Den farligste Del af det hele skulde nu begynde. Jeg maatte over til den anden Side af denne skrøbelige Bro. Med bankende Hjerte krøb jeg over mit eget Klippestykke, og efter at jeg saa havde set mig endnu en Gang om og prøvet Træklodsen, saa godt jeg kunde, satte jeg mig tværs over den. Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig stærkt, og jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gøre med at holde Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem, indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg ikke at se hen imod Afgrundens Rand. Havde jeg gjort det, tror jeg, at mine Kræfter vilde have svigtet mig, jeg vilde have mistet Balancen og være styrtet ud. Da denne Tur var overstaaet, og jeg var sikkert anbragt paa den anden Klippe, hvilede jeg mig et Par Minutter, og saa rejste jeg mig, maalte Afstanden saa omhyggeligt som muligt og sprang til den tredie. Resten var let nok, og et Øjeblik efter laa jeg ganske overvældet ved Nikolas Fødder. Saa snart jeg var i Sikkerhed, svigtede mine Kræfter, min Aandsnærværelse, min Styrke, eller hvad man skal kalde det, mig fuldstændig, og jeg skjalv som et lille Barn.
"Det slap De fra med Nød og neppe," sagde Nikola. "Da jeg saá, at De ikke kunde komme op til Bredden derovre, blev jeg enig med mig selv om, at det var ude med Dem. Naa, men naar Enden er god, er alting godt, og nu maa vi finde paa, hvad der er klogest for os at gøre videre."
"Hvad raader De til?" spurgte jeg med klaprende Tænder.
"Jeg raader til, at vi søger et Sted her i Nærheden, hvor der er Læ, tænder et Baal og tørrer vort Tøj, saa gaar vi ned til Floden paa den anden Side af Vandfaldet, bygger en Tømmerflaade og driver af Sted paa den, til vi naar en Landsby. Dér kan vi saa maaske købe Æsler og, hvis alt gaar vel, fortsætte Rejsen til Kysten ad en anden Vej."
"Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?"
"Det maa vi finde os i. Lad os saa søge et Sted, hvor vi kan tænde et Baal, De er jo ganske forfrossen."
En halv Mil eller saadan længere fremme opdagede vi det Sted, vi ønskede, tændte vort Baal og tørrede vort Tøj. I al den Tid led jeg meget. Det ene Øjeblik var jeg saa kold som Is, det næste havde jeg brændende Feber. Nikola gav mig noget Medicin af sin Medicinkasse, som han havde hos sig ligesom de Sager, han havde taget i Klostret, og saa lagde vi os ned og sov.
Fra det Øjeblik har jeg ingen Erindring om, hvad der skete mere, før jeg vaagnede og fandt mig liggende hyggeligt i et pænt, men tarveligt udstyret Sovekammer. Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde jeg en anden mærkelig Opdagelse – min Pisk var forsvundet.
I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette. Saa hørte jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et Øjeblik senere traadte en værdig Præst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, skønt jeg endnu var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde være ham taknemlig, hvis han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der.
"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt Anfald af Gigtfeber."
"Og hvor er denne – denne Englænder nu?"
"Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest. Da han sagde Farvel til os, gav han mig en Sum Penge, som jeg, saa snart De er i Stand til at flyttes, skal bruge til at leje en Baad og Kulier til at føre Dem til I-Chang, hvor De kan komme om Bord paa et Dampskib og tage til Shanghai."
"Efterlod han sig ikke Besked om, hvor vidt jeg skulde se ham igen, og hvis saa, hvor?"
"Jeg har et Brev i Lommen til Dem."
Den værdige Præst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han var gaaet, aabnede jeg det og læste det ivrigt. Det lød, som følger:
"Kære Bruce!
