ANDEN AKT
Samme Stue.
Blicher
(gaar nervøst over Gulvet, ta'r Uhret op af Lommen; kikker ud ad Ruden).
Der kommer han!
(Tilbage mod Døren, som han aabner for Postbudet.)
Blicher.
Naa, Laust! er der heller ikke i Dag Brev fra ham, du ved nok?
Posten.
Jow! I Dag er jeg vis paa, jeg har en Skrivelse lige fra den rette Mand.
Blicher.
Nu holder du mig ikke for Trekant.
Posten
(rodende i Tasken).
Nej, saa er jeg minsæl selv bleven holdt for Nar; men kik nu paa den (rækker ham et stort, forseglet Brev) skulde den ikke være ægte nok!
Blicher
(bryder Seglet med rystende Hænder).
Der er, hvad jeg har ventet i Bæven i mange Døgn!
(la'r Øjnene løbe rask hen over Linjerne, siger saa i dybeste Grebethed):
Gud velsigne Danekongen! Nu er Himmelbjærget det danske Folks! (omfavner Postbudet). Du Laust med din sorte Taske og din røde Næsetip, – du har i Dag været den rappe Hermes, Gudernes Sendebud til den Spentrup Præst. Det skal du karenmig ha en Dram for!
(Henter en Flaske, skjænker. Vejer stadig Regjeringsbrevet i Haanden; styrter hen imod Døren til højre og raaber):
Erneste! (ved en ny Dør til venstre) Karen! (ved en tredie Dør) Far! (til sidst aabner han et Vindue ud til Haven) Per Syvspring, kom herop!
(Snart staar der et forbavset Menneske i hver af Dørene og stirrer spørgende paa Blicher.)
Posten
(tømmer sit Glas; ser stort smilende rundt paa dem alle; ryster paa Ørerne, mens han med et)
Farvel og Tak! (glider ud af Stuen).
Blicher
(til dem alle).
Det er en af de største Dage i mit Liv!
Erneste.
Ih, hvad er der da sket?
Blicher
(vifter med Brevet).
Det, der maatte og skulde ske; jeg har bedt Vorherre saa mindelig om at bøje Kongens Hjærte.
Gl. Blicher.
Er det Brevet fra Kongen?
Blicher
(omfavner ham).
Ja, kjære gamle Far! Nu er Stien banet til Himmelbjærget; Hans Majestæt Kongen betaler, hvad det koster.
Karen
(stille).
Aa, Gud ske Lov!
Erneste.
Pyt! Ikke andet! Jeg troed, vi havde vundet i Lotteriet.
Blicher
(overhører hendes Ytring).
Og nu maa vi til Fest, allesomén! Erneste og Karen – vil I sørge for nogle velfyldte Madkurve, saa tar jeg mig af den mere aandelige Næring.
Erneste.
Som jeg har sagt før, vi kan ikke begge forlade Huset; hvordan skal det gaa den gamle der. Karen maa blive hjemme.
Blicher.
Karen blive hjemme! Snak om en Ting!
Erneste.
Ja, saa maa jeg blive hjemme.
Blicher
(begyndende heftig).
Aa, gjør mig nu ikke bedrøvet ogsaa i dette. – Der skal nok blive sørget for dig, kjære Far.
Gl. Blicher.
Ja, det var da Synd at holde nogen hjemme for min Skyld; jeg er da ikke noget Svøbelsesbarn!
Blicher.
Det mener vor Mor heller ikke. Nu skal enhver bare sørge for at ha sit bedste Humør og sit bedste Ansigt paa. (til Per Syvspring) Det har du jo let ved, Per, for du har kun det samme.
Per Syvspring.
Ja, og hvordan bliver det, naar en skal gaa med det hver Dagsens Dag?
Blicher.
Du skulde jo saa være Kusk, Per?
Per Syvspring.
Ja, skulde jeg ikke ogsaa nok ta' Fingerlinen med mig – og Gevalthornet? Den maa være sørens god at blæse paa, ned ad de høje Bakker.
Blicher.
Hvem skal saa holde Tømmen?
Per Syvspring.
Tho da kan Karen da vel sætte sig i Tugt og Ære ved min venstre Side! Saa styrer hun dem to brune, imens jeg blæser et Stykke for den menige Mand.
Blicher.
Ja, gjør nu jert Bedste allesammen, saa gjør jeg mit; nu skal jeg ind og skrive en Sang, for nu har jeg faaet noget at skrive af!
(Alle ud saa nær som Blicher; kort efter en tung Banken – Møller og Per Nielsen træder ind.)
Møller.
Goddag! Vi kommer vel ikke til Forstyrrelse?
Blicher.
Ikke med mindre De selv bringer den med.
Møller.
Hm! Har De maaske nogen Grund til at tro, Hr. Pastor, at … Men lad mig nu begynde ved den rette Ende.
Blicher.
Ja, det gjør altid mindst Forstyrrelse.
