Czytaj książkę: «To verdener»

KAPITEL 1

Med et halvspist æble mellem de tre forreste fingre og et helt stort æble klemt ind i hånden med de to andre kom Helga ind i klasseværelset, hvor frøken Schou allerede sad ved katedret. Helga hævede hånden for at ta en bid til, da hun fik øje på lærerinden, og med stærkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more sig indvendig, gemte hun sine æbler i lommen og var med et par lange skridt på sin plads. Hun havde for længst fundet hvor det var, mens enkelte endnu sad og ledte.

Jeg undres over Helga, sa frøken Schou efter nogen tavs stirren.

Helga så lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste på det sted i tyskbogen, hvor der skulde begyndes.

Synes du det klær en ung dame at komme spisende ind i klassen?

Jeg er ingen dame.

Nej, det skal gud vide; men du vil vist gærne være det.

Det vil jeg meget nødig.

Frøken Schou blev en smule bleg: Da må du ikke bilde dig ind, at du er et barn, selv om du går med flætning ned ad ryggen. Hvor længe har du for resten i sinde at blive ved med det?

Til jeg blir voksen.

I at være raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.

De, der sad på den forreste bænk, nød det blik, Helga sendte frøken Schou, og de tænkte hver især: Tak! Det skulde bare ha været mig. Men frøknen så ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede for ansigtet med den ene hånd.

Frøken Schou var den eneste af Skolens lærerinder, der havde realklasserne lige op til præliminæreksamen, hun holdt god disciplin og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe såvel af et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde døbt hende "Kundskabens Træ" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et gammelt stævnet poppeltræ. Frøkenen havde fået at vide om denne tegning, og det var nok ikke Helga, der særlig havde søgt at hindre det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for frøken Schou, hun var da ellers ikke af de værste. Der var drenge, der kunde ha lyst til noget lignende – men de dyede sig.

Ingen huskede næmlig længere, hvordan frøken Schou for fire år siden havde forelsket sig i det halvlange, trettenårige pigebarn, som Helga den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga skammede sig over, og ros, der fik hende til at skære ansigt af flovhed. Og så en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom ånden over hende, og med stor indre forløsning lavede hun den omtalte karikaturtegning. Den var knagende god og måtte vises, både af kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mådehold i karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas humør steg højt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid slemt uartig, men efterhånden, som det blev en vane, og hun tillige blev ældre, fik hun mere selvbeherskelse og lærte at udrette meget med små midler. Men frøken Schou lærte ikke noget, hverken at beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.

Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet så lang flætning ned ad ryggen. Hendes hår var mørkeblondt, og hendes øjne var blå som slåen, duggen er gået af. Hun var af de lystigste blandt skolens pigebørn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes flætning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev løs og lodden inden aften. Der var altid nok, der søgte hende, så hun behøvede aldrig at søge andre; hendes væsen var mere livligt og ubekymret end egentlig hjærteligt; men det, der gjorde hende til den overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed – ligesom visse simpelt indrettede maskiner – kunde stanse på et øjeblik. Når en veninde prøvede at tilrive sig hendes fortrolighed i en glad, åben stemning, så fik hun at føle, hvor hurtigt og fuldstændigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og utilfredsstillende ved hende på grund af den forsigtighed, hvormed der undertiden måtte gøres kur til hende. Pigerne var tit misfornøjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var gået erotik i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.

Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en særegen magt i hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende dette og ventede noget godt til gengæld, men læste i hendes øjne ikke andet end væmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt hende i grunden højst usympatetisk. Når Helga blev vred, gik der en lodret rynke ned gennem hendes venstre øjenbryn, så hårene strittede ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses længe efter.

Frøken Schou sad på katedret og lod sine øjne vandre rundt i klassen, indtil de som sædvanlig endte ved Helga, og dær blev de i nogen tid, indtil Helga utålmodig stirrede igen.

Lad være med den gloen, sa frøken Schou.

Helga så straks bort.

Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker indvendig.

Helga så op med et udtryksløst blik, som stod til hendes rådighed, når det passede hende.

Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan være så artig udvendig. Hvorfor viser du dig ikke så uopdragen, som du i virkeligheden er? Men det er vel din måde at være voksen på. Tror du, den er yndig? Sig noget, sid ikke dær, som om du var af træ.

De ved jo godt, jeg ikke må svare, sa Helga og vendte et par tomme øjne mod katedret.

Da tør du udmærket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det er det ækle ved dig, at du ikke er ærlig; du går og gemmer på en mængde tanker, som ingen må få at vide, men jeg tror ikke, det er noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke længere, desværre.

Helga la sit hoved ned på hænderne; hun følte det som om nogen med rå begærlighed famlede efter noget, der endnu lå skjult i hendes sjæl. Kunde det tænkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Når den kom fra andre, var den nærmest tosset; når den forlangtes af hende selv, så – uha! Og hvor mange forsøg havde frøken Schou ikke gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkårlig sammen for at dække sig.

Se op, lød det fra katedret.

Helga gjorde det ikke.

Frøken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at løfte det, men denne berøring virkede anderledes på hende, end hun havde tænkt; hendes stemme slog pludselig over.

Græder du, Helga?

Helga så rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.

Hvad skulde jeg græde for? De kan jo ikke gøre mig noget.

Frøknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke så slemt; det er altsammen for dit eget bedste. – Hun smilede forsøgsvis.

Helga åbnede munden og lo lydløst. Hun så, hvor det gjorde ondt, men hun vidste også, at nu var hun fri de første dage derefter.

Opmærksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over til pigerne for at få klaret nogle ubegribelige steder i den engelske versjon, der skulde afleveres næste dag; særlig var Helga genstand for et bombardement af spørgsmål.

Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst på siden, stod der på en lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes granskningerne om dette dunkle ord.

Helga formodede, at det betød et nik.

Nej, "bob" vil sige en orm, stod der på en seddel fra Dagmar.

Berta holdt på, at "bob" skulde oversættes ved klokkeringning, og Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra før.

Den påfølgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med, at fire efter hinanden blankede den ptolemæiske læresætning; det var noget, man ellers ikke gærne bød hr. Jensen, men han syntes den dag at være i en tilgivende stemning.

Så må vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der kan.

Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de bedste i det fag.

Kom nu bare her; jeg kan jo se på dig, at du kan det.

Helga blev stædig over udtrykket i hans øjne.

Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.

Sludder, Helga; sådan et lyst hoved som du.

Men Helga vilde ikke høres, når han havde de øjne. Jeg vil helst være fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.

Han smilede endnu, men hun så sådan på ham, at hans smil forsvandt, og han blev opbragt, idet han følte sig gennemskuet. Det er også harmeligt, når en mand på fem og tyve år i en bestemt hensigt smiler til en ung pige på sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er ikke så svært i den alder; ellers står man der som en idiot, med sit smil returneret, nægtet modtagelse.

Men hun er tilfældigvis ens elev, man behøver ikke at finde sig i det. – —

Hr. Jensens ansigt, der både var net og forstandigt, var bundalvorligt, da han sa:

Så kommer jeg til at gi dig et nul.

Helga vilde nødig ha et nul, og hr. Jensen så nu aldeles ubøjelig ud; men han havde udleveret sig ved at smile sådan; det holdt hun sig til, så hun var alligevel ikke så ked af det.

Han skrev det nul i hidsighed, dyppede først den gale ende af penneskaftet, så den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemæiske læresætning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens højre hånd, der dirrende snoede overskæg.

Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er siden sommerferien.

Nå, tak! Berta vidste også noget. Nu fik man måske sit døje med ham i den første tid. Men – — ja, ja.

Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.

Hun så op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige nul.

Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.

Helga sprang lige op, sådan spruttede det Nej! inden i hende.

Det er første gang, jeg har været nødt til det, fortsatte han i en tone, der kunde blive bevæget, hvad øjeblik det skulde være.

Jeg skal nok lære det til næste gang, svarede hun koldt og artigt.

Det tror jeg gærne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.

Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.

Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt sin hat på og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor blækklat falde lige oven på nullet.

