Gu' Fader i Himlen, han vidste nok, hvad det betød, – i Nat havde hans salig Kone vist sig for ham, som da Wilhelmines Barn døde ovre i Jylland.
Ja, ja, ja – Marie Frederikke blev ene. Hvis hun havde taget Ritmesteren i sin Tid; ak ja. Men hun vilde jo ikke.
Saa havde han ogsaa været en ensom, gammel Mand i alle disse Aar.
Inde i den anden Stue stod Kirsten og bearbejdede to daddelløse Messingdørhaandtag, saa at Solen skinnede med hvidgule Blink i det riflede blanke og i den vaceformede Topfigur, naar hun drejede sig lidt bort for at se efter Kammerjunkeren.
Nu kom han igen stavrende ind og gik frem og tilbage mellem Datterens Sybord i Vinduesfordybningen og det gamle, lave Klaver, der saa let kom til at klirre.
»Hva' lysser Kamerjaankeri etter?« Kirsten mente, det var paa Tide at faa en Ende paa denne urolige Vandren om.
»Jeg rører mig kun en Smule, Kirsten, en Smule.«
»Ve' Kamerjaankeri ikke ha' Kaffen herind? Je' har den te'reds.«
»Tak Go'e, jeg ska'nte ha' noget.«
Kirsten stod lidt. Det gik vel ikke an længere at sysle med Dørlaasene.
»Ja – a, – saa maa je' vel se at faa mig flyttet te' mit.«
Kirsten gik.
Kammerjunkeren satte sig i Lænestolen ved det midterste Vindue og saa ud i Haven, hvor Flaget vajede paa halv Stang, og alle de brune og gule Blade hang stille i den klare, rene Luft; der kom kun Bevægelse, naar et løsnede sig og langsomt dalede nedad.
Med tynd Klang slog Uhret henne paa Konsollen ti.
Kammerjunkeren lukkede Vinduet paa Klem.
Lidt efter begyndte Klokkeklangen fra alle Byens Kirker at komme sejlende med deres store, skønne Alvor og fylde Stuen med Vemod og Højtid.
Klokkerne oppe over de travle Gader ringede, fordi Dronning Louise laa Lig paa Bernstorff.
Kammerjunkerens Tanker, der i denne Morgen var springske og uberegnelige, gik pludselig langt tilbage i Tiden.
Han saa Dronningen foran sig, som hun ved Sølvbryllupet kom vandrende gennem Christiansborgs pragtfulde Sal ved Kongens Arm fulgt af Slægten. Kammerjunkeren havde dengang et Øjeblik glemt Dronningen for at se paa Kvinden – hendes Bevægelsers Skønhed, hendes Øjes Liv og Munds Smil.
Og nu laa hun saa urørlig stille blandt alle Blomsterne paa Bernstorff. Ja, ja, Tiden gaar, og meget forandres. Hans gamle Gaard rives ned, hans Jord stykkes ud, og han selv rejser bort.
Tiden, alles strenge Herre.
Tiden – gaar – . Ti – den – gaar. – Kammerjunkeren havde blundet lidt.
Nu vaagnede han og lyttede forundret til de dybe, rungende Klokkeslag.
Han var iskold, men tænkte ikke videre paa det, for – hvor de Klokker ringede!
Marie Frederikke skulde dog ogsaa høre dem. Nu ringede de sagtere og sagtere og steg højere og højere op i Luften.
Han forstyrrede ikke Klokkeklangen, naar han vinkede ganske stille ad hende. Han løftede Armen, men den hang slapt ned, som tynget af Bly. Langsomt og saa dejligt ringede de, men sagtere og sagtere; nu maatte hun komme, ellers fik hun dem ikke at høre, – de var saa højt oppe.
Besværligt drejede han Hovedet ind mod Stuen.
Rummet var skinnende lyst, og det lille Tæppe inde under Midterbordet var langt, langt borte.
Men nu sank han dybt i lune, bløde Dun; det blev saa mørkt, som om en lagde sin Haand over hans Øjne; han forsøgte at løfte Hovedet for at lytte – Klokkerne – de ringede dejligt, men saa svagt.
– —
Senere drejedes Laasen, Døren lindedes forsigtigt paa Klem, og Kirsten paa Hosesokker stak Hovedet inden for.
Saa slap hun Døren og løb hen til sin gamle Herre, der sad i sin Lænestol og var død.
Andægtig blev hun staaende, medens Taare efter Taare gled ned over de runde, røde Kinder, og Snøft efter Snøft brød Stilheden.
Omsider sagde hun langsomt og inderligt:
»Herregu', det var da ny'eligt, han ku' dejse af inden Flyttedau!«
Hun tørrede sin Haand i Forklædet og trykkede med kærlig Omhu Kammerjunkerens Øjne til.
