Børn! I ere jo ganske drukne. Det er en vakker Ære for Piger at drikke sig ud af stand til at fægte paa en Tid, da man kan vente Fienden hvert Øieblik.
Frue Capitain! Vi drikke paa Nagernes Ruin.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager,
Millioner Draaber Blod.
Jeg er bange for, I drikker saa vel meent paa Nagernes Ruin, at det bliver jeres egen. Jeg har desuden den Troe til mine brave Piger, at de har Mod nok uden at hente det af Brændeviinsflasken.
Capitain hun giør os skamfulde; gid vi aldrig havde smagt en Draabe, saa skulde de faae see, at de troer sandt om os.
(tager sin Flaske, og seer paa den.)
Min Flaske er ikke halv uddrukken, der ligger den. (han kaster den, de andre ligesaa, og raaber i det de kaster den) Hurra! leve Sophie.
Tak mine Børn; det er mig kiert, at I holder af mig.
Var der en ved hendes Compagnie Capitain, som ikke holdte af hende, skulle jeg see den Carnailes Hierteblod.
Du faaer vist ingens Hierteblod at see.
Nei vist nok ikke. Det maatte være en Vanskabning af et Menneske, som ikke vilde hende vel.
Mine Børn! gaaer hen i Leiren.
Frue Capitain! det er dristigt, men torde vi bede om en Ting til Beviis paa, at Capitainen holder af os.
Siig kun, hvad er det?
Om det maatte være os tilladt – — det er, som sagt, noget dristigt, om vi maatte kysse Capitainen.
Vi kan jo være gode Venner uden at kysses. (De staae alle tre med nedslagne Øine) Jeg gider ikke see misfornøiede Ansigter; kysser mig da. (De kysse hende og derpaa gaae, raabende:) Hurra, længe leve Sophie.
Frue Capitain! Musketeer Marie har giort Barsel.
Schwere Noth! det er nu den fierde af mit Compagnie, som ligger i Barselseng, og ingen Rekruter er her at faae. Veed du nogen?
Sergeant Gunild talte om, at hun havde Øie paa en Løsgienger som kalder sig Julie, en ung vakker Pige?
Lad Sergeanten komme ind til mig.
Har Capitainen seet hvad der staaer?
(peger paa Leander)
Det er en fortryllende Karl. (til Tambouren) Gaae efter Sergeanten. (til Leander) mit velsignede Barn, lad mig omfavne dig! (hun omfavner ham. Tambouren gaaer smilende bort.) (afsides) Han tager meget rolig mod Karesser; det er vist ikke de første han har faaet. (høit) Men hør min Dreng! jeg seer du har Kaarde paa; det ser pudseerlig nok ud; men her til Lands bruges ikke Vaaben til Pudserier. Du er en deilig Karl, men klæd dig ikke som en Nar, at bære Vaaben er dit Kiøn uanstændigt; leveer mig din Kaarde, min Søn, og følg mig i mit Telt.
Jeg er ikke klædt som en Nar, at bære Vaaben er ikke uanstændigt for mit Kiøn der, hvor jeg er kommen fra. Fanden selv skal ikke tage min Kaarde, jeg er ikke deres Søn, og følger dem ikke i deres Telt.
Jeg troer du ordentlig vil giøre Nar af mig, strax hid med din Kaarde. (hun vil tage den med Magt, men Leander er hende for sterk) Du skal snart see dem, som kan tage den.
Det vil koste —
Hvad befaler Frue Capitainen.
Min kiære Gunild! har hun faaet fat paa den Omløberske. Grete Tambour har sagt mig, at hun havde Øie paa hende.
Endnu ikke; men hun skal være mig vis nok.
Ja det er godt nok, men lad Doctoren sige os, om hun laver til Barsel; hvis saa er, vil jeg ikke eie hende, jeg er saa kied af disse evige Barselsenge. A propos, hvad har Musketeer Marie faaet, Pige eller Dreng.
Dreng.
Fy! – hør et Ord Sergeant.
(hun hvisker til Sergeanten og viser paa Leander.)
Strax Frue Capitain.
(hun gaaer.)
Nu min Søn! vil du følge mig i Teltet; du kan derved undgaae endeel Uleiligheder.
Fy!
Fører ham i Arrest, den Omløber.
(Sergeanten og Soldaterne føre ham med megen Besværlighed bort.)
Mage til den Knøses Mod og Kræfter, har jeg endnu aldrig seet hos nogen af hans Kiøn; jeg gad have ham ved mit Compagnie; men mine Folk ere alt for ærekiære til at giøre Tieneste med en Mandsperson. Dersom alle Mandfolk vare af den Kaliber, vilde vi Fruentimmer blive nødt til at overlade dem Sværdet.
Frue Capitain! da vi vilde tage Kaarden fra Omløberen, blev han rasende, rev sig løs, trak ud, saarede ti Musketerer, og gav Lieutenant Berthe et farligt Stik i Armen.
Enten er han gal, eller det er et forklædt Fruentimmer; maaskee begge Dele. Er han lagt i Lænker?
