Povl.
A haaj wal knap nok tint, te det war nap302 saa taang en Stien aa trill mej. Tho det gik jo endda noweledes303 i æ Førstning; da haaj en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.
Anton.
Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille Søndagshjem paa Heden".
Præsten.
Nej, kjære gamle Povl, har De haft det saa tungt! Og det har De aldrig sagt mig?
Povl.
Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka reterir sæ304. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam te nø Besætning.
Anton.
Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.
Povl.
Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.
Anton.
Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a saâ, te a ett ku trækk di Sel305 paa?
Povl.
Ja, du maa ett læ dæ bind for mi Skyld. A er en gammel opsledt Mand, der nødde skuld gaa i æ Lyssen for nue.
– Men jen Ting kund du da gjân lov mæ, inden du forlaader æ Egn for aall Daw; te du vild ta med mæ hjem aa si æ; det ku da'tt skaad dæ nøj306.
Anton.
Det vild a endlemaal307 ogsaa gjân tjen dæ i, Faa'r, hwis a ett war ræj for, te a skuld føl mæ swag. For nær a maa sætt mæ saa bestemt imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i æ Vej. Mæ og Kjesten – vi er færdig med hinaan.
Povl.
Ja, det haar a jo guednok lædt mæ forlyd mej.
Anton.
Derfor maa a saalaant herfræ som a ka komm. For bo en Stej, hwor en ku resikir aa mød hind hwerandt Lidt, si hind gaa paa æ Awer og flytt æ Kyer, heller maaskisæ kyr te Kjerk med en naaen Mand ved æ Sid af sæ – nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r – du maa ett frist mæ!
Povl.
Jaja da. Det skal a saa – heller ett (rejser sig langsomt og med Taarer). Naa – maa a saa – sej dæ Faa – wal, Anton. Gud vær – med dæ!
(Gaar mod Døren; Præsten følger ham.)
Anton
(synker ned paa en Stol).
Hwor møj mir mon a haar aa rykk øwer, fâr a ka komm afstej!
(Tæppe.)
FJERDE AKT
Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der løber i en Bue til venstre; i Hjørnet en Spange over Aaen med Rækværk til begge Sider. Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.
Kjesten
(kommer over Spangen med en hvid Lærredsvæv under Armen; begynder at brede sin Væv ud over Grønsværet langs Aaen, mens hun synger):
Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
og nynner i søde Drømme,
hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
med Hænder, smygende ømme.
Men dybt kan én den anden bedrøve.
Rød lagde Ka' Drebæk sin Væv paa Bleg,
det var ved Sankt Hansdagstide,
men førend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.
Thi dybt kan én den anden bedrøve.
Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro,
med Haanden dækker hun Panden,
den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
har Bryllup i Dag med en anden.
Saa dybt kan én den anden bedrøve.
(Pavse; derpaa Pigestøj og Latter til højre for Scenen fra andre Vaske- og Blegepladser):
Hallo, hallo – o – o!
Kjesten
(svarer).
Hallo – hallu – u – u!
Svenske-Stina
(leende ind fra højre; hun er høj, lys og smuk).
Goddag, søta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa! Har du hørt det; har du hørt det?
Kjesten.
Hwad haar a hør.
Stina.
At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.
Kjesten.
Ih, hwem skrywer søne nøj?
Stina.
Gossan min, min Elskling forstaas.
Kjesten.
Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?
Stina.
Ja da! ikke sandt! Før vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han paa sjølve Stunden.
(Ny Latter fra højre.)
Kjesten.
Hwem er det, der grinner308 søen?
Stina.
Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tøj derborte ved Elven. Faar jag kalde dem hit?
Kjesten.
Ja hit du dem baare.
Stina
(jodler).
Hallo, hallu – u – u!
Stemmer
(svarer langt borte).
Stina.
Aa, hvor er han søt, nej! saa utomordentlig søt! Se her, se her, se her (danser rundt). Jag har'en i Fickan. (Ta'r Kjærestens Portræt op af Lommen.)
Kjesten
(med et Suk).
Det skuld lig vær enaaen jen, der søen haaj æ Kjærest i æ Lomm!
Stina
(stikker Portrættet frem).
Titta!
Kjesten.
Tho da er æ en hil Stø bovn Kaa'l309. Han ligner jo ligfrem Anton.
Stina.
Mycket vakrere.
Kjesten.
