ANDEN AKT
Dagligstue i Hvolgaard.
Store An og Bette An beskjæftiget med Hovedrengjøring; den første pudser Kobbertøj helt fremme mod Publikum og vender Ryggen til Bette An, der i Baggrunden børster Stuens Kakkelovn.
Bette An
(der dypper Børsten i Sværten).
A tykkes, te Kjesten er bløwen saa bleg om æ Neb216 i den sidst Tid?
Store An.
Ja, det er ett søen aa staa tow Kjærester i Rett paa jen Tid. Hower217 du ett det fræ di egen ung Daw?
Bette An.
Jow, det maa du nok sej. Men den Student det er da ogsaa en slemme Pløk. Tho han ka da snaar faa æ Pig'er te aa rend atter sæ æ hiel Sovn øwer.
Store An.
Ja, tho det er snaar, lissom nær jen af vianner gaar ud i æ Baagdar218 og kalder paa æ Høns; saasnaar vi sej'er: pylle, pylle, pylle! saa kommer æ det Hiele.
Bette An.
Hihihi! Ja, det er snaar, hwad det er mæ æ! Hwor læng mon han ska blyw ved aa gaa hér? Skal han ett tebaag te hans Løsen219?
Store An.
Py! tror du søne nue løser! Nej, han ska hwil hans Nerver.
Bette An.
Hyhyhyhy! Det blywer karenmæ vis en raar Hwilen! Han flywer jo af den jen Liegstow220 og i den naaen. – De sejer endda aalsammel, te han ska vær Præjst.
Store An.
Præjst! det sku da saa vær paa en Herredskantor. Han ska jo vær Prækeraater.
Bette An.
Det tror a surenmæ ett, Kjesten ved. – Hyhyhy! Der blywer karenmæ vis manne smaa Studenter her paa æ Egn, nær han er rejst!
Store An.
De vil da faa let ved aa blyw baade døft og komfirmired, for de haar jo æ Præjst nær ved æ Haând.
(Latter.)
Bette An.
Det er sær, te æ Præjst ett holder nøj ijen med ham. Tho det er da æ Søsters Søn.
Store An.
Hwad ka han hold ijen, den Fillifut221! Tror du han faar no Nysmaal222 om, hwad der gaar for sæ. Pastor Hansen er saamænd en raar sølle jen, a ska ett sej andt, men han haar ingen Ved om Verdens Fagter.
Bette An.
Men saa Anton; det er den største Synd, som han blywer behandelt. For saa kund hun sej ham rejn Beskejn223, saa ved en, hwad en haar aa rett sæ atter. Men det aa rend og strol224 med æ Student æ Nætter med æ Daw og iløwle hold æ opp med den naaen, – det er ett en Manir for en ordenlig Pig, det maa de godt sej, a haar saâ.
Store An.
Jamen – ordenlig Pig'er dem er der nok faa aa. Hwad tinker du om di egen Dætter?
Bette An
(alvorlig).
Nikoline? Du haar ett hør nøj om hind!
Store An
(ondskabsfuld).
Hihihihi!
Bette An.
Med æ Student! Det er Løwn!
Store An.
A ska ett rend med Sladder, men fej først for di egen Dar, Morlil, og for di Dætters mej, om du ka naa saa laant225.
Bette An
(grædende).
A haar saâ æ te Nikoline baade jen Gaang og flir: Ta dæ i Ajt for, mi Baa'n, hwem du gi'r dæ aa mej. En æ jen Daa om aa fald men en hiel Lyw om aa fortryd. Dem Rig dje Bø'en, de haar let ved aa døl226, om de sku komm te aa træj øwer æ Skavl227, men den Fatte si Skam – det ska roves ud øwer all Sogn.
Store An.
Du târ saa stærk paa Vej! A haar jo ett saâ nøj.
Bette An.
Saa ka du jo læ vær aa plevver228 om, hwad du ett ved!
(Pavse, hvor kun Skuretøjet høres.)
Store An
(indladende).
Da ka du sgi tro, te Karen Mari war ved en kjøn Sind ijaes229, da Kjesten ett kam ind fræ æ Malken far ud ad æ Awten, for det æ Student sku hjælp hind ved æ.
Bette An.