Ja Frue Capitain! vi havde Møie nok med at faae dem paa ham.
Jeg vil gaae ind i Vagttæltet at see, hvordan han nu skikker sig. (De gaae.)
Endeel Poeter, qvindagtigen og uselt klædte med Krandse paa Hovedet og Lapper paa Albuen, siddende om et Bord med Vifter liggende for dem.
Hvor bliver det Fruentimmer af, som lod sig melde at bivaane vor Samling?
Vores Academie kommer i Anseelse, kan man mærke, siden det besøges endogsaa af Fruentimmer.
Ja der maatte dog vel findes en og anden blant dem ogsaa, som viste at skiønne paa, hvad sublimt og fiint og smukt og herligt og stolt er.
Der har vi Damen, hun er underlig klædt.
(bukker dybt, leer af og til Acten igiennem)
Mine Herrer Cavaillerer! jeg bevidner dem min Stolthed over at have faaet deres gunstige Tilladelse til at beundre deres Talenter.
De behager at sidde Frøken. (hun sætter sig) Om de Herrer Colleger behager, saa vil vi oplæse vore Gaar-Dags Arbeider (til første Poet) Behager Hr. Collega at begynde?
Til
Andreas Raadmand ved at modtage hans Filee.
Ha!
Guddommelige Finger
Du bortfileerer min Siæl,
Den trykker sig ud igiennem
Trængsel af indveltende Saligheder.
Ha!
O! guddommeligt!
Hvad synes den fremmede Frøken om mit Vers.
Guddommelige Pen
Du river Hierter hen,
Du dem kan smelte,
Som Butterdei dem ælte,
Og du som heldig førte den
Bliv min Velynder og min Ven.
Ulyksalig plat, hvad synes de Herrer Colleger?
Plat, plat.
Jeg kan dog ikke nægte, at hun jo røber Genie, og det er meget af et Fruentimmer.
(til sin Sidemand, sagte)
Han tager hendes Partie, fordi hun har roest hans Vers. (høit) Jeg veed snart ikke mine Herrer, om jeg tør forelæse dem en Gravskrift, som jeg har giort over salig Christian Generals.
Han bevægede en Finger
Og Damer zittrede
For deres Frihed
Han drog en Smiil.
Og dræbte Hierter.
Her hviler han,
Og Millioner Piger græde,
For han kan ikke dræbe mere.
Det er sublimt, hvad synes de andre Herrer.
Sublimt.
Mine deilige Herrer! hvor vilde jeg agte mig lyksalig, om jeg kunde haabe at blive antaget som Medlem af et saa ypperligt Selskab.
Vores Titel er ellers De herlige Brødre.
Herlige Herrer! tør jeg anmode dem om Salighed i Selskab med deres Herligheder.
Det er maaskee uhørt, at et Fruentimmer er kommet ind i vores Academie; de pleier ikke at have de behørige Egenskaber dertil. Men Herrer Colleger! mig synes dog, vi kunde forelægge hende de anordnede Prøver.
Frøkenen behager da, at giøre sit første Prøvestykke, det bestaaer i et Vers efter givne Riim; det er vanskeligt, og bør saa være. (han tager et Papiir op af en liden Kasse) De behager at læse Rimene.
– Aanden
– Haanden
– Pen
– den
– Bryst
– Røst
– Mennesker
– er
– bær
– Arier
Disse Riim maae de fylde inden tre Minuter, hvorpaa Verset skal blive bedømt.
(Julie skriver.)
Hun vil vist nok falde igiennem.
Det skader os jo slet ikke og hende meget lidet; der kan ikke hendes hende værre, end at hun maae gaae tilbage igien til sine Søstre og dyrke, hvad de kalde sund Sands, som Himlen i Naade bevare det herlige Broderskab fra.
Har vi kundet holde den ude saa længe, saa bliver hun vist ikke den, som skal fordærve os.
Ret lige nu ere de tre Minutter forbie.
Herlige Herrer! forundres ikke over, at jeg i saa oplyst et Selskab bævende oplæser et Prøvedigt, hvis gunstige eller ugunstige Bedømmelse vil afgiøre, om jeg bliver for Livstid lykkelig eller ulykkelig; jeg haaber, at de ædelmodigen vil bære over med et Fruentimmer og en Begynder i Videnskaberne.
Frøkenen behager da at oplæse sit Vers.
Elektriskhed fra Aanden,
Gid funkle mig af Haanden,
Fra Haanden giennem Pen,
Papiret stoppe den!
Saa svulmende mit Bryst
Skal revne ved den Røst
Blandt meer end Mennesker
Du nu indlemmet er,
Hvis Sange Stempel bær
Af Sphærers Arier.
Hun har megen Smag.
Det er allerede meget af et Fruentimmer at paaskiønne den.
Jeg troer ikke at vi med Føie kommer til at nægte hende Krandsen; thi naar man veed at vælge sig gode Mestere til Mynster, og stræber efter Evne at komme dem nær, har man allerede giort et godt Skrit henad Fuldkommenheden.
