Czytaj książkę: «Minna», strona 10

Endelig anbefalede jeg mig. Hun gjorde intet Forsøg paa at holde mig tilbage, men fulgte mig til Dørs med mange Knix og Komplimenter.

Jeg havde altsaa lært min tilkommende Svigermoder at kjende, og var i Grunden slet ikke utilfreds med Resultatet, hvor langt det end i og for sig var fra at kunne kaldes glimrende. Sagen var, at jeg altid, naar jeg tænkte mig Fremtiden og udmalede mig den Lykke at føre en elsket Kvinde hjem som Brud, tillige har skjælvet ved Tanken om Svigermoder og overhovedet haft en Rædsel for dette, at blive gift ind i en Familie, og faa et Paahæng af Svogre og Svigerinder, ny Tante- og Onkelbesætning etc. etc. p. p. – Om Familie var her nu aabenbart slet ikke Tale; bragte Minna mig ingen Medgift af Penge, saa bragte hun mig heller ingen af »Sippen und Magen«. Hvad Moderen angik, overfor hvem jeg vidste, at hun havde en sjelden, men heldig Kritik, saa lod hun til at være et meget beskedent Væsen, som sikkert helst vilde kukkelure i Fred ude i sit Kjøkken og nikke ind i »Zur Katze«, og var saa fastgroet i sine Dresdener-Vaner, at der neppe vilde blive Tale om at faa hende med til England. Naar man nu havde faaet en statelig Dame til »Mama«, der omfavnede En moderlig, kritiserede Ens Vaner, var misfornøiet med Udsigterne, blandede sig i Husvæsenet, satte Datteren op imod En, saa vidt det lod sig gjøre, forlangte Visitter, regelmæssige Aftener – du gode Gud, hvor jeg dog var sluppen heldig med denne tarvelige Mo'erlil!

Hvis jeg havde ført Dagbog, vilde jeg den Dag have skrevet: – »Beroliget, – Svigermoder uskadelig«.

II

Minna kom to Dage efter, med Dampskibet Klokken fem. Naturligvis var jeg ved Landingspladsen for at tage imod hende. Medens vi gik sammen gjennem Gaderne forekom det mig, at der var Noget, som tyngede paa hendes Sind, men jeg vilde ikke spørge, før vi kom til Ro hjemme. Iøvrig tænkte jeg mig, at det var Hertz's Tilstand, som hun sagde havde forværret sig.

Da Minna var færdig med at spise, og Moderen havde ladet os være ene, blev det kjære Barn mer og mer tavs. Undertiden saae hun paa mig med et langt, tungsindigt Blik, der var lige ved at faa mig til at græde; snart efter begyndte hun at stirre, som om hendes Tanker var langt borte, og jeg fik da en Følelse af Uhygge.

– Er du bekymret for, at det skal blive farligt med Hertz? spurgte jeg endelig.

– Ja, det er jeg nok, du skal se, han dør af det .... Og hvorfor ikke? Det var ved at forske efter Goethe-Manuskripter i Prag, at han paadrog sig det; det er hans Lidenskab, der slaar ham ihjel, der er noget kjønt deri.

– Men hans stakkels Kone!

Minna sukkede, reiste sig og gik hen til Vinduet.

Længe blev hun staaende dèr og stirrede ned i den lille Have. Den lave Sol straalede ind paa hendes Ansigt, som med sit Præg af Alvor og Mismod syntes at tilhøre en langt ældre Kvinde. Brystfolderne af den lette Kjole hævede og sænkede sig stærkt og uregelmæssigt. Den høire Haand, som hang ned, krammede et lille Lommetørklæde, et Par Gange hævede hun den anden for at skygge, som om hun vilde se efter noget Bestemt, men glemte det strax igjen, strøg Haaret bort fra Panden eller gav sig til at tromme paa Vindueskarmen.

Jeg gik sagte hen til hende og lagde Armen om hendes Skulder.

– Er der ellers Noget gaaet dig imod, Seelchen? —

– Jeg har faaet Brev – fra ham – Svar paa det, jeg sendte bort den Aften.

