Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og givet Sag⁹⁰, at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at forvises Landet.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos⁹¹, begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende⁹², at her skulde uden Persons Anseelse inkvireres⁹³ og brændes, om ellers dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til Beskæmmelse skulde indføres.

Imidlertid at⁹⁴ dette saaledes passerede, foredrog⁹⁵ Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn⁹⁶ og Efterforskning. Derpaa ordinerede⁹⁷ Kongen tvende Kommissarier, nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske Handel⁹⁸, og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen⁹⁹, førend de vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning, efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det. Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det være følgagtig¹⁰⁰, at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og ingenlunde vilde lade det komme frem.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer, som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar, som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus, hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var lavet til Mag. Oluf¹⁰¹, som gik bag efter hende, men hun fik det, fordi hun gik for¹⁰² hannem, hvilket skulde være Aarsag til den Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at melde.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig Revselse været begegnet¹⁰³, gav for¹⁰⁴, at hun for nogle Aar siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med Fontange¹⁰⁵ eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende meldes videre.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange sine Ophævelser¹⁰⁶ og anstillede sig imidlertid at være dum¹⁰⁷. Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis¹⁰⁸ som hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne 22 tillige¹⁰⁹; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte nogen.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde, at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted, den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og at have faaet et Tilfald¹¹⁰ med Hjærte Angest og Tungsindighed og ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen Mattighed¹¹¹ paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til Barsel.

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle¹¹² Øl og der faaet sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort sin Virkning.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22 Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre, men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig Kompleksion¹¹³, henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte ingen.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi Korsdøren med Manen begegnet.

Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase, gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet, beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de deres Relation til Kongen¹¹⁴, som straks befol, at Mag. Oluf skulde forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og Trolddoms Værk.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved, formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes Sans¹¹⁵, da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne eller Bomærker¹¹⁶, en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag. Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes, hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig, hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde tale andre Sprog end deres Moders Maal.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening, efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis¹¹⁷ Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa forblev udi Aalborg.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet mere fornam til dets Optøger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den gemene Almue i Thisted, om hvis¹¹⁸ de havde set og hørt hos de formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets almindelige Sag.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes Faders¹¹⁹, Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun skadede, og som¹²⁰ hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod, sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel hjelpe hende i faa Dage. Item¹²¹ en anden Gang i hendes Hus gik med hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende, bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun var besat, og at der var gaaet et Lys for¹²² hende, da hun gik af Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun, at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at Maren Spillemands kom¹²³ hende først til, og truede hende, at hvis hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken og Truen formanede hende, at sige fast¹²⁴ hun var besat, og at hun skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede hende til at sige andet eller gjøre andet, end som¹²⁵ hun var besat.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side. (Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter; men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning¹²⁶, og sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det kom de andre hende først paa¹²⁷, og som de sagde for hende, saa sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og straffet hendes Udyd, i den Sted¹²⁸ han styrkede hende der udi. Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse, som af hende var begangen.

Saa blev hun nu ombeden¹²⁹ at stille sig an paa samme Maade, som hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund, skreg og gøede og anstillede sig saa græsselig og galt, at om nogen enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfærd, skulde den have blevet bange for hende og tænkt, at det var Hvid Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

Ikke desmindre forfægtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes Besættelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige Kommissarier at staa til Munds¹³⁰ baade med hannem og de andre og vide at gøre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til at gjøre denne Bekjendelse. Djævelen var og en træsk Aand, som holdt sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfærd i hans Hus udi Thisted og i Særdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa hendes Besættelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes beskaffet:

Da Biskoppen, som for¹³¹ er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm, havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for sig, og han selv stod i Tvivl om dette Værk, efterdi Mag. Oluf saa haardt forfægtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at fornemme, om hendes Djævel kunde forstaa det. Nu hændte det sig, at hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria¹³², hvilket Ord (som hun siden vidste at gjøre Rede for) hun havde læst udi sin Salmebog, hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djævelens legemlig Nærværelse, udbredte¹³³ det som et stort Vidunder og brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et Hoved-Argument om hendes Besættelse.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin forskrevne¹³⁴ Bekjendelse siden for Kongens Højeste Ret i Mag. Olufs egen Paahør.

Saa blev da Maren Zirich (den ægte Mands Kone, som tilforne var kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning til at give sig ud for at være besat, efter den Lærdom, Mag. Oluf havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i samme Indbildning og kaldet hendes Djævel Fante. Forklarede ogsaa, hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis¹³⁵ at hun havde en Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjælpe, uden hun kom udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket større, saa og hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet hannem Naade til at binde Djævelen, naar han vilde, og komme Djævelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det, bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi højeste Maader over, at hun saaledes af sin Sjælesørger havde været forledt, og lagde paa hans Samvittighed at svare til al Guds Fortørnelse og godt Folkes Beskæmmelse, som hun havde forøvet, og der hun blev stillet for Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette i hans aabne Øjne med grædende Taare, ja end ydermere forekastede hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Død, trodsede imod hannem¹³⁶, om han turde nægte det, og beraabte sig paa adskillige Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved Efterforskning saaledes er befunden).