DEN DRISTIGE
Aarets sidste Timer randt langsomt ud i den uendelige Ensomhed.
Inden Døre søgte Menneskene sammen – Frænder og Venner, Husbondsfolk og Tyende, Lavsbrødre og Landsknægtenes hjemløse Skarer.
Men en var alene inden for Stadens brede Mure.
Det var en ung Kvinde, der sad i et Kammer øverst oppe under det røde, spidse Tag paa en af de ældste Gaarde.
Bysvenden, der stod ved Porten den Dag, hun kom dragende, fik at vide, at hendes Navn var Audacia. Ellers kendte ingen hende, og ingen frittede, naar hun ærbart gik sin Gang til Brønden eller til Kirken. —
Audacia stod ved Kammervinduet, som aabnede sit lille, trekantede Øje højt oppe over Karnapper og brede Gadetrapper midt paa det store Tag.
Set gennem det grønne, tykke Glar, der sad rundt og fast mellem Blyet, blegnede Stjernerne til sære, formummede Blink.
Derfor slog hun Vinduet op og holdt sit Ansigt hen mod den friske Luftstrøm, der vældede ind fra den frostklare Nat.
Længe saa hun ud over de mange snedækkede Tages stejle Skraaninger med brede, rygende Skorstene og hvide Snebaand paa Trappegavlenes Trin.
Hendes Blik gled ned i den snevre Gyde, der overfor hendes Vindue mundede ud paa Torvet.
Ved Bislag og Vinduesskodder var der tynde Lysstriber. Klang af Menneskestemmer, Instrumenter og klirrende Tinkander ringlede fra Værtshuset ud i Luften; der stod en Halvdør paa Klem lige under den skiltende Krone, som hang urørlig og snepudret i den snørklede Jernarm.
Men om Torvebrønden stod ingen sladrende og leende Piger, ingen steg op ad Kirkens brede Stentrin, ingen gik forbi dernede med lygtebærende Tjenere.
Alle var inden Døre med dem, som Livet havde stillet dem nær.
Ingen sov den Nat.
Alle ventede det ny Aar. Ventede, at dets første Minut skulde dale med Klokkeklangen ned over deres gamle By.
Alle var inden Døre, for kun der kunde Narrebjælderne rasle og støje og overdøve den sælsomme, uvante Spørgen og Manen, der besatte Sindene, saasnart der blev stille. —
Gennem et Vindue i Borgmesters pyntelige Gavl kunde Audacia se ind i Salen, hvor Raadmændene var bænkede om brede Borde og tømte Vinen af ærværdige Rømere.
Ingen sov i denne Nat. Alle ventede Indtoget af det ny Aar, som maaske i sit Følge havde alt godt efter enhvers Begær.
Saadan havde de ogsaa ventet for et Aar siden, ventet hos Borgmesters, i Lavshusene, i Kipper og lune Stuer og fattige Boder Byen over.
Ventet længselsfuldt.
Audacias Øjne funklede!
Kunde hun gemme hele Verden i en lun Favn, hvor Sorger og Nød kun drog forbi som store, fjerne Skyer!
Kunde hun give sit Brysts Varme til Ly for al Kulde og Kval! —
De havde sunget og jublet i Glansen af den store Forventning. Den dyreste Hyldest, den mest troende Tillid havde de ødslet paa det kommende Aar.
Men det havde bragt mangen ung Jomfru Sot og beske Lægedrikke i Stedet for Brudgom og Bryllupsgilde, mangen værdig Borger Forlis paa Gods og Ære, mangen tapper Krigsknægt Lemlæstelse og Død for Bytte og lystige Plyndringstog.
Og nu ventede de igen! Ventede, medens de jublede og pokulerede for at døve deres Øren for den alvorsfulde Manen, der sivede ind fra den store, tavse Nat, der laa som en Jernarm om deres Verden.
Men der var vel ogsaa dem, der ventede i en Længsel, som neppe kunde drive Timerne paa Dør, og som gjorde Nætterne lange som Uger, ventede paa en Lykke, der kunde sprænge Tungsindets svære Fængselsporte, lyttede efter trøstende Svar paa alle hemmelige Suk og angstfulde Spørgsmaal. Ventede med samme Længsel som de andre Aar, men med sygere Haab!
Audacias Medfølelse slog ud i Lue.
Aah, om hun kunde frelse dem fra al lidelsesfuld Uvished om den Herre, som holdt for Porten for at ride inden for Bymuren, naar Midnatsklokken slog.
Hendes Blod brændte.
