Der maa det være! (Ta'r sit Uhr op.) Om en lille halv Time maa de være her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjør det fint. Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Støvgran i en Fjerdingvejs Afstand.
Karen.
Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som dine Støvler nu har sat paa det rene Gulv?
(Karen har allerede bøjet sig ned for at tørre op efter ham.)
Blicher.
Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du kan faa det tørret op? Det var da kjedeligt!
Karen
(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).
Blicher.
Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa løb lige ind og ræk mig det! Erneste kan ventes hvert Øjeblik, og hun maa kunne se allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.
Karen
(tilbage med Flaget).
Blicher
(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).
Jeg glemte at spørge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har været ude?
Gl. Blicher.
Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?
Karen.
Nej, ikke det jeg ved.
Gl. Blicher.
Hvem venter du Brev fra, Steen?
Blicher
(med Eftertryk).
Det venter jeg fra Ham selv!
Gl. Blicher.
Hvad siger du! Fra Kongen.
Blicher
(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).
Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterpræst, Himmelbjærgpræsten, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjøre Titlen til et Hædersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg bærer her paa min højre Arm.
Karen.
Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven standet!
Blicher.
Aa, Jøsse Je, har jeg nu igjen været der (rejser sig komisk op paa Tæerne). Bred Kluden ud, Karen, saa træder jeg paa den!
Karen
(lægger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han balancerer mod Udgangen).
Gl. Blicher
(da Døren er lukket).
Nej, at han tør vove at skrive lige til Kongen – forbi Næsen af dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja, bange er han ikke, min Søn, naar noget for Alvor brænder i ham. Nu er det Himmelbjærget; han vil, at det skal være alles; ikke blot en tilfældig Bondes, men Folkets, Fædrelandets, som det vel var i de gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Søn, i hvad han attraar til Fædrelandets Ære! Jeg er somme Tider lidt bange for, at han er dristig nok. For de Store skylder man jo dog Ærbødighed, og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Præstegaard forbi; men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser han klarere end jeg.
Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa hende!
Aa min stakkels, lettroende Søn! Nu har han glemt hele sit tidligere Ægteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Røgen her fra min Pibe – bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er Kjærligheden i vor Slægt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den, som han har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag han sendte hende bort fra Hjemmet.
Karen.
Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg ikke det.
Gl. Blicher.
Hele deres Ægteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord var som et Stenkast. De vilde aldrig ses mere.
Karen.
Og det var ikke tomhændet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med sig, lige indtil Kaffemøllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne, da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcellæn, saa raabte Blicher: Tag det, tag det! Men gjør Pinen kort! – Men den sidste Vogn var ikke ude af Gaarden, før Blicher havde slængt Bøssen over Skuldren og gik ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mørkningen, var han et helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt – jeg tror ikke engang, han havde husket at faa Krudthornet med – ; han kom ind og satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tællelyset tændt, kunde jeg se paa hans Øjne, at han havde grædt.
Gl. Blicher.
Ja, min stakkels ulykkelige Søn; han græder meget, naar ingen ser det.
Karen.
Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svært, hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dér ved Tyttebærrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den anden, da greb jeg til hendes Side, men det var, fordi jeg havde et Bind for Øjnene. – Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrøvet, skal han minde mig om den Dag ved Tyttebærrene.
Gl. Blicher.
Ja, Skæbnen driver sit Spil med os – allesammen.
Karen.
Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nænne at være ond mod ham. Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjøre glad.
Gl. Blicher.
Og bedrøvet!
Karen.
Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrøvet, naar noget gaar ham imod.
Gl. Blicher.
Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Søn er en stor Digter, den største kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen, at være en stor Digter?
Karen.
Nej, det er jeg sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.
Gl. Blicher.
… Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa længe et Folk lever …
Karen.
– Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. – "Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg bryder mig ikke det mindste om dem! – Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der gaar sjælden en Dag, jeg ikke kikker i dem. – "Til Glæden", "Til Sorgen" – aa, jeg kan aldrig blive træt af at læse dem.
Du som tavs med sænket Hoved staar
lig en Lilje knækket paa sin Stængel,
Tornekransen om det sorte Haar,
Glædens stille, blege Søsterengel!
Gl. Blicher
(falder ind).
Kommer ogsaa du fra Himlen ud?
Kommer du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
som en Sky for Solen over Jorden? —
Hvor er det dejligt! – Men ved min Søn det, at du holder saadan af hans Digte?
Karen.
Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide det.
Gl. Blicher.
Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?
Karen.
Nej, er vor Far da sær!
Gl. Blicher.
Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er nok ikke bleven dérved! Aa, hvor har hun mishandlet dette ømtaalelige Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha kvædet Lovsange til Guds og Skabningens Ære!
Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden kjørte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden halve Part hende hjem igjen. Mig kan det være det samme; jeg har ikke mange Grader at gi' af, skjønt ogsaa jeg havde glædet mig til en rolig Livsaften. Men min Søn, min elskede begavede Søn – nu er det forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjælpe dig, men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige Sjælsgaver, det baade kan og vil jeg!
Per Syvspring
(kommer stormende ind fra venstre).
Hør du, bitte Karen, du maa Vorherredød finde mig det gamle Gevalthorn, for Præsten vil ha mig til at blæse et Stykke fra den store Trappe. For nu kommer de hvørmend' ned ad Bakken. Jeg kan kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere405 Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg kommer med Musikken.
Gl. Blicher.
Er det min Søn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?
Per Syvspring.
Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotløg op; saa kommer Præsten; han sprang som en Lækat – og hvøvted406 ad mig; om jeg kunde blæse paa Gevalthorn? – Ja, siger jeg, jeg er kanskesig nok saa kunstfærdig paa Fingerlinen, som alle sine Dage har givet mig Brødet og ivissomda407 en bitte Dram til. Men nu maa jeg ikke staa her og diskurere – for de kan komme i Gaarden, hvad Øjeblik det skal være; (Karen er gaaet efter Hornet). Har vor Far Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lægge Mundtøj til, og han skal blæse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal nokke med Ørerne.
Gl. Blicher.
Ja, Per, du er en jævn Træjring408! Nu kommer Karen strax med Hornet.
Per Syvspring
(nærmer sig lækkersulten).
Aa, karenmæ! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er Sukker for min Mund.
Gl. Blicher.
Du ser jo paa det som en Rotte paa en grøn Ost; tag det da i Guds Navn!
Per Syvspring
(stopper i Buxelommerne).
Aa, Ære-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!
Karen
(kommer med Hornet).
Per Syvspring
(drejer det i Lyset).
Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem, hvormed de vælted Murene om Jeriks409 Ko! Lad mig nu komme ad Døren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra Glamhullerne!
(Ud. – Kort efter høres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. – Vognstøj fra Gaarden.
Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra højre.)
Blicher
(ta'r hendes Haand og siger højtidelig):
Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! (Men da han vil trykke et Kys paa hendes Læber, snor hun sig fra ham. Hun gaar fra Møbel til Møbel og stryger hen over det med Handskespidsen for at fange Støv. Saa aabner hun et Vindue.)
Erneste.
Naa, her er nok bleven ordentlig tilrøget, mens I har været mig kvit; her lugter jo som i en Matroskjælder. (Faar Øje paa gl. Niels Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet). Men det kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke! Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.
Gl. Blicher.
Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen hjem! Hm! hm!
(Gaar.)
Erneste
(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, – Vaser, Kopper etc. Pludselig knækker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket paa Standeren for Indgangsdøren; peger paa de grove Markblomster og siger):
Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro, Stalt-Henrik og lignende Urter fra nærmeste Vejgrøft; der fattes saa vidt jeg ser bare en Skræppe og et Par Nælder; den Bouket er dog vist sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde være tiltænkt Maren ude i Kjøkkenet. (Gjør Mine til at fjerne den.) Herinde kvalmer den næsten værre end din Fars Tobak.
Blicher
(genert).
Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening. Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo aldrig været særlig villige til at trives for os. I Aar mindre end nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere af Guds Aande i dem, syntes hun.
Erneste
(ler skadefro).
Og saa er de saa billige.
Blicher.
Aa ja, de er billige (med et hvast Øjekast) – men der hører ligesom mere Hjærte til at nyde dem.
Erneste
(har atter fjernet sig fra Vasen).
Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har ønsket mig hjem igjen?
Blicher
(gaar imod hende med udbredt Favn).
Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som man taler til sin Ægtehustru.
Erneste
(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).
Blicher.
Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg søge at stamme den Bekjendelse, som jeg ellers skulde ha fremført med flydende Tunge. Da jeg sendte dig bort fra mig, da kjendte jeg – saa gammel jeg er – ikke ret mig selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor stærkt du var voxet ind i mit Væsen, jeg kunde vaagne af Drømme som halv i Vildelse, som om én stod der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.