Men i næste time skal vi ha det morsomt, erklærede Helga, da frikvarteret nærmede sig sin slutning, og det var den almindelige mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; så skulde de næmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da pigerne var alene til det, plejede tonen at være noget friere end ellers.

Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lærere; han sa De til de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden for skolen næsten som ligemænd; det havde ikke altid de bedste resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forskånede ham for mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at kunne en mængde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men større betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem temmelig frie tøjler, og da la de mærke til, at han gik mere oplivet ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lærere, men det måtte ganske vist også betænkes, at han ikke havde det så morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste af sin fritid med at studere.

Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig på katedret, rettede med to fingre på sit humbug, trak sine mansjetter frem og så sig om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte undervisningen. Så fandt han, hvor det var i bogen, men i samme øjeblik, han lukkede munden op, sa Helga:

Hr. Grandlev, det er Maries fødselsdag i dag.

Så kan Marie begynde.

Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.

Nej, det synes jeg ikke. Nå, Marie?

Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.

Nå ikke; det betyder en blyklump.

For eksempel på enden af en stok? spurgte Helga.

Nej; i enden af en medesnor.

Hvad hedder en blyklump på enden af en stok? spurgte Helga videre og vædede blyanten mellem læberne.

Det ved jeg ikke. Skal vi så – —

Jeg troede, det betød klokkeringning, meddelte Berta.

Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og så forurettet ud.

Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vædede atter sin blyant.

Hr. Grandlev – Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog —, Marie tror, det betyder en hund, der hedder Bob!

Det sidste måtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede hende.

O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie så begyndt?

Marie tog fat på at læse op under frygtelige udtalekvaler, der fik hr. Grandlev til at skære ansigt, og øjeblikkelig stak Helga en finger i hvert øre og rystede fortvivlet på hodet. Det blev straks efterlignet rundt om i klassen.

Skal vi ta de fingre ud af Helgas øren? Hvad sidder hun og skaber sig over?

Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere ekkoer fra de øvrige.

Så kan De gå videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.

Helga læste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med bogbindet. Men Helgas oversættelse begyndte således:

Næste dag løb skonnerten på grund med alle kanarifuglene, der tog sig den frihed at brække skibet i stykker – —

Hvad er det for noget vrøvl, Helga?

Det ved jeg ikke, men sådan står der. Her skal De selv se: Which, set at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde andet, sluttede hun og så koldt og åndsfraværende ud i gården.

Tror De måske, at kanarifuglene kan brække et skib i stykker, hvad, De komiker?

Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det godt stå der. De siger selv, der står så meget vrøvl i bøger.

Ja, det gør De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.

Bekræftende mumlen fra resten.

Ja, men der må dog være grænser for vrøvl, mon ikke?

N—nå! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen grænser for, hvad folk kan finde på at sætte i bøger.

Vel. I kraft af stædighed får man ret. Meningen er nu den, at skibet blev slået i stykker af bølgerne, og at fuglene derved blev sat i frihed.

Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men når det nu er mest almindeligt, at det, der står i bøgerne, er noget vrøvl, så syntes jeg, det var lige så rimeligt at ta det på den anden måde.

Uha. Sikken et bundløst væld af grinagtighed, De er. Gå så videre.

Hun så op til ham med et lille undersøgende blik og tog fat igen; men midt i oversættelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt udtryk, der fik alle til at le:

Nej, nu kan jeg virkelig ikke længere forstå, at vi ikke skal ha en historie.

Ja, jeg synes også, vi skulde ha en hist— grødede Marie, men så stansede hun midt i en klump og rødmede.

Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og klappede hende på den ene kind. Hør, hvor pænt hun ber om det.

Vi kunde så høre Dagmar, sa hr. Grandlev og strøg et smil bort under overskægget.

Dagmar var den ældste i klassen, atten år fyldt; hun var helt udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas bedste veninde. Hun var lidt småt begavet, og hendes oversættelse i øjeblikket var ikke af de bedste:

De æventyrlige – sømænd skred følgelig frem til det – østlige – Island – de østlige Islande – —

Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.

Helga tier stille!

Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev skjulte et smil bag sin bog.