Naar De læser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet blev De alvorligt syg af Gigtfeber. Det var en rar Historie for mig at faa Dem ned ad Strømmen paa en Tømmerflaade, men, som De ser, jeg gjorde det og fik Dem lykkelig og vel til den franske Mission Ya-Chow-Fu. Jeg skriver disse Linier for at byde Dem Farvel for Øjeblikket, da jeg tror, det er bedst, vi i Fremtiden rejser ad forskellige Veje. Men jeg træffer Dem maaske i I-Chang. En Ting vil jeg raade Dem til, optræd i Fremtiden som Europæer og hav Øje med Dem, saa der ikke saa let sker noget Lumskeri med Dem. Det hemmelige Samfund har Afdelinger alle Vegne, og nu tror jeg nok, at de er blevet advarede. Husk paa, at de sikkert vil forsøge at faa de Ting tilbage, som vi har taget, og at de ogsaa vil forsøge at straffe os for vor Frækhed. Jeg takker Dem for Deres Kammeratskab og for den Trofasthed, De har vist mig paa hele Rejsen. Jeg tror, at jeg ikke kan sige Dem nogen større Kompliment end den, at jeg ikke kunde have ønsket mig en bedre Kammerat.
Deres hengivneNikola."
Det var det hele.
En Uge efter sagde jeg Farvel til min gæstevenlige Vært, der havde lejet en Baad og paalideligt Mandskab til mig, og begav mig af Sted paa min lange Rejse ned ad Floden. Jeg naaede I-Chang, hvor jeg skulde forlade min Baad og tage Billet til Shanghai, uden nogen yderligere Hændelse.
Da jeg erfarede, at der ikke var nogen Damper, der sejlede før næste Dag, gik jeg i Land, hvor jeg fandt et Værtshus og lejede mig et Værelse. Men skønt jeg ventede hele Aftenen og saa længe, som jeg kunde næste Dag, viste Nikola sig ikke. Saa gik jeg Klokken fire om Bord paa Damperen "Kiang-Yung" og naaede i tilbørlig Tid Shanghai.
Hvor taknemlig jeg var ved atter at betræde denne By, kan man slet ikke tænke sig. Jeg kunde være faldet paa Knæ og have kysset Jorden i min Taknemlighed. Nu var jeg jo atter under civiliserede Forhold. Jeg kunde opsøge min elskede, og hvis hun endnu tænkte som jeg, saa kunde jeg gøre hende til min Hustru. Saa var jeg jo desuden helt rask igen, og, hvad der slet ikke var saa ilde, jeg havde en Sum paa 10,000 Pund staaende hos min Bankier. Jeg bestemte at besøge Barkston og Mc'Andrew den Dag, og den næste vilde jeg rejse til Tientsin og opsøge min elskede. Men jeg skulde alligevel ikke gøre den Rejse.
Jeg gik hen i Klubben og spurgte efter George Barkston. Han var der tilfældigvis og modtog mig med den største Overraskelse.
"Naa, Bruce," udbrød han, "det er virkelig højst mærkeligt, jeg talte netop om Dem i Morges, og saa viser De Dem pludselig her, som, ja hvad skal jeg sige, som den evige Jøde, ganske uventet og pludselig. Men lad os ikke staa her! Kom med, De skal med ud paa min Villa og spise Frokost."
"Min kære Ven, jeg – "
"Aa, jeg véd, hvad De vil sige," udbrød han, "men kom nu bare med. Jeg har en hel Del Nyt til Dem."
Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to Jinrickshawer og kørte ud til hans Villa.
Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens han opsøgte sin Hustru. Saa førte han mig ind i Salen, aabnede Døren og bad mig gaa indenfor. Skønt jeg undrede mig over, hvad det kunde være for en Hemmelighed, han havde, gjorde jeg, som han ønskede.
I en Lænestol nær ved Vinduet sad der en Dame og syede. Damen var Gladys!
"Wilfred!" udbrød hun, idet hun sprang op og blev ganske bleg, for hun kunde neppe tro sine egne Øjne.
"Gladys!" svarede jeg, idet jeg tog hende i mine Arme og kyssede hende.
"Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den første Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du kom til Shanghai?"
"Fordi jeg ikke havde nogen Idé om, at du var her," svarede jeg.
"Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit Brev?"
"Jeg har hverken været i Tientsin eller talt med Hr. Williams. Jeg er kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra."
"Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har været saa længe fra hinanden."
"Holder du endnu af mig, Gladys?"
"Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du faar?"
"Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det. Men sig mig nu, hvorledes kommer du til Shanghai, og hvorledes kommer du saa netop til Barkstons Hus?"
"Det er alt for lang en Historie at fortælle i alle Enkeltheder, det maa jeg vente med til en anden Gang. Men saa meget vil jeg sige dig, at min Søster og Svoger er blevne forflyttede til en ny Post i Japan, og medens de indretter deres Hus i Tokio, er jeg kommet hertil for at besøge Fru Barkston, der er min Skolekammerat. Jeg venter dem om en Uges Tid, saa kommer de for at hente mig."
"Men nu kommer det vigtigste af alle Spørgsmaal: Naar skal vi gifte os?"
Hun slog Øjnene ned og rødmede saa sødt, at jeg maatte tage hende i mine Arme igen og kysse hende. Men jeg forlangte Svar paa mit Spørgsmaal, og vi blev saa enige om, at vi skulde forelægge hendes Svoger Spørgsmaalet, naar han ankom Ugen efter.
For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og at vi tilbragte Hvedebrødsdagene i Japan. Man skulde tro, at min Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit Ægteskab. Men det var uheldigvis ikke Tilfældet. To Dage efter vor Ankomst til Nagasaki hændte der to mærkelige Begivenheder, som førte til en højst ubehagelig Mistanke. Min Hustru og jeg havde trukket os tilbage for Natten og sov begge trygt, da vi blev vækkede af et højt Brandraab. Til min Rædsel opdagede jeg, at vort Værelse stod i lyse Luer. Jeg brød Døren op, og efter at have gjort det, greb jeg min Hustru, kastede et Tæppe over hende og fo'r ud med hende. Ingen kunde sige, hvorledes Branden var opstaaet, men det var heldigt, at vi blev vækkede i Tide, ellers vilde vi ganske sikkert være omkommet. De fleste af vore Sager blev ødelagte af Branden. Da en venlig Englænder, som boede i Nærheden, saá vor Tilstand, fattede han Medlidenhed med os og forlangte, at vi skulde bo i hans Hus, indtil vi havde taget nærmere Bestemmelse om Fremtiden. Vi blev hos ham i to Dage, og det var Dagen efter, at vi var flyttet ind til ham, at der hændte en anden Ting, som gjorde mig urolig.
Vi havde været i Butiker om Morgenen og kom tilbage lige i rette Tid til Frokost. Den stod paa Bordet, da vi kom. Medens vi vaskede vore Hænder, før vi satte os ned, klatrede vor Værts lille Hund op paa Bordet og stjal noget af Maden. Da vi kom tilbage – Villaens Ejer spiste sin Frokost paa Kontoret og kom ikke hjem før om Aftenen – havde den ædt Halvdelen af en Ret Karri og ødelagt Resten. Vi foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og kunde ikke findes igen.
Da jeg den Aften vendte hjem i Tusmørket, blev der fra et Vindue kastet en Kniv paa mig, som gik forbi min Hals og fo'r ind i Tremmeværket paa det Hus, jeg gik forbi. Saa tog jeg uden at tøve længere to Billetter til Dampskibet og sejlede den næste Dag med min Hustru til England.
I London lejede jeg et lille møbleret Hus i en rolig Del af Kensington og bosatte mig foreløbig dér, medens jeg saá mig om efter en lille Ejendom paa Landet.
Jeg vil nu fortælle den sidste Overraskelse, før jeg siger Farvel. En Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadføre mig med en Kommissionær om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad "Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, følte jeg en Haand paa min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola. Han havde lang Frakke og høj Hat paa, men var ellers den samme som altid.
"Dr. Nikola!" udbrød jeg forbavset.
"Ja, Dr. Nikola," svarede han roligt uden noget Tegn paa Bevægelse. "Glæder det Dem at se mig igen?"
"Ja, det glæder mig meget," svarede jeg; "men jeg kan neppe tro det. Jeg troede, at De endnu stadig var i Kina."
