Vi traadte ind i Slottets Krudtkammer. I den modsatte Ende af dette var der en Dør, men den var ogsaa laaset.
"Vi er ikke bedre farne end før!" sagde Duroc, "thi vi har ingen Nøgle her."
"Aa, vi har et helt Dusin!" svarede jeg.
"Hvor?"
Jeg pegede paa Krudttønderne.
"De vil sprænge denne Dør?"
"Netop!"
"Men samtidig sprænger De jo hele Hytten i Luften!"
"Nej, jeg sprænger kun Døren til Forraadskamret!"
Jeg løb tilbage og hentede en stor, tom Blikdaase, der kunde rumme flere Pund Krudt. Duroc fyldte den, medens jeg skar en Stump Lys til. Jeg tror ikke, at en Ingeniør kunde have lavet en bedre Murbrækker. Saa lagde jeg Oste ovenpaa hinanden og stillede Minen paa dem, lige tæt op til Nøglehullet. Derefter tændte vi Lyset og søgte Ly i Krudtmagasinet, hvis Dør vi lukkede efter os.
Det var egentlig ikke nogen særlig lystelig Følelse at være mellem alle disse Krudttønder, mine Venner, og at vide, at saafremt Flammerne slog igennem den tynde Dør, vilde vore forkullede Lig flyve højere til Vejrs end selve Slottet naaede. Hvem kunde tænke sig, at et Lys paa en halv Tomme kunde være saa længe om at brænde ned. Jeg lyttede og lyttede for at opfange Lyden af Kosakkerne, der skulde komme for at gøre en Ende paa os. Jeg var næsten kommet til det Resultat, at Lyset maatte være gaaet ud, da der lød et Brag – Bomben var sprungen. Vor Dør fløj i Stumper og Stykker, og halve Oste og en Regn af Gulerødder dalede ned over os. Da vi styrtede frem, maatte vi gennem Brudstykker af Blikdaaser og Flaskeskaar, men der var et stort Hul, hvor der tidligere havde været en Dør. Minen havde gjort sin Virkning.
Men Minen havde gjort mere for os, end vi havde turdet haabe. Det var gaaet ud over Fangevogterne saavel som over Fængslet. Det første, vi saa, da vi kom ud i Hallen, var en Mand med en stor Slagterøkse i Haanden. Han laa paa Ryggen med et gabende Saar over Panden. Dernæst fik vi Øje paa en af de store Blodhunde, der vred sig ved Siden af ham med brækkede Forben. Da den forsøgte at rejse sig, saa jeg, hvorledes Benpiberne stak ud gennem Huden.
I det samme hørte jeg et Skrig. Det var Duroc, der blev kastet over imod Muren med den anden Blodhunds Tænder i sin Strube. Han stødte den fra sig med den venstre Haand, medens han Gang paa Gang jog sin Sabel gennem dens Krop, men det var først efter, at jeg havde pustet dens Hjerne ud med min Pistol, at dens Jernkæber slappedes og dens frygtelige, blodskudte Øjne slukkedes i Døden.
Der var ingen Tid at spilde. En Kvindes Skrig forude – et Skrig i dødelig Angst – sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore dragne Sværd og ophidsede Ansigter.
Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning paa hans Pels. Saa rasende var han imidlertid, at han stormede foran mig ind i det næste Værelse, det samme, hvor vi første Gang havde truffet Herren til "Mørkets Slot", og det var over hans Skuldre, at jeg opfattede den Scene, der nu paafulgte.
Baronen stod midt i Værelset med sin uplejede Manke strittende som en vred Løves. Som jeg tidligere har fortalt, var det en kæmpemæssig Skikkelse med vældige Skuldre, og som han stod der, med Ansigtet fortrukket i Raseri og sit Sværd hævet, kunde jeg, trods hans Skurkagtighed, ikke lade være at tænke paa, hvilken prægtig Grenader der kunde være bleven ud af ham. Den unge Dame laa hensunken i en Stol bag ham. Et blaat Mærke tværs over hendes hvide Arme og en Hundepisk, slængt hen ad Gulvet, fortalte os, at vi ikke var kommen tidsnok til at beskytte hende mod hans Brutalitet.