Knugende Syner stod for hendes Blik:
Ensomme, angstfulde, bøjede Mennesker, der med deres Sjæls sidste Kraft higede efter et læskende Haab.
Hærstore Flokke, der forvirret og smerteligt uklart længtes efter den Haabets Ild, der skulde smelte Sløvhedens og Forhærdelsens Lænker om deres tyngede Sind.
Skare efter Skare, der som Tiggere saa ind i Fremtiden!
Da fór en altforglemmende Trang til Klarhed over den kommende Tids Dunkelhed som en viljehærdende Ild igennem hende.
Ud i den tavse, hvide Nat? Sprænge alle Rimelighedens Skranker! Opsøge det, som omspændte Verden for at sænke sig over den ved Midnat!
Vriste Visheden fra Tiden selv!
Audacia steg hastigt ned ad de mange Trapper, ilede gennem snevre Gyder til en forglemt Laage i Bymuren; hun vred i den rustne Slaa, til den gav efter, og hun trængte sig gennem snetunge, filtrede, tørre Ranker, til hun stod udenfor Byens hegnende Værn.
Hvidt og øde laa Landet foran hende.
Og den mørke Himmel lukkede som et fast, stjerneprikket Hvælv derover, et natligt Hvælv uden en eneste fattig Stribe af den sunkne Sols Guld.
Audacia kastede sig ud i Mørket som i et Hav af Fare. Menneskenes Sorger knugede hende. Menneskenes Længsler skar i hende, og hele hendes Sind var fyldt af mægtig Kærlighed til de, som angstfulde stirrede ind i den kommende Tid.
Hun ilede frem i Mørket. Kulden strammede sig haardt sammen om hendes Legeme – hun ejede ikke et Vaaben mod Vilddyrene, hun kendte ikke Sti over den vide Hede eller gennem de mørke Kløfter, men endnu havde hun ikke mødt den store tavse Hersker, Tiden, der ene kunde bringe Lys, og derfor ilede hun frem, saa ustandseligt, som om den Medlidelse, der brændte i hende, kunde bære som Vingepar.
– Før Midnat stod Audacia ved Tidens Borg.
Saa truende sælsom rejste den sig i Mørket, at hun i Rædsel løb og løb, flygtende fra det Maal, hun havde higet imod med en Vilje, der havde været stærkere end alle Hindringer. Audacia piskede sit Mod med Selvforagtens hvasseste Svøbe, men Rædslen jog hende vildt paa Flugt.
Da mindedes hun, at i Billedsniderens Stue sad en ung Hustru og ventede. Paa fjerde Aar – ensom mellem Værktøj og halvfærdige Helgenbilleder og indtørrede Lerklumper, ventede paa Mesteren selv, der vandrede gennem fjerne Lande for i et varmere Sollys at suge Lykke ind i sin tunge Kunstnersjæl.
Paa fjerde Aar! Og i Nat sad hun i Mesterens Stol ved Ilden og vaagede; med Ære vilde hun tage mod den Gæst, som maaske skulde bringe den lykkelige Gensynstime.
Atter ildnede Medlidelsen Audacia; den kolde Angst veg, og modigt søgte hun tilbage til Tidens Borg.
Over en svajende Bro, gennem den lange mørke Port, hvor Lyden af hendes lette Trin slog hult og forstærket mod Hvælvingen, naaede hun ind i Borgen.
Usynlige Rædsler holdt Vagt i hver Krog. Skræmmende Stemmer truede bag hver Dør. Klam og solforladt strøg Luften over hendes Ansigt og Hænder.
Audacia tænkte paa Billedsniderens unge Hustru, og hun famlede sig modigt frem ad snevre Gange og stejle Trapper, der vindede sig opad i knugende Mørke.
Tilsidst stødte hendes fremstrakte Hænder mod en Dør, der gav efter for deres Tryk og langsomt drejedes, medens et gulblegt Lys spredte sig som et Straalebundt ud mod hende.
Audacia traadte ind i et dybt Rum. Ned fra den skyggede Hvælving hængte mærkelige Dyr i svære Tov, og Dunkelheden i Krogene dækkede over hemmelighedsfulde Instrumenter og lænkede, tykke Bøger.
Foran det store Ildsted saa hun Ryggen af den, hun saa møjsomt havde søgt, – Tiden selv. Bøjet og hvidhaaret syslede han med Kolber og Digler og alskens sært skinnende og boblende Væsker.
Paa Timeglasset sad en blind Ravn; den slog med Vingerne, da Audacia skød Døren til.
Han vendte sig fra Ilden.
Det ældste, det uudgrundeligste, som ej nævnes kan, aabenbaredes i disse tankehærdede Træk, i dette hvasse Blik under den mægtige Pandes hvide Kant.
