Goj.
Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa længe De kun har at gjøre med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i andre Zoner. Desuden er den en vildfødt Proletar som jeg selv; altsaa taaler den ingen Herremænd paa Ryggen. Den har set Dem prygle Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres Tøjle.
Proft.
Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang for den, hvad De vil.
Goj
(gaar et Øjeblik grundende omkring).
De vil absolut —
Proft.
– ha' den Hest. Ja!
Goj.
Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig være Tale; den Hest skiller jeg mig ikke ved. Men – vi kan jo slaa et Væddemaal.
Proft.
Et Væddemaal? Lad mig høre?
Goj.
De har nægtet Jens Romlen Skjødet paa hans Ejendom.
Proft.
Aha! – Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at kunne komme os til Livs.
Goj.
Som De behager. Jeg kan bruge dette Jordstykke, og jeg kan undvære det.
Proft.
De vilde dog lægge Deres Maskinhus der.
Goj.
Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vægren kan ikke gi' mit Projekt Grundskuddet.
Men det er en blodig Uret at gjøre en fattig Familie, som har stridt haardt for Udkommet og nu glæded sig til i Alderdommen at kunne kalde denne Plet sin egen.
Proft
(heftig).
Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan Lumpenhed, De har sat i Værk.
Goj.
Naar De taler i den Tone, føler jeg ingen Trang til at gaa videre i mit Forslag. Det lod ellers til før, at De følte Dem saa sikker som Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man skulde næsten tro, den sad paa et ømt Sted.
Proft.
Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.
Goj.
Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsøge at faa min Hest til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.
Proft.
Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdøde Fars Fødselsdag. Det er fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.
Goj.
Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fløjte, som Hoppen er vant til at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan høre det, ha' Lov til at gi' tre Stød i denne Fløjte, og hvis De saa endnu er Herre over hendes Bevægelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De Jens Romlen uden Tøven det lovformelige Skjøde paa hans Moselod.
Proft.
Det er et Ord! Altsaa den 27. September.
Goj.
27. September. Allright! Vil De gi' mig det skriftligt.
Proft.
Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa foreløbig hos mig, at vi kan vænne os til hinanden.
Goj.
Meget vel. Jeg gaar da ud og ordner lidt ved den ene Stigbøjle, for det er jo bedst, hun beholder den Sadel, hun er vant til.
Proft
(til Goj).
Gaa De kun. Jeg kommer om et Øjeblik.
Goj
(idet han gaar forbi Dorre ved Sengen).
Farvel, Dorre!
(Ser mistænksomt fra hende til Proft. Ud.)
Proft
(nærmer sig Dorre, kniber hende i Kinden).
Naa, hvordan har Snutten det saa? – Hørte du noget af vor Samtale?
Dorre.
Ja, det kund a da ett godt blyw fri for; a hør jo, te Herren skuld i Lav med aa rid paa Gojs Hejst, (grædende) men det skuld Herren rigtignok lad vær mej; for det sejer da all Folk, te det er saamøj en flyvgal Krikk, som ingen kan tummel uden Goj sjel.
Proft.
Er du bange, mit Lam, at jeg skal komme til at ligge hos Madam Græsmeyer – og ikke ha' dig med – hva (Kys); hva! (Kys. Omslynger hende heftig.) Hun har jo ligefrem Taarer i Øjenvipperne. Er jeg da saadan en Klodsmajor til at ride, at jeg skulde brække Halsen hen ad en almindelig Landevej?
Hun er bleven saa tudende i den senere Tid. – (Lavere.) Har Du bestemt dig med Hensyn til Laurst, som jeg talte med dig om?
Dorre
(i ny Graad).
Aa, bare Herren aldrig vild nævn hans Navn mir.
Proft
(mørk).
Nu skulde du være fornuftig. Hvad, Dorre! (Blidere.) Vi behøver jo aldeles ikke derfor at afbryde vort … Jeg mener … at slaa Haanden af hinanden. Jeg elsker dig jo, min Snut. Laurst, det Fjols, vil saamænd ikke ha' noget imod, at hans Husbond sværmer lidt for hans smukke Kone.
Dorre
(med skjælvende Læber).
Hvis a nu … tog ham … tog Laurst … vild Herren saa læd vær og rid paa den vild Hejst?
Proft
(slynger atter sin Arm heftig om hendes Midje).
Lille Tosse (Kys), lille Tosse (Kys)! Hvor henter hun den Ængstelse fra!