Han gav et Hyl fra sig som en Ulv, da vi brød ind, og var øjeblikkelig inde paa Livet af os, huggende og stødende under en Strøm af Eder.
Jeg har allerede tidligere nævnt, at der var daarlig Plads i Værelset til at fægte. Min Kammerat var foran mig i den snævre Passage mellem Bordet og Væggen, saa at jeg kun kunde se til og ikke var i Stand til at hjælpe ham. Fyren vidste, hvorledes han skulde haandtere sine Vaaben og var ilter og paagaaende som en Vildkat, men paa den snævre Plads gav Baronens Størrelse og Kræfter denne en betydelig Fordel. Ved Siden af var han en glimrende Fægter. Hans Parader og Riposter var hurtige som Lynet. To Gange saarede han Duroc i Skulderen, og da min Ven gled under et Angreb, hævede han sit Sværd for at give ham det dræbende Stød. Jeg var imidlertid hurtigere end han og optog Hugget i min Parerplade.
"Undskyld!" sagde jeg, "men De har endnu Etienne Gerard tilbage!"
Han trak sig tilbage, lænede sig imod Væggen og snappede efter Vejret i korte, hæse Gisp. Hans tøjlesløse Levned hævnede sig i dette Øjeblik.
"Pust bare ud!" sagde jeg; "jeg skal vente til det passer Dem."
"De har ingen Grund til at slaas med mig," sagde han.
"Jo, jeg skylder Dem en lille Opmærksomhed," svarede jeg, "fordi De lukkede mig inde i Deres Oplagsrum. Men selv om denne Grund ikke havde været til Stede, kan jeg læse en anden paa denne Dames Arm."
"Saa skal De faa Deres Vilje!" svarede han og gik løs paa mig som en Rasende. I et Minut saa jeg kun de skinnende smaa Øjne og de røde Lyn fra hans blodige Klinge, som dansede op og ned, til højre og venstre, snart for min Strube og snart for mit Bryst. Jeg havde aldrig tænkt mig, at der kunde findes saa dygtig en Fægter i Paris i Revolutionens Dage. Og jeg tror ikke, at jeg i det hele taget har truffet seks Mænd i min Tid, som havde et bedre Kendskab til at haandtere deres Vaaben. Men han vidste, at jeg var hans Overmand. Han læste sin Dødsdom i mine Øjne, og jeg kunde se, at han forstod, hvad han læste. Rødmen døde bort i hans Ansigt, og hans Aandedræt blev mere og mere stakaandet. Men alligevel slog han fra sig, selv efter at det dræbende Hug havde ramt ham. Endelig segnede han baglænds over imod Bordet, døende med en Forbandelse paa Læberne og Blodet væltende ud over det rødgule Skæg.
Jeg, der fortæller dette, har deltaget i saa mange Slag, at min stakkels Hukommelse daarligt nok kan huske Navnene paa dem alle, men af alle de rædselsfulde Billeder, som mine Øjne har opfanget, er der intet, jeg nødigere tænker paa end det rødgule Skæg om den blodrøde Mund, ud af hvilken jeg havde draget min Klinge.
Men det var først siden efter, at jeg fik Tid til at tænke paa alt dette. Hans kæmpemæssige Legeme var næppe falden om paa Gulvet med et Brag, før Kvinden i Stolen sprang op og klappede i Hænderne med et Glædesskrig. Jeg følte mig ilde berørt over den unge Dames Henrykkelse ved den blodige Daad og glemte i Øjeblikket helt at tænke paa den frygtelige Uret, der maatte være overgaaet hende, før hun saa ganske kunde glemme sit Køns Ærefrygt for Døden. Jeg skulde netop til i en skarp Tone at bede hende forholde sig rolig, da en gennemtrængende Røg trængte ind i Værelset og et gult Skær oplyste Figurerne paa Gardinet.
"Duroc! Duroc!" skreg jeg og greb ham i Skulderen. "Slottet brænder!"