– Naa?

– Det har gjort mig saa ondt, – det var slet ikke, som jeg havde ventet. Han tænker ikke paa mig, som en god Ven. .... Det er ligesom han vilde saare mig. Jeg forstaar det ikke.

– Hvad har han da skrevet, Minna?

– Ja, nu skal du selv se.

Hun gik tilbage i Værelset og knælede ned ved den lille Haandkuffert, som stod aaben midt paa Gulvet. Af en Mappe tog hun et Brev frem og rakte mig. Det var skrevet paa meget elegant Papir og indeholdt kun nogle ubetydelige Linier som Indledning til et Digt af Heine, hvilket jeg ikke kjendte. Det lød saaledes: —

 
Schon wieder bin ich fortgerissen
vom Herzen, dass ich innig liebe, —
schon wieder bin ich fortgerissen,
o wüsstest du, wie gern ich bliebe!
 
 
Der Wagen rollt, es dröhnt die Brücke,
der Fluss darunter fliesst so trübe;
ich scheide wieder von dem Glücke,
vom Herzen, das ich innig liebe.
 
 
Am Himmel jagen hin die Sterne,
als flöhen sie vor meinem Schmerze. —
Leb' wohl, Geliebte! In der Ferne,
wo ich auch bin, blüht dir mein Herze.
 

– Dumt Tøi, udbrød jeg, og krammede uvilkaarlig Papiret mellem Hænderne. Men Minna, der atter havde staaet og seet ud ad Vinduet, vendte sig hurtig, rev det fra mig og gav sig til at glatte paa det.

– Det er vel en Helligdom! sagde jeg med en Bitterhed, som jeg ikke formaaede at holde tilbage.

Hun saae bebreidende paa mig: —

– Hvis du nogensinde tager Afsked med mig, og om det end var med langt bitrere Ord, vil jeg gjøre ligesaa med dit Brev, Harald! og hun gjemte atter Brevet i Mappen.

Den rørende Troskab mod alle Hjertets Minder, som aandede ud af hendes Ord og Miner, afvæbnede mig vel, men der blev dog et Bundfald af Uvillie tilbage.

– Jeg havde Uret, tilgiv, – men det er et Brev, der kunde faa en Engel til at bande. Der er jo ikke Mening eller sund Sands deri.

– Ja jeg forstaar det ikke! Det var dog ham selv, der ikke vilde staa i andet end Venskabsforhold til mig, og som raadede mig til at gifte mig med en brav Mand, og nu bebreider han mig det.

– Og saa paa saadan en dum Maade! Hvorfor udtaler han ikke selv sine Følelser? – et Digt af Heine, – ja, naar det saa endda havde passet til Situationen, men aldeles ikke!

– Nei, ikke sandt! det var ogsaa det, der berørte mig saa underlig, ligesom en falsk Tone, – ellers vilde det have gjort mig endnu mere ondt – eller maaske vilde det ogsaa tvertimod have virket forsonende, men dette kunde jeg ikke lade være at ærgre mig over.

– Hans Forfængelighed er bleven stødt over, at du kunde glemme ham for en Anden, det er det Hele. Derfor har han heller ikke selv haft Noget at sige, – en tarveligere Mand havde grebet til en Brev-Formular.

– Og alligevel – hvis han dog elskede mig endnu, og led! udbrød hun og knugede de foldede Hænder sammen.

– Elskede? Der gives saa mange Maader at elske paa! Hvorfor forlod han dig?

– For sin Kunsts Skyld, sagde han jo, og er den ikke mer værd end jeg?

– Nei, tusind Gange nei! For Kunstens Skyld! dum Frase! Saadan en Ynkelighed! hvor tror han, han kan gjøre Kunst, som duer noget, naar han er en sølle Pjalt, som ikke engang tør tage et Tag med Livet, og hvordan skulde han kunne sidde og pensle Følelser frem, naar han leger baade med sine og med Andres?

– Men hvis han kun havde sagt saaledes, – hvis han for en Tid havde maattet arbeide ene, og saa ikke vilde binde mig, men stolede paa, at min Kjærlighed var fast og udholdende nok til at holde ud, og han selv havde ventet trofast, arbeidet, og nu var bleven skuffet?