Møller.
Som De vil se, har jeg en fremmed med mig, men saasnart jeg nævner hans Navn, saa er han ikke fremmed længere.
Blicher.
De gjør mig nysgjerrig.
Møller.
Manden der er Per Nielsen fra Himmelbjærggaard; saa behøver jeg vist ikke at sige mer – vi er Soldaterkammerater; han besøger mig imellemstunder, og saa fik han da nu Lyst til at hilse paa vor Far, da han er kommen til Egnen.
Per Nielsen.
Ja, tho De maa undskylde, Hr. Pastor, men jeg fik Lyst til at hilse paa den Mand, som tar sig den Frihed at byde al Verden til Gjæst paa min Ejendom.
Blicher
(maaler ham uden at byde ham Haanden).
Er det den Per Nielsen, der for Tiden overfalder mig med raa og uforskammede Nærgaaenheder i Aarhusbladet! Da havde jeg dog hellere set, at min Hund havde taget imod Dem end jeg.
Per Nielsen.
Naa saadan at forstaa! Tho da tykkes jeg snart, jeg følger det Spor, De selv har anvist; De kommer ubuden til mig, her kommer jeg ubuden til Dem, saa tykkes jeg, det kan gaa lige op.
Møller.
Naa, det begynder jo godt! Tror De ikke, Pastor Blicher, at vi hellere maa se at ta den Sag lidt mindre heftig.
Blicher.
Ja, hvem har begyndt Heftigheden; var det ikke Per Nielsen dér, som lagde ud i Aarhusbladet forleden og skreg op som en besat, fordi jeg havde stævnet det danske Folk til Møde paa Himmelbjærget.
Per Nielsen.
Maa jeg lige spørge Dem om een Ting, Hr. Pastor, hvem tilhører Himmelbjærget, Dem eller mig?
Blicher.
Ingen af os, Farlil! Himmelbjærget er Nationens.
Per Nielsen.
Da er det saa Skade, at Nationen ikke ogsaa betaler Skatter og Afgifter. Men nu er jeg saa heldig, at ha en jenle Lap Papir derhjemme, – imellem os Bønder kalder vi det for et Skjøde (i Oprør) – og i det staar der, Dæwlen knaag'mæ, at Himmelbjærget er mit! det skal I komme til at respektere, hvad enten saa I er Præster, eller hvad I er!
Møller.
Jo, Pastor Blicher, Manden har Ret; det nytter aldrig ud af Stedet at ville gaa uden om Lo-ven; saa meget maa De kunne indse.
Blicher.
Ja, Loven, Loven; et juridisk Prokuratorspil! Men jeg appellerer til en højere Lov. (vendt mod Per Nielsen). Ser De da slet ikke, Mand, hvad det drejer sig om? Har Aarhundreders Trældom i den Grad trykket paa vor Bondes Nakke, at I ikke kan forstaa en Digters Tanke! Tiden er fuld af de stærkeste Brydninger; men vi sover; det danske Folk sover; men det skal ruskes op til at ville og handle. Jeg vil pege paa det nye Morgengry, den nye Dag, der dæmrer over Evropa. Og der midt i Jyllands Hjærte har Gud rejst vort Folk en Talerstol, der kan sige Sparto til enhver anden Talerstol i Landet. Og saa kommer De her og slænger Deres Tøjrekølle midt i Stien for at spærre os Vejen op til dette Guds Højalter. Hvem er De, som tør stænge Ledet for et helt Folk paa March mod dets Fremtid!
Per Nielsen.
Jeg er bare den, der har Skjødet paa Ejendommen.
Blicher.
Skjødet paa Himmelbjærget. Det lyder parodisk! – Saa behandler De vel Stedet med Plov og Tromle.
Per Nielsen.
Jeg har i hvert Fald Lov til det, da enhver kan gjøre med sit, hvad han vil.
Blicher.
Saa har De vel ogsaa Lov til at sætte en Svovlstik til Lyngen deroppe og la' Ilden udslette enhver Erindring om Stedets Skjønhed?
Per Nielsen.
Ja Fanden knaag mig har jeg saa! Det kunde jeg maaskesig faa i Sinde at vise Dem, om De gaar mig for nær ind paa Bælgen med Deres Anstalter.
Blicher.
Hør nu, Per Nielsen, De er en ualmindelig stridig Mand, som det er vanskelig at tale med om Sager af aandelig Værdi; maa jeg gi Dem et Exempel: Vi siger, der var en Bonde, som et Aar havde en usædvanlig Rugavl. Naa, han høster og binder i Neg og kjører det sammen i en mægtig Stak midt paa Ageren. Men saasnart det er gjort, sætter han Ild paa Stakken og lægger hele sin Avl i Aske. Hvad vil De sige om den Mand?
Per Nielsen.
Jeg vilde sgu' sige, at han var taav'le.
Blicher.
Hvi det?
Per Nielsen.