"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal iløwle310 mir te aa stikk Anton ud! Men det forstaar sæ: enhwer Sow tykkes wal bejst om si Gris'.
Stina.
Aa jag er saa kjær i'en, saa jag kund spis'en (griber Kjesten om Livet og danser rundt). Saa kjær, saa kjær, saa kjær!
Kjesten.
Ja, det ka a rigtignok mærk. Haar han saa nøj aa byd dæ hjem paa?
Stina.
Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.
Kjesten.
Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett søen nø Stilling.
Stina.
Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la Allerkjæresten sin svelte førdærvat.
Kjesten
(med et Suk).
Gud gi det war mæ, bette Stine, dæ søen bløw send Boj311 atter; men den Held ska a nok ett ha.
(Nye Hallo bag Scenen).
Kjesten og Stina
(svarer igjen).
(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og hvide Forklæder jubler ind fra højre; de slaar Kreds om Kjesten og Stina, slaas paa Skrømt, tumler og støjer. Et Par af dem bærer en Balje Tøj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)
Kjesten.
Det war alkjøn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette Spøg for. A hører, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark?
Stemmer.
Jow, læ wos lav nø Kommes!
Kjesten.
Nu er æ Blomster jo ogsaa saa kjøn som de blywer. Vil I nu plukk, saa ska a pynt.
Stina.
Nej, hvor roligt!
(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina ta'r Plads midt for Scenen.)
Kjesten
(synger, mens hun pynter Bruden; de andre sætter Omkvæd til, idet de bærer Blomster til hende).
Nu er Dagen fuld af Sang,
og nu er Viben kommen,
Bekkasinen Natten lang
haandterer Elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinde byder op,
og Dueurten nejer.
Dammen ligger Dagen ud
med Brudelys i Hænde, —
rækker højt de ranke Skud,
at Solen maa dem tænde.
Nu vil Mø med Silkestik
paa Brudelinet sømme,
den som ingen Bejler fik,
hun ta'r sig én i Drømme.
Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
saadan slutter vi vor Leg,
saa glad som den begyndte:
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
(Stina er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Bælte; da Sangen er til Ende, siger)
Kjesten.
Nu, bette Stine; nu vild a ønsk, te du kund si dæ sjel. For nu er du saa kjøn, som du blywer.
Stina.
O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomordentlig gladt!
Kjesten
(klapper i Hænderne).
Kom nu her! (De danser i Kreds om Stina, mens de synger):
Munken gaar i Enge
den lange Sommerdag,
hvad gjør han der saa længe,
aaja, aaja, aaja!
Stina.
Aa jøja mig! Jag kan inte holde Fødderne stille. Faar inte jag danse med?
(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen fortsættes):
"Munken breder ud sin Kappe saa blaa"
(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)
Stina
(i Latter).
Det var Jæklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Særk!
(Nu opløser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hører Takten):
"Aa se dog hvor lystigt de danser de to,
som havde de stjaalet baade Strømper og Sko,
Kom falderideralla."
Stemme.
Kjesten, di Muer kommer!
(Flokken forsvinder lydløst. Kjesten tilbage til Blegepladsen.)
Karen Mari
(kommer besværlig over Spangen).
Aanej, det war endda en kjøn Maa'nstûnd312. A kund ett dy mæ; a maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er bløwen nøj taang.
Kjesten.
Ska a komm aa ta ved di Haând, Muer?
Karen Mari.
Nej, mi Baâ'n, det gaar wal, nær a baare ett skal blyw hwingelsyg313. – Nej, saa aall æ Blomster er kommen! Si, hwor de staar med dje bette gul Huejer314. Aa, hwor det er skjøn! Æ Stork ska nok ogsaa vær sit315.
Kjesten.
Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefæg.
Karen Mari.
Ja, den Kaalsen316 han ka gaa og find æ. (Er nu kommen ned paa Engen; ta'r fat i Væven.) Læd wos faa'en strammed bejer ud. Ta ved'en dér. (De strammer Lærredet.) Laa du Mærk te, om æ Kaal war kommen ad æ Mark?
Kjesten.
Nej, a saa ett te no Kaal.
Karen Mari
(næsten grædende).
Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda stræng, nær en søen ska dryw dem te æ Bestilling, og ett ved, om der blywer nøj udretted i æ Gaard heller ett.