Audacia lukkede sine Øjne og lagde Haanden over dem. Thi den Visdom, som straalede imod hende fra dette Aasyn, sved i hende.
Men hun æggede sit Mod ved at tænke sig staaende ved Bybrønden, skænkende modige Mænd og Kvinder Visheden i Bytte for den usle, løgnagtige Forventning.
Og hun spurgte med al den Kraft, som hendes hede, barmhjærtige Vilje skabte.
Han løftede Haanden, saa det sorte Ærme faldt tilbage. Myndigt pegede han mod en lav Dør inderst i Hvælvingen:
»Vent der, sammen med de Svende og Terner, som jeg vil sende ud over al Verden i Midnatstimen!«
Audacia traadte ind i et mørkt Rum.
Hun famlede sig frem langs Panelet, fulgte det, da det drejede om et Hjørne ind i en Vinduesfordybning.
Det puslede og lo, stønnede og raslede i alle Stuens Kroge.
Der var ingen snelys Mark at skimte gennem Ruden.
Audacia aandede paa den, men Isen smeltede ikke. Hun lagde sine varme Læber mod Isblomsternes tomme Kalke, men de veg ikke, der var ingen Lysning i dette tætte Mørke.
Da aabnede Tiden Døren og traadte ind. Foran paa den sorte Talar holdt han en Lygte; igennem dens Hornruder flimrede et dunkelt Skær op om hans hvide Skæg og stærke Aasyn.
Audacia spurgte atter modigt.
Den ældgamle svarede:
»Vent, til min Herre byder mig at tale.«
Og han satte Lygten, gik bort og lukkede Døren.
Det gule, dunkle Skær gled videre og videre ud, blev klarere og klarere, indtil den store Hal straalede som i Lyset af tusinde Kærter.
Hallen var fuld af sælsomme Skikkelser, Tidens Svende og Terner.
En bredskuldret, muskelstærk Mand nærmede sig hende.
Med kloge, rolige Ord fortalte han Navnene paa Tidens Budbringere.
Selv hed han Erfaring.
Audacia saa ikke længe paa den lyse Lykke, det vidunderskønne Haab, hvis Ansigt straalede af Mod og Godhed, eller paa det blide Taalmod med de ædle, kraftige Skuldre og de favnende, støttende Arme.
Det var de rædselsfulde, gruopvækkende Skikkelser, som mest drog hendes Blik.
Bag Misundelses gustne, onde Fjæs øjnede hun Pestens sorte, stinkende, blinde Hoved. Mordbrands hadefulde Øjne flakkede usikkert, hans filtrede Haar hang ned om den lave, dyriske Pande og ideligt klemte han Læben sammen om de brede Tænder, der gned mod hverandre.
Det ubarmhjærtige Uvejr støttede sin stærke Krop mod den haardhændede, knoglede Sult. Skuffelsens visne, sammenkrogede Skikkelse sneg sig om ved Siden af Ligegyldighedens fede, oppustede Krop, der trampede frem uden at se, hvor den ødelæggende satte sine brede Fødder.
Audacia bævede. Hvilket Under maatte der ikke ske, hvis Menneskene skulde bevare deres Sjæle i en Verden, hvor der truede saadanne Farer. Hun krympede sig i den mørkeste Haabløshed; Fortvivlelsen flængede i hendes Sind. Hvert Pulsslag raabte jo Haan mod Menneskenes Afmagt og Forsvarsløshed. —
Da veg alt hos hende for en pludselig skabt vild Trang til at udslette sin egen Sjæl, tvinge den til at briste som en Boble, der intet Spor efterlader sig.
I denne Nød skete det, at hun modstandsløst maatte se op! Den skønne, værdige Kvinde, hvis Navn var Taalmod, stod foran hende og sænkede lindrende og smeltende sit Blik i hendes, til Sindets vilde Haardhed var borte.
Audacia saa op i den Mægtiges Øjne; der luede kraftfuld, kærlig Alvor og modig Godhed, der ikke var greben med Lethed i et Øjeblik for at slippes i det næste, men vunden i haarde Stormløb og baaren frelst ud af svidende Smerter.
Audacia fyldtes af ny Kraft, og hun vendte sig atter mod de frygtelige Skikkelser for at uddrikke den Erfarings Skaal, som raktes hende. —
Selvforgudelsen knejsede hos sin Tvillingebroder, den lave, vraltende, snaksomme Dumhed.
Ukærligheden havde sat sin plumpe Fod paa Nakken af en skøn Dreng, Glæden, der, lykkelig ved Kamp, spændte sit unge, ædle Legeme under den raa Byrde.