Hvi det! Stikk' Ild paa Avlen i en Tid, hvor Rugen staar i saadanne Priser. Spiltaav'le!
Blicher.
Ja, men det, De der siger, det er jo Vand paa min Mølle. Paa Himmelbjærget høstes der ingen Sæd, men der høstes Ynde, Stemning, Skjønhed; Værdier som ikke mætter Munden, men mætter Sjælen.
Per Nielsen.
Ja, det forstaar vi Bønder os ikke paa.
Blicher.
De forstaar Dem ikke paa det, Per Nielsen, men Gudskelov, der er dem, der gjør det. Og saa skulde De ha Lov til at ødelægge disse uskyldige Værdier for alle dem, for hvem de er tifold mere værd end de smukkeste Afgrøder. De skulde ha Ret til at sætte en uoverstigelig Mur omkring et af de herligste Udsigtspunkter i hele det danske Land og sige til Digteren, Maleren, Naturvennen: Se at I smukt kan holde jer væk fra mit Himmelbjærg! – Nej, Himmelbjærget er ikke Deres, men alles; enhver dansk Mand har en Part i det, som i alt hvad skjønt den vilde og gavmilde Natur har skjænket det Land, som vi med Stolthed kalder vort.
Per Nielsen.
Da er det slemt, som jeg sa før, at de samme gode Folk ikke ogsaa har tilbudt mig at betale mine Skatter og Afgifter.
Møller.
Ja, der tykkes jeg, Per Nielsen ser ret; den Jord jeg betaler Skat af, den maa ogsaa være min, og den maa andre holde deres Nalliker fra.
Blicher.
Den Skat, Per Nielsen gir af Himmelbjærget, skal næppe trykke ham haardt; i gamle Dage var al udyrket Jord Alminding, og saadan var det Ret. Alminding det vil sige: Allemandseje! Letsindigt har det danske Samfund handlet ved at la sig fraliste Adgangen til sit eget Hus. Og I Bønder, vis I os, hvad I duer til ved at dyrke den gamle Ager og faa den til at give flere og flere Fold, men lad Øderne forblive alles.
Se ikke paa jert Fædreland som paa et flækket Surbrød, der bare skal tjene jert laveste Behov – rejs din Nakke du Bonde og faa Del med os andre i den Lykke at elske et Fædreland, som er skjønt!
Per Nielsen.
Ja, den Snak kan være god nok, men det bliver nu, som jeg siger: min Ejendom maa De respektere, da det er den, jeg skal ha min Føde af. Hvad vilde De sige, Hr. Pastor, hvis jeg en Dag fik i Sinde at byde Alverden sammen paa Spentrup Præstegaardsmark, og Folk de kom ikke bare med deres Madkurve og Kluklærker, men saagalt med Kanoner og – andre musikalske Instrumenter og begyndte at storke omkring i Deres Kløvermark eller lave sig Familiesenge i Deres Rugfald —
Blicher.
Stop nu lidt, Per Nielsen, og faa Fornuften med, før De gir Dem ud paa denne fantastiske Rejse: Hvis jeg havde indbudt Folk til at slaa sig ned paa Deres dyrkede Jord, saa kunde De med Rette ha' følt Dem brøstholden; men det lyngbevoxede Himmelbjærg – jeg tør forsikre, at ingen, næppe nok De selv, hidtil har anet, at det var Deres, ja, at det overhovedet var nogens.
Per Nielsen.
Men nu ved De det altsaa, og saa venter jeg, at De retter Dem efter det.
Blicher.
Er det Deres sidste Ord?
Møller
(bryder ind i Samtalen).
Ja, tøv nu lidt, god Folkens! I er begge to saa jewwer i Talen. Jeg kan vel ikke skille jeres Træde, men jeg kan da forsøge paa at mægle jer imellem.
At Per Nielsen ikke vil ha det halve Land til at løbe og bisse over hans Ejendom, det kan enhver sætte sig ind i, og det skulde De ogsaa kunne forstaa, Hr. Pastor. Men hvad tho, De kan jo kjøbe Bjærget. Byd ham en Skrup for det. Du vil jo godt sælge det, Per; saadan har jeg da forstaaet det.
Per Nielsen.
Sælge, sælge, ja gu' vil jeg sælge! Jeg vil sælge alting, om jeg kan faa det ordentlig betalt.
Blicher.
Ogsaa Samvittigheden!
Per Nielsen.
Hm! Aa, den – æh —
Blicher.
Den er der maaske ingen, der vil byde noget for.
Per Nielsen.
Aa, enhver holder sig vel til sin egen. Og min har slaaet til til mig.
Blicher.
Det harmer mig, at en national Skjønhedsværdi af Himmelbjærgets Rang skal være bleven en Salgsvare.
Per Nielsen.
Ja, det er jo altid rarere at faa det for intet. Men til den Pris har jeg nu ikke mine Sager.
Blicher
(foragtelig).
