Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

Han derimod anhørte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et udædisk¹³⁷ Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde løjet paa Gud, sig selv og sin Jævn-Kristen og derfor ikke stod til troende, anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende¹³⁸, at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det øvrige for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfærd og faderlige Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjærmelse nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted, hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde været besat med andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse indvendte.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen¹³⁹ fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre, som endnu var forhærdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en uforsvarlig Pardon¹⁴⁰. Han lod hende og siden indstævne for Kongens Højeste Ret udi egen Person at møde, og imidlertid ved sine Tilhængere udi Thisted søgte hemmelig at overtale hende, at hun skulde rømme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun dog ikke fulgte.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besværlig Rejse, saa og fordi at hun var frugtsommelig, ikke mødte for Retten, tog han deraf Anledning at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaløjet. Der over lod Kongens Fiskal¹⁴¹ hende føre fra Thisted og stille til Ords¹⁴² for Højeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne Øjne igjentog og hannem omstændelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om han turde nægte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun vilde møde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt om hannem, hvilket altsammen han med Beskæmmelse anhørte, og hverken udi hendes Nærværelse benægtede eller et eneste Ord dertil svarede. Og blev hun hannem saaledes for Højeste Ret tvende Gange forestillet, om han hende noget havde at tilspørge, mens han vilde ikke binde sig an med hende, paaskyldendes¹⁴³ at hun efter hans Formening var et udædisk Menneske, som han ikke vilde agte værdig at svare.

Kvinden blev derefter forlovet¹⁴⁴ at rejse hjem og takkede GUd, at hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besættelse Selskab, som blev fremturende udi deres sædvanlige Gebærder udi Aalborg, hvoraf den ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fødte et dødt Foster og døde i samme Barselseng.

Som nu de øvrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier udi Aalborg, fremkom for det første Maren Spillemands, som udi otte samfelde¹⁴⁵ Uger havde været skikkelig og imidlertid baade for Præster og andre, som hende havde besøgt, ladet se adskillige Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed, klaget over sine Forførere og bedet Gud hjærtelig om hendes Synders Forladelse med et skikkeligt Indlæg, vidtløftig sammenskrevet om hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte Bekjendelse og derimod forblev ved hendes første Foregivende, at hun i fjorten Aar havde været legemlig besat, klagede over, at hun til hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom Ild og løbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til alt det, hun blev tilspurgt, bekræftede det med en dyr Ed, saa sandt som hun agtede at faa Himmerige og at møde for GUds retfærdige Dom og sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget løbendes op i hendes højre Ben, som løb langs op ad hendes højre Side og satte sig i hendes højre Øre, og var (det) ligesom det kunde have sagt til hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i samme Indlæg, hvilket hun selv for Retten oplæste og foregav, at det var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og Rendekællinger udi Aalborg, som en Del løb imellem Mag. Oluf og disse fem forhærdede Kvindes Personer fra en til anden, der som¹⁴⁶ de sad i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hørte. En Del udi Forundring over deres galne Gebærder havde Medynk med dennem og meddelte dennem stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn næppe havde haft det, de kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa udspækket¹⁴⁷, at de ej kunde ønske sig bedre Dage.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af¹⁴⁸ vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forøvede Guds Bespottelse.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen, og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette vildfarende og forhærdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at holde for sandfærdig.

Saa blev der nu imod hende ført Vidner af Præster og andre fornemme godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold, imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde mærket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke været sig selv mægtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde ladet opsøge hos den gemene Mand og dennem selv ladet sætte udi Stil og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Kærlinger, Daglønnere, Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som hverken kunde læse eller skrive, med trende Bogstaver ladet undertegne, hvormed han vilde gjøre besatte baade disse Mennesker, som vilde være det, saa og de andre, som var kommen udi bedre Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte, var en ældgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi Hospitalet og havde nogle Nætter været hos Maren Spillemands. Denne vandt¹⁴⁹, hvorledes hun tilligemed en Dum¹⁵⁰ og en Krøbling selv tredie havde været om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes Anfægtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret paa en Ko, der skal føde en Kalv, og i det samme blev de alle saa mange, som holdt paa hende, løftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde været i Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Kærling, da hun blev nærmere forhørt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes fulde Syn eller Sans.

Hernæst kom Krøblingen frem, som havde været med udi denne Skærmydsel, da Kærlingen skulde været løftet i Vejret, og stadfæstede hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Søster, navnlig Karen Toftum, i lige Maade fremstillet og fik at høre, hvad Vidner der var imod hende om hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn én og anden havde der i Agt taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jærtegn hos hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev død i hendes Laar og Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde røre derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskærere¹⁵¹ at bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte røre hendes Ben, sagde, at de kunde ej skønne derpaa¹⁵²; thi hendes Svaghed var inden i Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Følelse og Rørelse som hos et andet friskt Menneske, saa at man øjensynligt kunde mærke hendes Bedrageri.

Hun gjorde sig og en Gang lige som død og sanseløs for Retten; men, som¹⁵³ man i en Hast holdt hende noget stærkt lugtende for Næsen, efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i samme Øjeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djævel, lod hun sig saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djævel vilde hun dog ikke lade fare, saa længe hun var for Retten, og som man med tvende Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djævel borte.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden noget latterligt og daarligt sammensanket Kærlinge Snak. Han kunde og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forsætlige Bedrageri. Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besættelse til det yderste vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Søster, som var Karen Spillemands, Søster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa samme Maade, hvis¹⁵⁴ Vidner der var om hendes Forhold og formanede hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af Retten gjorte Forbud og Formaning, førend man kunde komme til at forhøre hende, sagde offentlig, at han havde hørt hende i Thisted tale en hel Sentents paa kaldæisk Sprog. Hvilket da hun hørte, var hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag. Oluf om denne kaldæiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede, hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted, givende sig an¹⁵⁵ for at forstaa noget udi Barskær Kunsten og var iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til hende paa kaldæisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det samme talte nogle sære Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun sagde paa kaldæisk, at han skulde kysse hende etc.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og troværdigt Tegn paa hendes Besættelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at denne Rytter (som skal have været en Tyrk af Nation) hverken kunde hebraisk eller kaldæisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville bevise.