Erneste.
Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.
Blicher.
Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet baaret.
Erneste.
Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.
Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under Gryden.
Blicher.
Kjære Erneste, skal vi lige strax til at drøfte de fattigste Husholdningsanliggender!
Erneste.
Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig selv?
Blicher.
Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne dig, som er min Hustru for Gud, – du har ikke andet at spørge mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.
Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tør sige, at sjælden er en Bouket bleven ordnet med saa ømme Længsler; men hvad der gjør mig tifold mere bedrøvet er, at du ogsaa træder paa de Blomster, der gror i mit Hjærte.
Erneste.
Ja, vi kan ikke lægge Blomster paa Børnenes Mellemmad, og Hullerne i deres Strømper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.
Blicher.
Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere —
Erneste.
Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.
Blicher.
Det lader til det … Men var ikke Blomster – baade dem paa vor Ager og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i Verden.
Erneste.
Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, min Kommode, dit Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.
Blicher
(truende).
Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.
(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)
Erneste
(med et Skrig).
Men Mand, hvad gjør du dog!
Blicher
(oprørt).
Jeg slukked bare et Par Brudelys! – Lad dig endelig ikke forstyrre af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!
Erneste.
Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa Himmelbjærget.
Blicher
(fløjter foragtelig).
Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.
Erneste.
Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.
Blicher.
Slidder – Sladder!
Erneste.
Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der paa Himmelbjærget.
Blicher.
Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.
Erneste.
Men "det Folk", som du kalder det, – hvad gjør det Folk for dig?
Blicher.
Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop. Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det, der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal miskjendes.
Og Himmelbjærget – det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen med Stolthed!
Erneste.
Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at Himmelbjærget er hans – hvad er det nu han hedder – Per Nielsens, og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen der?
Blicher.
Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse mig for Penge. —
Erneste.
Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af; det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.
Blicher.
Og desuden: Himmelbjærget er maaske Per Nielsens i Rye, men det skal snart blive hele det danske Folks.
Erneste
(med en skraldende Latter).
Du vil maaske kjøbe det!
Blicher.
Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.
Erneste.
Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender dine Anstalter.
Blicher.
Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den sidste Hvid!
Og i Aar maa det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.
Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan præstere; Randers' Regimentsmusik!
Erneste
(begynder at spidse Øren).
Har du faaet Løfte paa den!
Blicher.
Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter Kristrup, han er ellers meget anset i sit Fag.
Erneste
(med stigende Interesse).
Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg – hmm! ham har jeg hørt nogle Gange i Randers.
Blicher.
Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning, vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.
Erneste.
Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags, som en anden én ikke forstaar.
Blicher.
Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.
Erneste.
Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget mig med til disse Fester?
Blicher.
Dig med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i den Retning!
Erneste.
Jamen tag mig saa med i Aar!
Blicher
(i stigende Jubel).
Hvad siger du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget! (Han aabner atter sin Favn.) Kom nu ind i mine Arme, min kjære Hustru! (Hun putter sig smilende ind til ham.) Nu har jeg gaaet og ventet paa det i alle de Aar … Jeg synes altid, den Slags skal komme af sig selv … Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler, du med eet tænder i mit gamle Hjærte!
I Aar skal vi da alle med til Himmelbjærget!
Erneste.
Da kan Karen virkelig ikke være hjemmefra.
Blicher.
Karen ikke! Skulde hun maaske sidde her og kukkelure, naar vi alle drog til Fest. Karen skal med de andre. Der er Plads nok paa Vognen, og naar Per Syvspring har ved Tømmen, ved jeg, at Hestene vil trække hende som os alle med en god Vilje.
Per Syvspring
(og en anden Bonde kommer i Døren med en Kommode imellem sig, Per med Ryggen til).
Vær nu forsigtig, Jens. Hovhovhov, vær nu forsigtig!
(Per er allerede i sine Træsko kommen nogle Baglænsskridt ind over Gulvbrædderne.)
Erneste
(farer imod dem).
Men Per da, kommer du her stejlende i dine store Træsko!
Per Syvspring
(der er overtynget med Kommoden gjør klodsede Anstrengelser for at komme af med Træskoene).
Ja, men hvordan skal jeg blive skilt ved dem; hvordan skal jeg blive skilt ved dem!
(Den ene Træsko triller fra ham og ind over Gulvet.)
Erneste
(mere og mere fortvivlet).