Knøsen laa besvimet paa Gulvet, udmattet af sine Saar. Jeg fo'r ud i Hallen for at se, hvorfra Faren kom. Det var vor Eksplosion, der havde tændt Ild i Dørens Karm. Inde i Oplagsrummet brændte allerede flere af Kasserne. Jeg saa derind, og Blodet stivnede i mine Aarer ved Synet af Krudttønderne og det spildte Krudt, der var strøet over Gulvet. Maaske om nogle Sekunder, men højst om et Minut vilde Flammerne have naaet det. Disse Øjne vil lukke sig i Døden, mine Venner, før de ophører at se for sig de snigende Flammer og de mørke Krudttønder bagved.
Jeg erindrer kun dunkelt, hvad der mere skete. Jeg kan dog erindre, at jeg stormede ind i Dødens Værelse, hvor jeg greb Duroc i den ene Arm, medens Kvinden greb ham i den anden, og sammen slæbte vi ham gennem Hallen. Vi styrtede ud gennem Hovedporten og ned ad den snedækkede Sti, indtil vi naaede Udkanten af Skoven. I samme Øjeblik hørte vi et vældigt Brag bag os, og da jeg vendte mig om, saa jeg en stor Ildsøjle skyde op imod Vinterhimlen. Der kom endnu et Knald, meget højere end det første. Jeg saa Fyrretræerne og Stjernerne hvirvle rundt for mine Øjne, og bevidstløs faldt jeg tværsover min Kammerats Legeme.
Først efter flere Ugers Forløb kom jeg til mig selv i Posthuset i Arensdorf, og endnu længere gik hen, før jeg fik at vide alt hvad der var forefaldet. Det var Duroc, som atter havde optaget sin Soldatertjeneste, der sad ved Siden af min Seng og afgav Beretning. Han fortalte, at et Stykke Tømmer havde ramt mig i Hovedet og strakt mig til Jorden, mere død end levende. Den polske Kvinde var derefter løbet til Arensdorf og havde hentet vore Husarer. De var netop kommen tidsnok til at frelse os fra Kosakkernes Lanser. Om den tapre Kvinde, der havde frelst os begge, fortalte Duroc ikke den Gang mere, men da jeg tilfældigvis traf ham to Aar senere efter Slaget ved Wagram, blev jeg ikke særlig overrasket ved at finde, at jeg ikke behøvede at forestilles for hans Brud. Saaledes var han, ved Lykkens underlige Spil, nu berettiget til, om han havde villet, at antage Baron Straubenthals Navn og Titel. Og samtidig var han bleven Ejer af de sorte Ruiner af "Mørkets Slot".
IV.
Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen
Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg hjemme i mit Læderetui og bærer den aldrig, undtagen naar en af de nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg den paa mit Bryst og giver mit Overskæg det rette Marengosving, som bringer Glans i Øjnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang var. I kender mig kun som Civilist – med Mine og Holdning, forstaar sig! – men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der i Krodøren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor højt en Husar kan naa.
Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned, blot som Følge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det umuligt for mig at sætte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt, men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og – jeg tilstaar det – nu og da fældede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var berøvede deres Oberst. I forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den yngste Oberst i hele Hæren, og jeg omfattede mit Regiment med en Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedrøvet over, at det skulde undvære mig. Ganske sandt, Villaret, den ældste Major, var en udmærket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa Dygtighed.
Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde saaret min Ankel, havde dræbt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, Værten og en gammel Præst, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et Føl tilbage i hele Egnen.
Værten vilde ikke høre Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med Døden under Tortur at falde i hans Hænder. Den gamle Præst mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skræmme heraf, og denne Bemærkning gjorde det ganske af med mine Betænkeligheder.
Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i Døren og spekulerede herpaa, da jeg hørte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg en graaskægget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa militær Vis. Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.
"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.
"Hallo!" svarede han.
"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at støde til mit Regiment i Pastores."
"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde være glad ved at faa Deres Følgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har hørt, er Bjærgene langtfra sikre."
"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil sælge mig Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente Dem."