(I det samme knalder et Skud.)
Dorre.
Uh!
(De to elskende slipper hinanden; de vender sig og ser Goj med en rygende Revolver.)
Proft.
Hvad er det, De skyder?
Goj
(har bøjet sig ned).
Aa, det var bare en Rotte (løfter den ved Halen).
Proft.
De skyder godt, Hr. Goj.
Goj.
Aaja; jeg kom for at sige, at jeg har sat Hesten ind.
Proft.
Godt. Nu skal De faa Deres Dokument.
(Tæppe.)
FJERDE AKT
FØRSTE AFDELING
Festdag paa Gløttrup
Gaardens Polakkammer. Dør til venstre i Bagvæggen med plumpe, ophøjede Tværbeder som i Stalde. Udenfor ses Porten. Paa venstre Væg et Par smaa Vinduer til Gaarden. Fire Senge, to paa hver Side, med yderst tarvelige Dynevaar. Man ser Kammerpotten under de to forreste Senge. Paa Katinkas Seng i Forgrunden til venstre et stærkt koloreret Tæppe, over samme Seng en falmet Papirsvifte, dito Lygte og et Par polske Papirsflag. Til højre lidt Kjøkkentøj, Kasseroller, Gryder og en stor Primus, ogsaa en Vandspand. Paa Væggen hænger hist og her et broget Skjørt; lasede Arbejdsklæder etc. over Stoleryggene. I Forgrunden til højre en Kuffert, overklistret med Jernbanemærker. En Dynge Kartofler mod Væggen; i et Hjørne 3 – 4 Roehakker. Væggene ru og uden Pudsning. Loftet sammensat af løsliggende Rafter, hvorfra Halmen hænger ned. Hele Rummet trist og smudsigt.
Herredsfuldmægtig Grættrup
(skyder Døren tilbage, saa Portvæggen ses bag ham).
Hvad Satan er dette her! Vil De nu bare se!
(Trænger ind, efterfulgt af Godsejer Oxenway, Proprietær Svenningsen og Proprietær Smollerup, alle med høj Hat.)
Det er sgu Polakpigernes Boudoir. Jeg vil just ikke paastaa, her lugter af Eau de Cologne.
Oxenway.
Nej, der lugted betydelig bedre i Stalden. – Det var en dejlig lille Hoppe, dejlig lille Hoppe; det siger jeg!
(Herrerne, der er rødblissede og støjende, gaar omkring og ta'r Elendigheden i Øjesyn.)
Proprietær Smollerup
(hiver latterdrukken et Fruentimmerskjørt ud fra sit Søm paa Væggen).
Svenningsen.
Ja, det er der sgun'tte meget Ben i.
(Fornyet Latter.)
Grættrup
(peger mod Viften.)
Vil De se der! Er den ikke sød!
Oxenway
(lorgnetterer Gjenstanden).
Ak ja, Kvinden er sig selv lig i Hytten som paa Borgen. Et Par af sit Hjemlands Flag; det er dog sandelig smukt, det er smukt; det siger jeg!
Smollerup.
Saa er det sikkert Sengen, hvor hun ligger, den smukke Katinka, som endogsaa skal ha' faaet selve Hr. Proft til at strække Gevær.
Oxenway.
Er det sandt, er det sandt. (Klapper klukkende paa Dynevaaret). Hoho-hum! Ligger her den smukke Katinka. Jeg synes, alene Navnet er ganske forjættelsesfuldt. Det er virkelig Synd, hun ikke er hjemme. Jeg har i Dag ligefrem saadan Lyst til at faa lidt Luft under Halefjerene. Ja, det siger jeg!
(Vifter med Armene.)
Svenningsen.
Ja, der er mange af disse Piger, der kan være ganske nette, men de har det immer ligesom Gravænderne: de er noget trannede i Smagen.
Oxenway.
Nej, jeg la'er som oftest den Fugl flyve. Men som de Fruentimre kan luge! Det er som var det lutter Fingre.
De har reddet vort elskede Fædreland ud af en stor Krise. Det siger jeg.
Grættrup
(har faaet fat paa en Kammerpotte; holder den hen mod Godsejeren).
Jeg tør vel ikke anmode den Herre om et ringe Bidrag?
Oxenway.
Øh – hvad mener De?
Grættrup
(kaster selv et Pengestykke i Karret).
Oxenway.
Ah; en human Idé, en human Idé, det siger jeg!