Den fjerde Selskabs Søster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade forelæst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller Foregivende, at der maatte have været noget Spøgeri hos hende, efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at være legemlig besat af Djævelen. Men inden Sagen fik Ende fødte hun et friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden¹⁵⁶, som hende i Fængslet havde opvartet. I det øvrige forfægtede Mag. Oluf paa det skarpeste disse Menneskers Besættelse, beraabende sig stedse paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke dog, som før er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers urimelige og ugrundede Snak.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin Vildfarelse, i det øvrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremføre alt det, som kunde være til hans Forsvar. Han derimod ikkun søgte Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af Kommissarierne saaledes Dom afsagt som følger: At de tre af disse formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskæmmelse, som de klarligen overbevistes at have forøvet med fri Forsæt, saa vel som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste deres Liv og deres Hoveder sættes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette opdigtede Besættelsesværk og imod sit bedre Vidende de vildfarende bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at være relegeret udi tre Aar og rømme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjørn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hørsomhed, han burde bevise sin Biskop og gejstlig Øvrighed, imod den Ed, han ved det hellige Embedes Indtrædelse gjort havde, og imod den Skyldighed, som udkræves af en hæderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans Levnet og Omgængelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og afføres hans præstelige Dragt, dog først paa en Søndag til Højmesse udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse, som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lærdom og Levnet mere skulde forledes.

Herhos blev og dømt udi Straf en Del andre Personer, som i dette opdigtede Værk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrække, men pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring paa en anden Fod og beskæmme alle dennem, som havde været hannem imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede, en vidtløftig Stævning til Kongens Højeste-Ret, hvor udi han indstævnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del til at lide Dom, lod og samme sin Stævning oplæse paa Retter-Tingene der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som hørte hans haarde Stævning, hvorledes han der udi beskyldte og gjorde store og strænge Irettesættelser baade imod Vidner, Dommere og Vederparter¹⁵⁷ at han alt var forsikret om en ønskelig Udgang paa sin Sag.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Højeste-Ret, hvor Mag. Oluf den udi egen Person med største Ivrighed forsvarede, dog ikke det aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besættelses Rigtighed kunde bevises, men altstille¹⁵⁸ dristeligen beskyldte alle dennem, som ikke var enige med hannem, søgte adskillige Udflugter, æskede vidtløftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besværgede sig over Retten og klagede sig at være rettesløs med mange andre grove og dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet nogen med større Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne forfægtede.

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa vidt forsvarligt kunde være.

Endelig efter at Højeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med største Taalmodighed havde anhørt, og alting paa det nøjeste overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dømt og kjendt: At Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forøvet, skulde stryges til Kagen¹⁵⁹ og indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs Tid.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, i lige Maade havde øvet adskillig Ugudelighed og udsagt skændelige og usømmelige Ting, skulde være lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres Misgjerninger ligeledes at indsættes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom være in perpetuum relegeret¹⁶⁰ fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier forbrudt. Desligeste under højeste Straf ikke lade sig finde udi Aalborg Stift.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under højeste Straf entholde sig fra Aalborg Stift og være relegeret¹⁶¹ paa et Aars Tid.

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig imod kongl. Majestæts Regjering, Lov og Ritual¹⁶², ikke forholdet sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig Præstemand egnede og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have forbrudt hans Kald, præstelig Embede og Boes Lod, afføres hans præstelige Dragt og indsættes udi Fængsel hans Livs Tid.

Herpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm¹⁶³ og der indsat udi Fængsel. De forførte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller Gebærder.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den, som før er meldet, siden Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret og dermed ført mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del udi Fortræd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd og Guds Fortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres verdslig Velfærd udi Fængsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne Historie, kan vide den rette Grund og Aarsage, hvad der haver bevæget denne Mand til at stifte dette onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver haft¹⁶⁴, saa tjener for det første til Efterretning, at der i Nærværelsen, som han var Præst, boede en fornemme, velhavende Mand, hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt¹⁶⁵ Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig der at være vederfaren.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til allehaande Overtro, som at der skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som ved overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage Mælken fra deres Køer, Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind udi hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man nu eftertænker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme, hvor snart de, som han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i én og anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at være en Troldkone og ved Djævels Kunster at have tilført hendes Mand en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet den første Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende¹⁶⁶ at hævne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de vedkommende ved Ære, Liv og Velfærd, da dog i det mindste at hænge dennem en evig Klik og Vanære paa.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig Ærgjerrighed, menende derved at gjøre sig et stort Navn og passere for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse, var en stor Letfærdighed. Thi det er klart af Historien, hvor færdig han var med¹⁶⁷ at lade føre de formente besatte i hans Hus og Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og for Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen fodrede¹⁶⁸ til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekøn, som agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og det ikkun en ad Gangen under Prætekst¹⁶⁹ at lade sig overhøre. Naar de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe. Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod, ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede med Gud om Omskærelsen.