Til hvad Pris har De det da paa Lager, om jeg tør spørge?
Per Nielsen.
Til en rimelig Pris.
Blicher.
Ingen Udflugter; frem med Summen!
Møller.
Ja, sig en Ting, Pejr.
Per Nielsen.
De kan faa Knolden for 500 Rdl.
Blicher.
500 Rdl.! Før jeg begyndte at skrive om Stedet, var der ingen, der aned dets Existens. De har aldrig kunnet føde saa meget som et Faar paa det. Havde en Liebhaver den Gang budt Dem tyve Rdl. for det, vilde De ha stukket Pengene til Dem og i Tavshed udgrint Kjøberen for en Taabe. Men den Spentrup Præst har gjort Stedet berømt, og der hvor min Sæd faldt, der vil De nu plukke gyldne Ax.
Per Nielsen.
Jeg har ikke bedt Dem om nogen "Forgyldning" – hverken af Kolden eller andre Ting.
Møller.
De kan jo nok se, Hr. Pastor, at vil De ha' Bjærget – som De jo nok vil – saa maa De betale det med den Pris, Manden sætter paa hans Ejendom. – Jeg ved saa ikke, Pejr, om du maaskesig kunde slaa en enlig Ting af – f. Ex. om I kund klyv den ene Hundreddalerseddel —
Per Nielsen.
Nej, det ser jeg ingen Grund til —
Blicher.
Nej, heller ikke jeg! Jeg føler mig ikke fristet til at prutte med Dem om Himmelbjærget. Vent et Sekund.
(Blicher gaar et Øjeblik ind i sit Studereværelse. – I det samme glider Farverens fordrukne Skikkelse ind ad Døren.)
Farveren.
Naa, hvordan skjærer den! Er jeg bleven optaget i den faderlige Naade.
Møller
(brøsig).
Du maa sgu ikke komme endnu. Herut med dig, indtil jeg kalder paa dig.
Farveren
(som en skulende Hund ud ad Døren).
Blicher
(tilbage med Slutseddel og Blækhorn).
Vil De læse dette igjennem.
Per Nielsen
(mumlende).
– 500 Rigsda – aler – Jow; det lar vi gjælde!
Blicher.
Vil De saa skrive Deres Navn!
Per Nielsen
(skriver, mens Blicher gaar eftertænksom over Gulvet i Baggrunden).
Møller
(har grebet Papiret, som Per Nielsen har underskrevet; de gjør Grimasser til hinanden; snakker gedulgt – ).
Det er Dælen knækk' mig en hvas Pris, og hvad Fornøjelse kan han snart faa af det! (til Blicher): Kom nu, bitte Pastor! Bitte Pastor, kom nu, kom nu, og giv Deres Navn, saa vi kan faa Handlen justeret.
(Blicher har grebet Papiret og fixerer det nøje.)
Per Nielsen
(pegende; kjendelig nervøs).
Ja, der var det jo saa, hm … at De skulde sætte Deres Navn.
Blicher.
Lad mig nu være i Ro et Øjeblik; jeg er jo ikke vant til slige Ejendomshandler. Jeg tror, jeg vil kalde paa min Forpagter.
Møller.
Tho da er det saamænd aldrig værd at ulejlige Manden med det. Her staar jo ikke andet, end hvad De og Per Nielsen er bleven enige om. Her kan jo ingen Forraskelse ske til nogen af Siderne.
Blicher.
Syntes jeg ikke nok, der var noget, jeg havde glemt!
Det er jo da en Selvfølge, at De udlægger mig Vej til Himmelbjærget, saa al Færdsel kan foregaa uhindret.
(De to Kolleger sender hinanden et Ræveblik.)
Per Nielsen.
Det er ikke nogen Selvfølge.
Blicher
(i Oprør).
Hvadbehager!
Per Nielsen.
Det var jo netop den Færdsel, jeg vilde sætte en Pind for.
Blicher.
De vilde ha lokket mig til at kjøbe Ejendommen i dyre Domme, og saa skulde jeg endda ikke ha Adgang til den; I er to søde Sjæle! (Blicher river Papiret i Smaabidder og kaster Stumperne for Fødderne af Per Nielsen). Denne Gang spildte De dog Deres Suppe i Ilden, Rævepels! Hvad mon De havde tænkt at forlange for den Vej.
Per Nielsen.
Det kan jeg godt sige Dem: Himmelbjærget med Vej til, det sælger jeg ikke under en jævn Tusind.
Blicher.
Tusind Rigsdaler! De trænger vist til at komme ud og svale Parykken lidt. Gaa! jeg vil ikke holdes for Nar i mit eget Hus!
Møller.
Saa De viser os Døren! Og jeg har endnu ikke faaet mit Ærinde udrettet. Det vilde jeg endda gjerne ha besørget, inden Pastoren hælder os udenfor. – De har sendt mig Deres Søn paa Halsen.
Blicher.