(Kaster en Tokrone; de andre ogsaa en Skjærv. Grættrup sætter Karret paa Gulvet og under almindelig Fuldmandslystighed ta'r de hinanden om Skuldrene og danser i Kreds, imens de synger):
Di-di-di – da – dam,
di-di-di – da – dam,
dididi – dididi – dididi – da – dam —
Kokkepigen
(i Døren, revnefærdig af Latter).
Hihihi! Hihihi! Jeg skulde hilse Herrerne, om Herrerne ikke vilde komme op til de andre Herrer. Hihihi!
Svenningsen.
Død og salte Pine, det var dog en lækker lille Fastelavnsbolle! Kom hen til mig!
(Forsøger at drage hende ned paa sit Knæ).
Oxenway
(gnæggende).
Ho-ho-hum!
(Støj fra Gaarden.)
Grættrup
(ser gjennem Vinduet).
Hvad er det for et Menneske, de der er samlede om?
Han staar med et langt Gevær. Han har nok taget sig en ordentlig Klyvert paa sin afdøde Husbonds Fødselsdag.
(Ogsaa de andre ser ud.)
Kokkepigen
(rejser sig fra Svenningsens Knæ).
Det er den Blinde. Jeg kunde knap nok slippe herhen for ham.
De andre.
Den Blinde?
Kokkepigen.
Ja, Bror til Goj, som har laant Herren Hesten. Han har været kanonfuld lige fra Mor'ningen. Det er han altid paa Godsejerens Fødselsdag.
Grættrup.
Ja saamænd, det er vi andre jo ogsaa!
(Hahaha!)
Kokkepigen.
Ja men, han er det, fordet han blev blind den Dag.
Grættrup.
Han blev blind!
Kokkepigen.
Ja, det er mange Herrens Aar siden. Det var paa en Klapjagt. Det var Godsejeren, som skød. Og saa blev han blind.
Oxenway.
Ja, nu husker jeg det; jeg husker det; jeg var med paa den Jagt. Ih, se!
(Lorgnetterer gjennem Vinduet).
Kokkepigen.
Og naar den Dag kommer, saa drikker han til den store Guldmedaille, og saa vil han altid exercere, for han var jo Soldat, før han blev blind. Og saa har han en gammel Muskedonner fra den Gang – der er ingen, der kan forstaa, hvor han faar den fra, for den bliver altid taget fra ham; for paa den Dag er han saa ondskabsfuld baade paa Herskabet og andre Folk. I Fjor maatte han bindes, for han er jo saa umanerlig stærk. Ellers til daglig er han saamænd et godt sølle Skrog, der sjælden siger et Ord.
Naa, saa siger jeg til Herrerne, De kommer.
(Hun ud.)
Grættrup.
Det var forresten en mærkelig Historie.
Oxenway.
Ja, det var afdøde Profts Skud. Jeg husker det flygtigt. Jeg tror, det var nede i Nordenskoven.
Svenningsen.
Nej, det var ude ved Ginnerskov; jeg var selv med. Det var én af mine første Jagter.
Oxenway.
Naa, var det Ginnerskov; saa husker jeg fejl; man oplever saa meget.
Svenningsen.
Skylden var sgu Fyrens egen. Han var jo Klapper og holdt sig ikke tilstrækkelig tilbages.
(Selskabet nærmer sig Udgangen; da mørknes Dørlysningen.)
Den Blinde
(raver ind med alle Tegn paa Beruselse; han har Soldaterhue paa og et Gevær med paasat Bajonet; han synger skingrende):
Farvel, mit elskte Fødeland,
nu maa jeg Afsked tage,
modig i Kampen mi-ig begive hen,
farvel, I smukke Piger her,
I maa mi-ig ej beklage,
nu er mit Gevær Soldatens Ven.
Selv Kongen og Prins Ferdinand
vil fryde si-ig derved,
naar de faar at se vores Tapperhed.
(Gjør en Række raslende Geværgreb, kaster sin Muskedonner fra Skulder til Skulder og støder Kolben mod Gulvet, saa det dundrer. I Begyndelsen ydes der ham en Art tvungent Bifald, men efterhaanden som man mærker, at den Blinde vogter nidsk paa Udgangen, bliver Stemningen mat og dyster.)
Oxenway.
Aa, kan man dog ikke slippe forbi dette ubehøvlede Menneske.
Den Blinde
(støder for sidste Gang Kolben mod Gulvet).