Det vilde han ikke høre noget om. Det var forgæves, at Værten fortalte ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg fortalte ham, hvad han skyldte Hæren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang drøfte Sagen med os, men forlangte blot et Bæger Vin. Jeg anmodede ham indstændigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg nærmede mig ham for at trække ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i dens Sider og forsvandt i en Støvsky.
Min Tro, det var næsten at gøre en Mand gal at se ham ride saa muntert bort til sine Kødgryder og Brændevinsankre og saa at tænke paa mine femhundrede prægtige Husarer, der var uden Fører. Jeg stod og stirrede bittert efter ham, men hvem andre rørte da ved min Albue end den lille Præst, jeg tidligere har omtalt.
"Jeg tror, at jeg kan hjælpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd paa!"
Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i samme Øjeblik, var vi begge nærved at trille om paa Gulvet.
"Hjælp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo, hvilket viser, at det er nødvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til Nytte.
"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Beløningens Skyld, men fordi jeg altid hjælper mine Medmennesker, hvor jeg kan. Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."
Han førte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags, der i gammel Tid plejede at køre mellem de fjerntliggende af vore Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var stærkt nok til at bære en Mand, men sammen kunde de nok trække Vognen. Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forløb havde Ejeren spændt dem for Vognen, om end ikke med særlig Begejstring, thi han var i dødelig Angst for denne skrækkelige Cuchillo. Det var først efter at jeg havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med Værtens Datter. Jeg erindrer ikke i Øjeblikket hendes Navn, men vi græd begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg, der har fægtet med Mændene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige Kongeriger, berømmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.
Den lille Præst var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsefælle. Han morede mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham. Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opføre sig upassende overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog let komme til at løbe løbsk.
Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om hendes lille hyggelige Hjem og hendes Glæde ved igen at faa ham at se, traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at Taarerne kom mig i Øjnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa Gaver, han havde med til hende, og hele hans Væsen var saa hjerteligt, at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt, hvor han kom. Han undersøgte min Uniform med et Barns Nysgerrighed, beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange Mænd jeg havde dræbt med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erklærede, at han blev syg af at betragte det.
Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi høre Kanontorden til højre for os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han havde jødisk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i hvert Fald den bedste Jøde, jeg havde hørt om siden Josvas Dage. Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre Udsigter for mine Husarer lige overfor Englænderne. For hver Mil, vi kom frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung Fændrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.
Da vi trængte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi mødt enkelte Muldrivere, men nu syntes hele Egnen at være som uddød, hvad der ikke kan overraske, naar I betænker, at Franskmændene, Englænderne og Guerillaerne skiftevis havde været Herrer der. Hvor her var mørkt og vildt. Den ene store, kantede Klippe afløste den anden, og Vejen blev snævrere og snævrere. Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven ud af mine Drømme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager øjensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i Læderremmen paa sin Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans Greb, og Trepægleflasken faldt ned for hans Fødder. Jeg bøjede mig ned for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Præsten sig over mig og stak Sylen ind i mit ene Øje.
Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige i Øjnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Affæren i Zürich, indtil den sidste skæbnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den sjældne Medalje, som jeg gemmer hjemme i Læderetuiet, saa kan man godt være bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men foruden Skrækken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte fra mit Saar, havde jeg en Følelse af Modbydelighed, som naar et eller andet væmmeligt Kryb angriber En.
Jeg klemte Slyngelen med begge mine Hænder, og idet jeg slyngede ham ned i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge Støvler. Han havde trukket en Pistol frem fra sin Præstekjole, men jeg rev den ud af hans Haand og faldt atter over ham med mine Knæ paa hans Bryst. Da jeg, halvt blindet, søgte efter mit Sværd, som han saa listigt havde skjult, gav han sig for første Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde netop rørt ved det, og jeg var i Færd med at tørre Blodet af mit Ansigt for at se, hvor han laa, da Vognen væltede over i den ene Side, og Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det stærke Stød.