Min Søn?
Møller.
Ja, strengt taget er det vel kun Deres Stedsøn; men det bliver det ikke meget bedre af. For jeg har sgu ingen Brug for ham.
Blicher.
Brug for ham eller ikke – er De ikke Fattigvæsnets Formand?
Møller.
Jeg er Fattigforstander, men det kan vel aldrig være Deres Mening, at De vil ha Sognet til at sørge for Deres Afkom.
Blicher.
Om De vil sørge for ham eller ikke sørge for ham, det maa blive en Sag mellem Dem og ham. Jeg har min Samvittighed fri. Jeg har baaret over med den Slubbert og hans liderlige Levnet langt ud over alle rimelige Grænser; nu er min Taalmodighed bristet; han er en ung kraftig Mand midt i 20'erne; han behøver ikke at ligge nogen til Byrde, mindst hans Barndomshjem, som han har baaret Sorg og Skam indover i altfor mange Aar.
Møller.
Da kan vi efterhaanden faa mange paa Kommunen, naar vi nu ogsaa skal til at føde Præsten hans Unger.
Blicher.
Tag nu Deres Mund iagt! Ingen raader for sin egen Skæbne, og hvad Børn Gud vil unde én, det staar vi ikke selv for.
Per Nielsen.
Naa, nu vil jeg gaa min Vej; for her bliver vel saa ingen Handel af.
Blicher.
De synes stadig, at 500 Rdl. er en passende Sum for den Vej?
Per Nielsen.
Ja, gu' gjør jeg saa.
Blicher.
Ja ja; jeg er i Deres Haand. Jeg maa ha Sagen ordnet inden længe. Mødet er averteret. Det ved De, og det benytter De Dem af. Vent et Øjeblik.
(Blicher gaar atter ind i sit Kammer.)
Møller
(aabner hastig for Niels Farver).
Der er ingen Udkomme med Præsten; han vil ikke se dig inden for sine Døre. Og i og for sig kan jeg minsæl godt forstaa det; for du er en skidt Person, og det har du været alle dine Dage.
Farveren.
Hvadbeha! – Byder man mig Tvetydigheder. Er jeg ikke fin i Sømmene. Er der kommen en Revne i Postelinet —
Møller.
Hold Mund! Her er ikke Tid til at høre paa dit Plævver. Nu kan du komme til at gaa paa Omgang i Sognet, og opfører du dig skarnsk, skal du komme til at gjøre Bekjendtskab med min Hesselkjæp.
Men ellers kunde jeg vel nok gi dig Anvisning paa, hvor du kunde træffe din Far et Sted, hvor han blev nødt til at kjendes ved dig.
Farveren.
Hvadbeha' – kan du tvinge ham til at tage mig til sig?
Møller.
Det er kommen ud, at alle her fra Præstegaarden skal til Fest paa Himmelbjærget. Hvi skal du ikke med?
Farveren.
Hvad siger du, Himmelbjærget – den er jeg oplagt for!
Møller.
Du har vel nap gjort dig fortjent til at komme med paa Vognen, men de tar jo ikke Landevejen med dem, og du skal faa en Mark i din Lomme af mig, saa finder du nok selv ud af Resten.
Farveren.
Den er jeg morderlig med paa. Der maa være godt at fortjene for en rask Svend, naar en ellers har sit Visitkort i Orden.
Møller.
Ja, der kan sgu laves noget! Men nu ud med dig!
Farveren
(slasker ud).
Blicher
(kort efter med en ny Slutseddel).
Naa, I Prangersjæle (slænger Papiret for Næsen af Per Nielsen) kan dette aabne Himmelbjærgpræsten Adgangen til hans Prækestol.
Per Nielsen.
Tusind Rigsdaler! Bjærg og Vej – jow, nu er vi enige.
(Han underskriver; ogsaa Blicher skriver ilsomt under.)
Blicher.
I Guds Navn, saa er det gjort!
Per Nielsen.
Men nu Pengene, hvor skal jeg ta' dem?
Blicher.
Dér hvor De tog Deres Bevis. Er det ikke os to, der har handlet?
Per Nielsen.
Aaejow. Men lidt Kaution var jo heller ikke af Vejen.
Blicher.
Ja, hvad Kaution —
Per Nielsen.
Aa, en Obligation eller en anden ringe Ting.
Gl. Blicher
(henter i Skuffen Kongebrevet og lægger det for Næsen af de to Bønder).
Per Nielsen
(i maabende Forfærdelse).
Kongen – Kongen! Det er Kongen, der kjøber Himmelbjærget! Ja, men Død og salte Pine – saa kunde en jo ha faaet det dobbelte for det!
(Tæppe.)
TREDIE AKT
Dekoration: Himmelbjærget i Festskrud; fra Koldens Top ser man milelangt ud over det jydske Land med hvide Gaardlænger, blændende Kirketaarne, Vejrmøller, blaa Søer og gule Kornmarker. Umiddelbart ind imod Kolden: to kløftede Lyngaaser.