Saa, nu begynder Festens alvorlige Del!
(Lægger Bajonetten an til Udfald).
(Som ved en fælles Aftale forsvinder i et Nu de fire Herrer under Sengene, saa kun Ansigterne og de høje Hatte rager frem. Den Blinde har gjort et Favnespring over Gulvet og har faaet en Hovedpude paa Bajonetten; trækker sig baglænds tilbage mod Døren med Puden, som han leger Himmelspræt med.)
Den Blinde.
Jeg er ogsaa kommen lidt paa Klapjagt i Dagens højtidelige Anledning. Og jeg mærker, at her har forstukket sig et Par gamle Bukke.
(Nyt Udfald; Hattene forsvinder under Sengene.)
Her skulde vel ikke være bl. a. en Godsejer Oxenway eller Oxenkwaj – mig er det revnende ligegyldigt.
Oxenway
(stikker Hovedet frem).
Uforskammet; det siger jeg!
Den Blinde.
Kom bare frem, lille Godsejer; du var jo med den Dag i Ginnerskov; du saa paa, at jeg misted begge mine Øjne – for en Hare! Ja, for de regner jo ikke vos ved det Skidt, deres Heste smider fra deres Sko. (Begynder at lade Geværet med dybe Stød af en gammel Ladestok, mens han stadig taler.) Som nu den unge Herre her; der er ikke en Pige, han kan la' være i Fred, ikke engang Polakpigerne; det er ogsaa ham, der har været efter Dorre (henter Hagl og Krudt og Forladning op af Lommerne og stopper i Geværpiben). – Aa bare jeg kunde se saa meget som et Sekund, saa skulde jeg ha' hævnet baade Far og Mor og mine to Øjne (græder). Men her gaar jeg som en Stymper hele mit Liv og raver i Mørket og kan ikke engang finde den Lus, der bider mig! – Giv mig mine to Øjne, eller I er Dødsens!
Grættrup
(hvisker).
Det er nødvendigt, han afvæbnes, ellers sker der en Ulykke. Satans her ikke er saa meget som en Betjent!
Den Blinde.
I Dag skal Bøssepiben se for mig! (famler til at sætte en Fænghætte paa). Se saa! Kom nu frem, I Karle, som til daglig træder os, saa vi jamrer, og siden griner os op i Ansigtet. – Hvor er I henne! (hurtig Bevægelse mod Døren). Hvi Satan griner I ikke, som I er vant til. Kan I ikke lukke Kejen op!
Grættrup
(med en Kammerpotte som Skjold, stikker Hovedet frem og raaber).
I Kongens og Lovens Navn —
(I det samme knalder den Blindes Skud; en splintret Rude falder klirrende ud i Gaarden; samtidigt lyder et forfærdet Hvin fra Polakpigerne, der er komne ind i Porten og ser, hvad der foregaar. Deres Skikkelser bølger foran Indgangen.)
Den Blinde.
Der er ingen, der jamrer sig; saa har blinde Ole ogsaa denne Gang spildt sit Krudt!
Goj
(træder ind).
Naa, Bror, hvad er det for en haabløs Leg, hvormed du søger at forhøje Festglansen; den blinde Samson blandt Filistrene! Skammer du dig ikke ved at gjøre alle de pæne Mænd saa bange. Giv du nu mig Bøssen, og søg du saa ud i Halmstakken og sov Rusen ud, før du laver flere Ulykker.
(Goj og den Blinde ud.)
Herrerne kommer nu frem een for een; i Døren møder de Polakpigerne.
(Tæppe.)
ANDEN AFDELING
Samme Dag henimod Aften
Dekorationerne som i 1. Akt, kun at der er hejst Flag og Granguirlander omkring Indkjørselsportalen; Flag paa Hovedbygningens Gavl til højre. Belysningen antyder Tordenluft.
Gamle Anders
(kommer uhæget og barhovedet frem af sin Husende; med forvirret Aasyn og oprakte Arme).
Her vil ski en Gjærning; her vil ski en Gjærning!
(Sætter sig ind paa sin Bænk ved Gavlen, mens Aftensolen nu og da bryder igjennem Skyerne.)
Dorre
(kommer listende med noget skjult under Forklædet).