Jeg gik heftig frem og tilbage i det lille Værelse. Den Tanke, at Hr. Axel Stephensen skulde sidde oppe i Danmark som den trofaste Elsker, arbeidende for at kunne forene sit Liv med hendes, – forekom mig efter Alt, hvad jeg havde hørt om ham, at være i en saa komisk Contrast med Virkeligheden, at jeg var ved at le haansk; men et Blik paa den elskede Pige, hvis Tiltro just i hendes Feiltagelse gjorde hendes Sjæl saa megen Ære, afvæbnede min Bitterhed og kun et dybt, smerteligt Suk pressede sig frem.

Minna stod endnu tæt ved Vinduet med Ryggen mod det, op mod en gammeldags Commode, der var fuld af værdiløse Nipssager og af afblegede, tilsmudsede Photographier. Til dens Kant støttede hun sig med begge Hænder og saae ned paa Gulvet.

– Jeg skal være ulykkelig og gjøre Andre ulykkelige, mumlede hun, som om hun talte med sig selv.

– Minna, Minna! udbrød jeg fortvivlet, idet jeg standsede foran hende, og strakte Armene ud imod hende. – Det maa du ikke sige, hos mig og til mig kan du dog ikke sige det.

Hun rystede næsten umærkelig paa Hovedet uden at se op.

– Men han troer, at det er Letsindighed, og det skal han i alt Fald ikke. Han maa kunne forstaa mig —

– Du vil dog ikke skrive til ham efter dette?

– Jo, Harald, det vil jeg.

– Hvorfor dog, kjæreste Ven! hvad kan der komme ud deraf andet end Pinligheder for os Alle! Lad det være nok med den Brevvexling, den har varet altfor længe.

– Saa kan den taale et Brev endnu, det skal blive det sidste.

– Jeg beder dig saa meget, Minna! lad være for min Skyld, – jeg kan ikke forklare dig, jeg veed ikke selv hvorfor – men det gjør mig angst —

– Jeg maa, svarede hun med en Klang af fatalistisk Overbevisning. .... Han og jeg kan ikke skilles saaledes.

– Gid I aldrig var mødtes, udbrød jeg.

Hun saae længe paa mig med et underligt uforstaaende Blik, som om hun ikke kunde overse Rækkevidden af denne Forestilling. Saa lagde hun sig ind til mig med Armen om min Hals: —

– Ja, Gud give, vi aldrig var mødtes! Hvorfor maatte du ikke komme den Gang! Hvorfor lærte vi ikke strax hinanden at kjende, – da var Alt blevet saa godt!

– Det skal blive godt ogsaa saadan, min Ven! sagde jeg og kyssede hende paa Panden.

Vi satte os ved det aabne Vindue og snakkede sammen om det kjære Rathen. Minna drillede mig med, at jeg i et Brev, som jeg havde sendt hende for et Par Dage siden, havde forvexlet to Udsigtspunkter. Jeg benægtede, og forlangte, at vi skulde efterse Kildestedet.

– Det er saamænd ikke Umagen værdt, Enhver kan jo komme til at skrive feil, sagde hun, og det forekom mig, at hun blev noget forvirret.

– Men jeg er vis paa, at jeg ikke har gjort det. Lad mig dog se Brevet.

– Saa lad mig da have læst feil, for mig gjerne, svarede hun og blev rød. Det var tydeligt, at hun havde en Grund til ikke at komme frem med Brevet.

Den Irritation, som under hele denne Samtale havde luret i mig, siden hun bevarede hans Brev saa omhyggelig, brød nu frem med en skinsyg Mistanke om, at hun havde behandlet mit mere skødesløst og nu ikke vidste, hvor det var at finde. Jeg var ikke ædelmodig nok til at skaane hende, skjøndt jeg kunde have sagt mig selv, at selv det dyrebareste Brev kan forsvinde ved hundrede Tilfælde, især naar man reiser.