Før Tæppet gaar op, lyder en dæmpet Trompetsolo: »Danmark dejligst Vang og Vænge« til Blichers Text (der synges af mange Stemmer).
Danmark! Fostermoder kjære!
hør vor Frydesang!
Himlen disse Toner bære
over Sø og Vang!
Ryst jert Løv, I Bøgeskove!
Hav! Du krumme stolt din Vove!
Lytter! nu den danske Tunge
gladeligt skal sjunge!
Dine Sønner, elskte Moder!
ofte Sværdet svang,
værnede om dine Goder,
værged for din Vang.
Enighed gjør Kjæmper stærke,
Mod er rette Danneværke:
Hegnes saa den danske Have,
Ledet er i Lave!
(Lange, rullende Hurraer som fra et stort Folkestævne. Tæppet er gledet til Vejrs, mens 2. Vers afsynges.)
(Per Syvspring og Tyttebærkaren kommer ind fra Mødepladsen til højre.)
Per Syvspring.
Aaeha endda, en kund snart ha faaet æ Sidbjen klemt ind; jeg war da kommen ind i saadan en Tryngi410, te det war grow. Men Gudbevares, Karen, hvor haar jeg moret mæ de Par Daw; siger du ett det samm?
Karen.
Aa, det er vel knap nok. Aal de her manne Mennesker – Og saa meget andet – Nej jeg skulde saamænd ha bløwen hjem, som hun vild, Fruen.
Per Syvspring.
Ih, du er sgu bløwen for gammel, Karen. Hvornaar er æ Alder saan falden ved dæ! Haar du ett wot ind aa dans?
Karen
(foragtelig).
Dans! Jeg tror du primer! Skuld jeg rend saadan og skabe mig.
Per Syvspring.
Da haar jeg misæl wot ind og dans; ogsaa saa æ Swed drap fræ mi Nies-End!
Tho Herregud, Karen, saa haar du jo ett hat den mindste Fornywels ud aa æ.
Karen.
Jow, jeg haar endda. Jeg haar da høt Blicher. Nej, som han ka taal! Da han tal om, hvad enhver især skuld ofre for Fædrelandet – jeg kund ett lad være, jeg maatt græd! Jeg stod lidt til en Side, saa han ikke kund se mig —
Per Syvspring.
Naa det er det, du forstaar ved at more dig, at staa i en Krog og græde.
Karen.
Ja, tænke sig, hvordan han har det til daglig der hjemme – med hende – og saa alligevel kan sige saa mange skjønne Ting – Nej, jeg kund ett hold mæ i det!
Per Syvspring.
Jeg tykkes ett, jeg har set nøj te Madammen. Er hun ett mej ved hans Taler?
Karen.
Nej, det er ogsaa til at græde over; det ser ligefrem ud til, at hun skyr de Steder, hvor han taler.
Per Syvspring.
Nej, nede i Danseteltet, der er hun minsæl en sikker Gjæst, sammen med ham Kristrup.
Karen.
Ja, nu existerer der jo ikke andet end ham. Det er jo noget Bekjendtskab, hun gjorde der i Randers. Jeg har længe anet, te der var saadan noget i Gjære. Men nu forstaar jeg, hvorfor hun vild ha mæ til at blyw hjem. Og det havde ogsaa været saa meget bedre; saa var jeg bleven fri for at se, hvad jeg nu har set.
Per Syvspring.
Set; har du da set noget aparte?
Karen.
Aa Per, spørg mig ikke; jeg er saa ræd her skal hænde en Ulykke. Og altid skal det gaa ud over ham, endda der ikke er et bedre Menneske til paa Verdens Jord!
Per Syvspring.
Har du ett rendt paa ham den her Slunder411, æ Farver.
Karen
(lammet af Forbavselse).
Niels! Vor Niels! Han er her!
Per Syvspring.
Ja, Gu' er han saa! Han er stukket af fræ æ Fattigforstander, lige over Herreder og Sogne; og nu gaar han her og stoltserer, driver hans daglige Handtering – tigger og trygler over det hele – af store som af smaa.
Karen.
Aae, en Skandale for æ Familie!
Per Syvspring.
Jeg saa, han standst nø Kjøbstedfolk, røv no Papirer af hans Lomme, velsagtens for de skuld beveges, ved at se hvem æ Faar412 war.
Karen.
Aa det er da forfærdelig!
Per Syvspring.
Han haaj misæl ogsaa æ Haand ude mod mæ; jeg begynd aa ta faast om mi Kjæp; haaj han ett snart faaet en ned, skuld han karenmæ ha faaet saadan en Rap over hans Nalliker413, te han skuld ha husket det én Lidt.
Lede, grimme Ting; gaar her og skolerer414 æ Faars Navn! Føj for en Vesen415 endda!