Aa, gamle Anders, a haar ett hat Tid te aa kom ud te dæ den hiele Daa124. Det er virkelig Synd'; men vi haar jo saa faale travlt deropp med all de fremmed Mennesker. Det er jo nue, der vil ha nøj for æ Nies125, men nu tror a, de er bløwen fyldt med baade Ed og Drikk, og saa haar a tavn mæ lig en Yw'bliks Frihied. (Slaar Forklædet tilside.) Her skal du si, hwad a haar te dæ! Ja, det er jo nø Bien, som de Fremmed haar gnaved det villerst aa; æ Hund haar wal nok faat dem bejst; a tær jo ett wal ta andt. Men jen gued Mundfuld haar a skam da faat mej te dæ; si, en hiel Høn'laar (holder det i Vejret). Nu sætter a'et herind, saa finder du'et wal.
Gamle Anders.
Aa, bette Dorre, du er saa gued ved mæ, te a kan aalle fuldlønn dæ'et. Men i Daa er a saa undele tepas, ret saa harmt i mi Sind, som skuld der ski nøj forfærdelig.
(Man hører Hurraraab oppe fra Salene i Borggaarden.)
Dorre.
Aa, er du ogsaa skidt tepas. A er saadan, te a snaar hwerken tær vær opp heller nied. Sin den Hejst kam i æ Gaard, haar a ett hat en rolle Tim126.
Anders.
Er det for hans Skyld, te du er saa angermodig?
Dorre
(grædende).
A kan ett faa Søvn i mi Øwn for aa tink ved'et.
Anders.
Sølle Dorre! Kund du ett faa en anden i di Tanker?
Dorre.
A ved wal, det fører ett te nue Verdens Ting uden mi egen Ulykk. Men a kan ett anderledes; det er vis nøj, te en ett kan gjør for.
Anders.
Aajajaja! Vi vil ød hinaan, saalaant vi kan naa. Sorrig og Haardhied det er'et, æ Lyw gaar ud paa, saa er'et det samm om vi er føj hyw eller law. Hwor tit maa a ett tink paa en gammel tungsindet Vis, som a lær af mi Muer.
Dorre.
Maa a ett hør den Vis?
Anders.
Jow, bette Dorre. A plejer aalle aa syng en for anne end mæ sjel; men du maa godt hør en.
(synger):
Der staar en Purle ved Vejens Sving
en Egeknast saa forkrampet;
den Stakkel fik aldrig sin Marv i Ring,
og aldrig blev den til nogen Ting,
fordi den for tidlig blev trampet.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Ja Livets lovende Førsteknop
den ødtes grumt for de fleste;
thi raged ogsaa en enkelt op
med Jærn i Veddet, med Løv i Top,
det blev dog kun Purl det meste.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Det Barn, som vaagner af drømfyldt Blund,
den hele Sol vil han kræve;
men lad ham først kjæmpe en Livsens Stund,
da vil for at vinde een Straale kun
hans tryglende Læber bæve.
For vi træder hverandre i Dyndet ned.
Dorre.
Tak skal du ha, Anders. – Aa, det war ingen Sag, nær der war nø flir gued Mennesker. Men hwad kan vi tow fatte nue gjør te det.
(Nye Hurraraab.)
Nu er de nok ved aa gaa fræ æ Burd deropp. Saa tær a ett blyw her længer. Nu skal han jo saa snaar ud og prøv æ Hejst. Aa, om der war jen, der kund faa ham fræ'et!
(Gaar.)
Gammel Anders.
Æ Luft er da saa trykkend; det maa da blyw Torden te æ Næt, om ett far.
(Gaar ind i sit Skur; kommer tilbage med en Hjumpling Brød og Hønsebenet; sætter sig til at spise. Da der høres Trad, holder han Hønsebenet om paa Ryggen.)
Villads Vedhud
(fra venstre, med et Flag i Haanden. Anders faar atter sin Himmerigsmundfuld frem).
Naa, du sejjer127 aa faar dæ nøj te æ Fød, aaeja, aaeja! (lækkersulten.) Det ser helsen ud te, te det ett er saa ring en Bej128, du der haar hivsked dæ129; det haar saa wot Dorre; aaeja, aaeja!
(Peger mod Borggaarden.)
Ja, dem deropp – hæhæhæ – de faar nøj for æ Nies, søne Kaal; det haaj wot raar lig aa faa Lov te aa slikk æ Fa', slikk æ Fa', aaeja, aaeja! – De respektirer ikke Skriftens Ord: Giv mi-ig ikke Armod heller Rigdom men uddel til mi-ig mit beskikkede Brø-ød! Nej søne nue de eder Fanden hwint mæ mier op paa jen Daa, end a ka vrød130 sammel en hiel Aar; aaeja, aaeja!