Nå, nej: øer, rettede Dagmar. Og ankom dær i et ikke videre elskværdigt tempera – humør. – Hun så hjælpeløs op til katedret, men der kom ingen hjælp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var blidt forelsket i hr. Grandlev, nød scenen med stille morskab.

Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare krigens nødvendigheder – — jeg forstår det ikke, hviskede hun elendig.

Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dæmpet: Jeg synes ikke, der er nogen mening i det, men man må jo ikke længere spørge om noget, det er måske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men det at få sine dumheder forevigede på den måde gjorde et så dybt indtryk på Dagmar, at hun helt holdt op.

Kan De ikke mere, Dagmar?

Hun rystede på hodet og gled mat over på Helgas skulder og derfra ned på sin plads.

Så er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og oversætter det fra Dagmarsk til dansk. De såkaldte æventyrlige sømænd, Berta?

Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrød Helga bestyrtet.

Nå, dær har vi nok igen Helga på arenaen.

Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op altsammen! Hun holdt notebogen højt i været med en mine, som om hun havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.

De har nok forårsdelirium i dag, bemærkede hr. Grandlev.

Det er noget sært noget, opponerede hun og la sig henad bordet og viskede ud med stor hidsighed.

Kan De så tie stille?

Ja, når De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt, mukkede Helga med en blæsen, der skulde befri papiret for viskelærssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.

Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende, dette er jo himmelskrigende uartighed.

Hun rejste sig. De var omtrent lige høje: Jeg er også meget uartig i dag, hr. Grandlev. – Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om hendes halvåbne mund. Hele hendes sjæl lå i øjnene, det var, som om de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at udslynge livskraft med.

Sådan må det være, tænkte han, pludselig at se en kilde springe frem for sin fod, allerbedst som man går på den rolige jord. Han så ned på hendes læber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker appelsin, og han så igen på hendes øjne. Hvor mange ting huskede han ikke nu, der var grå og falmede! Og langt borte fra den time engelsk ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:

De er vel en god pige, Helga?

Det ramte hende som et stød, hun sank ned på bænken, og udtrykket i hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der fløj en hvisken rundt om i klassen, som ingenting havde forstået: Mon Helga havde været for slem?

Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten af timen, men lystighed kom der ikke mere af.

Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til Grandlev og spurte:

Er De vred på mig?

Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:

Nej, hvorfor?

Helga gik mismodig tilbage til sin plads.

KAPITEL 2

Hver dag ved sekstiden så man Helga gå sin sædvanlige tur gennem Søndergade, over broen langs fjorden og ud til anlægget. Der skulde særlig strenge opgaver til at holde hende inde, og når det var storm, kunde ikke engang udsigten til en dårlig karakter hindre hende i at gå ud. Det var, når hun gik disse ensomme ture, at folk – især damer – opdagede, at der var en del at udsætte på hende. Hun hilste altfor skødesløst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre på sig selv, hun var ikke så mild, som en ung pige bør være. Hvis den og den var hendes moer, skulde hun ikke få lov at gå alene på den måde. Det var synd for den nette pige, men hun var aparte.

En blæsende oktoberaften kom Helga gennem Søndergade. Vinden pressede på og vilde jage hende af sted, men i det øjeblik ønskede hun netop at gå langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken på den bløde storm. Ved det sidste hus før broen, samlede hun skørterne med venstre hånd, greb om hatten med højre og smilede forventningsfuldt ved tanken om det, der nu skulde komme, og næsten med et spring var hun ude på broen. Vinden kastede sig sidelæns over hende og fyldte hendes øren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Således vilde hun nu en gang gå over broen i storm.

Nede ved fjorden fik hun blæsten forfra og gik uvilkårligt raskere. Sådan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i modvind. Hun måtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags uhyre, som bestod af lutter hænder og en kolossal mund. Den vilde ikke la hende komme frem, og når den var mest stridig, sprang hun ind på den, den måtte gi sig hele tiden. Træerne, der stod i en tynd række langs fjordskrænten, havde det værre end hun; de borede deres rødder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet, slog de kløerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der holder.