Aa vi, vi!317 – en Adskjel hér er bløwn, sin den hwelle Kaa'l kam aa æ Gaard! Hwor kund du endda faa æ øwer di Sind aa vraag Anton, vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? (Ta'r i Lærredet.) Her ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu æ Kaa'l te em, det war æ, en sku spør om.
Kjesten
(bimsk).
Saa kund du jo ha tavn ham, Muer!
Karen Mari.
Hwad er det nu for nø Plevver318 aa komm mej! Kund a ha tavn ham! Som det war mæ, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render Haarer319 ind, mæ gammel Negger320. Men søen er det med de ung Piger nuomtider. De véd ett dje egen Bejst. Saa vraager321 de jen og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det er da mæ, det gaar ud øwer i æ Uddrav322. Herregud, te en nu skal sætt den skjønne Gaard øwerstyr, som haar wot i æ Familli si Værri323 saalæng nue ka how324! A tror da heller, en maa tink paa aa faa æ sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa.
Kjesten.
Hwad sejer du, Muer; vil du sæl æ Gaard!
Karen Mari.
Aa, spør mæ ett om nue Ting. A kan ett ha i mi gammel Hued. Det er mæ øwer æ Haând ihworden a vender æ. Og du vil jo ett gjør nø Aller af nue Ting. For der war saamænd saa manne, du gjân kund ha faat. To det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa æ Fingerender.
Ved du, om Anton endno er i æ Land?
Kjesten.
Hiel sikker ka en jo ett vær paa æ, men det hober a da, han er. Atter hwad a haar høt, kund han jo ett komm af hans nøj Plads fâr te Majdaa, og den haar vi jo først i Øwermaân.
Karen Mari.
Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fræ æ Egn? Det maa da ha wot saamøj en slemme Klørfimsi325. Nu ska æ nok vær gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der bløw mæ fortal ved æ Kjerk. Det er da nø stræng nøj for wor Præjst. Tho det er da ham, der ska døb 'em.
Kjesten.
Ja, nu ka æ jo vær, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar; nu han er kommen aa æ Vej, saa er æ jo saa nem aa vælt ham i æ.
(Store An og Bette An kommer med Sække fulde af Vasketøj over Engen fra venstre. Bette An fortsætter ud til højre med Næbbet hængende.)
Store An
(gaar hen til de to ved Blegen).
Goddaw og Gudhjælp jer!
Karen Mari.
Tak. Naa haar en dæ hér! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun saa saa pylred326 ud?
Store An
(hæsende).
Jow, nu er jo bløwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te Bekjendels øwer for æ Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa æ Tjenest.
Karen Mari.
Herregud, den kjønne bette Pig! Saa war æ da godt, vi anner ett beholdt hind i æ Gaard. Hwem er saa Pâtros327 dér paa Lav?
Store An.
Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i æ, den samm der haar wot paa Spil aall de anner Stejer.
Karen Mari.
Student Darling! Er æ saa ett forfærlig da!
Store An.
Jow, det war sgi en javn Høstkaa'l, dér war kommen te æ Egn. Hihihi! Nær de nu faar æ Bø'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa skuld de slaa æ sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka æ jo vær, te ogsaa æ Præjst kund kwitt en Gryssen328 i hans Betaling. Hyhyhy! (gaar).
Karen Mari.
Er æ da saa ett faale329 med æ! Hwad tinker du nu om gotten Swend330?
Kjesten.
A tinker, som a æ hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a ett vild rør ved med en Ildklemm!
Karen Mari.
Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid? Da kund en naaen jen da ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt dæ saa lidt i æ Hued. Men det er jo godt, du saa er bløwn omsinded.
Kjesten
(harmfuld).
Aa, I er nø gued Fæpander ind ad en Kant (flæbende): A haar aalle hat anner i mi Tanker – paa den Maad – end Anton – ett jen Ywblik, det forsikrer a ved den søde Gud, a haar ett, saasandt som a staar hér!
Karen Mari.
Men bette søde Kjesten, hwor kund æ saa fald dæ ind aa læ den bovne331 Kaal gaa? A haar jo da aalle saat mæ imud te dæ bløw en Par af I tow.
Kjesten.
Ja men, du saa jo, hworden Anton war bløwen, inden han kam ad æ Dar. A kund jo da ett hiel læ mæ træj nied332 af ham.
Karen Mari.
Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens ha wot af Kjærlighid.
Kjesten.