Som et lurende, begærligt Dyr stod Ondskabens behændige Skikkelse paa Spring, rede til at fare løs paa enhver, som den kunde naa. Bagved – bange for sit Skind – gemte den gustne, vanskabte Bagtalelse med de flakkende Øjne sig.
En mæsket, lavpandet Skikkelse, Dovenskaben, gik rundt og havde venlige Ord til alle. Men med Rædsel saa Audacia, at hvor han nærmede sig, smuldredes Træet og søndredes Gulvets og Murens Sten; den vimse Ihærdighed og den tavse, stærke Hjælpsomhed arbejdede med Hast i hans Spor, at ikke Hallen skulde styrte sammen om dem alle.
Mistænksomhed krøb sammen i en ensom Krog og rugede beængstet over sin Giftflaske.
Med sammenbidte Læber og blodunderløbne Øjne sad Vold hos den vindtørre Gerrighed, der fredløs og ængstelig holdt med sine lange, knoglede Fingre om sin Broder Volds blodplettede Arme.
Men opad Væggen og henunder Hvælvingen lysnede et Genskin af Dødens, Sandhedens og Kærlighedens mægtige Herskerskikkelser, der svævede ude i den stjernelyse Nat, rede til at lyde Tidens Bud.
Og Indignationen, en ungdomsfrisk, skøn Mand med varme, faste Øjne og et staalblankt Spyd i sin kraftige Haand stod som en frygtløs Helt midt inde blandt alle de onde Skikkelser.
Løgnagtigheden sneg sig rundt sammen med en dukket, vrikkende Kvindeskikkelse, Sledskeriet; de sluttede Venskab med hver som gad; deres hvidgule Ansigter var stivnede og udtryksløse, og deres syge, væmmelige Hænder besudlede, hvad de rørte ved. Med løgnagtig venlige Lader nærmede de sig Audacia; hendes Hjærte nagedes af Smerte over dette Misbrug af ædelt jordisk Væsen; nu stod de hende nær, og Flokke af Ord om Godhed og Troskab udgik fra dem.
Da flygtede Audacia sjæleangst ind til den Ældgamle, som Gud havde sat til Hersker over disse forfærdelige Budbringere.
Stor og ubevægelig stod han foran Baalet paa Ildstedet. Han sagde:
»Hør da, hvorhen mine Svende og Terner efter min Herres Bud skal drage, i hvilke Hjærter de skal trænge ind, i hvilke Hjem de skal tage Hæderspladsen!«
Bønfaldende strakte Audacia Armene ud:
»Din Herre tilgive mig, og tilgiv Du min formastelige Spørgen. Jeg beder Dig af hele mit Hjærte, lad ikke mig, lad ingen vide, hvem Du vil sende ind i vor By i det ny Aars Følge. Straf ikke min Oprørskhed mod Din store Herres Verdensordning med Viden om de kommende Ting!«
Og i dybeste Bevægelse sank hun ned foran den Ældgamle.
Da aabnede han Døren, kaldte paa Taalmod og pegede paa Audacia.
Den skønne, mægtige Kvinde løftede hende i sine Arme og gik ud af Døren. Langsomt gik hun frem, Mørket kløvede sig som to vigende Bølgerækker for den dæmpede Klarhed, der kronede hendes alvorlige Pande.
Hen under Stjernehimlen bar hun det trætte Menneske mod Hjemmet.
Audacias Hjærte slog stille mod Taalmods roligt aandende Bryst; der dalede en forunderlig mild Kraft ned over hende fra disse alvorligt glade Øjne, der snart saa vidt og ømt ud over Jorden, snart fæstede sig i stille, længselsfuld Lykke mod Stjernebillederne paa den fjerne, mørke Himmel. —
Det gamle Aars sidste Øjeblik veg bort.
En bølgende, mangfoldig rungende og klingende Toneskare svang sig ud over Staden fra alle dens høje Taarne.
Taalmod skred ind i den ensomme Stue oppe under Taget; Ilden flammede lysnende op, og usynlige Blomster duftede sødt og stærkt.
Klokkeringningen hørte op. Men Luften bar en Stund paa Lyden, der bævede sagte og tonende.
Audacias hele Sind favnede med ydmyg Undren om den dybe Fred og Fortrøstning, som var givet hende som en kostelig Gave.