Før jeg kunde fatte mig, blev Vogndøren revet op, og jeg blev ved Fødderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede mit Hjerte af Glæde, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved og dækkede for det ene af mine Øjne, men det var med det saarede Øje, at jeg saa denne Røverbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde Spids er trængt ind mellem Øjehulen og Øjestenen, men det var først i det Øjeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl været Udyrets Hensigt at støde Sylen ind i min Hjerne, og han havde i Virkeligheden løsnet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har faaet.
De slæbte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og Forbandelser, slog mig med deres Næver og sparkede mig, medens jeg laa paa Jorden. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Bjergbeboeren bruger at svøbe Tøj om Benene, men jeg havde aldrig tænkt mig, at jeg skulde faa saa megen Grund til at være taknemlig derfor. Da de saa mit blodige Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstløs, medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme Fjæs i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem hængt, saafremt de senere kom indenfor min Rækkevidde. Fyrene var brune med gule Tørklæder om Hovedet og store røde Bælter, spækkede med Vaaben. De havde rullet Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den væltede. Det Kryb, der saa udmærket havde ageret Præst og saa rørende havde fortalt mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvfølgelig vidst, hvor Bagholdet laa, og havde forsøgt at gøre mig uskikket til Modstand i samme Øjeblik, som vi naaede det.
Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om sit Møde med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de forsøgte at rejse ham op. Men hele Tiden straalede hans smaa, mørke Øjne, der havde straalet saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsnærværelse. To Mænd bar min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde høre hans Hvæsen og Skælden snart i det ene, snart i det andet Øre, medens jeg blev trukken op ad den bugtede Sti.
Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit smertende Øje og Frygten for, at dette Saar skulde ødelægge mit Ydre, bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre Fornøjelse end denne. Jeg roser mig ikke af at være nogen særlig god Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet Røver under hver Arm og en ni Tommers Kniv for Brystet.
Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa ned paa den anden Side gennem en tæt Granskov ind i en Dal, der vendte imod Syd.
Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at dette var en af de hemmelige Stier, som førte over den portugisiske Grænse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opblødt ved en lille Bæk. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Træ. Jeg havde næppe faaet Øje paa den, før jeg genkendte dens store, sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held havde ønsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig Stilling som jeg? Tanken var næppe falden mig ind, før mine Venner standsede og en af dem udstødte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret inde fra Brombærbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et Øjeblik efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset, hvorefter Røverne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede Ridderen af Sylen og brød ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser, hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den Bande af Mordere, de var. Deres Optræden var saa truende, at jeg var overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop til at møde min Skæbne paa en Maade, der skulde blive min tidligere Løbebane værdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet hen til den Aabning i Brombærkrattet, som den nye Bande var kommen ud af. Herfra førte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have været fuldstændig mørk, om ikke to brændende Fakler havde været anbragte paa Stager derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget mærkelig Person, som jeg straks, efter den Ærbødighed, der blev ham vist af de andre Røvere, indsaa ikke kunde være nogen anden end deres Høvding, som paa Grund af sin Grusomhed havde faaet Øgenavnet El Cuchillo1.
Manden, jeg havde slaaet fordærvet, var bleven baaret ind og anbragt ovenpaa en Tønde. Hans hjælpeløse Ben hang dinglende ned, og hans Katteøjne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og ham førte Samtale, at han var Løjtnant i Banden, og at hans Opgave var, ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i Fælden. Naar jeg tænker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var falden i Baghold og havde fundet Døden ved denne skinhellige Skurks Hjælp, følte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald foreløbig havde gjort en Ende paa hans Meriter, skønt jeg frygtede for, at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller Hæren godt kunde undvære.
Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren. Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og skævede op mod Hulens Loft.
"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."
Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.
"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."
Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.
"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"
"Etienne Gerard."
"Rang?"
"Oberst."
"Korps?"
"Det tredie af Conflans Husarer."
"De er en ung Oberst."
"Jeg har gjort en glimrende Karriere."
"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.
Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg var forberedt paa alt.
"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"
"Ja vist!"
"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"
"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"
"Vi begravede ham!"
"Men før De begravede ham?"
"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede ham!"
"De begravede ham levende!"
Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri. Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev surret om mine Ankler og mine Arme.