Ja, det tinker a ogsaa nok det war (ny Smaaflæben). Og a skuld wal ogsaa ha funden mæ i æ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og nær som Anton, nær en først kommer te aa tink ved æ. Og det er jo paa en Maad mæ, der drywer ham aa æ Land333 (stærkere Græden).
Aa, nær det kommer i mi Tanker – saa ka a legg wogen den hiele Næt uden aa faa Blûnd i mi Øwn. Baare a endda kund træff ham jen Gaang endno; der war saa møj, a skuld ha ham saâ334.
Karen Mari.
Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord nø mir ud af ham, men du haaj ham, og han war ved æ Sind. Nu ka vi ta obaag335.
(Fisker Thames er kommen frem med sin Medestage paa Banken til højre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, før han kommer ned paa Engen til Kvinderne.)
Karen Mari.
Aa, Jøsses, er det din Spøgdogter; det ga da søen en Kip336 i mæ. Men det war saamænd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle Kwinder og græder te hinaân.
Thames.
Ih, gjør I det! Da plejer der karenmæ ett aa vær møj Græden, der hwor a faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat337, bette Folkens?
Karen Mari.
Ja kund a sej dæ æ, Thames! Det er ved aa skrid nied om wos.
Kjesten.
Ja, Muer er bløwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og a ska ha æ Skyld for aal Ting.
Karen Mari.
A gir dæ kuns æ Skyld for jen Ting: te du smed mæ en hwell Kaal338 paa æ Dar, endda æ Gaard ett kund omvær339 ham.
Kjesten
(med ny Graad).
A ka heller ett omvær ham. Det er det, der er saa forfærdelig. Aa bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te.
Thames
(ser ud af Scenen).
Gi jer nu still te æ! Der kommer jo vis hans Faa'r340; a saâ, te han for lidt sin gik ind te æ Kjø'mand. Hwem ved hwad Hjælp der ku vær ved ham.
Povl Hedemark
(med en Æggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).
Goddaw og Gudhjælp jer!
De andre.
Tak og dæ detsamm!
Thames.
Ja, nu er der nøj aa ta ind ved æ Høns.
Povl.
Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo.
Thames.
Sej mæ, Povl, om en maa vær saa fri aa spør: Haar du hør nøj fræ Anton i æ Sidsten?
Povl.
Jow, det war ett sær. (Med Bævren i Stemmen.) Han – haar saamænd – skrøwen javnhen flink te mæ i Vinter, a maa ett sej ham andt paa. Men nu hører a walsajt – ett mir – fræ ham.
Kjesten
(ængstet).
Da er han da'wl ett rejst!
Povl.
A tær ett sej, om han er rejst endno, men a frøjter for æ.
Det sidst a høt fræ ham, da skrøw han, te der gik en Skif paa Frejda; men han vidst ett, om han ku blyw færdig te aa ta med'en, helsen maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er bløwen færdig, det er æ jo, det kommer an paa. Andt kan a saamænd ett sej jer.
Thames.
Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl!
Povl.
Ett aa takk! Faawal (gaar mod Spangen).
Karen Mari.
Herregud, hwor han endda er kommen te aa si gammel ud!
Thames.
Ja, han hænd341 jo søen ved den Søn. Og den Slaw det ska nok gjør jen graa baag æ Ører.
Kjesten.
Te a ett ogsaa er kommen te aa spør om det nø far! – Muer, a maa snakk med Anton endno engaang; det koste, hwad det være mô.
Karen Mari.
Ja men, Baa'n, tho do høt jo, te æ Skif maaskisæ aallered æ gavn.
Kjesten.
Aa, sej æ ett, Muer. Det er lissom det sku stemm æ Aând342 i mæ. Og hiel sikker er æ da heller ett. A ta te Kjøvenhavn imaan den Daa. Kaski saa Worherr æ mæ gued.
Karen Mari.
Kjøvenhavn! Aa Jøsses! Det er helsen ett baag æ Laad! Og søen en jenle Kwind', hworden ska du reterir dæ343?
Kjesten
(ivrig).
Thames, du maa følle med mæ! Aa, vil du ett, Thames! Du haar jo wot der far? A ska nok betaal æ.
Thames
(i Jubel).
Om a vil ta med dæ! Te Kjøvenhavn! Aae, mi søde Pig, her er a! Betro du dæ baare te mæ; der ska ett blyw krummed en Haar paa de Hued, saalæng du er ved mæ.
Hahaha – a – a. (Smider Medetøjet.) Fanden nu med mi Mied'staag, nu er der andt aa tink paa for gammel Thames.