Hun fornam Visheden om, at den, der havde baaren hende over de døde, kolde Snesletter, kunde beskærme mod alt det, som ødelæggende sneg sig ind paa Menneskene, løb Storm mod deres Fred og gjorde deres Maal lave og deres Verden snever og kold. Og Audacia bad:
»Kom til mig, naar min Sjæl knuges af Mørket, saa den fattig og afmægtig glemmer Lyset! Kom til mig, Du, som er størst af alle Tidens Sendebud!«
Taalmod svarede:
»Min Gerning er kun at bane Vej til Menneskenes Hjærter for dem, som er større end jeg, og som evner at skænke det Højeste.«
Som et svindende Billede stod den lyse Skikkelse i Døraabningen. Saa ædelt, saa mildt som dæmpet Spil over Strenge tonede hendes sidste Ord:
»Kald paa mig, og jeg kommer!«
KAPTAJNENS DATTER
Solskin over toppede, smaa Bølger, over den nybyggede, hvidmalede Skonnertbrig, der glider langsomt gennem Sundet ud fra den fynske Søkøbstad med det ene Kirketaarn og de mange røde Tage; Solskin, der faar selve Røgen fra den lille Damper, der slæber Skonnerten ud, til at se munter ud, Solskin over Vimpler og Flags rødt og hvidt, over de feststemte Mennesker ombord og de skovklædte Kyster og de grønne Øer.
Skonnertbriggens Kaptajn er en stor lyshaaret og lysskægget Mand med skarpe, blaa Øjne og en vældig Latter, der i Dag hvert Øjeblik faar Lov til at runge; han er glad i disse Timer, befinder sig saa vel i sin Rolle som Vært for Rhedere med Familie og Venner, der følge Sundet ud og senere vil tage tilbage med den lille Slæber.
Ude i det fjerne ligger Havet! Havet, hvor han skal vise, at han er den dristigste af alle Byens og Øernes Kaptajner; han forstaar lige saa godt at tumle Negrene, der paa Kysten af Afrika hjælpe med Indladningen af Palmeolie, som Consulen i Liverpool og Folkene ombord.
Og saa er der det … han kniber det ene Øje lidt sammen, medens det blinker lunt i det andet … at Mutter skal med Gæsterne tilbage.
Vist holder han af sin Kone … men nu har han gaaet hjemme et halvt Aar, drevet om ved Skibsbyggeriet og smaaskændtes med Mester … taget et Glas med gode Venner, og ikke altid har han havt let ved at bøje sig under Mutters Tugt og de ensformige Smaastadsforhold. Derfor er der noget lokkende i dette: igen at skulle ud alene, være fri for Sludder baade fra den ene og fra den anden Kant … ud at besøge hans sorte Majestæt i Afrika, ud til ensomme, drømmende Timer i Kahytten, naar Passaten fylder »Neptuns« tyve svulmende Sejl.
Ensomme Timer!
Ja. – Stemningen slaar med ét om, og Vemoden kruser hans Sinds Glæde som en Iling en lys, blank Flade.
Saa skal han ikke se Kone og Barn i flere Aar. Og i den Tid skal Pigebarnet konfirmeres.
Han vilde nok have været hjemme den Dag, gaaet ved hendes Side op ad Kirkegulvet, hørt hendes Svar til Præsten og senere – i en Kreds af Slægt og Venner – udtalt noget af det, som vilde fylde hans Hjærte paa en saadan Dag, hvor hans eneste Barn traadte ind til Livets Sorger og Fristelser og selv overtog Ansvaret for sine Handlinger. Aah, hun skulde nok klare sig! Saadan en dansk, kærnesund Sømandsdatter; for det var hun; smuk og høj, lys og kæk, ikke bange for et oprigtigt Svar, naar han havde faaet lidt for meget af Disciplinen med hjem i de smaa, sirlige Stuer … men god og hjælpsom, rask paa Hænderne og flink til Læsning. Se, hvor net hun nu staar og taler med Konsulinden; – nu lægger hun Shawlet om den gamle Dames Skuldre, – Hans Holgersen henter en Pøs, der kan bruges som Skammel.
Ham har han selv taget sig af de Par Aar, Knægten har faret til Søs. Det er ikke blot pæne Manerer, han har lært ham, men ogsaa Sømandsskab. Og det, saa det kan forslaa: – den Jungmand kan skære boven Læsejls Fald bedre end mangen Matros og lægge en Stikbout, der nok skal dy sig for at glide under Raaen.