– Du kan da ikke være bekjendt at være saa doven. Din Mappe ligger jo dèr paa Bordet.

– Nei, dèr er det ikke, svarede hun og reiste sig. – Stivnakke! Jeg maa umage mig ud i Entréen efter min Reisetaske.

Nei, den tog jeg ind; den hænger dèr ved Døren.

Hun gik hen og saae efter i Tasken.

– Saa maa det vel dog være i Kufferten, bemærkede hun med et Skuldertræk. – Tant de bruit pour une omelette!

– Tak! sagde jeg med en spydig Forstemthed, som hun overhørte, thi hun lo muntert, medens hun lagde sig paa Knæ og gav sig til at rode op i Kufferten. Men mig forekom denne Latter forstilt, da hun dog saa aabenbart befandt sig i en pinlig Situation.

– Du maa ikke se herhen, Harald, hører du! her er saadan en Uorden.

– Gud bevares, sagde jeg, og kiggede ærgerlig ud ad Vinduet. Endelig hørte jeg hende reise sig og komme hen til mig. Hun rakte mig Brevet. Det temmelig stive Papir var krammet, uden at være lagt i egentlige Folder, buklet og krummet paa en underlig Maade.

– Du har vel pakket ind i det, bemærkede jeg bittert og holdt det hen imod hende.

Hun svarede ikke, men smilede med et ganske sælsomt Smil, der klædte hende fortryllende, og som, samtidig med at det irriterede mig, gjorde mig dødelig forelsket.

– Det lader ikke just til, at du behandler mine Breve med samme Omhu, eller gjemmer dem lige saa godt som denne Hr. Stephensens!

Minna bed sig i Læben og kiggede op paa mig med et drillende og dog kjærtegnende Blik. Jeg forstod slet ikke, at hun kunde tage denne Sag saaledes, og vilde sikkert være bleven vred som en Tyrk, hvis jeg ikke havde faaet en Følelse af Usikkerhed og en Anelse om, at jeg spillede en komisk Rolle.

– Men du glemmer jo helt at se efter, Harald, sagde hun, da jeg vedblev at række Brevet hen til hende.

– Du har Ret, afgjorde jeg, uden at værdige Dokumentet et Blik, og kastede det paa Gulvet.

Minna bukkede sig ganske rolig og tog det op.

Hun saae paa mig med et bebreidende Blik, der fik mig til at se beskjæmmet til Siden, skjøndt jeg endnu mente at være i min gode Ret. Og uden at vende Blikket fra mig, men med et bestandig ømmere Smil, knappede hun det øverste af Kjolen op, løsnede Chemisen foroven og lod Brevet glide ned paa sit Bryst, hvor det forsvandt med et rosenrødt Skjær af de sidste Solstraaler som gjennemglødede det lille Værelse.

Jeg sluttede hende heftig i mine Arme og bedækkede hendes Ansigt og Hals med Kys, alt imens jeg fremstammede Undskyldninger for mit urimelige Væsen, min Skinsyge og min taabelige Mistanke, for hvilken hun paa en saa rørende Maade havde beskjæmmet mig. Denne Anger og endnu mere den lykkelige Følelse, at være saa inderlig og skjønt elsket, fik mine Taarer til at strømme saa rigelig, at Minna spøgende frygtede for, at de skulde udslette Skriften paa det dyrebare Brev. Ogsaa i hendes Øine blinkede det, – vi lo og græd paa een Gang og kyssede hinanden Taarerne af Kinden.

Men inden vi saae os for, var Moderen kommen ind i Stuen. Vi gav forlegne Slip paa hinanden, og Minna søgte ved en hurtig Dreining at skjule sit lidt uordentlige Toilette. Den Gamle hostede undskyldende, og selv de forsigtige Skridt af de næsten gjennemtraadte Slæbere, syntes, da hun listede ud med Kaffekopperne, at hviske ganske sagte: »Gjør ikke noget, Børnlille, jeg er selv ingen Nonne, – har ogsaa været ung! Næbbes I kun! Herregud, naar man blot ikke gjør noget Ondt!«

Det ærgrede mig, at vi skulde være Gjenstand for en moralsk Overbærenhed, som vi ikke trængte til, og især at der blev lagt et uædlere Indhold i denne Scene, end den fortjente. Minna maa have følt noget Lignende; thi medens hun knappede den øverste Knap, trak hun paa Skuldren og mumlede med en komisk Fortrydelighed: —

»Die alte Pulverhexe! kommt sie immer so hereingelatscht!« —

– Spil nu lidt for mig, Minna, sagde jeg, – jeg har endnu slet ikke hørt dig spille, og jeg har glædet mig saa meget dertil.

