Czytaj książkę: «Ambrosius»

Personerne

Baronen.

Abigael, hans Datter.

Bodil, hendes Kammerpige.

Geheimeraadinden.

Junker Claus, hendes Søn.

Ambrosius Stub, Student.

Hans Lauritsen, Candidat i Theologien.

Jørgen, Kammertjener.

Magister Søren, Sognepræst.

Peder Rasmussen, Degn.

Niels Bruus, Ridefoged.

v. Reinsberg, Captain.

Gjæster.

Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Fyen i Aaret 1731.

Første akt

Have, med Træer og Buske paa begge Sider. Til Venstre i Forgrunden et gammelt Egetræ med en Bænk foran. I Baggrunden et lavt Gjærde, over hvilket der er Udsigt til Skove, Marker og en Landsbykirke i de Fjerne. Hiinsides Gjærdet løber en Vei, som fører langsmed Haven op til Herregaarden. Solklar Formiddagsbelysning.

Første scene

Abigael og Bodil (komme ind fra Høire).

Abigael. Det er ikke Umagen værd at gaae længer, Bodil! Herfra kan vi see, naar Vognen dreier om Skoven, saa er det tidsnok at vende om. Solen brænder stærkt, omendskjøndt det er tidligt paa Dagen; vi faaer ventelig Regn inden Aften.

Bodil. Troer Frøkenen det?

Abigael. Jeg kan kjende paa mig, at der er Torden i Luften. Saa har jeg altid en synderlig Uro i Blodet, som om Noget var ventende, jeg veed ikke hvad.

Bodil. Det er der da endelig ogsaa, siden I venter Eders Fæstemand hid i Formiddag.

Abigael. Jo pyt! Det skulde vel anfægte mig stort, enten Hr. Kammerjunkeren kommer eller gaaer.

Bodil. Men Frøken, han er jo dog Eders Brudgom! Og blev det ikke med Jer Faders Minde bestemt, at Jaordet skulde holdes nu i Høst, naar Kammerjunkeren og hans Fru Moder kom hid fra Kjøbenhavn?

Abigael, Min Brudgom—ja, man siger jo saa. Jeg mindes ellers ikke saa nøie, hvad jeg svarede ham den Stund, han beilede til mig, for det er saa længe siden.

Bodil. Saa længe siden?

Abigael. Ja, eftersom jeg endnu var klædt i Løiert og Hue og laa paa min salig Moders Skjød, da Hr. Claus gjorde mig sin Opvartning første Gang. Jeg blev jo døbt og trolovet paa samme Dag, saa det er da en Slump Aar siden.

Bodil. Det er vel Frøkenens Spøg? Jeg veed nok, I blev trolovet paa Vuggen, men siden har I jo….

Abigael. Har jeg ikke svaret ham Ja dengang—siden har jeg visselig ikke gjort det. Thi vel har han sagt mig mange Slags Artigheder, men beilet til mig—hos mig selv—det har han egentlig ikke. Den Ting har min Fader og hans Moder ventelig afgjort imellem sig.

Bodil. Uden at spørge Jer ad! Men, i Herrens Navn, hvad har I da bestilt al den Tid, I var sammen med ham her paa Gaarden ifjor?

Abigael. Jeg? Jeg har dandset med ham, og redet med ham, og hørt paa ham—og leet ad ham, for, mellem os sagt, han er ikke meget kløgtig; men han rider godt og danser udmærket.

Bodil. Og det er Alt? Men elsker I ham da ikke?

Abigael. Elsker ham?… See, der springer en Hare over Marken! Havde jeg nu min Bøsse, saa var Morten væk! Saa, nu slap han ind bag en Grøftevold…. Om jeg elsker ham? Aa, du er et Barn, Bodil! Troer du, man sukker og lamenterer for hinanden i min Stand ligesom i din? Naar du og din Student engang kommer sammen i et lidet Præste-eller Degnekald, hvad det bliver, saa faaer I vel tage Kjærligheden til Hjælp, for at bøde paa den magre Indkomst; men er man adelig født og har Midler nok, saa gives der bedre Tidkort end at næbbes og kurre. Naa, see nu ikke saa ulykkelig ud—det bliver nok et Præstekald.

Bodil. Tro ikke, at jeg gjør mig Bekymring derover. Jeg er jo selv en Degnedatter og veed, at jeg har havt et lykkeligt Hjem, endda mine Forældres Kaar var kun ringe. Og jeg veed ogsaa, at min Fæstemand Hans Lauritsen tænker som jeg og vil være tilfreds, blot Vorherre under os det daglige Brød. Men det gjør mig ondt, at Frøkenen taler saa ringeagtende om det, som jeg selv skatter for den høieste Lykke. Thi det veed jeg, at hverken Gods eller Guld eller adeligt Navn kunde erstatte mig min Kjærlighed, om den blev tagen ud af mit Hjerte.

Abigael. Du er en god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller Erik Trolle—thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer. Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!… Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke faaer Øje paa Vognen.

Bodil (gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire). Nei, endnu er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra den anden Kant kommer der En.

Abigael (som har sat sig paa Bænken). En Bonde?