Det var et stort og hidsigt vær. Nede i rørene brasede det som af tusende stege, der var over ilden på en gang, og mod vest var himlen blåsort og gul, det så vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i tanke om nogle udmærkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det var en sommerferie, hun havde fået en pose af dem, i Randers.

Men – se så! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i løv så brunt som rugbrødsskorpe. Brombærranker sprællede i været og blev levende under hendes trin, de løftede hendes kjole og snoede sig om hendes ben, så det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde sparke dem væk; hun måtte pille dem ordentlig af. Længere inde tilbød der sig en sti, der førte om bag granplantningen. Her var næsten stille. Stormen, der først var blevet spaltet i løvskoven, blev nu siet mellem grannålene, så den sønderdeltes til en fin blæsen. Helga så et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som korridorer igennem granskoven; for enden af hver sås et stykke glødende himmel, der lignede et åbent fyrsted på en dampkedel.

Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var sært, folk kunde finde fornøjelse i at spasere på den tid af dagen og i sådan et vær! Hun sprang over grøften for at nå tilbage til løvskoven, men mennesket kom samme vej. Nu ærgrede han hende i den grad, at hun måtte se, hvem det var.

Det var hr. Jensen. Nå, så skulde han få lov at bruge sine ben. Hun brød igennem hegnet, kom ud på marken og gik et stykke tilbage. Han kom også ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.

Æv, æv, tænkte Helga, og så gik hun for sjovs skyld hen på marken og satte sig på en grøftekant.

Kom så, tænkte hun.

Han var der også straks. Hun bøjede sig forover og lyttede. Skridtene lød så svampede; af og til gav engbunden et smask, når den slap hans støvlehæle. Han havde nok nylig fået sine støvler forsålede.

Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har ødelagt min spaseretur!

Godaften, Helga.

Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; så vendte hun sig langsomt.

Det er bare mig, Helga.

Nå—å.

Blev du bange for mig?

Næ—æ.

Skal vi følges ad?

Det kommer an på, om vi skal samme vej.

Du skal vel hjem?

Ja, men det er ikke vist, jeg går samme vej som De.

Hvad vej går Du?

Hvad vej går De?

Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mørkt. Det er bedst, vi går igennem skoven.

Men jeg vil oven om skoven. Farvel så.

Vent lidt; så går vi oven om. Vi kan da følges ad.

Hvis jeg havde været forelsket i ham, tænkte Helga, så var det da gået over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!

Jeg synes, du løb for mig inde i skoven.

Jeg løb ikke, fordi det var Dem, men når jeg spaserer alene, så kan jeg ikke fordrage at træffe andre.

Tag mig under armen, sa han lidt efter, du må være træt.

Hvem tror De, blev først træt, dersom vi løb om kap?

Vi kan jo prøve.

Han er villig, tænkte hun.

Skal jeg fortælle dig noget, Helga? begyndte han igen.

Det ved jeg næsten ikke. Hvis det er noget morsomt.

Det er det, erklærede han ivrigt.

Mon?

Hvorfor går du nu over på den side?

Fordi her er renere. Ja, men nu går De jo i snavset.

Det gør ikke noget.

Med Deres ny støvler.

Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?

Uha! Så snart jeg begynder på noget, vi kan komme til at snakke om, så klynger han sig til det med en iver —

Du er vist ked af at følges med mig, Helga.

Ja.

Kan du ikke lide mig?

Nej.

Hvorfor ikke?

Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men på den anden side trængte hun også til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De kan godt lide mig.

Ja, Helga, det kan jeg også.

Nå ja, så løber jeg.

Men han fulgte med. – Uha, sikken et mandfolk, tænkte hun; mon han kan fri, mens han løber?

Så kom de ud på stien over engene. Det er dumt, tænkte hun, jeg vil ikke løbe mere.

Nå, kunde De så løbe lige så stærkt som jeg?

Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min hustru?

Nej.

Hvorfor ikke?

Æv, æv, tænkte Helga.

Kan du huske, da du var mindre, vi var altid så gode venner. På skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og sådan noget; du syntes, det var så morsomt. Har du glemt det?

Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom længere.