Frøken! kan de skille dem saa godt fra den anden Prøve, saa tør vi give dem Haab om at blive antaget. – Tiener! træk mine Støvler af! hvordan vilde de ophæve dette hverdags Udtryk til det høie.
Du, som er mod mig Insekt,
Og faaer Underholdning
Af hvad jeg har tilovers
Skiær Luft igiennem som en Piil
Og frels udmattede Lastdragere
Fra Kalveskinds brændende Helvede!
Det var stolt, ingen Tvang af Tonefald, og lutter gyselige ædle Billeder.
En bestialsk Himmelskhed hersker i det Hele.
Mine herlige Herrer Colleger, jeg troer, at ingen af os har noget at indvende mod Frøkenens Antagelse.
Nei.
(ringer, en Pedel kommer ind.)
Bring en Krands og Protokollen.
(Pedellen gaaer.)
De er et sieldent Exempel af et Fruentimmer, og den første af deres Kiøn, som er optaget til Medlem af det herlige Broderskab.
Hun er ung, og vil maaskee med Tiden vise sig til sin Fordeel i det høie Drama.
(Pedellen kommer ind med det forlangte, som han lægger paa Bordet, og sætter sig i Lave at skrive.)
De behager at dictere Pedellen deres Levnetshistorie.
Jeg er født 1767.
(Pedellen skriver)
(sagte til sin Sidemand)
Og nu skriver vi 7603, Hun seer dog ikke ud til at være en Pulverhex.
Hvor gammel er de da.
18 Aar.
Hun er lidt forvildet i Hovedet, men det skader ikke, det er altid bedre, end om hun skulde have den grove Fornuft, som intet frembringer, uden hvad der kan forstaaes af hver Tosse.
Hvor er de født?
I Siælland, tre Mile fra Kiøbenhavn.
Kiøbenhavn! hvor ligger det Land?
Kiøbenhavn er en Bye, dens Polihøide er 55 Grader, 40 Minuter, 56 Secunder.
Hun har, som jeg sagde før, noget overnaturligt i Hiernen.
Desbedre, desbedre, desbedre.
Jeg holder for, man skulde krone hende uden videre Omstændigheder.
O ja.
Saa kan vi jo strax skride til Acten.
(Pedellen staaer op, og leverer Krandsen til Poeterne, som holde den i Veiret over Julies Hoved, og høitidelig declamere følgende Vers:)
Vox herlige! bliv stoer, bliv —
– hørt i Himle,
Lad Jorden granske dig om- —
– sonst, og svimle!
(De lade Krandsen ned paa hendes Hoved og ønske hende til Lykke, hun kysse dem paa Haanden, som de uden Omstændighed tage imod, de sætter sig.)
Det er brueligt, Deres Herlighed! at den antagne Candidat giør paa staaende Foed et Vers til Academiets Medlemmer.
Mine herlige Herrer! som jeg er stolt af herefter at kunde kalde Brødre; tillader, at jeg bevidner dem, hvor stoer den Glæde er, som jeg føler ved denne Lykke.
Min Siel fik Glædens Kramper,
Mit Hoveds lysende Lamper
Af Fryd udøste Regn
Paa underlagte Egn.
Herligt, herligt, herligt, delicux!
Fire Billeder i fire Linier, Glædens Kramper, Hoveds lysende Lamper, Lampers Regn, Lampers underlagte Egn, det er kosteligt, det er stolt, det er uhørt.
De giør mig paa eengang hovmodig og undseelig.
Hvordan mon vel et ubegeistret Fruentimmer vilde udtrykke Tanken i Frøkenens Vers.
Hun vilde i Korthed sige:
De seer mig græde
Af lutter Glæde.
Jeg vilde ikke tale saa plat for den halve Verden.
Og jeg, saa sandt som jeg lever, ikke for den hele; det banker.
(Pedellen gaaer ud og kommer strax igien.)
Her er en ude, som vil kiøbe et Skandskrift til fem Skilling.
Til fem Skilling! hvem kan det være?
Det er Grete Spekhøkers Mand.
See, see, har han nu faaet Prygl igien?
Han maae have faaet noget tilstrækkeligt, siden han vil have et Skandskrift til saa høi Priis. Han pleier ellers tage dem til to Skilling.
Han er lidt guulgrøn under det venstre Øie, derfor vilde han ikke gaae herind.
Det er en af vore beste Kunder, han kiøber Skandskrift hver fiortendes Dag i det mindste.
Vi kan ikke fuldtakke hans Kone som skaffer os saa gode Indkomster. (til Pedellen) Giv ham et Exemplar af Skuffen No. 8.
(Pedellen gaaer ind i en Kulisse, gaaer siden ind i den, hvor Kiøberen er.)
Vi faaer nu altsaa en Skilling til Mands. Der er ikke nyelig hændt os.
Min Skilling behager mine herlige Brødre at dele imellem sig. Jeg er for det første ikke Mand, for det andet er det ubilligt, at jeg skulde høste Frugten af deres Arbeide. Det vil være mig Ære nok, om jeg for det første maae tiene som Voluntør.