Ja, æ Muers Hjat er æm230.
(Karen Mari kommer nu stille ind ad Døren i Baggrunden. Bette An, der er ene om at se hende, la'r Børsten gaa i rasende Fart.)
Store An
(vejrer ingen Uraad).
Karen Mari – , den Bommerut231! da haar hun saamænd da aaltid kløj atter232 aa komm i med dem Fin. Nu ka hun maaskisæ faa Held aa æ. – Ka du da lid, te hun aaltid gaar og fisler233 rundt i de Klud'skow, saa en aalle ka hør hind, fâr en haar hind? Hwa? Det gammel Tridsværk! Hun gaar som hun smøres te. Aae, hwor er hun sød og sleg234 i æ Taal, hæ – hæ! – men hinne Sleghied den ska en missel235 ett slaa Bund paa. – Men hworfor sworer du mæ ett?
(Drejer sig halvt omkring og ser sin Madmor, der nu er listet helt hen til Store An's Plads.)
Karen Mari.
Naa, her ka en nok faa skrøwen i si Skudsmaalsbog, om ett en haar faat æ gjord fâr. Blyw endele ved, An, da du er saa godt i Gaang; blyw endele ved! Du haar vis ett nowed236 æ Bund i di Pues endno. – A troed, æ Kaal237 war hér ind.
Store An
(der har gnedet rasende paa Kobberet).
Nej, vi haar ingen Kaal ved wos. A ved saa ett, om der er anner i æ Gaard, der haar.
Karen Mari.
Da er det da sær, te Anton ett kommer ind te hans Nætter238. En sku da'tt tro, te der war nøj i æ Vej med æ Kreaturer?
Store An
(lige møsk).
Ja, der er jo manne Slavs Kreaturer.
Karen Mari.
Kom I nu ind te æ Burd, men æ Grød er warm.
(Hun kluder ud igjen.)
Store An
(saa snart Døren er lukket).
Hwi Fanden kund du ett sej jen, din Toj239, te hun war kommen ind ad æ Dar, saa a ett sku sejj240 her og læ æ Mund rend øwer!
Bette An.
Tykkes du, te a ku komm te aa sej nøj, nær hun stod og pranst241 i æ Dar!
Store An.
Ja, nu er en da færdig mej jen Lidt242 aa faa si Mjælkkand fyldt her paa æ Gaard. Det haar en da faat ud aa æ om ett andt.
(Ud af Døren i Baggrunden.)
Bette An.
Dér fæk a karenmæ Hæws paa hind243 for Nikoline! Hyhyhy! (Hun ud samme Vej.)
(Et stort Spektakel rejser sig bag Gangdøren til højre. Student Darling kommer i Stormløb gjennem Stuen, forfulgt af Anton, der har et Svingeltræ i Haanden.)
Anton.
A ska Dæwlen mist mæ gi Dem, din bette Swedi244!
Darling
(rundt omkring Bordet og ilsom ud ad Døren til venstre, som han hugger i og holder udefra).
Anton
(kaster sig over Dørgrebet og haler til sig med Kjæmpekraft).
Nu, det tror du, din Hundstegl245!
(Døren hives op; baade Studenten og Kjesten hales med i Rykket.)
Kjesten
(er i Malkedragt ilet til fra Nødset, i Døraabningen bag Tærsklen ses den fyldte Malkestrippe).
Er du bløwen tossi!
Anton.
Ja, jen af wos, vis nok!
(Studenten, som ser Antons løftede Knippel, træder et Skridt tilbage, saa han snubler over Malkestrippen; baade denne og han triller rundt paa Gulvbrædderne. Anton vil kaste sig over ham, men energisk træder Kjesten ind under Antons løftede Arm og siger):
Er der nue, der ska slaaes, saa slaa mæ!
(Mens Darling rejser sig, oversprøjtet af Mælk, træder)
Karen Mari
(ind, hidkaldt af Larmen).
Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er æ endda for en Bødlen246 og Spetakel; skal æ Hus' da væltes! Ih søde Anton, er æ nu ijen247 med dæ som den Daa med æ Bi? Søen ka æ da'tt blyw ved aa gaa. Kand du da'tt ta en Mask ind paa di Galsindehied og styr en bette Krumm248 ved dæ sjel. Det er endda haadt, aa ha saa stræng en Sind, som du er kommen te Verden mej. Føj for en Vesen249 endda! Og jen si søde Mjælk – strent250 øwer æ Gwolfiel251 hwer en Drip! Aae søde Ko's endda! (Hæftig til Kjesten): Men hwad vild da ogsaa din lied Sloj252 herind i æ Stow med æ Malkstripp253 atter!
Kjesten.
Aa ti nu still, Muer, det kan vær gal nok, uden du behøwer aa gjelster op254.
Karen Mari
(til Darling).
Da er De helsen ogsaa bløwen danked te; det er snaar baade te og flir255 og flæf øwer. Men a twiler ett paa, De haar wot ud om æ; gal Katt faar røwen Skind!
Darling
(ryster sig for Snavset, ta'r sin tilsølede Hue mellem to Fingre).
Bølle! (siger han og gaar ud til venstre).
Anton
(til Karen Mari):
Ja, du ka sej hwad du vil, Karen Mari, men skal a vær di Forkaal og ha æ Answar for æ Sager baade opp og nied, saa finder a mæ Dæwlen mist mæ ett i, te søen en Fløs som han gaar og forstyrrer æ Piger i dje Maiken og stikker hans Nies i al Ting.
Karen Mari.
Ih, hwad gjør da æ bette Swend?
Anton.
Ja, a ved ett, om du vil ha saat Ild paa æ Gaard?
Karen Mari.
Ih, søde Navn!
Kjesten.
Men hwad er det endda for nø Beskyldninger, du kommer mej! Det ved du da godt er jenne256 baar Paafund.
Anton.
Ja, iguer fand a Swawlstykker i æ Kyer dje Krøef, i Daa laa der smidt en Cigarstump i æ Hejst dje Hakkels. A ved ett, i hwad Mjening han kyler æ. Men det ka ingen ordenlig Kaal find sæ i.
Karen Mari.
Men Jøsses, ligger han søen og kaaster med æ Ild!
Anton
(med et strængt Blik paa Kjesten).
Ja, nær det endda war det jennest, han saat Ild paa; men – det er nok ett bløwen dérved.
Kjesten.
Nej det laader te æ. Du er jo ligfram saa du spruder.
Karen Mari.
Nu vil a gaa. Nu haar I ijen jer Krammelurris257. Kund I da ett faa en bejer Skik paa æ? Der er da heller aalle Fred aa find i a Gaard mir, sin den Knæjt kam paa æ Egn.
(lister ud).
Kjesten.
Du rober aaltid med di Answar for Hejst og Kyer. Men du ska ett ha nø Huedpin for mæ. A er ingen Kow!
Anton.
Aa, a ved snaar ett, hwad du er.
Kjesten.
Men der er heller ingen der forlaanger, te du ska ved saa faale møj258. Det her er jo ett te aa hold ud te. Te du ligger dæ paa Lur med en Vognkjæp i den jen Haand og en Kjevop259 i den naaen og vil slaa skikkele Folk fordærre, fordet de kommer og sir te mæ – a haar aalle kjend di Lig! Skal a gaa te dæ og spør om, hwem der haar Lov aa komm te mæ?
Anton
(i stort Oprør.)
Ja, Dæwlen mist mæ ska du saa, – hwor tow Mennesker haar hat saa møj sammel som vi!
Kjesten.
Ja, saa fortryder a, te vi haar hat saa møj sammel.
Anton
(vildt).
Du fortryder te … te … Vil du kald paa di Muer!
Kjesten
(rank).
Nej a vil ett.
Anton
(slaar med sit Svingeltræ i Bordskiven).
Vil du kald paa di Muer, saa vi ka faa wor Sager gjord op!
Kjesten.
Haar du nøj aa snakk med mi Muer om, saa ved du wal sjel, hwor hun er aa find.
Anton
(knækker sammen, slænger sig i Graad over Bordet; lidt efter).
Kjesten! Hworfor piner du mæ søen! Jen Daa klapper du mæ, en naan Daa træjer260 du paa mæ.
Kjesten.
A gjør, som a vil. A vil ett ha nø Kommando øwer mæ. A er stur nok te aa pass mæ sjel.