Bodil (skygger med Haanden for Øinene). Nei, skjønner jeg ret, er han kjøbstadklædt…. Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.

Abigael. Kommer han her forbi?

Bodil. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!

Abigael. Paa din Anbefaling.

Bodil. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke kjendt med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes ad til Akademiet i Kjøbenhavn…. Hør, kan I høre ham synge? (Bag Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.) Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser kan han ogsaa digte.

Abigael. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.

Bodil. Der er han!

(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius, kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa Bodil.)

Anden scene

De Forrige. Ambrosius.

Ambrosius. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?

Bodil. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.

Ambrosius. Hører I kanskee til Tyendet?

Bodil. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.

Ambrosius. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen til Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi lidt, nu kommer jeg over til Jer.

Bodil. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae tilbage, om ad Ladegaarden.

Ambrosius. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. (Han springer over Gjærdet.) Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag (ryster hendes Haand) og velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg havde Brev fra Jer Fæstemand—idag er det fjorten Dage siden. I veed vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke seet hinanden i tre Aar. (Han har imens taget en Flaske op af Lommen.) Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse, inden Aaret er omme! (drikker.) See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg fik den i Kroen, hvor jeg overnattede—den kostede mig kuns en Vise. Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. (Seer sig om.) Naa, saa det er Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes mig; der har man en friere Udsigt.

Abigael. Saa skulde I være bleven derude.

Ambrosius. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!

Bodil. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den naadige Frøken.

Ambrosius (med Hatten i Haanden). Frøkenen!

Abigael (fornemt). I er temmelig dristig, at I saaledes bryder ind i Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.

Ambrosius (stolt) En Løsgænger! (godmodig). Naa ja, det er jeg vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa Døren med det samme … I mener det vist heller ikke saa slemt. I Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg troe.

Abigael. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?

Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb, ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg dog hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!

Abigael. Og bliver til en Skade—ja I seer ud derefter. Men naar Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.

Ambrosius. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?

Abigael. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg vil forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en skikkelig Person. Hvor kommer I fra?

Ambrosius. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.

Abigael. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?

Ambrosius. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før. Nogle Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i Odense, og en Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden læste jeg en Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en Viintapper, jeg kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa blev der slaaet Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig været; jeg boede paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg kunde, (til Bodil). Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en trofast Ven. Han havde saa vist heller ikke Overflod; men hvad han havde, det deelte han med mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I troe.

Bodil. En Præken?

Ambrosius. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et lille Svinkeærind til Højre og Venstre.

Abigael. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, saa undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte, hvorfor I overgav Studeringen.

Ambrosius. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som jeg var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv, som var tilfalden mig efter en Velynder—gik det Hele op i Røg.

Abigael. Hvad gik op i Røg?

Ambrosius. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min Seng—og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det var i den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden. Jeg var gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.

Abigael. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?

Bodil. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for bestandig.

Abigael. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag. (til Ambrosius.) Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden der ikke er beskaaret Jer Mere.

Ambrosius. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min Fod og drage min Aande? At jeg kan føle Solen varme mig og Vinden køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan lægge mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!

Abigael (koldt). Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.

Ambrosius. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.

Abigael. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme; skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et Degnekald ledigt paa Godset—et, som ikke er for lidet, for I skal vel og giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre, hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I kom gaaende?

Ambrosius. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da have mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, for jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu—Vorherre raader for det, som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri paa bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.

Bodil. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og Giftermaal ligesom jeg.

Abigael. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig derefter.

Ambrosius. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med at elske sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.

Abigael. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.

Ambrosius. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer sandelig ikke i Hu….

Abigael. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?

Ambrosius. Hvad jeg sang for en Vise?… Ja, hvor er den Snee, som faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem med det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed ikke hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang omkap med.—Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg til Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.

Abigael. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.

Ambrosius. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal det vel sagtens være en Psalme?

Abigael. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.

Ambrosius. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu Agt! (Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)

 
"Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
Saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky
Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud
Skal møde dem, som vil gaa ud;
Thi lad os gaae
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer
og leer."
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye
Paa ny.
See Fuglene i Flokketal
I Luftens vide Sommersal;
Her flyver en
Jo med sin Green,
En anden sanker Haar og Straa
Saa smaa."
"Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øienbryn!
Den høie Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud
Til Brud.
Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;
Et Hundebjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hør blot til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa.
Derpaa."
"Ak, see, hvor speileklar og glat
Den Sø dog er i Lave sat…."
 

(Sangen afbrydes af den følgende Replik.)

Tredie scene

De Forrige. Baronen.

Baronen (kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. Ambrosius og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).

Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du

holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de

Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med

Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen

Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!

Abigael. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, (neier) og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.

Baronen. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.

Abigael. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, tænker jeg.

Baronen. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok?

Abigael. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har forandret sig imens. Men … er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa….

Baronen. Hvad saa?

Abigael (leende). Saa kunde han min Tro være bedre.

Baronen. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa gid…!

Abigael. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og syes og….

Baronen. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges … aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom…. (idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.) Hvad! Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven?

Ambrosius. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, som….

Baronen. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa?

Ambrosius. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min Røst.

Baronen. Hvad for noget?

Abigael. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

(Jørgen Tjener kommer ind.)