Kjesten.
Ja, for du er jo da kjend med æ Vej, Thames?
Thames.
Du skal ett vær ræj, mi bette Pig; er der nue, der kjender Kjøvenhavn for Aller344, saa er æ visnok Fisker-Thames. A haar wot derøwer med Lamm. I kan spør Slagter Christensen i Danmarksgade, om han haar nøj aa udsætt paa mi Fremtræden. A haar wot uden for æ Gaardsled far i Daa. A haar lejen i Rendsborg for Kongens Kaal, vi marsired med fuld Oppakning til Issehow. Det er en Pa Daw sin!
Kjesten.
Og du ka rejs imaaen?
Thames.
Bette Kjesten, a er ledde345! A føller dæ te Verdens End, om det forlaanges; men vi maa ha en Dram og en Bid Brød i wor Lomm, for det er en javnhen laang Vej, og det koster, hwad der kyeves der paa Lav.
Karen Mari.
Ja, kund I komm hjem med Anton, saa tykkes a aal Ting kund blyw godt endno engaang, men det er wal sajtens baagatter.
Thames.
Da skal vi iløwle forsøg "at dreje Skuden", hwa, Kjesten!
Kjesten.
Ja, a vild endda vær tefreds, baare a maatt taal med ham endno engaang. Mir venter a ett. For han er naturligvis saa vred paa mæ (græder), te han ett er te aa omstemm. Og det haar han da ogsaa Grund te aa vær.
Karen Mari.
A tykkes iløwle, det sir saa forvoven ud det hér, søen laang og kostbar Rejs; og ett en ved, om I træffer ham heller ett. Ka en nu ogsaa betro dæ te æ, Thames?
Thames.
Spaar du dæ di Syllewornhied346, bette Muer! A haar rejst med Lamm far. Spør du Slagter Christensen i Danmarksgade! I den sidst Sending haaj a øwer hunder Lamm, og fandenmæ ett jen der brækked saamøj som en Baagbien!
Karen Mari.
Jaja; læd æ saa ski – i Guds Navn da!
Thames
(snapper Karen Mari om Livet).
Hwad om du kund ha tavn mej, din gammel Peverbøss. Aae, knag'mæ, hwor skuld vi ha mored wos!
Karen Mari.
Aa slip mæ Thames, a blywer saa forhwingelt347, te a hwerken ka pipp hæ348 kukk!
(To, tre Par Piger med Tøj og Vaskebaljer kommer ind fra Engen til højre.)
Kjesten.
Læd wos nu et kjælling349 æ Tid hen, men komm hjem og faa æ Sager i Stand.
Thames.
Ja, kom I nu baag atter mæ (til Vaskepigerne). Saa skal I slutt op!
(Skrider gravitetisk foran, synger, mens han afvekslende trutter i Klarinetten; de andre følger ham parvis.)
Saa drager vi til Kjøbenhavn
– trut – trut – trut!
Og spørger nogen om mit Navn,
– trut – trut – trut!
saa skuldrer jeg min Medestang,
– hopsa! Medestang —
og blæser dem en Marsch saa lang:
Trut – trut – trut!
(Tæppe.)
FEMTE AKT
Plads i Nærheden af de Forenedes Dampskibsbrygge i Kjøbenhavn. Udvandrerskibet »Hellig Olav« skimtes fjernt i Baggrunden. Det er kort før Afgang. Trækvogne, Bybude, Politibetjente strejfer af og til over Pladsen. Til venstre ses en høj Stabel Pakkasser, til højre en Fortøjringssten.
Kjesten og Fisker Thames kommer fra højre.
Thames
(i gammeldags Mundering: lang Vadmelsfrakke, høj, skimlet Hat o. s. v. Han hinker paa Foden).
Det er da dæwels, som de Støvl gnawr mæ. A bad dem endda saa mindele om paa æ Gjestehjem aa gi em en gued Lav Fjedt. Det er en faale Pin aa vær i. Haaj der endda wot350 en Bænk, saa a kund ha list mæ te aa trækk em aa (ser Fortøjringspælen). Død og Krown351, her maa æ vis kund læ sæ gjør (sætter sig op og haler Støvlerne ud over de hvide Uldsokker, retter befriet Ryggen): Aaeha, hvor det suelt352!
Kjesten.
Naa, ga æ saa Len353?
Thames
(svinger med Støvlerne).