Men hvorfor kommer I ogsaa her med Kommoden. Gaa dog Kjøkkenvejen; har jeg ikke sagt det saa tit!
Per Syvspring.
Jamen der blev sagt, vi skulde den her Vej med Sølvtøjet. I Jøsses bitte Børn, er vi kommen paa gal Vej! Ja men saa sel dig da tilbage, Jens. Ih hvordan er det, du staar og bødler med det; lad os da endelig gjøre det, som den kjønne Frue vil ha det! Men jeg vilde da saa gjerne bede om at faa min Træsko med mig!
(Sætter den tunge Kommode i Døren, mens han kommer i den bortløbne Træsko.)
Jeg tror for Resten, I faar fremmede.
Erneste.
Fremmede!
Per.
Ja, der kom et Karlmenneske ad Gaarden, lige som vi skulde herop; jeg kjendte ham ikke saa nøje for Anseelse; men der blev hvisket om, at det var ham vor Fars Stedsøn.
Blicher
(drejer sig brat om).
Farveren?
Per Syvspring.
Ja Næsen paa ham kunde sgu godt ligne, at han var Farver; den kunde minsæl alene være ham Skilt nok for Forretningen!
(Ud med Kommoden.)
Blicher
(har set ud ad Gaardvinduet).
Jo, det er Niels. Har en da saa igjen dette forvorpne Individ inden sine Døre!
Erneste.
Du lar ham da ikke mere faa Plads her i Præstegaarden! Nu er det 4. eller 5. Gang, han har fyldt os Huset med Skarn og Utøj.
Blicher.
Gaa nu din Vej, Erneste, saa ser jeg, hvordan jeg faar ham paa Døren.
Erneste
(ud).
Niels Farver
(en bøllelignende Vagabond, kommer ind fra højre).
G'da', Gamle! Ho'den skjærer den! Er der Fut i Fejemøget! Laves der mange nysselige Løgnekrøniker til at gaa som brej Smør i et godtroende Publikum? Somme der har det godt! Det bare Skidt indenfor min Branche; arbejdsløs, kjære! Maa opholde Kadaveret ved at sla' Fægt. Snuppet af Sognefogden, heraus! ud af Lemmen – ved Korsør! pil af! march! med en Politisnøbel lige til Hjemstedskommunen. Det var sgu en fin Lødgryde! Saa maa en jo ta til Takke med Hjemmet, indtil der igjen ka' bi' Haps! – Naa; hvordan lever Mutter! Vil du bede hende om at gjøre mit Værelse i Stand; bliver her formodentlig i længere Tid, indtil der atter bliver Udsigt til (Hik!) Sub – Sub – Subsistensmidler!
Blicher.
Kunde jeg saa faa et Ord indført!
Farveren.
S'gærne, Gamle! Du har Ordet for en kort Bemærkning.
Blicher.
Den skal ogsaa blive meget kort: Pak dig ud af vort Hjem!
Farveren
(ta'r sig komisk til Øret, som havde han ikke hørt).
Hva'ba'! Er her optaget i Herberget! Kan jeg gaa og søge mig en Krybbe!
Blicher.
Det er ikke min Natur at slaa Haanden af mine Børn, men du har selv valgt Slyngelstuen som dit kjæreste Opholdssted; søg saa hen, hvor du hører hjemme.
Farveren.
Godt! men gir den udmærkede Litteratus ikke nok en ringe Skjærv til en arbejdsløs Farveklat; naar jeg kommer langt nok ud, saa kan der jo godt sla's et Par Syle paa det berømte Digternavn, som ingen kan ta' fra én, men jo nærmere man kommer Gespenstet, jo daarligere gaar det sgu med Forretningen.
Blicher
(knuger Hænderne).
Og saadan gaar du rundt og trækker mit Navn ned i Skarnet!
Farveren.
Naa, vanker der saa et ringe Bidrag fra den lille Laanekasse!
Blicher
(gi'r ham en Daler – i Oprør).
Kan du saa gaa hen og blive fuld for den!
Farveren
(spytter paa den).
Jeg skal prøve paa det. Farvel, gamle Dreng. Vi ses nok igjen. Skal jeg hilse Fattigforstanderen? Han bliver vist morderlig glad ved at gjense et saa agtet Medlem af Familien.
(Gaar.)
Blicher
(iagtta'r ham gjennem Gaardruden).
O du min Gud, hvad har jeg gjort, at en saadan Skæbne skal ramme min Slægt!
(Tæppe.)