Anders
(strækker Hønsebenet frem imod ham).
Vil du gjan ha en jenle Bej aa'et.
Villads
(spytter Skraaen fra sig).
Ja, tho det kund da vær nydele131 nok lig aa faa en Mundsmaag. (Bider.) Tak!
(Lader som han rækker det tilbage, men bider et nyt Sted.)
Tak! Tak!
(Gumler og tørrer sig med Haandbagen; rækker omsider Benet til Anders, der tygger videre.)
(Stemmer fra Gjæster, der er kommen ud paa Trappen inde i Gaarden.)
Villads.
Ja, nu skal'et jo saa te aa gaa for sæ, aaeja, aaeja!
A kan da ett forstaa, te han vil ha aal den Mas med den Helmis, for den sir da saa vild ud aa æ Øwn som nowe Uel. Det war Fanden hwint mæ ett vi tow gammel Stønnisser132, der sku paa æ Ryg af søen en Giraf; hwa! hwa!
I æ Begyndels tog en jo hwer Sprøng som skuld'en øwer æ Kjerktorn; men tho nu lyder en jo forresten æ Bjedsel godt nok; men det haar Fanden hwint mæ ogsaa kost Sweddraaber, aaeja, aaeja!
Men ingen ved jo, hwordan en vil opfør sæ, nær en nu hører æ Fløjt.
Anders.
Hwor skal du hen med di Flag?
Villads.
Den skal a sgu ha nied te æ Maal; længer maa han jo ett rid. Og a hører, æ Gjæjster er ved aa komm ud, saa maa a sgu rupp mæ!
Aae Jøsses, kund a vær tow Stejer ad æ Gaang, det vild Fanden hwint mæ gavn mæ mir end fir Specier om æ Aar; aaeja, aaeja!
(gaar ud gjennem Porten).
Proft og Goj
(kommer i Samtale frem i Porten).
Goj.
De tror altsaa, at De nu har den aldeles i Deres Magt.
Proft.
Den lyder mig, som havde den aldrig kjendt nogen anden Rytter.
Goj.
Ja, det er virkelig et smukt Resultat.
Altsaa, naar De nu er kommen i Sadlen og halvvejs ud til Flaget, fløjter jeg første Gang; de to sidste Signalstød gjemmer jeg, til det behager mig.
Proft.
Ja, vel. Men hvor har vi nu Dommerne? Og Forkarlen, der skal føre Hesten frem? (raaber): Laurst!
Laurst
(inde i Gaarden).
Ja! (kommer løbende).
Proft.
Vil du saa lægge Sadlen paa Hesten og trække den ud paa Vejen. Se nu alle Remmene godt efter!
Laurst.
Javel, Hosbond (gaar).
Dorre
(kommer sky frem af Folkestuedøren).
Aa, Herre!
(Goj gaar til Side med et vredt Slæng i Kroppen.)
Proft.
Hvad vil du mig, Dorre?
Dorre
(hulkende).
A vild sej … te a nok ska … ta Laurst, nær De saa … vild læd det her vær!
Proft.
Aa, Fruentimmersludder!
Dorre.
A haaj i Næt søen en forfærdelig Drem …
(Herredsfuldmægtigen og et Par andre Herrer kommer til Syne fra højre.)
Proft
(kaster paa sig).
Vil Du gjøre Skandale! Gaa ind til dit Arbejde!
(Dorre gaar bøjet bort.)
Grættrup
(tørrer sig; til Svenningsen).
Det var sgu en varm Omgang den sidste (efteraber Oxenway) "det siger jeg!"
Svenningsen.
Ja, den var jo saadan lige høj nok at gaa paa Taget med.
(Faar Øje paa Stigen.)
Skal jeg derop! Saa er jeg pinedød bange for, jeg himler med det samme.
Grættrup
(ved Stigens Fod til Proft).
Ja, saa gaar vi paa Taget. Formodentlig sammen med den Herre dér.
(Let Buk mod Goj.)
Goj.
Mit Navn er Goj.
Grættrup.
Og jeg er Herredsfuldmægtig Grættrup – Hr. Proprietær Svenningsen.
Goj.
Ja saa! Saa saà jeg Dem jo for lidt siden, i ydmyg Nedkastelse under Polakpigernes Senge.