Ja, nu er æ karenmæ ingen Sag. Kom nu an, bette Kjøvenhavn!
En Dreng
(med en Trækvogn kjører bagind i Thameses lange Frakkeskjøder, saa baade Thames og Kjesten stenter til Side).
Kan han inte se sig for, Bondekvaj!
Thames
(samler sig op).
Aaeha endda! Søen en Hertug! En sku næjsten tro, han kjor atter Jurdmur, sø'n en Faart han haaj opp.
Kjesten.
Aae, Thames, a er saa hjatklemt, te a ett ka sej aa æ.
Thames.
Ja mi Pig, a war sgu klemt fàr, søen det dut nøj, men æ Støwl dem ka en træk aa, saa er det te en Sid, men æ Hjat354 det er missel en møj æm355 Stej. Men nu ska du'tt vær aaltfor angermodig. Vi faar jo nok Finger i gotten Swend.
A snakked med jen paa æ Gjestehjem, der war ud fræ samm Kant aa.
Kjesten.
Da kjend han da'wl ett Anton!
Thames.
Jow, han vidst gued nok af ham aa sej; og han troed nu ett – æh – te han war tavn afstej. Men han haaj wot fræ æ Hjemmen i den sidst Ug, saa hiel bestemt kund han jo ett sej nøj.
Kjesten.
Aa, a tykkes, a vild gi aal det a ejed og haaj for aa træff ham.
Thames.
Nu er æ heller ett ward356 aa lov aaltfor møj ud. Det ka jo vær, du faar æ for slet ett. Nu snakker vi ett mir om det. Han kommer nok, – med Guds Hjælp. For det maa jo vær hér?
Kjesten
(ængstet).
Aa, Jøsses, Thames, du haar da ett før wos paa gal Vej?
Thames.
Gi dæ nu still te æ, Kjesten! Læd mæ faa Lov aa sund mæ paa æ. (Ser i Vejret og fastslaar): Jow; det ska nok sæd! Der haar vi æ Suel, og der haar vi Run-de-torn; det ka fandenmæ ett rokkes! Æ Retning er, som den ska vær. – Og dér … og dér – hæhæhæ! … Ja war æ ett det, a saâ dæ, Kjesten, der legger, Fanden slaa mæ, lig æ Skif, vi fraager357 atter: "Hellig Olaw", "Hellig Olaw" – haar a saa ett Ret!
Kjesten
(forundret).
Er det æ Skif! den der! aae Jøsses endda!
Thames.
Jow, a tytt nok, te det maatt vær æ Retning; gammel Thames haar sgu ett saa ring en Snøgger358; det er nok ingen hiel Taari359, du haar faat med dæ, hæhæhæ! Hwa Kjesten, Hwa!
Kjesten.
Nej, det er ett te aa forstaa, te du ka hold te æ. Det Hiele er nær ved aa skjell mi Hued ad.
Thames.
Ja vent nu, te vi faar Hold i Kalorius, saa blywer der nok Raad for den Huedpin, mi Muer.
Kjesten.
Baare han nu ett er rejst!
Thames.
Naa; hæhæ; saa du tror, han kund vær spasired lidt foraa360. Søen en bette Swip op forbi Kronborre, Hwa!
Kjesten
(tjatter ud efter ham).
Aa, læd nu vær aa drill mæ, din Slog361!
Thames.
Haar vi nu æ Skif, saa faar vi ogsaa wal æ Mand. Men nu maa vi sgu pass paa aa hold wos te hinaan, for nu begynder der aa blyw Tryngi362. Vil du nu kikk te den Sid (peger mod venstre) saa skal a hold Yw med æ te den naaen Sid.
(De stiller sig op hver paa sin Side af Scenen; lidt efter raaber)
Thames.
Kjesten! Kjesten! Nu behøver vi fandenmæ ett aa glyn363 suemøj364 længer; der haar a lig Kik paa Fyren!
Kjesten
(styrter hen mod Thames).
Det er da'tt sand! Ka du si Anton?
Thames.
Om a ka si ham! Ogsaa li'saa grangywle! Hahaha – ha! Han tror søen, han gaar og grovelirer … i hans egen bitte Tommerumm? Nej, min kjere Ven, du er i-agt-taget, du er med Respegt at mel-de un-der Opsyn!
Kjesten.
Jamen, æ' æ365 nu ogsaa ham?
Thames.