"Nej, der blev det for hedt for mig," sagde han leende; "men jeg tager derud igen, saa snart denne Storm har fortaget sig. I Mellemtiden rejser jeg til St. Petersborg i en vigtig Forretning. Hvor opholder De Dem, og hvorledes har Deres Kone det?"
"Jeg bor i Kensington," svarede jeg, "og det glæder mig at sige, at min Kone har det rigtigt godt."
"Jeg behøver ikke at spørge Dem, om De er lykkelig; det fortæller Deres Ansigt mig. Har De en halv Time tilovers til mig?"
"Med den største Fornøjelse."
"Følg saa med til Charing Cross. Jeg vilde gerne tale lidt med Dem. Min Droske holder dér."
Han førte mig hen til en Droske, som ventede ved Fortovet, og da jeg havde sat mig i den, steg han op og satte sig ved Siden af mig.
"Ja, her er bedre end i Thibet, ikke sandt?" sagde han, medens vi kørte.
"Jo, meget bedre," svarede jeg leende. "Men hvor er det ikke vidunderligt, at vi skal mødes her paa denne prosaiske Maade efter alt, hvad vi har gennemgaaet! Hør, der er én Ting, jeg aldrig har kunnet forstaa: Hvad blev der af Dem, da De havde forladt mig i Ya-Chow-Fu?"
"Jeg slog ind paa en anden Vej for at bortlede vore Forfølgeres Spor."
"Tror De da, vi blev forfulgte?"
"Ja, desværre, det er jeg sikker paa. Og hvad der er værre, de er ogsaa efter os nu. Der er gjort seks Attentater paa mit Liv i det sidste Fjerdingaar, men endnu er det ikke lykkedes dem at ramme mig. Ja, De vil neppe tro det, men selv i dette Øjeblik er der to Kinesere, som forfølger Dem ned ad "Strand". Tusmørket er faldet paa, og De kunde jo muligvis gaa ned ad en Sidegade og saaledes give dem den Lejlighed, de ønsker. Det er delvis derfor, jeg vilde have Dem op i min Droske."
"For Pokker ogsaa, saa var min Mistanke jo alligevel rigtig. Der blev stukket Ild paa det Hotel, vi opholdt os i Nagasaki den første Nat, vi var der. To Dage senere blev et Fad Karri, som vi skulde spise, forgiftet, og senere var jeg lige ved at blive ramt af en Kniv. I Gaar saá jeg en Kineser i Nærheden af vort Hus i Kensington; jeg syntes, at han iagttog Huset, men jeg kan jo have taget fejl."
"Hvordan saá han ud? Havde han engelske Klæder paa? Manglede han Halvdelen af det venstre Øre?"
"De beskriver ham ganske nøjagtigt."
"Det er Quong Ma. Pas saa paa! Hvis den Herre er efter Dem, saa vil jeg raade Dem til at rejse herfra. Han hager sig fast ved Dem, til han faar en Lejlighed, og saa slaar han løs. Følg mit Raad og forlad England, medens De kan. Jeg skal sige Dem, de vil have de Sager, som vi tog med os, og de vil have Hævn. Og for at opnaa det, følger de os til Verdens Ende."
"Endnu et meget vigtigt Spørgsmaal: Har de Sager, De tog med Dem, vist sig at være tilstrækkelig værdifulde, saa at De fik al Deres Ulejlighed og alle Deres Udgifter erstattede?"
"Ja, de har vist sig at være af mere end tilstrækkelig Værdi. Jeg tager nu til St. Petersborg for at undersøge Bedøvelsesmidlet sammen med en fransk Kemiker, og om mindre end et Aar, tror jeg, jeg skal komme med en Opdagelse, som vil forbavse Verden. Vent nu og se."
Medens han sagde det, rullede vi ind paa Stationen, og et Minut senere stod vi ved Eksprestoget. Der var næsten ikke Tid mere; Passagererne blev opfordrede til at indtage deres Pladser. Nikola sørgede for sin Bagage og kom saa tilbage til mig og rakte mig Haanden.