Ja, Gu' forstaar Kaptajn Martin Frederiksen at faa Skik paa sine Gutter og Orden i sit Skib. … Vent nu bare, til han kanske om nogle Aar faar et større med Salon, Piano, Sovekahytter og Badekammer. Saa kan han ha' Passagerer med. Det kunde jo hænde, at der blandt dem var en ung, smuk Dame, som særlig blev ham anbefalet; – hun vil forbavses over, hvor Kaptajn Frederiksen er en dannet Mand med Interesser, en Mand, med hvem man kan underholde sig … Saa giver hun ham sit Billede til Afsked og Tak. Han hænger det paa Væggen i sin Kahyt, og Toldembedsmænd og Faktoribestyrere sidde og forelske sig i det, naar de komme ombord hos ham … Han skal vide at være den sikre Beskytter, den ærlige, jævne Sømand mod en hvilkensomhelst ung Lady, der betror sig til ham og hans Skib. Bærer han dog ikke – trods alle sine mange og store Fejl – en Stræben i sig mod »det store Ubekendte«.
Saaledes kalder han det, som han stadig tror paa og beder til, men ikke mere vil kalde ved det Navn, han brugte, da han var Barn. – Han rives ud af sine Drømmerier, idet én slaar ham klaskende paa Skulderen:
»Du er da 'tte søsyg, Kaptajn? Du ser saa spekulativ u'!«
»Sikken et Vejr, Jensen, se paa de hvide Skyer og se, hvor Solen skinner derinde paa Kirkegavlen og Rugmarken paa Bakken!«
»Ja, det begynder at blive lunkent; jeg sve'er Tran i min Søndagsjakke.«
»Aah, Du er en født Prosaikker, Jensen, som ikke tænker paa dit Fødelands Dejlighed mer end som – «
»Naa, det var da lige rent Mel ud af Posen, men vi kan jo være lige go'e Venner for det. Og Du har nu lagt or'entlig i Kakelonen for vos, Martin Frederiksen,« skæmter den tykke Guldsmed, der er bekendt for at være en Fa'ens vittig Ra'.
»Ja varmt er det.«
»La' vos nu faa Øller paa Dækket, og kom Du saa hen og gør en bitte Stads af Pe'ersen omme fra Torvet, for han er li'e ved at revne af Misundelse over det, at Mads Baron sitter og blærer sig af sit ny Butiksengventarium.«
– I en munter Kreds henne ved den store Vandtønde begynder Guldsmeden at fortælle:
»Ser I, det er sgu sandt, saa kommer der forleden saadan en temmelig før Bondepige ind til mig, i Botekken, forstaar I. Du ska'te grine endnu, Du – Rosinpiller. Hva' skal De ha', Jomfru, siger jeg. Ja, je' sku' da keve en Felovlsring til Jacob Hansen. Siger hun, forstaar I. Naa, jeg faar jo saa en go' stor en frem. Ja, siger hun, jeg vil jo saa gerne ha' stafferet en bitte Stads i den, siger hun. Ja, hvad skal det saa være? Jeg har tænkt: hans Navn og mit Navn. Ja, siger jeg saa – for at høre mere, forstaar I, – skal der saa staa mere? Jo, jeg vilde saa urimelig gerne ha' hans Hjæ-ærte og mit Hjæ-ærte.«
Her lagde Jensen skælmskt Hovedet paa Siden og sang endnu mere paa det, end han plejede. »Ja, siger jeg saa, er der saa ikke mere? siger jeg, helt forgrint indvendig, kan I regne u'. Jo, hvis der er Plads, sku' der gerne to Duer, der næbbes. Ja, er der saa ikke mere. Jo – hans Hand og min Hand. Er der saa ikke mere? Nej.«
Den skraldende Latter, der lønnede Guldsmeden, gjorde ham helt forhippet; han raabte højt for at overdøve de muntre Herrer.
»Jamen, jamen vær nu stille, kender I den om Bonden i det kongelige Theater?«
»Det nunsæns har du fortaalt saa tidt!« kom det gnavent fra Skomager Jespersen.
»Sikke no'et Slu'er. Op med den Jensen.«
»Ja, det er sgu sandt – den er passeret« – og saa fortæller Jensen ivrigt, ligetil der kommer en Smule Luftning, og Ordren lyder til at hejse Storsejlet for at hjælpe paa den lille Damper der forude …
Folkene blive til deres store Morskab puffede væk fra Arbejdet af Herrerne, der ere blevne overstadigt muntre af Øl og Søluft, og som nu give sig til at hale under meget uens faldende ohi ohøj … —
Kaptajnens Datter, Marie, har listet sig ned i Kahytten.
Hun retter ved Væggens Billeder, føler med Hænderne ind i Faderens Køje, om Køjeklæderne ere stuvede ordentligt ned; hun løfter Medicinkassens gule Laag og ser paa alle Smaaflaskerne. Oppe i Reolen staar Lægebogen, som Kaptajnen raadfører sig med, naar de ude i rum Sø eller ved de usunde Kystpladser inde paa Varmen faar Sygdom. Marie tænker paa, at de siger, at hendes Fader har et eget Greb paa at klare Folkene fra Sumpfeberen.