Ja, fandenmæ er æ ham! Ih, gudfaarebewors, ka du'tt kjend – om a saa maa sej – dit eget Kjød og Blod? Ham kund a da kjend, om det saa war mell hunder Swyn; det Kaast der med den fræens366 Skank, det er da'tt te aa ta fejl aa. – Men nu maa vi karenmæ vær betint paa, hwordan vi vil ta imud ham. (Hurtigere.) … Si kuns nu: Vi stiller wos lig her baag den Stavil367 (peger paa Trækasserne), og saa lig i det sjelsamm som han gaar forbi, saa løwer du baag te ham og rover: Bøv!
Kjesten.
Nej, Thames, det tykkes a ett om. Det er en sær Maad aa ta imud ham paa, nu det er saa læng sin, en haar sit hinaân.
Thames
(lidt skuffet).
Naa. Ja, saa læ'r vi det vær. Nej, hør kuns nu: Istej for "Bøv", saa flyver du om æ Hals af ham og sejer: "Søde, kjere Anton, hwor kun-de du gjø-re mig den store Sorrig." —
Kjesten.
Nej, det ynder a heller ett.
Thames
(stødt).
Ynder du heller ett det! Søen vild a da ha gjord æ. Nøj ska du da for Fanden sej. – Gaa da saa baag æ Stavil der, te a kalder paa dæ, saa skal a … Gaa nu! Gaa nu!
(Kjesten gaar bag Kassestablen.)
(Anton fra højre belæsset med Pakker.)
Thames
(træder ham bredt smilende i Vejen).
Goddaw, Goddaw! Hæhæhæ! Naa, der war nok jen, der haaj æ saamøj brøltront368. Skuld lig afstej te Amerika, lig afstej. Du kund wal ett lid aa faa Selskaf?
Anton.
Hwa? Fisker-Thames! Er du kommen herøwer? For mi Skyld? Da war det virkelig alkjøn369 af dæ.
Thames.
Jow for gammel Bekjendtskavs Skyld; tho vi tow haar jo hat saa møj godt sammel i wor Daw, saa fæk a Lyst te aa hels paa dæ endno engaang, men du war aa faa i Taal. A kjender jo æ Vej. A haar jo fârhen wot her med Lamm.
Anton.
Hwordan staar aalting te derhjemm.
Thames.
Jow tak, tho a haar jo da saa manne Hels'ner te dæ, det war ett sær.
Anton.
Kjesten – hwordan haar hun æ?
Thames.
Jow, a takker for gued Atterspørsel; søen lig i æ Tid haar hun æ jo ett aalbejst; men en haar jo Lov te aa hôb paa Forbejring.
Anton
(ængstet).
Hwad sejer du, Thames! Er Kjesten ett rask; heller – skuld der vær nø andt i æ Vej med hind?
Thames.
Det er a ett saa "komfetent" te aa udtaal mæ om som en an-den én (med en stor Armbevægelse hen mod Kassestablen). Nu ka du godt komm, Morlil; nu kan du karenmæ godt komm!
Kjesten
(frem, opløst i Taarer).
Anton
(slipper et Par Vadsække).
Hwad for nø nøj! Du er hér!
Kjesten.
A maatt herøwer, Anton, om saà det war mi Lyw om aa gjør. Du haar ett wot ud aa mi Tanker, sin du forlod æ Gaard, det ved Worherr i Himlen, a taaler Sandhied; a haar lejn370 æ Nætter ud og grovelirer paa, hworden a sku faa dæ æ saà endno engaang. For du maa ett wontink371 mæ, Anton, a fortjener æ ett af dæ, a haar aalle holdt af nue anner, som a holder af dæ.
Anton.
Maaskisæ ett sin Darling kam fræ æ Egn, men fâr —
Kjesten.
Ja, a vidst jo, det maatt komm. Men det sejer a dæ: A haar aalle brødt mæ om den Student for en Hæjt. Det er nøj, anner Mennesker haar hætted372 paa for aa sætt ondt imell wos. Og du war sommtid saa urimele imud mæ, te a lod dæ blyw i æ Tro. Men a haar en rejn Fued aa staa paa. A haar ett hat andt med Darling aa gjør, end hwad enhwer maatt si paa.
Anton.
Det sejer du!
Kjesten.
Ja, og ingen skal nuesind kund bevis mæ andt øwer! Det gaar a aalle fræ, te a haar tavn en Dans med ham her og der; mir ett. Men det er et hans Skyld, te det ett er kommen vidter.