De to.
Hm, hm!
(Goj stiger til Vejrs, de andre kryber besværlig efter.)
Grættrup
(til Svenningsen).
Det er ikke fri for at kildre lidt i Mellemgulvet.
Svenningsen.
Nej, saa længe det endda bliver der! Det var ogsaa en Satans Højde.
Grættrup
(svimmel).
Hold fast! Jeg falder!
Svenningsen
(knugende sig mod Taget).
Hold De saa bare selv fast. Synes De her er Stedet til at vende Vejrmøller?
(Kryber videre.)
Grættrup
(sætter sig overskrævs paa Rygningen).
Gudskelov! Det skal blive rart at faa lidt Aftensvale.
(Ta'r Kikkerten frem.)
Svenningsen
(spydig).
Hihihi! Ja, De er sgu en net "Svale". De gaar jo op ad en Stige som en Gravso.
(Goj staar allerede rank paa Tagryggen; Solen falder blodrød hen over ham.)
Gamle Anders
(nærmer sig Proft).
Hvis det endnu kan naaes, saa vild a gjan sej Herren en Par Urd:
A haar gavn her paa æ Gaard og laâ Mærk te møj af baade det jet og det andt. A war iguer nied i æ Turnips; og lig som a træjer ind paa æ Ager, hwad tror De saa, a sir … En Ligplant, ja; lisse grangivele. Saadan war'et ogsaa, dengang Dje Faar gik væk …
Proft.
Skal man nu høre mere Daarekistesnak. Man skulde tro, jeg aldrig havde set en Hest før.
Anders.
Ja det skal nok ha nøj aa betyd. Nu haar a adwaar Dem; mir kan a ett!
(Gaar ind i sit Rum.)
Oxenway
(fra højre med Enkefru Proft under Armen).
Virkelig en dejlig Aften, en dejlig … (snubler over en Brosten; siger langt borte) … Aften!
Goj
(fra Taget).
Ja, Hesten staar parat.
Proft.
Godt! – Farvel, søde Mor!
Fru Proft.
Farvel, min kjære Søn! Vær nu ikke altfor overmodig.
(Han ud til venstre.)
Oxenway.
Saa gaar vi om paa Udsigtshøjen (vifter). Hvor den Aftenluft dog køler! Aa, det er henrivende! Det siger jeg!
(Ud til venstre.)
(Folk, der vil se Ridtet, gaar i Smaagrupper over Scenen og ud til venstre.)
Goj
(til nogen bag Scenen).
Har man lukket den røde Port?
Stemmer.
Ja – a!
Goj.
Godt! Rid De saa bare, Hr. Proft!
(Hestetrav.)
Dorre
(er kommen frem i Husvinklen til højre og lytter med Spænding til Raabene fra Taget).
Grættrup
(med Haandkikkert for Øjnene).
Se vi det, se vi det! Den var ikke længe om at komme i Galop. Se, hvor den bærer op! Flot, hvad!
Svenningsen.
Ja, det er sgu ingen almindelig Gumpemær, den Meggi.
Grættrup.
Det gaar sgu strygende. Men den lystrer jo flinkt. Ja, Proft er en flot Karl.
(Første Fløjtehvirvel.)
Dorre
(farer sammen).
Aa, Herre Jesus!
Grættrup.
Av, den ramte! Hoh, omkring! Hu – mod Grøften – hoj – hoj – hoj! Jo, han klared den. Det var Fanden ta' mig godt gjort!
(Hurraraab fra Tilskuerne bag ved Scenen.)
Grættrup.
Atter i strakt Karriere!
Svenningsen.
Ja! Flink Tøs. Hun vil ha' noget bestilt.
Grættrup.
Nu er han ved Maalet. Kan han nu faa vendt. Hov! Hy! Herom! Jo, det gik! Hurra – a! – Det er Fanden ta' mæ en prægtig Hoppe! Dette Kast der med Forbenet, hvad? Flot! Flot!
Den Blinde
(er stille som en Flagermus kommen ind paa Scenen fra venstre; han gaar som i Halvsøvne; har endnu Soldaterhuen paa; hans Tøj hænger fuldt af Halmstumper).
(Goj, der hele Tiden staar op, fløjter nu anden Gang, tredje Gang!)
Grættrup.