Fuld er han jo da ogsaa bleven, og gaar og ta om æ Kvindfolk saa det hviner i vilden Sky. Ja det er en kjøn Makkedonnis!
Karen.
Aa Pejr, ka du ett faa i æ Kasilken416 af ham og faa ham herfra, før der sker no andet ondt.
Per Syvspring.
Ja hvor er han nu henn æ Spøgels! Jeg ka ett wal staa og bødle med ham. Og jeg skuld ned og se te æ Hejst; de skal sgu ogsaa passes.
(De gaar hver til sin Side. Karen til højre; Per Syvspring hen til Visesangeren Per Jensen, der staar med sine Viser og sin Violin.)
Per Jensen
(synger og spiller paa een Tid).
O, hvor gaar det glædelig!
Dalliralli – dalliralli!
Nu vil Danmark vorde rig!
Dalliralliralla.
Per Syvspring.
Goddaw og Gu hjælp dæ! Ka jeg kjøb en Vis af dig?
Per Jensen.
– dalliralliralla – a – !
Per Syvspring
(stødt).
Kan jeg faa en Vise heller kan jeg ett faa den, din Skrigfowl!
Per Jensen.
Aa, tør Sveden af dig! Du kan vel vent te æ Repetis er ude!
Per Syvspring
(formildet).
Ja, syng det kan jeg ett, men kan en komm til og spill for dig?
Per Jensen.
Hvad kan du spill? Kan du spill Hejgut?
Per Syvspring.
Jeg kan fandenmæ spill baade dæ og din Fjol sønder og sammel, din Stegi417.
(Per ud. Kort efter kommer Blicher i en Folkehob ind fra venstre.)
Per Jensen
(lægger i med hele sit Program).
O, hvor gaar det glædelig!
Dalliralli, dalliralli,
naar din Pige elsker dig!
Dalli-ralli-ralla!
Ak, hvor gaar det sørgelig,
dalliralli – dalliralli —
Livet er en stadig Krig.
Dalliralliralla – a!
Blicher
(mens Folk samles om ham).
Her kan man i Sandhed sige, at "Sorgen og Glæden de vandre til Hobe". – Godda! Kjære Kollega. Hvordan har du det ellers! Gaar det smukt med Forretningen?
Per Jensen.
Aa, Tak Hr. Pastor, somtid bejer end somtid. Jeg mist en udmærket Plovstud sidste Efteraar, faar jeg ett den tjent ind før Pejrsdag, saa gaar jeg missen rejn i Bork.
Blicher.
Tjene en hel Plovstud; saa høje Maal har jeg aldrig turdet sætte mig udi Poesien; jeg maa være glad, om jeg kan faa Publikum til at aftage mit for intet.
(Folk stimler tættere og tættere sammen om Blicher.)
Stemmer.
Nu skal Blicher gi os en af sine. – Ja, giv os en Vise, Blicher!
Blicher.
Jajada, en Vise har jeg altid ved Haanden, om end jeg ikke er saa heldig som min Kollega der, at kunne synge og spille til.
Men saa maa jeg bede Dem følge mig hen til Vognen dér (peger til højre. Blicher stiger op i Vognen). Se saa, Godtfolk! Laan mig nu Øre et Øjeblik; saa skal jeg fortælle jer en bitte knøv Historie om, hvad Krummer der kan ligge gjemt under Skorpen hos den jævne Mand; og er jeg end en gammel Krønikemand – Digter, som de kalder det – saa skal jeg dog her hverken digte eller drømme, men sandfærdig holde mig til Daaden, saadan som den hændte for ikke saa længe tilbage herude ved vort østre Salt. Forøvrigt ser jeg, at de er her til Stede, som kan bevidne, at den Spentrup Præst farer hverken med Løgn eller Sladder.
Hør da saa:
Det blæste en Storm udi Kattegat,
de Bølger, de ginge saa høje,
saa mangen stolt Sømand den samme Nat
for sidste Gang lukked sit Øje.
En liden Skude var og deriblandt,
fra Hornbæk monne den komme,
ret aldrig mere til Havnen den vandt,
fordi at dens Tid nu var omme.
Den Skude blev ført af en Sømand god,
af dem, der ej plejer at ryste —
thi først sig beviser det danske Mod,
naar Døden begynder at kryste.
Han kjæmped, indtil han omsider drev
for Stormen et værgeløst Bytte.
Mod Dagningen stødte han paa et Rev
med sin faldefærdige Hytte.
Han haver kun med sig en liden Dreng;
i stærken Arm han ham griber:
"Her bliver nok redt os saa kold en Seng,
det hjælper slet inte, du piber."
De Bølger de bryde med stor Allarm,
og Skibet det krænger og knager;
dog holder han Drengen i venstre Arm;
med højre i Vantet han tager.
Han ser sig saa langeligt ind mod Land —
imellem var dyben Rende
"Vi kan ikke naa den velsignede Strand,
hvis Hjælp os ej Himlen vil sende."