Anton
(efter en ny Pavse, i Graad).
Du er vred paa mæ, Kjesten?
Kjesten.
Du er som en arrig Baaen. Hvad skal den Galsindehied te?
Anton.
Nej, det er maaske sand nok, men den kan a'tt gjør ved. Den er a føj mej.
Kjesten.
Hwi ka du'tt gaa alisid261 med anner Mennesker?
Anton.
Det ved a ett, Kjesten. Men det ka a et. Ka a ett vær en Hejsthued oforved262, saa ka a ett vær te. Og den Student – ham ka a ett vær i Baas mej, vil du ett slipp ham … Ja, du behøwer ett aa sej nøj. A ka si paa di Øwn, te du vil ett.
Kjesten.
Du kan ett si andt paa mi Øwn, end ingen ska komm aa ta mæ med det Und263.
Anton.
Det vil sej, te du vil ha Lov te aa ha baade jen og tow Kjærester foruden mæ …
Kjesten.
A haar ingen Kjærester te a ved; hwerken dæ heller anner. Ett endno da. Hwad a ka faa, det staar i Guds Haând.
Anton.
Naa søen aa forstaa! (med Tordenrøst). Vil du saa endno ett kald paa di Muer!
Karen Mari
(i Døren).
Aa, i ta'r søen paa Vej, te I ka spaar jer Kalden. Hworfor ska dæ endda søen skovrobes!
Anton.
Vil du udbetaal mæ mi Løn og læ mæ rejs?
Karen Mari.
Hwad er æ endda du sejer, Anton. Di Løn … Du vil rejs … Mødt264 i di Tjenest!
Anton.
Ja, du faar læ mæ rejs; her kan a ett hold æ Lyw ud.
Karen Mari
(Graaden nær).
Aa, Gud da naad mæ arme Kwind'. Hworden ska a saa faa æ Sager standed265.
Anton.
Ja, det maa du spør di Dætter om.
Karen Mari.
Ih Kjesten, vil du da ød dæ sjel te anner?
Kjesten
(brister ud i Hulken ved Bordet).
Han er nær ved aa plaw æ Lyw af mæ med hans Paafund.
Anton.
Ja, men nu skal I faa Fred for mæ, bejtow266 … Faawal, Kjesten!
(Gaar hæftig mod Døren i Baggrunden.)
Kjesten
(rejser sig halvt op).
Aah, Anton!
(Tæppe.)
TREDIE AKT
Søndag Morgen. Pastor Hansens Studereværelse. Døre i Baggrunden og i Sidevæggen til venstre. Bogreoler. Paa højre Væg et gammeldags Spejl. Præsten staar til venstre og søger efter en Bog paa nederste Hylde.
Holger Darling kommer fra Døren i Baggrunden og ta'r uden Jakke og Vest Opstilling foran Spejlet.
Darling.
Godmo'ren, søde Onkel.
Præsten.
Godmorgen, min Dreng.
Darling.
Maa jeg binde mit Slips her foran dit Spejl?
Præsten.
Værs'god. Skal du ogsaa ud i Dag?
Darling.
Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
Præsten.
Men derfor kunde du dog godt først ta' med mig i Kirke.
Darling
(rivende i Slipset).
Æh! – Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh – for Sat —
Præsten.
Men Holger dog!
Darling.
Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
Præsten.
Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse – og lade de hvide Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
Darling.
Anton, hvad skal han her?
Præsten.
Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet – det skal vi nok faa Lov at beholde. – Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
Darling.
Hilse – Anton Povlsen?
Præsten.
Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
Darling.
Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
Præsten.
Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
(Darling møder i Døren):
Fisker-Thames
(med en aflang Halmpakke under Armen).
Goddaw, Hr. Pastor!
Præsten.
Goddag, gamle Thomas. Saa De lever endnu?
Thames.
Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
Præsten.
Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren i Dag ?
Thames.
Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en bette Fisk, ret en kjøn bette Butti267, som a vild be Dem saa pæn om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
Præsten.
De maa ikke gi' mig Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand, som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
Thames.
Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk268 i. A ka swor enhwer sin.
A haar:
en Lam i mi Towt
og en Pøls paa mi Lowt,
godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj269 mir behøwer a ett.
Præsten.
Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig, og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
Thames.