Minna bad ynkelig for sig, men jeg trak hende hen til Claveret. Der var endnu Dagslys nok til at se Noderne. Hun slog et Schubert-Hefte op og spillede et moment musical, ikke uden Følelse, men saa ængstelig, som om hun frygtede for at røre ved Tangenterne.

– Det er skrækkeligt, udbrød hun, lige da hun havde taget den sidste Akkord .... Maa jeg ikke holde op? Du kan da ikke paastaa, at det er en Fornøielse at høre paa det.

– Jo, det kan jeg godt, og forresten kan du da ikke være bekjendt at være ængstelig for mig.

– Ængstelig? jeg ryster over hele Kroppen!

– Du kan heller ikke se rigtig nu. Jeg vil hente en Lampe.

– Nei, for Guds Skyld, lad mig dog i alt Fald beholde den Undskyldning.

Det sprudlende livlige og samtidig dog saa sværmeriske og dybt bevægede Impromptu, som hun nu tog fat paa, behandlede hun lidt friere og dristigere, og skjøndt det brast et Par Steder, havde jeg en inderlig Glæde af det ægte musikalske Foredrag. Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Clavér-Pladen.

– Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. Man kan lige saa gjerne være fræk. Du maa gjerne hente Lampen, Harald, at jeg kan se alle de Noder, som falde under Claveret.

Jeg havde ventet, at hun skulde spille »Sørgemarschen«, første Sats af »Maaneskins-Sonaten« eller et lignende nogenlunde overkommeligt Stykke, et af dem, om hvilke man kan sige, at de ere naturaliserede i Dagligstuerne; men til min Forundring hørte jeg, medens jeg ude i Entréen tændte den lille Lampe, at det var den vældige C-Dur Sonate, som hun styrtede sig ind i, og det uden at slaa det Mindste af paa Voldsomheden. Hun havde aabenbart sendt mig ud efter Lampen for at kunne begynde, mens jeg var borte, i Tillid til, at naar man først er sprunget ud, hvor man ikke kan bunde, saa er man nødt til at svømme. Og hun svømmede virkelig; selve Dybden og Bølgebevægelsen hjalp til at bære. Da jeg traadte ind, just idet hun fra vildsomme Løb og heftig Oktav-Stigning naaede over til den rolige, i rige Akkorder syngende Hymne-Melodi, – blev jeg et saa eiendommeligt Udtryk vaer i hendes Ansigt af Energi og Begeistring, en Beethovensk Forklarelse af alle hendes Træk, at en spøgende Opmuntring, som jeg havde paa Læben, forstummede af sig selv. Jeg stillede ganske sagte Lampen paa Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af, dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været renset i Løbet af Sommeren. Selv tog jeg Plads længer tilbage i Stuen, hvor jeg ikke kunde forstyrre hende, men saae hendes Nakke, hvis Haarknude glinsede i Lampelyset, og den blødt skyggede Kindrunding, medens jeg fortabte mig i en Nydelse, som maaske er den ædleste af alle: at faa Beethoven forespillet af sin Elskede. I denne Stemning blev selv det Ufuldkomne ved Udførelsen snarere til Gavn end til Skade; de yderst beskedne Omgivelser stemmede ikke til Concert-Fordringer, og saa glædede man sig saa meget mer over Beseiringen af Vanskeligheder, selv om disse Seire ikke vandtes uden Mandefald i Node-Hæren. Og trods Alt, blev hendes Spil kunstnerisk, fordi hun var helt fortabt i det, – hun spillede som en Musiker, der har faaet et vanskeligt Partitur paa Nodestolen; af og til knurrede hun af Ærgrelse over at være snublet, undertiden, naar hun havde slaaet med Fynd ved Siden af, sendte hun efter den falske Tone et Udbrud, der ikke var fjernt fra en lille Ed, og blev Hænderne tilbage for den inspirerede Villie, saa sang hun med høi Røst Melodien, ligesom for at skamme Fingrene ud og tvinge dem til at komme med. Saaledes var hun stormet gjennem Allegroens stolte, solrige Bjergland og sænkede sig hvilende i Adagioens Eneboerdal med den dybe Skygge om det stille, blanke Vandspeil, hvor Sindet samler sig indadvendt, men dog med Blikket forventningsfuldt hævet mod en anet Herlighed, – for saa at svinge sig op til de ætheriske Regioner, hvor Rondoen lever i et overjordisk Lys og en uforstyrrelig Glans, jublende Triller ud, som var den en Lærke, der havde hjemme, ikke blandt Skyer, men blandt Stjerner.