Han skiftede farve; rødme og bleghed bredte sig pån steder, hvor de ellers ikke plejede at findes; han blev hvid på kinderne og rød i tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsmål, hun havde set, en karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opførte sig på en måde, som Helga aldrig havde tænkt sig eller hørt magen til. Hun vidste ikke, hvor længe det varede, men hun måtte stå og høre og se på det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for ham. Der var megen fortabthed og mange hede løfter i det; men Helga blev ikke ør, hun vidste, det kunde ikke hjælpe; hun var bare lidt ked af det tilsidst, da han et øjeblik ikke kunde mere, for da forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde ønsket sig; der kom en vis højtidelighed over hende, hun hørte efter med megen opmærksomhed, skønt han nu talte ganske usammenhængende, og da han holdt helt op, rystede hun sørgmodigt på hodet og begyndte at gå.

Han kom efter: Helga, sa han, må jeg få et kys?

Men da var al hendes højtidelighed forbi. At han ovenpå alt det, hun ikke vilde sige ja til, netop skulde finde på at bede om et kys – som var det sidste, Helga kunde tænke sig at gi —, det var så enormt komisk, at hun måtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var så begavet! Hun tænkte ikke på at ydmyge ham med sin latter; stillingen var i sig selv lattervækkende nok, og hun var også latterlig, der et øjeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en plads for sig mellem de mænd, der havde sagt hende tossede ting og var blevet gule og grønne og havde ladet deres knoer knage for hendes skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.

Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun, hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brød hun sig ikke om ham, hvorfor vilde hun ikke sige, om hun brød sig om ham, hvorfor en hel masse. Han tiggede om et ja, om et håb, om et lille håb, om et venligt godnat, om et blik, om en lille hånd, og da han således havde nået dybden af forelsket mands nøjsomhed, begyndte han forfra og forlangte på ny alting. Han vilde ha, hun skulde forstå, hvad han var, og hvad han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtægter var en almindelig lærers, og i næste nu fortalte han om, hvordan han vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa nej.

Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for så meget, at det skulde kunne gøre en mand ulykkelig, om hun ikke brød sig noget om ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tænke på noget andet. Fra skrænten ud mod fjorden strittede forvredne trærødder frem overalt, det så ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde, der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige hænder. Hun kunde godt tegne det.

Da de nåede broen ved enden af Søndergade, gik hun fra ham. Det sidste, han blot vilde høre af hende, var, at hun ikke var vred på ham, men hvad kunde det interessere ham, når hun ikke var så meget andet, som han vilde ha, hun skulde være.

Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tålmodig over datterens udeblivelse, end andre mødre rimeligvis vilde billige det, men hun var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprømt, da hun endelig kom. Det havde været en storartet tur; det var længe siden, hun havde fået sådan en appetit af at gå; dette beviste hun også i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til ære for sin ulykkelige kærlighed. Hun kunde næsten haft lyst til at ha inviteret ham til aften og så spise lige for næsen af ham, alt hvad der var på bordet.

Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun gav sig til at læse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken ti rejste sig for at gå i seng. I stedet for søvnen, hun havde glædet sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke længere den overlegne; måske var der slet ikke noget at le ad; dette var vel alligevel den lidenskab, hun havde hørt tale om, og hvis tilværelse hun før havde betvivlet. Hun måtte nu også tænke på frøken Schou. Først på den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sær fasong, men da frøkenen så vilde kysse hende, havde hun slået fra sig i pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slået sin lærerinde, der var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frøkenen om forladelse, hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde været scener med bleghed og rystende hænder, akkurat ligesom nu med hr. Jensen.

Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at lidenskab skåner ingen. Frøken Schou var en begavet dame, og hr. Jensen var en anset mand; hun havde hørt mange sige, at der kunde blive et udmærket byrådsmedlem af ham en gang – —. Helga kom pludselig til at græde, det var så stygt og sørgeligt, ikke det med hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun følte nu med sikkerhed, at det havde været bedre, om hun slet ikke var kommet til at tænke over dette endnu; sådan noget skulde hun ikke vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller måske den mand, som – —. Hun rettede sig ud i sengen og lå stiv som en pind, for dette vilde hun ikke tænke.