Da kom der en Bonde til samme Sted —
han hedde saamænd Søren Kanne —
han siger til Fa'eren, som og var med:
"Det Skib er nok nær ved at strande."
Saa springer han til sine Heste to —
de stode just tøjred paa Brinken —
han giver sig ikke ret længe Ro,
før han bliver færdig med Rinken.
Den Gamle ham huer det ikke ret vel.
Han hvøvter med Haanden: "Hej Soren!
du drukner jo Øgene og dig selv;
det Skib er desuden forloren."
Men Søren sprang op paa den nærmer Hest
og kaster et Øje til Fa'eren:
"I Fald jeg derude skal faa min Rest,
lad se, at I sørger for Karen!"
Saa hug han sit Hors med sin Træskohæl
og lod hende springe i Vandet.
Den anden han dasked med Tøjrepæl:
saa maatte de begge fra Landet.
Men da han sig havde i Dybet sænkt
alt udi de fraadende Strømme,
ej skulde da noget Menneske tænkt,
han kunde til Vraget udsvømme.
Jo, jo! se, der sidder han nok saa rank!
han synes paa Bølgen at ride —
men der kommer Ører – og Hoved – og Mank
og nu er han ved Sejlerens Side.
"Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
og hold saa din Dreng ved hans Trøje!"
Han sidder der alt – og igjen nu afsted —
det var noget andet end pløje.
De Bølger de brusede over dem brat;
de tvende holdt fast ved hinanden —
men see kun! nu har de jo Landet fat,
og frelste de springer paa Stranden.
Der kaste sig alle de trende paa Knæ
og takke Vorherre for Livet.
"Men kom!" siger Søren, "med mig nu i Læ —
Se hisset! nu splintres jo Skibet!"
Men Drengen han skjalv som i Blæsten et Siv,
og Skipperen slang sine Arme:
"Hvad skal vi nu give dig for vort Liv?"
" – Følge med mig og faa jer lidt Varme."
Han plejed den Sømand med samt hans Pog,
det baade af Potte og Pande.
Og det var al den Betaling han tog,
den fattige Mand Søren Kanne.
Saa skulde dog alle I danske Mænd
af Hjærtet elske hinanden!
i Faren og Døden sig give hen
den ene med Lyst for den anden!
Saa skulde I fast staa hverandre bi —
I pløje nu Jord eller Bølge —
men mindst dog paa Kampens den blodige Sti
skal En bag en Anden sig dølge!
Og Fynbo og Jyde og Sjællandsfar —
til eet Hus vi alle jo høre.
Gud Fader os alle i Troskab bevar!
og alle til Enighed føre!
Ser De, mine Tilhørere, denne kjække Redningsmand, der udførte denne ægte danske Handling og viste dette højhjærtede Exempel for alle, der kan føle Daadens hellige Gys gjennem Rygraden, – denne gjæve Helt i Vadmelskofte, der viste det rette Heltesind, som aldrig tænker paa sit eget, – ham om hvem jeg har lagt denne Vise – ham ser jeg staa her imellem os, ikke langt fra min Talerstol! – Kom da frem, Søren Kanne, og giv den jydske Lyngmand og Liremand et kraftigt dansk Haandslag!
Søren Kanne
(har nærmet sig og ta'r Blichers Haand).
Blicher
(fortsætter).
Velkommen, du Bondehelt! Det er Mænd som dig, der giver Højhed til dette lave Land, ja, Højhed til en Fest som denne. – Du og Bjærget her pryder hinanden. En ægte Dannemand er du paa det nordiske Haabets Bjærg! En Sang har jeg givet dig, en kunstløs Sang, der randt fra min Hjærterod – og andet Hæderstegn har jeg ikke. Men I, mine Tilhørere, lad I nu hans Daad leve, ikke blot paa Eders Læber, men I Eders Hjærter som i alle ægte danske Hjærter! (Leveraab!)
(Feststøjen ta'r nu igjen fat; det aftnes.)
Blicher
(raaber ud over Mængden).
Og maa jeg saa bede vor raske Hejmdal endnu engang at gi os et Stykke paa sit Gjalderhorn, nu mens Solen trækker sig træt tilbage fra sit Dagværk. – Med Hejmdal mener jeg naturligvis Trompeter Kristrup fra Randers.
(Der raabes: Kristrup! Ingen melder sig.)
Blicher
(forundret).
Er Kristrup ikke paa sin Post!
(I det samme lyder et skarpt Kvindehvin. En Mand kommer rasende med løftet Stok ind fra venstre, drivende en Drukkenbolt – som han har i Brystet – foran sig. Det er Niels Farver.)
Bonden.
A skal lære dig til at la min Kone gaa!
(De slaas; Bonden bryder Niels Farver ned og prygler ham.)
Blicher
(fra Vognen).
Aa, skil dem ad! Hvad er det for en Vanhelligelse af Festen og Aftenens Fred.