Ja søen er det:
Manne raaler270 og skaar ett271,
anner praaler og haar ett.
Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer272, lissom saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi salig Faa'r haaj:
Godt Humør og en frisk Skraa
gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.
Og de Ord laa a ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn den fræ wos, saa Gud naad wos!
Præsten.
Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.
Thames.
A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. (Vikler Halmen til Side paa Fiskepakken.) Men hér ska De nu si æ bette Kannis273 (Ta'r Fisken paa den flade Haand.) De ka trow, en slow godt med si Haal274, inden a fæk en te aa fald teføj.
Præsten.
Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk (ta'r hans Haand). Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?
Thames.
Jo – o – ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da bejer275 æ Fisk aaltid saa brølgodt – og saa – æh – ja, saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske Gods".
Præsten.
Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa, Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.
Thames.
Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i det. Kjerk er jo Kjerk, det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett vred, Hr. Pastor, – te a haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda Attermejje276 nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op, saa er der en bette Fowl, der hwipper277, og synger lidt for si Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng for. Ande278 Kjerkgaang haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr279 aa tink paa æ Kjerk end sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.
Præsten.
Naa, naa, naa, Thomas.
Thames.
Ja, saa taaler vi ett mier om det. Men der war da helsen ogsaa en naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er kommen i mi pæn Klæjer.
Præsten.
Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.
Thames.
Ja, Hr. Pastor, a haar ett nøj aa bed om for mæ sjel —
Præsten
(indtrængende).
Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver især. Om De vilde gaa med i Kirken i
Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I faa, søge, – "
Thames
(falder ind).
– "saa skul-de I fin-de". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa forstaa. Det war ett sær (bogstavret): Dette maa altid ligge os paa Sin-de! Men det a vild bed Dem tink ved, Hr. Pastor, det er nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.
Præsten.
Hos Karen Marie?
Thames.
Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes, sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ Daw, hun sir grangivelig ud som en Dødning.
Præsten.
Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard, hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.
Thames.
Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes280.
Præsten.
Naa de kunde ikke mere lide hinanden.
Thames.
Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
Præsten.
Jamen, hvad saa da?
Thames.
Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de holdt for møj af hinaan.
Præsten.
Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.
Thames.
Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement det, der kam hér.
Præsten.
Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge Mennesker?
Thames.
Ja, det tær a wal nap281 nok snakk om. Men helsen troed a forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.
Præsten.
Nu maa De tale ud, min gode Thomas!
Thames.
Ja skal a sej æ, saa skal a sej æ. For den Kil a ymter om, det war nok akkuraat æ Student.
Præsten.
Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!
Thames.
Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.
Præsten.
Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg skal sandelig lære ham!
Thames.
A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.
Præsten.
Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min Godhed.
Thames.
Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen ett kræng for282 aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms283 aa gjør æ.
Præsten.
Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa Porten strax.
Thames.
Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te Pampren284!
Præsten.
Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas … Hum-hum! Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke hans Mor tænke om mig?
Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam. Vi gaar lettest denne Vej.
(Peger ud til højre.)
(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)
Anton
(ind).
Naa, her er ingen!
(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)
Holger Darling
(styrter ind uden Banken og raaber):
Aa, mine Handsker! (Ser Anton.) Hvad, er De her?
Anton.
Ja, hér er a.
Darling.
Jeg troed, min Onkel var her.
Anton.
Det troed a ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om ijen.
Darling.
Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?
Anton.
Nej, det er Løwn. Men det er sand, te a rejser iøwermaaen. (Peger.)
Dje Slips er gavn op.
Darling
(hen til Spejlet, næsten grædende).
Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der forstaar at binde et Slips.
Anton.
Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal285 vil gaa med søen nø Kram.
Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?
Darling.
Baldame?
Anton.
Ja, ska De ett te Skyttefest?
Darling.
Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.
Anton.
Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?
Darling
(flabet).
Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et Dusin, det er saadan et rundt Tal.
Anton.
Er Kjesten i Hwolgaard saa imell dem?
Darling.
Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.
Anton.
Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf286 i Dem. Men ved De, hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. Gjør De hind Fortræd – ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta te Amerika (med sammenbidte Tænder) men … a kund jo ogsaa gjør nø andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! – Den Pig kan a ett aasi te nue anner … Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. – Aa, Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!