Anton.
Hwis er æ da?
Kjesten.
Nu maa du ett begynd forfræ, Anton. A ka ha hat mi Skyld i, te det er gavn som det er gavn. Men mon du ett ogsaa haar hat din? Mon ett vi nok kund ha snakked wor Sager ilav, hwis du imell kund ha styred di Sind?
Men a vil ett bebrejd dæ nue Ting. Du haar di Sind, og den ka vær haard som Flint.
Anton.
Ja, det er sand nok.
Kjesten.
Men a ved ogsaa, hwor gued du ka vær. Og Gud ha Lov, saa er æ det gued en hower373, nær aal de Und374 er glemt.
Anton.
Ja, det ska nok sæd375!
Kjesten.
Og sjel om du nu ogsaa vil gjør Aller aa376, aa rejs fræ wos – a er ett kommen her for aa øwertaal dæ – saa vil a først sej dæ det: om du løwer heller du dør, der kommer aalle den, der ka faa mæ te aa glemm det Gued, du haar gjord mæ.
Anton.
Det sejer du mæ, Kjesten, imen a staar her med æ Hinner fuld af Amerika!
Kjesten.
Som a sejer dæ, Anton, du ska gjør i aalle Maader atter di egen Beram377. A vil ett øwertaal dæ. Men om du kund faa dæ sjel te aa blyw herhjemm, aae, hwor vild vi gjør æ godt for dæ!
A forstaar saawal, te du ett vil læ dæ nyw med en Hiedbrink – det vild a nødde378 sjel – ; men mi Muers Gaard – er det ett en gued Arrepaart? Tror du egentlig, du kommer te mir dérøwer? Og du maa ogsaa gjan ta de gammel Faar379 te dæ.
Anton
(tier).
Kjesten
(med fremvældende Taarer).
Om a saa endno er gued nok te dæ, det ved a jo saa ett.
Anton.
Det er Allersnak380 aal det, du der sejer mæ?
Kjesten.
A er et tavn den laang Vej for aa staa og fyld dæ med Præjk.
Anton
(smider alle sine Pakker).
Saa legger Amerika nu dér! Nu ka a si, te a haar wot en Taari381 te den her Daa. Men Gud ha Lov, det ka gjøres godt endno. A troed aalle, a skuld blyw glaad mir her paa æ Jurd. Og saa kommer du her, mi egen bette Pig …
(Han gaar imod hende, men de ser sig uroligt om efter de forbigaaende.)
Kjesten.
Aall de manne Mennesker!
Thames.
Bryd I jer aalle om dem. Det er vis ett æ først Gaang, der kysses paa den hér Plads!
(De unge omfavner hinanden.)
Kjesten.
Saa tar du med mæ hjem for aalle mir aa forlaad wos?
Anton.
Ja, Kjesten, nu tar a med dæ – saalaant æ Lyw vil gjæld!
Thames
(opsamler Antons Sager).
Saa er æ nok bejst, a ta "Amerika" – war æ ett søen, du kaldt det hér – for det er da Synd, te det ska legg her og flyd. Og saa vil a hen og ha mæ en bjedsk Dram, det tykkes a, a ka ûnd mæ sjel, for nu er a saa tepas, som nær a haar fanged jen af mi aall'villerst Gjejjer382!
Anton
(til en Drager med en Kuffert paa Nakken).
How, De dér. Læd mæ faa æ Kuffert, det er nok min!
Drageren.
Skal den inte om Bord?
Anton.
Ett den Gaang endno.
Drageren.
Maa jeg saa inte bringe den tilbages for Herren?
Anton.
Nej Tak, behøves ett. (Betaler.)
Drageren
(gaar).
(Damperen fløjter.)
Kjesten
(kaster sig ind til Anton).
Nu fløjter æ Damper atter dæ, men den ska ett ta dæ fræ mæ. (Hun griber rask Kufferten ved dens ene Hank og siger varmt og energisk): Kom nu, Anton!
Anton
(fatter Kuffertens anden Hank).
Kan du virkelig bær den!
Kjesten
(med Eftertryk).
Ja, Anton, nu kan a bær, hwad det ska vær!
(Mens Dampskibsskruen arbejder, gaar de to hurtigt ud til højre med Kufferten imellem sig. Fisker Thames bagefter med Pakkerne.)
(Tæppe.)