Czytaj książkę: «Historisk udvikling af det engelske sprog»

Engelsk-tilhører gruppen af vestgermanske sprog (Indoeuropæere). Det er resultatet af udviklingen af sproget for anglerne, sakserne og Juterne – germanske stammer, der migrerede til Storbritannien i det 5.århundrede. Befolkningen i Storbritannien på det tidspunkt bestod af keltiske stammer – briter og Gaeller. Som et resultat af en hård kamp skubbede de germanske stammer kelterne mod vest (området Val og Majsvæg) og mod nord – til Skotland. Til denne dag bor efterkommerne af de gamle Kelter på de britiske øers territorium. Danskerne er af keltisk oprindelse. I de fleste dele af landet taler man Gelsh, et keltisk sprog. I Skotlands højland såvel som i de vestlige dele af Irland taler folk også et sprog af keltisk oprindelse. Nogle keltiske ord kan stadig findes i moderne engelsk, og de fleste af dem er Geografiske navne. Mange floder, bakker og byer kaldes stadig ved deres gamle keltiske navne. Således er der i England flere floder kaldet Avon, hvilket betyder flod på keltisk. Nogle floder har navnet Dervent, hvilket betyder "rent vand" på keltisk. Kridthøjlandet i de sydlige og sydøstlige dele af England kaldes "nedture". Dette navn kommer fra det keltiske ord "ned", hvilket betyder "bare, åbne højland". De få lån fra det keltiske sprog i oldengelsk vedrører hovedsageligt geografiske navne, der har overlevet til denne dag (f.eks. Avon fra Den Keltiske amhuin – "flod", Kilbrook fra Den Keltiske coill – "skov"). Angelsakserne brugte ligesom andre germanske stammer først et specielt alfabet, de såkaldte runer, der er dannet af gamle Indoeuropæere på det sydlige Urals territorium, derefter i form af brahmi-en af de gamle sorter af syllabisk skrivning, i øjeblikket går de fleste typer skrivning i Indien og Indokina tilbage til Brahmi.

I det 1.århundrede e. kr. erobrede romerne Storbritannien. Storbritannien var en provins i Romerriget i omkring fire århundreder. For to tusind år siden, da kelterne stadig levede som stammer, var romerne de mest magtfulde mennesker i verden. Det romerske samfund var meget forskelligt fra det keltiske samfund. Det var et slaveejende samfund opdelt i antagonistiske klasser. De vigtigste klasser var slaver og slaveejere. Slaveejere var en minoritet af befolkningen, men de ejede jord, værktøj, bygninger og slaver. Slaver ejede hverken jord eller værktøj og var selv slaveejeres ejendom. Slaver kunne købes og sælges, byttes eller gives væk, ligesom enhver anden ting. De kunne lænkes, piskes og dræbes.

Slaveri var den første og mest umenneskelige form for udnyttelse. Slaveejere bevilgede næsten alt og handlede med krigerne, og romerne gik på jagt i området nord for muren.

Romersk indflydelse voksede i Storbritannien. Som et resultat af erobringen spredte tegn på romersk civilisation sig over hele Storbritannien. Før den romerske erobring af Storbritannien var der ingen byer i Storbritannien. De civiliserede romere var byboere, og så snart de erobrede Storbritannien, begyndte de at bygge byer, storslåede villaer, offentlige bade, som i Rom selv. York, Gloucester, Lincoln og London blev de vigtigste romerske byer; der var også omkring halvtreds andre mindre byer. London, som havde været en lille handelsby før erobringen, blev nu et handelscenter både ad landevej og ad flod. Colchester, Gloucester, York og Lincoln sprang op omkring romerske militærlejre, byen Bath blev berømt for sine varme kilder.

Byerne er vokset som markeder og administrative centre. I de fleste byer var der markeder og mange butikker, hvor købmænd solgte deres varer. Husene var bygget af sten, gipset og malet, med tag af store røde fliser. Rige købmænd og embedsmænd havde luksuriøse huse med mange værelser, med mosaikgulve og centralvarme. Hver romersk by havde et afløbssystem og en god forsyning af rent vand. Templer og offentlige bade kunne findes i de fleste byer. Romerske byer var militærbaser omgivet af forsvarsmure, som blev bevogtet af romerske soldater.

Romerne var store vejbyggere, og nu forbandt et netværk af veje alle dele af landet. En af hovedvejene gik fra Dover til London og derefter til Chester. Der opstod nye byer og landsbyer langs vejene.