Czytaj książkę: «Bjørneæt»

»S.M.«

Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.

Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og graadige Gnavere.

Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det havde ingen Stolpebod.

En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende Harmoni.

»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.

»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk. »Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere, hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.

»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.

»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage. »Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«

»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.

»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.

»Hvorfor det, vesle Olaug?«

»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,« svarede Pigen og vendte sig for at gaa.

I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede Pande og bydende Holdning.

»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet. »Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det i Drift igjen!«

»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig; »nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa Nakken og Kniven i Bæltet – ind paa dem, Fatter! hug dem – stik dem! – saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal flaade ud til Skagerak.«

»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden.

Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.

»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor; »lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.«

Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren, hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige Gjenbohuus.

»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over til Olaug, som endnu stod i Døren.

»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende Læber.

Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod, men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng ved Vinduet.

»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge.

Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt.

»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for mig. Har Du hørt noget fra Børnene?«

Manden rystede paa Hovedet.

»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs. Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?«

»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see det i Barken herfra, hvor jeg ligger. – Olaug, som Du kalder et Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige; i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. – Tro mig, gode Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre. – — Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.«

»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk.

»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke, ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald dernede, knuges hun til Jorden.«

»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig. Til det skeer, er min Haand imod dem alle.«

»Og deres imod Dig. – Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer til Grunde. – Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt – et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende. – Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte – for hendes – for din egen Skyld.«

Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:

»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle.

Broderen aabnede Skuffen.

»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for dem hernede.«

»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!«

»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du, en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst, at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende; det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til Smaafolk. – Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg blot naaet at faae dem fulde! – Det er nu forbi – velsign dem, Herre Fader, – bøi Dig, Halvor, – Olaug – —«

Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl flere hos Gud.

Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet bort.

En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue. Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id, gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.

Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte: Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten: »Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« – Eller Tonerne løde som en Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig tildøde, – saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. – Den Klokke i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.

Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue. For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften. Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage, en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder, som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor.

Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae.

Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste Fontangens skrækkelige Herskermagt.

»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter? Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg kommer hjem med Snue.«

Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre.

»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud, til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund, saa skulde Du have faaet dine magelige Dage – aa ja, aa ja! – Sikke Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det forvindes aldrig.«

Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.

Søsteren betragtede ham med Ringeagt.

»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.«

Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa, aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae op og nikkede.

»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød, sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte hun sin krogede Arm i Veiret – — Det var sidste Gang, jeg saae hende.«

»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen.

»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober sidstgangen stod hun nok for længe derude – Efteraarsstormen, forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog Gigten den og hele Kroppen.«

Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar. Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for bestandig.

Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde.

»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og gjorde Plads paa Bænken.

»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig glide ned paa Sengekanten.

Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.

»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«

Daniel foer op.

»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa svært her i min Hjertekule, – hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og Moderløse saadant noget paa?«

Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:

»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer, som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land, der bærer slig Yngel! – Dèr – tag Jeres Blodpenge og Jer Moders Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«

Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.

Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke, medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.

»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme, der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin; »tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre. Nu skal Du høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok, Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant, naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men see, her staaer jeg; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger, Du har for Dig. – Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos, hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, – Morbroder Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte Dig – jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck, fornægter Dig, Du Barneskjænder – Bjergrøver – Du – —«

Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør; hans spottende Blik hvilede paa Ulle.

»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald – sikken Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede sine brede Næver.

Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.

»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig; men jeg holdt af Dig. – Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. – Nu bliver jeg herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt op med det samme paa mig selv. – Lad dem kun Alle sige om Morbroder Bjørnstad, hvad de vil, jeg siger god for ham.«

Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.

»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i Fossen.

»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende Fiskebeensskjørt. – »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,« vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. – Ja, nu har vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«

Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var mindsket betydelig.

»Det pure Sølv – det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden – halioho – —!«

Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre, røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.

Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og forlod Stuen.

Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.

Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en rask Beslutning og gik hen mod hende.

»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af Uvillie mødte hendes beundrende Blik.

Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med skjælvende Røst:

»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«

Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til Moderens og Datterens første Gjensyn.

Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:

»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.«

Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter førte hende og Daniel mod Frederikshald.

Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte høit hulkende Armene mod Fossen.

»Bedstemoder, – Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig – dit Skjændselsbarn længes hjem til Dig.«

Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.

I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild Stemme udbrød:

»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi finde noget bedre for Dig. – Kom med ind og hjælp mig at rydde op i vor gamle Stue. – Vi To have meget at snakkes ved om – om hende.«

Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk, Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.

Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.

Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde svaret hende.