Darling.
Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?
Anton.
Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf287. Vil ett Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!
Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest – a miner: Kjesten – te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!
De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, saa tar a sjel.
(Griber Darling fast om Haandleddet.)
Darling.
Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.
(Kaster Armen frem og tilbage.)
Anton
(holder krampagtig fast).
Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De skal trykk mi Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi …
(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)
Anton.
Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne Piger i (med sammenbidt Raseri): Skal a ett bind Dje Slips for Dem (griber efter hans Strube).
Darling
(trænges op i en Krog mod Boghylderne).
Hjælp, han kvæler mig!
Præsten
(kommer i Døren).
Hvad er dog dette! Kjære Venner!
Anton
(behersker sig).
Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips, for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.
Præsten
(giver Haand).
Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!
Anton.
Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De kam og to mæ fræ æ.
Præsten
(til Darling).
Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak din Kuffert!
Darling.
Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?
Præsten.
Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig saa bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa … Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare hende? Gaa nu ind, som jeg siger! (Darling ud.) – Jeg gamle Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! (Til Anton.) Var du ved at lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale alvorligt sammen.
Anton.
Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.
Præsten.
Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa Porten?
Anton.
A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel288 er aa æ Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.
Præsten.
Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu, du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far – (det banker). Kom ind!
Povl Hedemark
(ind).
Goddaw.
Anton
(svagt).
Det war det væst!
Præsten.
Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?
Povl.
Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i Ajt289 aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej, vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i Taal, atter hwad a hører.
Præsten.
Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt blive siddende; hvad gamle Povl!
Povl
(til Anton).
Saa er æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?
Anton.
Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.
Povl.
Ja, det er det, a er saa kid aa290, Anton, te du haar hat det i di Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest Baa'n291; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa dæ ved æ Sid af de anner.
Anton.
Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for Kaast'kjæp292 og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka komm op; en være saa dygtig en være mô, saa er en føj te aa læ sæ indrull i "de Meniges anden Klasse".
Povl.
Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og faa æ bette Hjemmen.
Anton
(ser tavs til Siden).
Præsten.
Lyt til din gamle Faders Stemme!
Povl
(indtrængende).
Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det er en bette gjæv Plet, det ka du lig sej aa!
Præsten.
Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem. Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.
Povl.
Og du ka faa æ uden Peng. Der er jo ingen anner te æ. Det er jo dæ, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend derud!
Anton.
Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med æ, men Faa'r – a kan ett ta imud æ293 – saa gjân, a ogsaa vild.
Povl
(næsten i Graad).
Naa. – Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett … ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det er ett nøj for ham! Baare a saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for mæ aa vent!
Præsten
(til Anton).
Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det bedste han ved: sit lille Søndagshjem.
Povl
(i sine egne Tanker).
Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te294 han sku faa æ bejr, end a haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!
Anton.
Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm295, og det gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.
A haar den størst Beundring for di Sled. Men a kan ett trækk di Sel paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds ved blot aa faa æ Fød – for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ Fød, den kund a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok somm'tid, Faa'r, det haar knævn dæ haadt nok; men æ Fød det er det mindst for mæ. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i mi Aalder og med mi Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ Lyngbakker – nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som aa sætt en Haar i Tyr296.
Præsten.
Nej, lille Anton, du ejer ikke det, som er bleven din fromme Far til hans Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.
Anton.
Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied – det er en Wor a aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te den Rig ka faa Ro te aa tyg aa æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en Bej297 med de anner … Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er tusind og tusind te, der er rejst fâr mæ, og det ett af de ringest!
Præsten.
Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du dér siger, Anton. Det hører til mit Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det, jeg har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se alle de dygtige, men fattige Karle, altid de dygtigste, saa snart de har naaet Modenhedsalderen, – saa se dem forlade Hjem og Arne og det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk, som har udmærket sig derude – ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til Spiring. Saadan burde det jo ikke være.
Anton.
Ja, sir De det, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt, fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând298.
Povl.
Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi nøj, nær det helsen faar si Passen.
Anton.
Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg299. Du war jen af de stærkest Mænd, da du saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du nu!
Povl.
Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald300.
Anton.
Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?
Povl.
Aa saamænd, manne war æ jo ett.
Anton.
Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da haaj tint301, te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?