Minna kastede sig tilbage i Stolen; jeg gik hen til hende og trykkede et langt Kys paa hendes Pande. »Tak,« hviskede jeg.

– Det var ogsaa Noget at takke for, sagde hun og saae forundret paa mig, som om hun frygtede, at jeg gjorde Nar.

– Hvor kan du sige det! jeg er helt overrasket! Jeg vidste nok, at du var musikalsk, men jeg havde dog ikke tænkt, at du kunde spille saaledes.

En pludselig, sjælfuld Glæde straalede op til mig fra hendes Blik; men hun slog det strax ned, og hendes Læber krusede sig til et godmodigt ironisk Smil.

– Ja, ikke sandt! til at slaa ved Siden af er jeg en ren Rubinstein!

– Hvorfor spotter du? jeg veed dog selv nok, at du ikke helt kunde magte den. Men du spillede smukt alligevel.

– Ak! det er det, som gjør mig næsten fortvivlet, hver Gang jeg spiller – at høre det saa smukt og ikke kunne faa det frem. Og især det, at jeg undertiden synes, jeg maatte kunne være kommen til at spille ganske ordentlig, hvis jeg havde kunnet drive det rigtig vedholdende.

– Naa, det er da ikke for sent endda, jeg synes, du har Livet for dig.

– Maaske, – men der er det samme i Veien endnu, – jeg kan ikke taale det, du aner ikke, hvor det angriber mig: Nu har jeg mindst spillet min Nattero bort. Hvorfor er man ogsaa saadan en Pjalt! Ja, hvis du kunde forestille dig den Melankoli, som jeg i disse Aar spillede mig ind i, hver Gang jeg rørte Claveret! det var ligesom Noget, der slog sammen om mig, og jo skjønnere Musikken var, desto mørkere blev det om mig. Undertiden kunde jeg ikke lade være, men det kunde ogsaa blive saa frygteligt, at jeg ikke turde mer.

– Men det vil jo altsammen fortage sig, min Ven! – Jeg skal nok faa dig sund og stærk, og naar du spiller mig glad, vil du ogsaa selv føle dig lykkelig derved. Jeg er et taknemligt Publikum, selv om du ikke driver det saa meget videre, end du nu er. Men saa vil du ogsaa kunne dyrke Musikken rigtig.

Mine Ord lod ikke til at gjøre synderligt Indtryk paa hende. Hun stillede Lampen hen paa Bordet, satte sig i den Stol, som jeg havde reist mig fra, og støttede Panden i sin Haand.

– Jeg kan mærke det i mit Hoved, det spænder og mylrer derinde. – Hun lo op, som ad et pudsigt Indfald: – Veed du hvad, hvis jeg nogensinde ønsker at blive af med min Smule Forstand, saa troer jeg, at jeg kunde spille den bort.

– Hvad er det for en Idé!

– Nu ja, det var ogsaa en Maade at begaa Selvmord paa. Det er det Frants-Moorske, at ødelægge Legemet gjennem Aanden, anvendt paa Selvmordet.

