Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted

Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.

Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og sælsomme Ting refereres⁵² om dennem, at han og kom udi den Mening, at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og forsikrede sig om⁵³, at han ikke gav noget an, som han jo tilforn efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne⁵⁴ Relation til Biskoppen ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos erindret, at man skulde først konsuleres⁵⁵ Lægerne efter Ritualets Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.

Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds Ord.

Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han vilde disputere det⁵⁶ med hvem, der turde binde sig an med hannem.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.

Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider, at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar Guldkæder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn havde bedet om og faaet Nej.

Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev besværet⁵⁷, og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.

Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse⁵⁸ i Hovedet og fandt nogen Riven⁵⁹ i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa denne Kone blev akkommoderet⁶⁰ paa samme Maade med Bøn og Sang som de andre.

To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen, blev hun dog ved at raabe lige saa færdig⁶¹ som de andre. Denne Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag. Oluf.

En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig Revselse.

Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold blev inkvireret⁶², da hun offentlig for Retten hannem det i hans Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og saaledes er befunden.

Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at klage sig, at hun fandt⁶³ sig upasselig, og derpaa i lige Maade at rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og derpaa ligesom de andre.

Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte. Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.

Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde, indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa udi Alteration⁶⁴ og anstillede sig ligesom de andre. En anden fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen, som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli, hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og tænkte, hun var forgjort.

Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster, og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.

Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem, saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke dermed.

Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.

Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre var oplyst der paa Stedet.

Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og Hekser.

Nu hændte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis⁶⁵ hannem var vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.

Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store Opinion⁶⁶, de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde hannem imod, foruden at den Kredit⁶⁷, han for sin udvortes Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og selv saa stærk en Tro til alt, hvis⁶⁸ som han sagde, at de uden videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme an paa hans eget Forsvar.

Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i Thisted.

Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste⁶⁹ Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade hendes Konster.

Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage, kunde efterabe.

Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen først ske Eksekution⁷⁰ over alle de paaraabte Troldkvinder, førend der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen. Dette skete i Junii Maaned.

Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller eller Ondskab dagligen blev styrket.

Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede⁷¹ til at ledsage Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen, desligeste⁷² af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart⁷³ var sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse, og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby, imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte, skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over Færgen at afhente hende.

Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel besvadsig⁷⁴ og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders trettende Aar, fandt⁷⁵ hun undertiden til noget krybendes i hendes Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade, som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an⁷⁶, da blev hun efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand, hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun, at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste Mesteparten af, hvis⁷⁷ hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede Anfægtning⁷⁸ ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang⁷⁹, da samme Karen sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder. Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.

Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg, og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller Urolighed hos hende.

Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt⁸⁰, som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede, og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed, og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det under de til hendes Gelejde⁸¹ beskikkede, deres Varetægt, som alt uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet⁸² udi Biskoppens eget Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse, og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages, førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil findes uvillig, Rettens Middel⁸³ da hannem dertil skulde formaa og Barnet uden Ophold nedbringe.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede derpaa samme Dag en Supplique⁸⁴ til Kongen udi den hele Bys Navn, hvor udi han androg⁸⁵, hvorledes der i Byen var stor Jammer og Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige⁸⁶ Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom, og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed⁸⁷, saasom der nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed og Frelse⁸⁸ og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde inkvirere⁸⁹ om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive straffet.