Huj, ta'r nu Fanden ved Krikken! Se, hvor den danser omkring sig selv! Kan han bare holde den fra Bivejen … Nej, det gik galt! Se, hvor den kjører rundt. Oppe paa Bagbenene. Nej, han kan ikke. Den vil den Vej. Det var dog Satan til Dyr! Se, hvor det støder sig frem mod Bidslet – Gud fri mig, lige mod den røde Port! (Til Goj.) Ja, den er vel lukket?
Goj.
Ja!
(De bøjer sig ud for at se efter Hesten.)
Grættrup.
… Saa sker der jo bare det, at …
(Der høres en dump og bragende Lyd; Hovslag af en galopperende Hest.)
Grættrup.
Du altforbarmende, her er sket en Ulykke!
(Begynder at rejse sig.)
Dorre
(styrter til Jorden med et Skrig).
Goj
(med Tordenstemme).
Hvem er gaaet igjennem den røde Port!
(Han faar i det samme Øje paa sin Bro'r nede i Gaarden.)
Goj
(med et Skrig).
Den Blinde! Saa blev det mig ikke forundt at ta' en ublodig Hævn, endda jeg har flygtet for den Ting i tyve Aar!
(Stiger hastigt ned af Taget; de andre efter.)
(Man bærer Profts blodige Lig ind fra venstre og videre op imod Hovedbygningen. Midt for Scenen rejser den hulkende Fru Proft sig foran Goj og siger):
De er min Søns Morder!
Goj.
Nej, Frue, ikke jeg, men Brøden. Der kommer en Stund, da enhver Uret maa gjennem den røde Port.
(Fruen efter Sønnens Lig; alle de fornemme efter.)
Grættrup
(ta'r den Blinde i Armen).
Elendige Menneske, hvad havde De at gjøre ved den Port! De er Skyld i Deres Husbonds Død.
Den Blinde
(grædende).
Det kan jeg ikke gjøre for. Jeg ved ikke af nogen Ting. Jeg har jo sovet.
(Grættrup efter de øvrige.)
Jens Romlen
(kommer bærende med sin afsjælede Datter).
Gud naad mæ; saadan finder a Dorre; hun er død. Hun laa lig paa den Plads.
Goj
(i dyb Bevægelse, styrter sig ned og ta'r hendes Haand).
Er Dorre død! Da er jeg ramt dybere end nogen af jer. For hun var min daglige Drøm i alle de Aar, jeg flygted for min egen Skygge.
Stakkels ulykkelige Kvinde, som skulde bøde saa haardt for at have elsket en uværdig!
Jeg vilde ha' baaret dig i min Favn, som man bærer et Lam fra Marken, og du vendte dig fra mig til ham, der kun tænkte paa at misbruge dig.
Jeg ensomme og landflygtige, jeg havde knyttet min Skæbne til dig. Naar Bukken trak sine mørke Spor langs Flodbreddens duggede Græs, da tænkte jeg paa dig og vor ensomme Vandring over Hjemmets gyngende Mosegrund; naar Sydens Stjærner saa ned paa mig mellem Palmens vuggende Blade, mens Taagerne rejste sig over en endeløs Steppe af duskede Rør, da tænkte jeg paa dine taagede Øjne.
Og nu ligger du her saa stille, og det var ikke mig, men ham, der fyldte dit Hjærte saa stærkt, at det maatte sprænges!
Gamle Anders
(er kommen til).
Er Dorre død! Saa haar a heller ett andt end Døden aa haab te.
Goj.
Bær hende ind.
(Man bærer hende imod Hovedbygningen.)
Goj
(standser dem).
Nej, bær hende ind til gamle Anders; der hviler hun sikkert blødere end deroppe.
(Nu er der kun Daglejere og Tjenestefolk omkring ham.)
Goj
(gjør en anstrengt Bevægelse for at blive Herre over sine Følelser).
Vel. Nu er for bestandig Kvinden revet ud af mit Liv, men Manden, Handlingen lever.
Kammerater! Lad jer ikke af denne forfærdelige Dag forledes til at glemme jer egen dybe Fortrykthed.
(Raab: Nej, nej!)
Naar I en Dag ser Røgen løfte sig over Mosen fra de høje Skorstene, – da ved I, at derude bor Goj og Fremtiden. Paa Gjensyn derude! (Ja, ja!)
(Ta'r den Blinde i Haanden.)
Og kom saa du, min blinde Broder. (Med et tungt Blik hen mod Dorres Lig.) Nu er vi to lige ribbede.
(De gaar ud af Porten.)
(Tæppe.)