"Farvel, Bruce," sagde han. "Vi ses sandsynligvis aldrig igen. De hjalp mig godt, og jeg ønsker Dem al mulig Lykke. Lad mig kun sige et advarende Ord endnu: Vogt Dem for den Fyr med det halve Øre, giv ham ikke nogen Lejlighed til at faa fat i Dem. Farvel, og tænk undertiden paa Dr. Nikola!"
Jeg trykkede ham i Haanden. Lokomotivet fløjtede, og Toget dampede ud fra Stationen. Jeg hilste endnu en Gang med Haanden, og siden det Øjeblik har jeg hverken hørt eller set noget til Dr. Nikola, den mærkeligste Mand, jeg nogensinde er kommet i Berøring med.
Da den sidste Vogn var ude af Syne, gik jeg ind i Stationsgaarden for at faa mig en Droske, men da jeg havde vinket ad en, smuttede en Mand forbi mig og tog den. Til min Forskrækkelse var det den Kineser med det halve Øre, som jeg havde set udenfor mit Hus Dagen i Forvejen.
Jeg ventede, indtil han var kørt, gik saa ned til en af de underjordiske Jernbanestationer, tog en Billet til Earl's Court og kørte saa hjem derfra saa hurtigt som muligt. Paa Dørtærskelen hilste min Tjener mig med den Underretning, at der lige havde været en Kineser, som vilde tale med mig. Jeg tøvede ikke længe, men pakkede mine Sager ind, og et Par Timer efter havde min Hustru og jeg forladt London og var taget til en lille Købstad midt inde i Landet. Her tænkte vi, at vi i alt Fald kunde være sikre, men det viste sig, at vi ikke var mere sikre dér end i London eller Nagasaki, for i Løbet af den første Uge opstod der en Ildebrand i det Hotel, vi boede i, midt om Natten, og det var anden Gang siden vort Bryllup, at det lige med Nød og neppe lykkedes os at slippe derfra med Livet.
Den næste Dag drog vi til en anden By i Devonshire. Vore Fjender vedblev imidlertid at forfølge os, og vi havde ikke været der en Maaned, før der ved højlys Dag blev gjort et dumdristigt Indbrud i min Lejlighed, og da min Hustru og jeg vendte tilbage fra en Udflugt til en Landsby i Nærheden, fandt vi alle vore Kufferter og Gemmer aabnede og vore Ejendele strøede omkring. Det mærkeligste ved det hele var imidlertid, at der intet manglede undtagen en lille kinesisk Kniv.
Egnens Politi kom paa Benene; den eneste Person, de kunde have Mistanke til, var en Søn af det himmelske Rige med et halvt Øre, som man havde iagttaget i Byen Dagen i Forvejen; men de kunde ikke faa fat i ham.
Da jeg hørte dette, raadførte jeg mig med min Hustru, fortalte hende om Nikolas Advarsel og spurgte, hvad hun mente.
Resultatet var, at vi forlod Hotellet til stor Sorg for Ejeren, og at vi samme Aften rejste til Southampton, hvorfra vi tog til New York den følgende Dag. Døm om vore Følelser, da vi i en Formiddagsavis, som vi købte om Bord, lige før vi skulde sejle, læste, at de Folk, der havde ligget i den Seng, vi havde haft, om Morgenen var blevet fundne myrdede.
I New York var der endogsaa farligere for os end i England, og der blev gjort fire Attentater paa mit Liv. Vi drog derfor gennem Fastlandet til St. Francisco, men maatte forlade denne By tre Dage efter af samme Grund.
Hvor vi er nu, det kan jeg ikke sige. Jeg vil blot sige den ene Ting, at skønt vi har været her i et halvt Aar, har vi ikke set noget til Kineseren med det halve Øre lige saa lidt som til nogen anden af hans Race. Vi lever vort eget Liv og har vore egne Interesser, og nu, da jeg har faaet en Søn, er vi saa lykkelige, som to Mennesker under lignende Forhold kan ventes at være. Jeg elsker og ærer min Hustru frem for alle andre Kvinder, og af denne Grund, om ikke af nogen anden, vil jeg aldrig beklage de Omstændigheder, som fremkaldte mit Møde med denne mærkelige Dr. Nikola.