Hvem skal hjælpe ham, hvis han bliver syg? Styrmanden. Bare han er sikker. – Hans Holgersen! Hans Fader var Skolelærer; han er vist mere klog paa den Slags; hans Ansigt ser da ud til det.
Bare Fader slet ikke blev syg.
Naada! Havde Fader ikke sagt, da de hjemme sagde rigtig Farvel: »Ingen Flæben vil jeg se ombord for alle de Herrer og Damer.« Og saa var Taarerne trillet helt ned i hans Skæg.
Desuden var det jo ikke første Gang, at hun tog Afsked. Det var hun jo vant til fra lille af. – Marie skubbede sig ind i Sofaen og satte sig til Rette.
Der var egentlig noget dejligt i disse Afskedstimer. Saa blev al Kiv og al Smaasludder glemt, og bagefter havde Moderen og hun at tænke paa, hvor Fader, som var saa klog, og som forstod saadan at tage Rhederne, og som kunde holde saa pæne Skaaltaler, hvor han havde sagt mange kønne Ord …
I Morges havde han løftet hende helt op fra Gulvet, bedt hende være god mod Mutter og kaldt hende min Lysalf, min Yndling.
Saadanne Ord var der ingen anden, der brugte. Jo, for Resten … forleden Dag havde Hans Holgersen sagt: »Farvel du kære, unge Jomfru«. Det lød saa smukt, han sagde det paa saadan en nydelig Maade …
Det var dog alligevel bedst at sige Farvel hjemme i deres egen Stue. I London, hvor de undertiden besøgte Faderen og var ombord i nogle Uger, der var det da meget værre at komme fra hinanden.
Og saa Rejsen hjem.
Turen over Nordsøen, den kunde gaa, men der var ækelt i den tredje Klasses Jernbanekupé, hvor de havde saa travlt med at passe paa Kurve og Tasker med Tørklæder, Konkylier og Dyr i Spiritus.
Maries Tanker var i det Øjeblik langt borte fra Gæsterne, Folkene og hele den festlige Udfart.
Saa rystede hun det af sig, der var faret gennem hendes Hjærne hernede i den lumre Kahyt og gik igen op i Solskinnet, der blinkede i Søen, saa det formelig skar i Øjnene …
Herrerne sled i det med Sejlet, og Marie lo højt ved det Syn. Se nu til Fuldmægtigen, den Spirrevip, hvor han asede og stønnede og gik paa, saa han saa arrig ud af bare Iver. Hvor han vilde blive elendig, om han vidste, at naar han løftede Armene, saa man Skjorten mellem Bukselinningen og Vesten. Sikken en Ulykke for ham, den Pyntekrukke! …
Marie vilde sige Farvel til Folkene og gik forud, … forbi Konsulinden, – som havde vendt sig fra Herrerne, der var blevne hende noget ugenerte, – forbi nogle Damer, der havde indrettet sig om en Kaffekande og var venlige mod Kaptajnens Kone.
Maries Humeur forsvandt pludselig.
Saadan de dog i Grunden allesammen var! Akurat ligesom de gik hjemme til Borgerforeningsbal. Nu skulde Folkenes Familie snart gaa fra Borde for at komme ind med Lodsens Jolle; hist og her stod en og anden med rødgrædte Øjne, – men det lagde Gæsterne nok slet ikke Mærke til. De kunde da ellers være sikre paa, at det var ikke saa let at sige Farvel til en Sømand, der skulde være borte i Aarevis. —
Henne ved Falderebet stod Hans Holgersen; hans Øjenbryn havde trukket sig smerteligt opad, hans Mund bævede. Det var slet ikke kønt, men Marie syntes, hun havde aldrig før set, hvad for en pæn Gut han var, – og saa voksen og alvorlig. Han holdt sin Moder i Haanden, han kyssede hende flere Gange … hun sagde noget mellem hvert Kys; Hans nikkede og græd.
Marie listede stille agter og fik ikke sagt Farvel. —
Solen skinnede paa Badehotellet inde i Land og paa de lysklædte Skikkelser, der vinkede fra den lange Bro, der løb ud i Søen.
En Mand kom styrtende op paa den lille Høj til Flaget; han løste Linen, firede Flaget ned og hejste det, firede ned og hejste … de derinde hilste det smukke Skib, der skulde ud paa de lange Farter.
Henne ved Rælingen begyndte man at raabe Hurra og svinge med Hattene.
Skomager Jespersens gnavne Bemærkning om, at Værten »ku' ha' spanderet et Par Kanonslau« druknede i Jubelen, for Folkene faldt ind med et langt, taktfast Hurra.