'eme – det har jeg alti'er sagt. – Men det ka' være maje rigtig, man ska'te si'e mer, end som man ka' staa ve'; det er der Rasong i.«
Og saa gik Per ind i Kostalden. —
Aftenen kom, og Per, Line og Børnene begav sig efter et solidt Maaltid paa Vej til Stationen.
Line bar sin Kaj paa Ryggen et langt Stykke; Marie travede af Sted ved Pers Haand.
Ingen af dem talte.
Alle Lydene fra Gaardene og Markerne dæmpedes mere og mere, indtil de smeltede sammen med Kvækket af Frøerne i de gyldentblanke Kær, den svage Surren i Telegrafstængerne, et lille Vandløbs vedholdende, næsten uhørlige Rislen, et enkelt Pip af en Fugl – til en sagte, stilfærdig Musik, der – Per og Line ubevidst – lokkede deres træge Tanker til uvant Svirren og satte deres jævne Følelser i en særegen Bevægelse. —
Ved en Sidevej, der førte ned til en lille Skov, satte de sig paa Gærdet.
Kaj blev anbragt paa Lines Sjal, og han og Marie lavede i Tavshed Livbaand og Kranse af Blade, som de heftede sammen med smaa Pinde.
Pers Mund var usædvanlig skæv, som han sad der og saa' ud i Solnedgangens Guld og Ild; tilsidst tog han sig helt blændet over Øjnene. Gav sig saa til at snitte Pinde til Børnene.
Hen ad den haarde Vej lød taktfaste Trin og Hestetrampen.
En ung Karl kom hjem fra Marken med et Par kraftige Arbejdsheste.
»Go' Avten!« hilste han muntert og tog Piben ud af Munden.
Per, der følte sit Ansvar, benyttede Lejligheden til for yderligere Sikkerheds Skyld at spørge, om han vidste, hvor længe der var, indtil Toget gik.
»Prr, ka' I sto'!« sagde Karlen og standsede Hestene, tog sit Uhr frem, lukkede Celluloidkassen op og svarede:
»Stationen er jævne herve', bliv Du kuns sittende me' Mutter og det unge Danmark en hal' Time te'. I er kanske fra O'ense?«
»Ja, det er vi da.«
Hestene begyndte at gaa. »Ja, Farvel,« hilste Karlen og gik raskt videre.
Per henfaldt atter i Grublerier.
Efter en lang Tavshed udbrød han melankolsk og stemningsbetaget:
»Saadan gamle Mandfolk, naar vi bliver gamle, saa duer vi sgu'te te' andet end te' og smi'e paa Møtningen!«
Line svarede:
»Nej, – I ka' ju'tte saadan rederere jer selv; er det nu nove at sitte der me' bart Ho'e og forkøle Dem, Per Hansen?«
Og Line rakte ham den høje.
Denne kvindelige Omhu var mere end Per i dette Øjeblik kunde staa for; den vakte den Længsel efter noget – ud over Skænkepigens Stoppen hans Strømper og Reden hans Seng, – som ikke var helt udslukt hos den gamle Ungkarl.
Han rømmede sig, tog utallige Gange Hatten af Hovedet og ordnede sin eneste Haarlok, gned sin røde Kind heftigt, sukkede og slog sig arrigt over Knæene. Men pludselig sagde han energisk til sig selv: »Nu holder Du Kæft, Per Hansen, ellers saa gaar den – fan'eme – aff!« —
Stemningen var ligesom sunken et Par Grader.
Marie sad og saa tankefuld fra Per til Line.
Kaj forlangte nedladende at føres afsides.
Line sprang ilsomt op.
Da hun kom tilbage, sagde hun:
»Hva' si'er Perpendiklen, Per Hansen? Vi ska' vel af Ste'?«
»Ja, vi maa vel – for Børnenes Skyld. Aark, hvis det nu var vores, og vi sku' hjem te' saadan et pænt, grundmuret Hus med Veranda og Glaskugle midt paa Græsplænen. Aark – fan'eme,« sukkede Per dybt.
Men Line sagde bestemt:
»Nu ska' De la' vær' og skave Dem, Per Hansen, vil De mig no'et rijælt, eller vil D'itte? Jeg er for gammel te' at la' mig ta' ve' Næsen. Ja, jeg er!«
Per saa forbløffet paa hende og gned sig raadvild paa Issen. Men da sagde Marie:
»Det er ligesom, vi var Far og Mor og Børn! Ikke Kaj. Hvad?«
»Jo,« svarede Kaj afgørende og stak for første Gang frivilligt sin Haand i Pers.
»Fan'eme!« udbrød han, »jeg givter Dem, Line!«
»Herregu' Per, det ska' Du'te komme te' at fortry'e,« svarede Line og viskede sig over Øjnene. —
Da Per den Aften skulde skilles fra sine Rejsefæller, trak han Line afsides, gav hende det første Smækkys, slog med Haanden hen efter Marie og sagde: »Hun er et af de mest klovviseste Børn, jeg har set. Bare Vorherre ikke ta'er hende.«
Let krænket saa Line efter Kaj og svarede: »Han er nu mer' saadan me' at tænke indvendig.«
»Ja, der ska' no'en te' det værste, – Madam Hansen,« lo Per; Line lo med og gik saa efter Børnene.