– Minna, du maa ikke tale saadan, det er en daarlig Spøg.

– En grov Spøg i alt Fald, naar der gjøres Alvor af den. Men man veed ikke, hvilke Kunster man kan faa Brug for i Livet. »Det var en Kunst, der fortjente at Have dig til Opfinder,« – deklamerede hun med komisk Efterligning af en Mode-Skuespiller. – Har du seet det her paa Hoftheatret? hvor han var affekteret! hu ha! .... Hun satte sig i Positur, som Frants Moor i Begyndelsen af anden Akt, og lagde sit Ansigt i saa pudsige reflekterede Skurkefolder, at jeg ikke kunde lade være at le. Opmuntret ved dette Bifald begyndte hun at efterligne det falske Effektmiddel, som den paagjældende Skuespiller havde opfundet til denne Grubler-Monolog: at give Spørgsmaal og Svar med to forskjellige Stemmer, en høi fistelagtig, og en dyb Bugtalerrøst, idet hun samtidig vendte sig snart til den ene, snart til den anden Side: – »Hvilke Art Følelser skulde jeg vælge? .... Vrede? denne hungrige Ulv æder sig for hurtig mæt! – Sorg? denne Orm nager mig for langsomt! – Græmmelse? denne Snog sniger sig for trægt! – Frygt? Haabet tillader den ikke at gribe om sig .... Hvad? er Dødens Arsenal allerede udtømt? – Hvorledes? Nei! – Ha! Musik! Hvad formaar ikke Musikken? den kan faa Liv i Stene, skulde den ikke kunne slaa en Minna ihjel!«

Hun lo muntert og omfavnede mig.

– Jeg har været rigtig styg, Harald, og du var saa kjærlig og takkede mig saa kjønt for mit Smule Spil, du kjære, søde Ven! Men jeg skjønnede ogsaa paa det, skjøndt jeg kom med al den Snak, – jeg kan ikke gjøre for det, tidt piner det mig saa meget, det maatte være saa herligt at være Kunstnerinde, synes jeg, at kunne faa Andre til at elske og beundre, hvad der bevæger En selv saa dybt .... Men jeg skal nok blive en flink Husmoder! – Og bryd dig ikke om, hvad jeg sagde før – saalænge du er hos mig og holder af mig, forgiver jeg mig jo ikke med denne søde Gift – men, Harald! hvis du holder mer af en Anden —

Jeg lukkede hendes Mund med et Kys, – ganske vist ikke noget synderlig logisk Argument, men i dette Tilfælde maaske tilsidst dog det mest overbevisende.

Moderen kom ind med The og Franskbrød, til hvilket hun havde kjøbt Honning i Voxkager og usaltet Smør for at gjøre os tilgode. Da vi havde spist, satte hun sig hen i en Krog i en underlig trekantet Lænestol med lodrette Sider; – den var egentlig et Hjørnestykke af en tredelt Sopha, hvis disjecta membra vare fordelte rundt i Leiligheden. I dens Varetægt blundede hun næsten øieblikkelig ind.

Minna var ogsaa træt efter Reisen. Da det hæslige, Alabast-søilede Taffeluhr paa Commoden efter en lang, truende Snurren besluttede sig til at slaa fire Slag, der gjenlød i Claveret med en lang Tone, – og derved gjorde os opmærksomme paa, at »Klokken var slagen ti«, holdt jeg paa, at hun skulde til Ro.

Vi lod den Gamle sove. Minna lyste mig ud. Til hendes store Skræk gik jeg »med Nakken paa Ryggen«, – som hun sagde, – ned ad den steile Vindeltrappe, uden at kunne vende Øinene fra hende, som hun stod deroppe, bøiet over Rækværket, med det smilende Ansigt stærkt belyst af den fremstrakte Lampe.

Helt nede blev jeg længe staaende og sendte Kys op til hende, indtil hun gav sig til at skjænde, og da det ikke nyttede, begyndte hun pludselig at skjære Grimacer og frembringe saa græsselige Carricatur-Ansigter à la Wilhelm Busch, – at jeg endelig tog Flugten med en høi Latter.